vi er lavet af den slags sølvpapir, man krøller sammen, og smider på gaden jeg tror, endnu engang, at jeg har prøvet at kreere plads et sted, der var opfyldt, og du fylder så meget, men du er den eneste, der kan få mig til at grine med tårer i øjnene de siger, at influenza på sjælen ikke smitter, men jeg havde det godt, før du havde det elendigt
til sidst får man bare nok, så man tatoverer streger i sandet, og siger, det hele er blevet for firkantet, og kanterne bøjer og svajer så det næsten ikke er til at holde ud at være i eller at se på jeg tager mig selv i at gå ture omkring din opgang; læse navnet fra dørtelefonen op ni gange i en regelmæssig rytme lige indtil mine læber begynder at bløde i blå nuancer
de siger, jeg ikke har samvittighed, men min sjæl sitrer, når andre former dit navn på læber, der ikke er mine egne, så noget føler jeg vel du siger, jeg ikke har følelser nok under bleg hud, men jeg havde det godt, før du havde det elendigt