jeg vil jo allerhelst lade dig flakke urørt forbi mit
keramikhjerte, der er placeret tilfældigt med søvnige
hænder fra sidste fredag nat, hvor du gik uden ord
jeg vil allerhelst pakke de ting ind, jeg allerede
har forvildet mig ud i at pakke op,  men tiden
overhæler mig, indhenter mig, forhindrer mig
og  alligevel føler jeg, at jeg har mistet tid jeg ikke kan
få tilbage igen, tynget af de transparente vægge og nu føles
glæden omkring mig så iscenesat og irrelevant
det smager af løgne, når jeg tygger på det længe nok
og samtidig så tætsiddende, klistrende, omfavnende at jeg
bliver bange for, det er ægte
jeg er malplaceret og falsk, mens jeg kæderyger og
snakker med vinden, fordi den slår igen med kolde
stød, som ingen andre tør fortælle mig, jeg fortjener
jeg siger, jeg ikke er bange for noget, og at gul
neglelak er det eneste, der kan gøre mig glad, men
jeg er bange for overraskelser, for den formiddag,
du ringede, rystede mine hænder som skælvende blade

lad mig drukne i cirkler af dårlig samvittighed, ja selv
samme samvittighed jeg i tirsdags sagde, jeg ikke ejede
få mig ud og i vandet, hvor tilværelsen kun kan se på
klip mine vinger og lad mig drukne i stemmerne, der
fortæller mig, jeg skulle have vidst bedre og vidst mere
for vi afslutter hinandens sætninger og cigaretter, og
jeg ved godt,
det er min skyld nu

og så skriger jeg, fordi følelsen af det jeg
føler, er så godt, tror han
men i virkeligheden er det bare en
undskyldning for at skrige lidt
af mig selv
af min krop
og af det mine øjne ikke kan se bort fra,
når jeg ligger der
hjemløs i vores univers af hvide lagner
og hader mig selv lige lidt mere
endnu engang
lige der stilner det hele og de ord
der males som rød læbestift
udover hele mit ansigt
er ikke pæne så jeg holder dem
for mig selv
stopper med at skrige
stopper med at trække vejret  

måske ville det hjælpe, hvis du lod
være med at plante blomster og
klistre dem langs mine organer
måske ville det hjælpe, hvis du råbte lidt  
mere af mig, så vi kunne gøre noget
sammen

hvis jeg kan skære det væk fra
mine lår og blive bare få kilo
lettere, så jeg ikke skal pines,
når jeg går
åh,
det ville være noget af
en lettelse bare at være let
der står ikke nogen dér på
sidelinjen, der hvisker, du
skal presse lidt hårdere
men alligevel frister dine
fingre hinanden
og skriger
og tramper på venerne
og pludselig kan du ikke
finde dine håndled

hvis jeg kan binde silkesløjfer
langs hoften og gemme de der
velkendte dage væk, ville jeg
da gøre det, men hemmeligheder
er lavet af jord, og jeg smiler
kun, når jeg græder, og det gør
jeg jo ikke mere
men du må da gerne se på
mine negle i bussen, og du må
jo gerne fortælle mig historier
fra i tirsdags, men jeg vil ikke
love, jeg hører efter,  for der er
så mange, der taler på en
gang, selv når der er helt stille
og du slet ikke siger noget

*** skriver sig ind i månen og
folder sig over og ud  i  en oval
form så *** kan passe ind og
tilpasse sig og i smalle sprækker
gemmer *** på hemmeligheder
om glasvaser  og *** har glemt
de andre nu
*** vander sine planter klokken
03:42 og så fletter *** sit hår, der
dufter af jord og ligner mosaikken
under hendes negle
det er svært at blinke i en regelmæssig
rytme, og det er svært at vogte over
de tunge øjenlåg, der hvisker gul poesi
om begravelser *** aldrig var med til

ordet farvel vil føles tungt i munden
det vil smage af salt og orange kridt
og du vil bilde dig selv ind, at det er
sæbe i stedet for virkeligheden
dine håndled vil være fyldt med bly
og du vil bære din hud som torden
nogle dage vil du tænke på marmor,
nogle dage vil du tænke på på regn
men de fleste dage vil bare være en
nuance af magenta, som farven på din
din mors syvende bryllupskjole, der
duftede af jord, rødvin og pastelblå dage
du vil stirre på telefonen og læse
alle dine gamle digte igennem en sidste
gang, kreere skulputerer på din hofte
og forestille dig smagen af museumslofter
du vil tygge på ordet farvel som var det
sort lakrids mod din tunge
lad disse dage ske for dig, lad dem fortære
dig og lad dem røre ved dine albuer og
fortæl dem, dine lår er lavet af kviksølv
lad farvel sprede sig som sygdomme langs
dine årer, og sig så farvel til farvel

hvis vi var født i en anden generation, ville du
have givet mig oliemaling og A4-papir, da jeg
fyldte femten år gammel
i stedet for et gavekort og en buket røde roser
hvis vi var født i en anden generation, ville du
lade mig plante træer i din have og sætte alarm
til solopgangen
vores hjerter ville være døsige af ren kærlighed,
og vores ankler ville være ømme af berøringer
vi ville tale i lydbølger, der forbindes med farven
blå, og vores sjæle ville forme os sammen som
lejrbåle, vi undlod at slukke
du ville fortælle mig, hvordan mælk flød gennem
mine årer, og hvordan jeg var bygget af mosaik
hvis vi var født i en anden generation ville vores
læber tygge på sætninger, jeg ikke engang kan
få mine fingre til at skrive
hvis vi var født i en anden generation
ville jeg ikke huske dine mandelformede, elektriske
udspilede øjne, der fik mig til at grine med blodige
hofter og mord klistret fast som tape på mine hænder
hvis vi var født i en anden generation
ville dit navn lyde som poesi, og selv mit hjerte ville
danse som juniregn med duft af kastanjer
hvis vi var født i en anden generation
havde du måske modtaget denne voicemail, og
måske havde vi defineret det, alle andre end os,
kaldte for
os

jeg er hende den sjove
hende, der bryder den isbelagte tavshed,
og får dig til at smile, når du mindst venter det
jeg er hende den sjove
hende, der danser over alle skarpe følelser,
og sjældent skærer sig
jeg er hende den sjove
hende, der altid fortrænger smerten
med velkendte, høje grin
jeg er hende den sjove
hende, du har patent på at grine med,
det er jo derfor, du er der
jeg er hende den sjove
hende, der ikke kan græde uden at grine
jeg er hende den sjove, men det er
ikke sjovt