blev formet og mast og presset ind i en cirkel forklædt som en ramme, der gjorde det vanedannende at være en udgave af mig selv, jeg ikke kunne genkende så jeg kendte ikke nogen, og følte mig hjemløs i min egen entré gik ture ved din opgang, og læste dit navn op indtil mine læber blødte af savnet fra dine nøgne fingerspidser og blå øjne, der kunne få mig til at smile med tårer i øjnene jeg var altid elleve år gammel i undertøj på din højre side med dine ribben op ad mine egne lænede mig så meget op ad dig, at jeg glemte at trække vejret selv om det så var på marmorgulvet i dit køkken med ømme ankler af berøringer havde kun klaustrofobi, da du ikke var her jeg var kun et menneske, da jeg elskede dig havde kun hjemve da jeg holdte op igen