jeg er lige så blå som den smukke himmel over mig
blå af savn
blå af kærlighed
blå af mig selv

*** kiggede
på morgensolen
der stod op.
hendes små fingerspidser
der forsigtigt kørte
over gardinet
som hans hænder havde strøget
over hendes fine porcelæns hud
i gårsdagens virvar.
folk der slentrede
ad gadens stræder.
de synes hver og en
at have noget forskelligt at fortælle
om livets mange gåder.
*** lukkede sine glasøjne
og tænkte blot
på kærlighed og bløde læber

Han var typen der minder om min farmor,
og lange sommernætter,
og små lanterner.
Billig vin
og ødelagte hjerter.

vi har kolde hænder
fordi kulden bider mere
end mig i hans skulder
når han knepper mig mens mor hører på
og når hans ryg rammer væggen
og han fortæller mig at jeg er smuk
da slår mit hjerte en ekstra gang.
han er det fineste og rareste

Men jeg forstår slet ikke
Hvordan der kan være
SÅ meget had,
og SÅ meget kærlighed,
i så lille en krop.
Jeg er jo knap seksten