one thing most evident about england,
well...
not that many birch trees (my favourite),
or pines...
    birch treets as said to be the scounts,
they lay the ground for a forest,
    the best i can experience
around here are foxes, no wolves...
and even the foxes as shattered...
  a bit like the badgers...
   mind you, we can have as many objective
truths, and sorta feel proud...
    but i feel numb...
   numbers don't add up in the category
of feeling...
      i should really be standing
at some road juncation:
with excess applause...
          i don't think that's necessary...
    i can only state
a neo-gothic excavation began by
type o negative...
                     and the early death of
the lead singer....
   then there's that excess of attire...
lead, and Pb...
                 as some seach: also contained
within: a leash...
               me in a Turkish shop,
talking to the owner:
Papaturk... how i saved him money
when the local council
               inquired why he provided the caravan
umbrella...
    and hid the public bench...
   5 months i haven't seen him...
     we start speaking and it really is 5 months...
i talk about a month spent in Poland
and -18 temperatures...
  he just keeps referecing 5 months...
i'm only buying 4 cans of beer,
who gives a **** about a biography?
   i don't know if i half pretend or actually am
the one some might call: busy...
           my eyes are elsewhere...
i keep looking for them like i might
turn to finding either heart or Brian...
                one's a stone,
and the other a fat-sponge soaked in porridge...
    yep... type o negative... just
when the jerry spinger show was taking off...
took goth to a new dimension,
i remained clad in the most believable grey
attire... the boring type...
        and it's only that having experienced
a very rare traffic of soul-like expderiences...
did i become to realise
that such experiences are, well,
rather pointless...
   or at least undermining everything
surrounding them...
   god is a great concept, to motivate
the hazy fairies of the suggested approach...
             and when it actually happens,
say: hear angels singing while to rob
the altar of its white cloth and lie under the
altar... checking for sure whether you
are hearing what you're hearing...
             it thus becomes an existential
game, i.e. whether you "hear" or hear,
whether you "heard it" or heard it...
     and whatever experience you may have had,
it's a bit pointless to state that you're
of a cultish calibre...
               it just becomes a bit pointlesss...
you just see selling potatoes
   and Korans as more important...
     then it becomes a case of:
  well: why beging with anything at all?
why not call all the saints mental imbeciles?
   why not begin there?
i say that because, given the teaching,
as in: forgiving your enemies,
has not compass in western society,
western society, if isolated,
would be equivalent to a man / woman talking
to themselves in the streets of Beijing...
          i say i could have had an experience,
but the way i have been itemised, scrutinised,
i'd gladly believe in a crowd of people
nibbling at a mystery...
   actually experiencing a mystery gives you nothing!
i'm all for democracy, all for chaos...
            nothing happened, i didn't exist...
it's easier that way...
    that's why i feel no affinity with western
culture... it's just a load of ******* to me...
            i could have said:
i heard angels singing,
   but given the so called "sanity" membrane
of humanity, to create an omni-entity,
to later discard it...
     evidently there's no precise vector linking
(a) to (b)...
                   in england they call this
case a "mental" illness...
  i really wish my brain had the capacity
to create placebo experiences so pontent
that i'd sorta stop following in my father's
footsteps and becoming a roofer...
then again, he was sentenced to labour
in an industrial complex of steelworks,
look how that frail and senile pope
looked like clinging to his throne,
slobbering with his last speeches, "saintly"
john paul ii...
               i was very fond of pope emeritus,
all the grannies in poland said:
take, that, thing, from the throne...
    no easier way to overcome the saints
than have a pope-saint...
   who really wants the spotlight...
but should be killed by strobe-light and something
translating epilepsy into a stroke...
   as one bound to an exodus
i have no allegiance to the current folklore of
my original people...
    i don't know why i kept the tongue:
apparently such things are hard to erase,
   being first generation, i guess only with
an english wife i'd be able to shut up...
hence my english having a "subconscious"
undercurrent of polish...
             and i live in an anglican country...
    oh there are, there are differences
between a catholic nation and a protestant
nation...
   as there are differences between northen
catholic and southern protestant...
        no wonder i was given a "medical"
    noun  schizoid...
       encompass all of that, in a single generation?
you'd go cuckoo!
                 but then again i'm playing
tennis with a brick wall...
         i don't expect pity, i don't expect empathy,
in just expect nothing, no body...
              we're all bound to wear the shoes
we tire with against the pavement...
  but ridicule is the one thing that ****** me off...
   i'd prefer a comforting joke...
   ridicule is something devoid of what is required
for a passion, even a passion scrutinised and staged
by a stand-up comedian in sarcasm...
