Han har den her teori om, at livet er én stor lidelse, og meningen med det hele er udfordringen i at vi skal forsøge at holde os ignorante, og finde de ting i verden, som får os til at glemme denne sorg. Som får det hele til ikke at stinke, selv hvis det bare er for en stund. Siden han fortalte mig dette stoppede jeg med at ønske at han så mig som sin elskede - det ved jeg, at han aldrig ville kunne give mig. Nu stræber jeg bare efter at være den ene person som får ham til at glemme at han har det sådan. Jeg vil være hans pusterum, hans tilflugt. Måske endda den, som får ham til at ændre dette deprimeret syn på verdenen.

Jeg er melankoliker
En kærlighedsanorektiker  
Jeg er ingen akedemiker
Nærmere en deprimeret Komiker

hvad hvis jeg igen bliver en, jeg ikke kan lide
en jeg ikke vil være omkring
en jeg ikke vil være i
den, jeg er
og jeg bliver mundlam og følelsesforladt og går ind i endnu en falliterklæring, hvor jeg trækker mig sammen og pakker mig væk, taper mig fast til træpaneler, ligger mig ind under hynderne, holder min morgenangst knuget fast. låser døren. lukker ned. kortslutter. hvad gør du så

hvad hvis jeg holder op med at holde af dig
som får dig til at holde op med at holde af mig
hvad gør vi så
hvad gør vi når jeg ikke kan mærke noget, fordi jeg mærker alt
hvad gør du så
og efter det,
hvad gør jeg så

når man ikke viser hvordan man har det er det som oftest fordi at man hele sit liv er blevet råbt af hver gang man har fortalt sin mor man er deprimeret og ikke længere vil leve
ikke trøstet, bare skældt ud