Alle jeg kan se - vil jeg ikke være. Ikke én. Alle typer, alle måder, alle alt. Nej. Og så sker det igen - tænker for meget, spekulerer. Overvejer, opvejer, sammenligner. Ingen er noget, men alle er alt. Og hvad så? Hvilket skridt tager man så, hvor går man hen og mener noget. Svært at distrahere fra det, man synes er irriterende.