   ridule is a bit like science,
already lost to the schism of its counterpart of
falsification...
                    so many truths! so many truths!
          i guess that's what philosophy is about,
apart from being a mediator of science with / vs.
humanism, it's the membrane segregating the two...
      you can clearly cheat with science,
you can ascribe fake statistics with science,
  tell them 1 in 5 women were *****
as part of the **** culture phenomenon,
  when someone else states: more like 1 in 165...
but you can't exactly find a person who
lied about reading Tolstoy's war and peace....
only because a person who has read that
   piece of work: isn't exactly keen to talk about it;
from experience:
   i've read don quixote... and i'm not that keen
on giving a proof of having read it...
that's my own c.c.t.v., not yours.
   you can find that a lot, one a person
reads the equivalent of 5 Islamic columns / elements...
   say.... rather than completing the Hajj...
reading the Brothers Karamazov...
        you really don't get that much
conversation...
  reading a book as the established order
of the 19th century, read in the 21st century...
you start to look at your contempories
a bit suspiciously... like they really are devoid
of acknowledging a worthwhile experience with you...
i started to look at most people, my contemporaries,
at bit like walking into a bathroom showroom...
    i guess i thought about brushing my teeth
and talking to them so they could pick up a scent
of wild strawberries oozing from my mouth...
   i read the **** books, i don't need to compete
for being able to talk about them...
given the books... it's very hard to talk about them...
      you don't really get to talk about
these columns...
          well, unless it's the Koran,
then you really get to talk... you get to shout, even,
and shoot a throng of pigeons while you're at it...
  apologies, no apologies... yada...
or as one puts it (talking queeny beeny) -
   to the great artistic mafia of Poles...
              somehow connected...
   the whole: blood thicker than water...
            oh i'm about to dump this
  mongrel soul and treat it as:
            a Mickiewicz might:
of the tongue, of the body, toward the soul
   cleansing...
               i probably will not like the end
results... but that's better than what i have now...
        i don't like to have a mongrel soul
trapped inside a mono-ethnic body...
              i tried the whole utopian masquerade of
living the dream, i.e. "living the dream",
it didn't exactly work out as western politicians
liked to have hoped it might...
             and that's the really sad part,
i really wished it could have worked...
   now, whenever i think about *******
  someone of my ethnic compendium
whether by body represented, or by soul encouraged...
i just think it's ******...
                 it's like the culture i express
has encouraged that i move to
south africa and **** someone so far removed
from my experiences...
          it really does feel like ******...
        what a sick sick world to be gravity prone to too..
but hey! we have the numbers...
     try to be cosmopolitan for a bit,
whether that's in London, or Edinburgh...
      it soon emerges that the Greek city-states of
modern capitals are surrounded by
****** prone cannibals...
   and more importantly: philistines.
                     sure, for a second you can almost
be persuaded by atheistic arguments...
as those took hold the imagination of people
in the early 21st century...
     i just look at man and see god laughing...
and since the case is: the ugliness of a godless man...
      well...
                    the crucifix is hardly
the N on the compass...
  but since the crucifix aimed at the N of the compass...
the northen barbarians said a joke
that made the crucifix something worth
imitating in the Philipines for a worth of spectacle...
and elsewhere, skog av krux -
oh, it's a very short joke...
         blod ørn... ****** eagle...
   given that so many imitate being crucified...
  can only signify it being a complete and utter joke...
one hour in a järn-jungfru
would make up 2000 years worth of history;
or a scene from a Sioux scalping stone...
    we're ingenious like that...
and yes: blod ørn - blod o(h)-ern...
          i prefer the german blut adler...
   so many moustaches, and other periphenelia
of attire, such as a bow-tie...
  to translate the bewilderment
that a latin inherited grapheme can't
be the smallest unit of sound, given the vowel...
  or how the grapheme became translated
for the worth of diacritical marks...
  æ and œ created
    the basis for diacritical marks being applied...
as with the already stated example...
ørn is derived from œrn...
             tongue-tie twisting like a serpent around
its suffocated prey...
          spine bound to crunch, and defeatist chess...
    we can never say why it was applied
to the signifier: umlaut (ü) - best explanation
is a hidden arithmetic... and the compensation
of omicron-macron...
                       but that's just a guess...
    science is anything but holy...
given the fact that it's so easily manipulated...
                 and falsified, and cheated...
     the samde torturous instruments that defended
religion, are but replaced in the name of science...
          as a life bound to be a freedom,
with labour inside the mind that is relentless,
   and in dire need of change...
where  democracy, or autocracy, as nothing more than
slaves of the arch-cardinal, known as status quo.

