Jeg savner en arm om mig
Og jeg ved ikke hvis
Måske er jeg bare afhængig
Ligesom du er afhængig af lange nætter og korte og lange baner
Hvem er vi egentlig
Når vi drukner sorgen i et håbløst sted
Forstår ikke hvorfor jeg drukner
Når jeg jo sagtens kan svømme
Måske er jeg bare træt af at svømme uden at komme videre
Træt

Nu
Vil jeg helst nå i land
Men jeg tror at jeg er kommet for langt
Og nu kan jeg ikke nå tilbage
I tide

hendes øjenlåg var farvelagte
hendes læber tøvede sjældent
ordene var limet fast tæt til hendes
månehvide hud, og *** smilte kun,
når ingen andre så det
for lykken var et sted, der gemte sig,
og kun viste sig, når ingen andre så på
hendes mor havde fortalt hende, at unge
kvinder som hende ofte endte ud som
sindssyge,  men *** tog det let, og trak
på skuldrene som man nu gør, når
ens ord bliver intetsigende

*** fortalte mig en hverdagsaften foran
københavns rådhus, at *** havde læst
for meget Charles Bukowski til at forelske
sig, og det var sådan en aften, jeg havde
lyst til at kysse de altsigende læber
det var sådan en aften, hvor københavn
hang fast i baggrunden
det var sådan en aften, hvor jeg opdagede,
hvor meget jeg kunne holde af et andet
menneske