En hul fornemmelse i kupeen
Hud reflekteres og blander sig med skoven gennem glasset
Forstæderne
Livløst og sort beklædt sidder hvide mennesker
Når det krymper i mig
Kommer modløshedens rutiner
Men toget kører ikke af sporet
Hamrende mod kulden
De lave rytmer hypnotiserer
Deprimerer
Jeg formørkes men smiler
For folk de kigger