du vil ikke have mig råber du
jeg bløder
mit blod er sort som mit sind
du bliver fascineret af mit væsen
kun få bløder sort
du vil gerne have mig hvisker du
for en nat
indtil jeg ikke bløder mere
også råber du igen
så du sikre dig at jeg ikke tror noget
det var let for dig
snyder mig som en tryllekunstner snyder små børn
fortryllet
af dit væsent, men ikke kun for en nat
en levetid
sandheden er at jeg stadig er fortryllet
og du vil ikke hæve din forbandelse
så hver gang jeg bløder sort blod
kan du slikke det væk med din røde tunge

clear blood bleeds
runs as river goes
fills all hills
makes the red roses grow

the angels are crying
while the devils are laughing
who stop that crime?

the world turned his back
let Israel goes wide
do as the plan
and the mock may hide
they try to hide

the plants will up
growing carrying blood
increasing the anger revolt
one day, anger will evaporate
making great cloud
destroying every mount
making the solid so worst
and the tallest is youngest
the giant will be stunt
no one can not stop that
no one will not even open his lips
stop that
now
or the future carries bad result

Det varme brød ånder på træbordet
Sukker, efterlader spor af tilværelsen i sveden
Smurt ind i olie
Som mine lunger nu er smurt ind i tjære
- så blev det hele værre
Mit sind er nok sort nu fordi jeg fodrer det
Med hvide vægge og blå kameler
Farver indersiden af mine øjenlåg med nøgne løgne
Fordi sandheden er som en knytnæve der tæver
Og blod
I skridtets indre maskineri
Der fungerer som en rulletrappe
Kører alle de ufødte børn ud
Kyler alle de ufødte børn ud
Skuffer moder jord igen
Er ******* og abortion nu egentlig ikke det samme?
Jeg drømmer så der står blomster ud af begge ører
Danner min egen rosenhave
Venter på en gartner graver sig gennem torne og forestillinger til han når
De indre vægge i mit rytmisk, blodige hjertekammer

Kød
En kød-drøm
Du er mit kød
Blodig, bankende, levende KØD

rød.
Rød som blod, rød som rød
Farve eller følelse
Du spytter blod ud på kødet

Og...

Du er min kød-drøm
Kun i fantasien tager du FAT
I alt det du glemte
dengang, løbende hvide sener
Du var der for sent, og du sagde du ville gøre DET!
Men, senere. “SKAT”
Jeg gør det sener, hårde stramme sener
Spændes fast i bæltet som seler
Skærer hul i nakken, og blodet
Sprøjter, og det gør du også...

Sprøjter med blodige, kødlige, kedelige løgne, hængt op på krogen.
Vi er drænet, tappet for RØDT BLOD.

Vi er nøgne.
NU.
Blege, hvide ansigter. Vi smiler, men vi hænger med hovedet ned af.
Vi smiler ikke.

For du har gjordt mig kød-syg.

i was'nt very clever
at maths at park st school
thick as **** when adding up
a mathematics mule

but i was quite good looking
girls where always there
counting not a problem
with gelled black streaky hair

puberty and progress
next stage after kissing
discovered that my *****
was'nt just for *******

then came my dilemma
a valley ****** vexed
blod the bike from blaina
begging to be sexed

how'd you want it bloddwyn?
oooh!....ten inches would be nice
i counted for a minute....
then i shagged her twice

some days, his eyes are full with angst
his arms down his sides, with his fists as closed as his ears
and all I want to say is I know how it is
to be so angry you don't know where to go
because the whole world lights you up like a dry stick of explosives,
how it is to have your feelings being so big they start to feel
like extensions of your limbs,
waving uncontrollably
and all you can do to avoid their friction from setting you on fire
is either to cut them off or keep your arms down your sides

