kysset på min kind fryser min krop til is og dine sukkersøde undskyldninger smager lidt af gamle minder som jeg forlængst har begravet i den kolde vinterjord men du bliver ved med at så nye frø, selvom jeg siger til dig at det er for sent og jorden er død og kold nu her kan ingen kærlighed blomstre dengang det var sommer i mit sind og jeg bad dig hjælpe med at plante røde roser havde du travlt med at stikke mig med tornene og jeg blødte i hvad der føltes som en uendelighed jeg har stadig synlige ar overalt på min krop så nu når du endelig dufter min rosenhave og siger at det burde have været dig og mig forevigt kan jeg ikke andet end at fnise og kigge på dig med mine store grønne øjne og fortælle dig at nu er det alt for sent for jeg har allerede givet mine roser til en anden