min næsetip er ikke længere kold
vi takker og griner og jeg ryster, fyldt med følelser
nu er det endelig forår, på kalenderen og ikke mindst i tankerne, i samtalen
den glødende varme af lettelse, af akavethed, af tilgivelse og nye begyndelser
mine mange vinterjakker fylder for meget til vores skab
hænger over stolen
dit glas er blevet erstattet og du står egenhændigt og
grundlæggende stærkt
det kræver mod og styrke at være sårbar
følelserne, dokumenterede og udprintede og highlightede
endelig endelig endelig
boblende forår
sjette marts. tiende marts
glade dage, lune dage

Når dagen endelig har sin ende,
når timerne endelig er gået
og jeg kan slukke lampen
virker pæren ikke (som den skal)

Den bliver ved med at brænde,
selv hvis jeg trykker hårdere
og hårdere
på den kolde kontakt

Når dagen omsider når sit frembrud,
når solen endelig viser sine stråler
og jeg må rejse mig fra døsighedens stille
kan jeg ikke (vil)

Jeg trykker svagt på kontaktens kolde facade,
men lyset vil aldrig tænde igen

dine ord visner hurtigere end mine planter,
men jeg glemmer også at vande dem,
ligesom jeg glemmer at svare på dine sms'er
jeg har så mange ting, jeg skal nå
alligevel bladrer jeg mine fingre til blods i skarpt papir
deres stemmer bevæger  sig ud i ikke-eksisterende stilhed,
de råber så højt, at
jeg ikke kan høre dem
så jeg hvisker digte op, jeg så
længe har skjult yderst i mine fingerspidser,
men jeg hvisker så højt, at
du ikke kan høre dem
og nu er jeg endelig begyndt at
vande mine planter,
men de smager stadig tørt