but I step aside, because he can no longer take in my words
his six year old eyes are filled with the nothingness of
an anger so big and unlabeled
but someday, I will tell him and he will understand
I will tell him that even though my blood is not in his veins,
I will cleanse it from soot and silt,
I will be his human shield from this world
I will tear kingdoms apart and slay every last creeper
just to help him level up

and I will uncontrollably, explosively and unconditionally
love him

//

vissa dagar är hans ögon fyllda med ångest
hans armar längs sidorna, med nävar lika hårt stängda som hans öron

och allt jag vill säga är att jag vet hur det är
att vara så arg att du inte vet vars du ska ta vägen,
för hela världen får en att tända som en torr bunt sprängämnen,
hur det är att ha känslor så stora att de börjar kännas
som förlängningar av dina egna armar och ben,
okontrollerbart viftande
och allt du kan göra för att förhindra att deras friktion tänder eld på dig
är att antingen hugga av dem eller hålla armarna längs sidorna

men jag går undan, för han kan inte ta in mina ord längre
hans sexåriga ögon fyllda med ingentinget
av en ilska så stor och oettikerad ilska

men någon dag ska jag berätta för honom och han ska förstå
jag ska berätta för honom att även fast mitt blod inte flyter genom hans artärer,
ska jag rensa det från smuts och sot,
jag ska vara hans mänskliga sköld från den här världen
jag ska slita kungariken itu och döda varenda creeper
bara för att hjälpa honom att levla upp

och jag ska okontrollerbart, explosivt och villkorslöst
älska honom

at lege mor og tørre op
og vaske op og at gå op i
et andet menneske
helt så samvittigheden
klistrer på din tunge,
helt så du glemmer din hud
i dørkarmen
sætter aftryk af blod
i badeværelset, og efterlader  hemmeligheder
i gulvsprækkerne
hvisker historier til væggene, alle
dem jeg aldrig fik fortalt dig
jeg var hende, der rakte kolde
hænder ud i et naivt forsøg på at
få dig til at smile i marts
opdrog dig med moderlige øjne
og blå ord, jeg ellers kun skrev ned
holdte dig i hånden, og lod dig ikke
bevæge dig yderligere
indtil du omsider kunne gå selv
vidste ikke dengang,
du ville gå længere ud,
end du selv kunne  bunde
lærte dig at holde om pigeskuldre
så det skar i organer af glæde
lod dig blive afhængig, og lod dig
skænke samvittighed op til randen
af glasset, så vinen smagte af
cork og følelser, der gav mig lyst
til at stikke tre fingre i halsen
måske bliver jeg væk en dag,
drukner
mig selv så jeg måske er væk
snart

Tallerken, gaffel, glas og krus.
Gryder, pande, høj og lav.
Køleskabet min bedsteven.
Ovn, vask og ske.
Rindende vand og plaster på såret.
Skærebræt og store knive.
Blod på bordet, blod på salaten.
Et højt irriteret brøl.
Tekopper, kaffekopper, grimme kopper, flotte kopper.
Skåle og dybetallerkner.
Vandkander, brødkrummer og forgamle rester.
Morgen, aften, nat og dag.
Altid og aldrig.
“tøm skraldespanden inden du går!”

Læs mine tanker,
stands dem, riv dem ud så jeg kan se, hvad jeg føler.
Klippe små huller,
mønstre der forvandler dem til ferskenblide kærtegn.
Sneen falder hysterisk fra himlen og lander ufrivilligt i min mund.
Ligegyldigheden lægger sig som tunge fjer for mit blik,
og jeg er bare -
Indhyllet i repetitionens storslåede pragt af forblødende sind,
der overses af snefnug og placebolykke.
Jeg lytter til melankoliens toner, der lægger sig sterilt i mit blod,
forsøger at rense det for alt der er mig; til der intet er tilbage.
Men jeg føler ingenting.
Kun en brændende stikken af forfrysningerne, der har bredt sig til alle mine organer, hvor det eneste, der pligtopfyldende fungerer,
er en pulserende hjerterytme, der magtesløs hvisker signaler om et synderknust indre.
Men væggene er for tykke og sneen for dyb
til at noget skulle kunne trænge igennem til omverdenens bedøvede trance.

