Jeg tror, at jeg er en anden person for dig, end jeg er for mig selv. Jeg har tænkt længe, og jeg er forundret over, at du kan se alle de fejl ved mig, som jeg kan, men du ser dem ikke. Du kigger i stedet på mig, som har du set noget godt. Noget rigtigt. Jeg knækkede din vindueskarm, da jeg satte mig på den og du grinte bare. Jeg kastede op ud over mine egne og dine sko, og du smilte bare og fulgte mig hjem med din jakke om mig. Jeg er lidt for forvirrende at høre på og lever lidt for meget i min egen verden, og jeg kan ikke helt fanges når jeg flyver ind i den og jeg kan ikke helt gribes når jeg falder, men alligevel, så hver gang jeg tænker, at jeg ikke er rigtig klog, så ligner du en, der synes, at jeg er mere rigtig end alle de korrekte. Jeg forstår det ikke, men det er måske heller ikke alting der skal forsvares eller forklares.