og det var sådan en morgen hvor solen strakte sig i hver en strengformet sene jeg kunne mærke sygdommen havde forladt min krop jeg lod aldrig tanker omkring dit spindelvævssind gro fast i længere tid, vidste det ville sætte sig som ar på sjælen den slags man påstår ikke kan smitte ved berøring den slags påstande jeg påstår de forkerte mennesker har påstået du gjorde mig mere syg end rask rev celler i stykker og efterlod bidemærker langs min rygsøjle jeg græd oftere end jeg grinte sommetider med tårer i øjnene andre gange med metalsakse i håret og øjne af granit jeg glemte helt hvordan det var at være alene da du havde forladt min krop jeg glemte helt jeg var sindssyg