når jeg går forbi
storkespringvandet
og dufter
de nybagte croissanter
deres varme sødme
der fylder luften
denne søndag morgen
kan jeg høre
mit hjerte
knuse
og lyden
er altoverdøvende
så jeg drejer
rundt om hjørnet
og lader mig selv
fare vild
i københavns
snoede gader
og husker
de morgener
jeg for vild
i dine øjne
og mine
kolde hænder
møder mine
kolde læber
berører
piller
kradser
og begynder at bløde
og dråberne
er ikke alene
de er aldrig alene
tårerne falder
løber langs min
snehvide hud
falder foran mig
og går i et
med regnens pytter
og for ikke at gå i stykker
for at føle mig hel
falder jeg
sammen med
mit blod
sammen med
mine tårer
til jorden
og drukner
i en pøl
af croissanter
sort kaffe
kolde morgener
varme lagner
og tanken om
at det hele blot
er minder

gravlægger mine overskudsdage
nu kommer vakuumet
din efterklang i mine handlinger
tornadoer af ingenting indeni mine hulrum
nåleprik af skyld, af skam, af pinlighed
undskyld, undskyld, undskyld
når jeg fosser over med følelser som blod på det hvide lagen som
den første ******* på konfirmationskjolen: u v e l k o m m e n t
men jeg kan ikke binde mine knogler sammen og rejse mig op jeg
kan ikke findele min hud og klistre den over de
udsatte, røde muskler som et skjold jeg kan ikke
gravlægge situationen
din efterklang i mit liv i min identitet i min person
jeg vokser som ukrudt i livets grøft for jeg ved at
alle har ønsket om solen liggende under deres hud alle
sitrer af indebrændthed og
vi selvantænder

Du holder mig vågen om natten,
Jeg tænker på de ting du siger
Selvom du ofte gør noget andet.
Når himlen er i brand, glemmer
jeg at kigge ud. Min sjæl er for fuld.
Liderlige øl strømmer som blod i årene.
Fuldemandssange om kærlighed
Ikke ægte kærlighed, men kærlighed til den kærlighed
som ingen af os føler, men mærker helt ind til skindet.
Du flår mig som et lille dyr. Forvildet i tusmørket.
Når jeg ligger her, med tanker, som kan starte en apokalypse
Tvivler jeg på det hele, på ham, på hende og alle de andre.
Undtagen dig, undtagen os og undtagen vores samtaler.

Endorfiner pumper gennem mit blod for hvert
like post follow
Undskylder og gemmer min trang
like post follow
Wi-Fi er priotet No. 1

Impulsive depressive symptomer uden mit platoniske sociale netværk
Rastløs uden
Føler mig glemt når jeg ikke har været levende i flere dage

Tager  på lange trips
Behøver ikke politikens rejseguide
Verden er så nem og ligetil derinde

Har prøvet rehab
Holdte kun til de værste abstinenser gav mig wi-fi
Er jeg afhængig eller bare et produkt af min tid?

Her er intet blod
Men jeg bløder
Her er ingen tårer
Men jeg græder
Her er ingen lyd
Men jeg skriger
Her er intet liv
Men jeg lever
Lidt endnu

Jeg tager bøgerne ud af reolen og bladrer manisk siderne igennem
For at finde en sætning
Eller blot et ord
Dedikeret til os
Finde sammenlignelige, naive digtere for at prøve at bevise
At der i andre tider levede nogle som os
Gående op og ned ad de samme gader
Med fingrene flettede på præcis samme måde
Nogle som os med delt spyt, som vugges med hovedet hvilende på den andens bryst og dette blik, dette hjem vi har skabt i hinanden
Men ikke det mest sortklædte firserpar, der skiftes til at tage et sug af deres delte Gauloises
Ikke Strunge’s bankende brystlomme, nej, ikke engang Gainsbourg og Birkin, ikke Tafdrup eller Thomsen, ingen, nej, nej vi må være guder i al vores almindelighed, guder der køber cola i kiosken, guder når du skyller sveden af mig, vi må være engle når du ligger med dit hoved så fredeligt på puden, dine øjenvipper der ligner fjer og dit rytmiske åndedrag
Vi må være søskende, skilt ad ved fødslen
Skulle vi ikke skamme os, for alt det blod vi har delt
Skulle det ikke være forbudt, ulykkeligt
Skulle vi ikke love hinanden
At lukke øjnene til hver en tid
Skærme os fra solen

