Submit your work, meet writers and drop the ads. Become a member
 
du smiler med bløde læber
og tænder af rød mosaik lige
der, da du fortæller mig, du
elsker, hvordan mine håndled
skærer dig over skulderen
siger, jeg er sindssyg, men
gnider fingerspidsen ned i
kjolens eneste luftrum
du mærker min puls slå i en
uregelmæssig rytme, men
du er ligeglad
siger, jeg er sindssyg,
men lader mig aldrig være, så
det kunne måske være
jeg en dag ville blive sindssyg
- digte om alt det, der vandaliserer os
sommersød velour
viklet som softice omkring
pigehals blødere end så meget
karamel under fingerspidserne
kattekontur der malede ansigtet
med penselstrøg af rød mod
milde læber, der formede sig
efter de afgivende små stød af
suk, der strømmede ud som
blankt vand fra hanen
- digte om alt det, der vandaliserer os
bladknopperne ville være spredte og udspærrede,
hårspidserne tørre, nederdelen limet op ad låret og
et barns sidste rømmelse
der ville være en rødlig substans i papkruset, nærmest skrigende
som et opråb og tæt på lyserød som hendes milde hud.
der ville være ømme ankler og grådige berøringer,
der ville gnides op ad et dunet kindben indtil de skarpe
konturer af et nyt menneske truede sig frem med katteøjne
og et sidste underspillet, barnligt, men stadig skyldigt støn
- digte om alt det, der vandaliserer os
nogen gange er det bare den nøgne, raffinerede idé
om os to, der kører til havets nattevind alt for sent for
at ryge cigaretter, du købte med fra berlin og dufte salt
i mellem sætningerne, imens vi lader sand gro fast på
blege kindben
nogen gange er det bare den nøgne, raffinerede idé
om os to, der skal tilbringe al tidens mængde sammen,
der gør, jeg bliver siddende, og spørger, om du har
lyst til mere kaffe
- digte om alt det, der vandaliserer os
hendes øjenlåg var farvelagte
hendes læber tøvede sjældent
ordene var limet fast tæt til hendes
månehvide hud, og *** smilte kun,
når ingen andre så det
for lykken var et sted, der gemte sig,
og kun viste sig, når ingen andre så på
hendes mor havde fortalt hende, at unge
kvinder som hende ofte endte ud som
sindssyge,  men *** tog det let, og trak
på skuldrene som man nu gør, når
ens ord bliver intetsigende

*** fortalte mig en hverdagsaften foran
københavns rådhus, at *** havde læst
for meget Charles Bukowski til at forelske
sig, og det var sådan en aften, jeg havde
lyst til at kysse de altsigende læber
det var sådan en aften, hvor københavn
hang fast i baggrunden
det var sådan en aften, hvor jeg opdagede,
hvor meget jeg kunne holde af et andet
menneske
og det var sådan en morgen
hvor solen strakte sig i hver en
strengformet sene
jeg kunne mærke sygdommen
havde forladt min krop
jeg lod aldrig tanker omkring
dit spindelvævssind gro fast
i længere tid, vidste det ville
sætte sig som ar på sjælen
den slags man påstår ikke kan
smitte ved berøring
den slags påstande jeg påstår
de forkerte mennesker har påstået
du gjorde mig mere syg end rask
rev celler i stykker og efterlod
bidemærker langs min rygsøjle
jeg græd oftere end jeg grinte
sommetider med tårer i øjnene
andre gange med metalsakse
i håret og øjne af granit
jeg glemte helt hvordan det var
at være alene
da du havde forladt min krop
jeg glemte helt, jeg var sindssyg
- digte om et papmachesind
regnen græder ned langs hendes magnetskuldre
*** er stadig blond lige dér
i novembervinden
med metalsakse i håret og
lim på fingerspidsen svajer
hendes krop elektrisk udover
en fattig altan
stiller sig på en skrøbelig
tåspids
tynger blå knæ mod ligegyldig
mur, ser mod ligegyldige horisonter
*** græder langs regnens
magnetisme
- digte om et papmachesind
Next page