Og menneskedyngen vil elske
At leve blandt dyngen af mennsker
Jeg vil leve i ensomhed
For ensomhed lærer mig kærlighed
Jeg lærer at elske mig selv
Jeg er tvunget til at elske mig selv

De forlader mig aldrig, trods modstand
En evig modstand, en evig påmindelse
En påmindelse om, at jeg eksisterer
Jeg bekæmper dem, jeg ønsker dem
For mindet om min eksistens  
Giver mig liv, holder mig i live
De er som Vivaldis symfonier
Vintermåneden
Dominerende, skiftende, fængende

Du kom til mig med ordene
At, at forlade denne verden var dit ønske
Jeg besad intet værdigt svar
Men fra mit eget sind jeg vidste
At, at være i krig med sin egen apokalypse
Er en evig og endeløs krig
Jeg har intet svar
Men jeg forstod dig godt

Jeg så dig i mængden, så unik, uberørt
Du var som nyudslået blomst, på en mark fyld af ukrudt
Alle lagde mærke til dig, ingen vil plukke dig
For så yndigt du belyste hele marken
Skyggede for alt ukrudt
Ingen ville plukke dig
For en nyudslået blomt er smuk
Til man træder på den
Til man plukker den
Til man dræber på den