Av hysteri jeg skriker flammer og håret reiser seg i lynets dødelige knekte streker.
En halvveis setning, en ikke ferdiggjort fasong.
Elektrisk knust glass fyller mine nesebor og nåler sikker ut av øynene.
Jeg er så død som djevlen selv.
Jeg vrir meg under bakken og mine bein, ja, hele mitt skjelett er dømt til å bli gift som etser gjennom alt som kommer anig. Som syre i mitt blod vrir årene seg i smerte i mine iskalde fingre.
Å være greit å ikke gjøre ferdig.
Det er absurd! Min smerte eier ikke grenser.
Å roe seg at alt er dårlig.
Å roe seg med alt som er så usselig.
Det er umulig når jeg selv vet at mitt eget beste er noen andres aller verste.

mørket trænger sig på. månen spejler sig i ulveflokkens nådeløse øjne. ulvene kigger mod himlen og hyler deres hjerter ud. månen er omringet af stjerner, men rovdyrenes kalden blokerer alt kommunikation. nuancer af liv toner ud. natten ligger skindød, men søvnløshed betyder sult, så den ensomme ulv søger blod. månen rækker ud til den. den føler sig heldig. men den lytter blot til  en vuggevise, der snart vil blive sunget for den næste i flokken.

nu har natten taget over og månen skinner som aldrig før. den blænder mig, så jeg lukker mine øjne og pludselig kan jeg selv høre visen.

*f.b

Jeg frygter fremtiden,
at fortidens spor, der er i dag er
altafgørende
alt vi gør er at kæmpe for at eksistere.
Smagen af verden ændrer sig,
og hvor skal jeg gå hen?
Weekendens distraktioner bliver en inhibitor
der holder fast i glasøjne og naivitet.
Jorden er sort og jeg ser mine organer blive
gennemboret
af snefnuggene, der falder.
Tankeløst.
I et splitsekund,
forstår jeg uvisheden, om måske aldrig at møde dig.
Mit hjerte falder ud, og lander i dine hænder.
Ud af min blodsprængte øjenkrog skimter jeg kaffen.
Jeg kan se mine lunger punktere
og skyerne kommer nærmere,
og jeg ser det falde, nattens blod
eller din sjæl?
og orkesterets toner spiller kærlighed under min hud,
men intet kan jeg mærke.
Jeg smadrer min hånd
Et antiklimaks af ferskenhud og fløjlstårer.
Når du siger mit navn vokser der universer  på min krop
"månen er død" flyder det ud af din mund og intet kan jeg stille op.
Man skulle have været barn af en anden tid.

Skeletter under huden danser,
dine årer tegner landskaber på min krop.
Fordærvet af grantræernes lange fingre der rækker til himlen, ligger på knæ og beder om fred.
Fuglene flyver sidelæns i dag og hvem ved, hvad det betyder?
Jeg ved bare at mit blod størkner. Langsomt - med 100km i timen.
Jeg har kirsebær på tungen og kryb i mit svælg.
Jeg tænker tilbage i trance på solformørkelse og et øde land drænet for identitet.
Jeg tænker på dig.
På fremtiden, der nu er fortid.
Mine ord kvæler mig, mine tanker forlader mig. Der er ingen exit zero og fred er blot et ord.
Fuglene flyver sidelæns i dag.

*** står foran ham finere end nogensinde  
Hendes hud er bogstavlig talt silke, i en nuance af hudfarve han ikke har set før,
Glinsende silke med øjne og mund
Og frodige bryster, der pludselige ligner puder
Øjnene og munden smelten sammen lige foran ham og danner et kridhvidt kors
Hånlige grin larmer i hans ører og luften bliver udefinerbart tynd
Han ved det er hende, men en ondskab farer op i ham som om han var fanden selv
Grinet forlader hendes krop og svæver som uendelige gebisser om hans hoved
Langt væk kan han tyde hendes stemme der beder ham om at slappe af og komme til sig selv
Men, han lader sig ej snydes og er nu helt overbevist om det ikke er hende
Knytnæver markerer hendes krop og *** er ikke længere af silke
*** er blod og kød der snart ikke er til at samle
Pludselig er der et helt publikum omkring ham der studerer hans akt nøje,
de skuer til hinanden mens de ryster på hovederne
Tårerne har overbemandet ham og i kampens hede bliver der uendeligt stille
*** er ikke til at se nogen steder

