jeg har skrevet
i hvad der føles som årtier
med rystende fingrebevægelser
på mit drivvåde tastatur
kolde fornemmelser
i håret
trods fjernvarmefyrets temperatur
er plus 21 grader celsius
hvorfor har jeg gåsehud?
og hvorfor må ingen se
mine "værker"?

vi to var et eventyr
og i eventyr er alt perfekt
jeg var så bange for at ødelægge
eventyret
men da jeg overgav mig
og gjorde det uperfekt
indså jeg at eventyret
allerede havde været **** længe

jeg kan høre
dine nervøse
skidt
på gangen
din endeløse mumlen
din pusten og stønnen
jeg kan fornemme dit selvhad
gennem dine tomme ord
dit syge
blik
dit nervøse tonefald
din nervøse gestik
den raslen
med dine piller
dine klik med musen
der gentagende gange
får dig til at græde
dit skrig
dine råb
om hjælp

vi bader
halvnøgne i maaneskinet
på en lun juninat
vi løber
smadder fulde
ned mod stranden
men famler i blinde
jeg træder i torne

hvorfor husker jeg kun
hånden på min ryg
maaneskinet
dine forsigtige støn
men ikke den smerte
da mine fødder var skåret fuldstændig til blods?

jeg smider mig
voldsomt
på gulvet
sætter mine høretelefoner
i ørene
her igangsætter jeg en gennemtrængende tinitus lyd,
der måske
kan overdøve skridtene
på gangen

Hvor er det sjovt, at det er blevet meget mere dramatisk at miste sin telefon end at miste sin mødom

jeg glemmer aldrig
den følelse
dengang dine smil gav mig håb
dine kram gav mig tro
dengang du
reddede mig
dengang du stadig
synes jeg var interessant
nok

jeg er kommet til et punkt
hvor jeg er begyndt at overanalysere i dansktimerne
det siger min dansklærer ihvertfald
*** siger:
men hvad er historiens reelle mening?
jeg er kommet til et punkt
hvor det ikke gør ondt mere
fordi jeg er blevet
vant
til smerten
vant
til historierne
jeg overser
alt
og alligevel
overanalysere jeg
stadig
alt det, der ikke er reelt