jeg ser dig gå i stykker
jeg ser dit hjerte ændre nuance fra rødt til gråt
jeg ser dit univers ramle
men bare rolig
jeg samler dine skår op
jeg skær mig på dig, til mine hænder svier, men jeg gør det for dig
der flyder nu sort blod fra mine åre
jeg distrahere fra smerten
du ridser mig med dine egne skår og du fylder is i mine sår
mine organer er døde og hvide linjer danser rundt på min krop
min blyantspidser er gået i stykker og det er jeg også

angstens afgrund er
meget dyb
og jeg har forvandlet mig til
et af de mennesker der altid
sidder i vindueskarmen
og ser verden suse forbi
mens jeg blot bliver siddende
i frygt for at de tynde stankelben
skal vakle og vælte
blandt fremmede og aldrig blive set
af nogen eller noget

din tid går
min står stille

jeg har prøvet at skifte mit blod
ud med tør hvidvin og jeg har prøvet
at samle spyttet i min mund og lade
det sive ud af mundvigen og ned i mit skød
men det eneste der kommer ud er
små lodne edderkopper
der får det til at klø og kradse
over hele kroppen
mens små minder af glas
flyver om min krop og
sætter sig som små blødende
sår der aldrig bliver til ar

og jeg bliver siddende i min vindueskarm
for jeg ved at mine tynde stankelben
vil vakle og vælte
og gulvet vil brase sammen under mig

de siger allesammen jeg skal vågne op
...men angstens afgrund er dyb
så jeg bliver siddende her i min vindueskarm
mens din tid går og min står stille

jeg har haft nok åbne sår til at
tømme min krop
for blod
men mit hjerte forlanger, at
rød væske
flyder i mine
vener
så jeg tømmer endnu en flaske rødvin
fordi jeg lytter altid til mit
hjerte
og den fjerde flaske rødvin
smager bedre end tanken
om dig
sammen med en
anden

Sommetider når jeg findes spekulerer jeg på,
hvordan det må være
at være
På samme galakse som jer.
Jeg skriger til verdensrummet, men ser ingen stjerner.
Jeg tænker på ekliptika og om tilsyneladende
er konstant.
Eller så var det kirsebær, og hvordan I romantiserer
livet, blondetrusser, smøger og lange mandage.
Men Åh.
Jeg husker dig. Dine måner.
Du duftede af stjerneskyer og smagte af frugtplantager.
E skapere
L igegyldigt
S ex
K opiere
E vigheden
Og nu går det op for dig, at jeg snakkede om at elske.
Men hvad så når vi må gå baglæns for at holde det hele i os?
"Blod fuld af kys" og du var lige så let som duggen fra træerne.
Du minder mig om Vogue.
Jeg lider af Afasi og hænger mig i dine ord.
du euforiserer dig selv.

Pas på
Jeg skyder skarpt
Bevæbnet med en AK47,
Øjemålet rettet mod
Den endelige destination
Drages af neonlysets skær i natten
Amatør af eget kød og blod
Danser i søgen efter den lille død
Kærtegner den blidt
En euforiserende fornemmelse
Raser ud i form af skrig
Efterlades i en stønnende tilstand
Begår selvmord
Ensomnia
Med min egen
Kærlighedspistol

tunga täcken och dina andetag
bläcket i din hud och dina fina ord
jag glömmer nästan att sängen är dekorerad med mitt blod
fläckar som du låter finnas kvar

du känns som mitt paradis
för ibland vill du hålla om mig
men oftast vill du ha mer
dina händer är för ivriga och blåmärken är bevis
du ser ledsen ut men du fortsätter ändå
jag tror att det är okej för du vill ju ha mig

jag vill gråta
du vill romantisera
du säger ju att jag är fin när jag gråter
även när det är du som orsakat tårarna
gillar du det?
är du stolt?
för mina ögon brinner när dina bara är blå

jag är en saga och du är min prins
det finns ingen krona på ditt huvud
så du låter makten koras i dina händer istället
men det är
                      okej
vi är okej

du greppar hårt och blåser på såren
lämnar mig för ett bloss från cigaretten
jag känner lukten av rök på dina kläder
men jag vet att jag inte ska fråga
aldrig ifrågasätta
för då hade jag kanske sett
att dina ord var mjuka men din säng var hård
att dina löften vara stora men dina lögner var större
jag faller alltid för dig ändå

jag håller dig i handen och allt jag säger är fel
mina kläder är värdelösa
mina ord är ett evigt eko
du varnar och du säger
                                           f ö r l å t
men du vet aldrig vad du ber om ursäkt för

alkohol i vårt blod och mina tårar på din kudde
din själ som låtsas vara trasig
min själ som skriker ditt namn
aldrig någonsin hittar de till varandra igen
för illusionen är förstörd och till **** får jag syn
du är inget mästerverk och jag tycker synd om de andra
de som ser när dina ögon blir mörka
de som ser dina läppar runt en flaska

mörka väggar och du är borta
någon dag kommer du få höra
om natten jag spenderade hos din vän
eller telefonsamtalen från personen du träffade senast för en kvart sen
viskningar på stan och folk som ser igenom dig
du är en kliché
och inget känns okej längre

Jeg er så stresset
Med hovedet
under vandet,
så jeg ikke kan få vejret.
Så jeg græder og græder
Indtil der kun
er blod og organer
tilbage i min krop
Så jeg vågner op tørstig

Men stadig med hovedet under vand.

hver gang du forlader mig
føltes det som at lave sne-engle
blødt koldt og skrøbeligt
jeg græder indeni
min rådne hjerne vil ikke tillade mit hjerte
at starte op igen
for så ved den at det vil banke for dig
så lige nu er mit hjerte slukket
jeg er for bange til at tænde det
for jeg vil ikke græde mere
men det er svært
for uden et hjerte
er man tom for blod
tom for liv
og jeg kan ikke få vejret
hver gang du forlader mig

Blodsprængte øjne, fordi sprittens syndere
befamler min krop.
Længslens læske drikke, af blod, sved, og kaos. KLAMT.
Væsken danser ned i svælget, ombestemmer sig ikke.
Smagen er KLAM, følelsen ligegyldig. Endeløs og ligegyldig.
Jeg har diskofjæs, Grønne, røde, og blå lyssilhouetter
banker på ydersiden af mit indre.
Gid du var ligegyldig!

før stilheden ramte os som en kold vinterstorm
blomstrede der roser i din mund
som når du kyssede mig fik min tunge til at bløde
og jeg slugte mit røde blod som var jeg kannibal
jeg ville aldrig kunne få nok af duften fra dine roser
forblindet narkoman
en grim afhængighed af tung røg og dybe samtaler
men en dag visnede blomsterne i din mund
og dine skæve tænder kom til syne
duften var forsvundet og dine kys fik mig ikke til at bløde
men den kolde vinter fik mig til at fryse til is
hver gang du rørte ved mig fik du kolde fødder
en snefnug landede på min grædende kind
jeg er færdig med afvænning
du flyder ikke længere rundt i mine åre
så hvis jeg bløder vil det ikke dufte af roser længere

blod og tårer
reagerer og resulterer
i flammer
og dine fingerspidser
har indgraveret
dit navn
i min ryg
som et banalt kvæg
er jeg brændemærket
asken er tung at bære
og mit hjerte gør så ondt
jeg føler mig som en tændstik
brændt af
og kan ikke slippe
tanken om den dag
alt gik op i røg

jeg kunne mærke dig
du ikke led af den samme besættelse som før
din afhænghed af mig, var aftaget
din påtagenhed var indsunket og var nu mere uigenkendelig end hidtil før
dit kolde blod var steget dig til hovdet, og holdte dit hjerte så koldt som en lukket fryser
jeg kunne mærke, at det jeg før fandt irriterende og påtrængende
nu var gået hen og blevet et savn for mig
du var det jeg savnede
du var den som jeg altid ledte efter, som en travl kvinde der ledte efter sine nøgler
du var ham der holdte mig oppe, også når jeg ikke selv vidste det
og nu kan jeg mærke at du er ham der holder mig nede, og nu ved jeg det
og det føltes som om du var den eneste ene for mig
også selvom jeg ved du ikke er tæt på at være det