i går sagde en fremmed mand et sted på strøget
"du har tabt dit smil"
mine forældre vendte sig om og kiggede på jorden, efter noget de havde tabt
og ærligt kan min livssituation ikke beskrives bedre

jeg er så pisse sur
jeg har lyst til at skrige dig op i ansigtet og rive dig i håret
bide dig, slå dig, sparke dig
spytte på dig
se dig være forsvarsløs og uden din så kække, forkælede udstråling

jeg gjorde alt for dig
og du sårede mig
gang på gang på gang

Vi bader
halvnøgne i maaneskinet
på en lun juninat
vi løber
smadder fulde
ned mod stranden
men famler i blinde
jeg træder i torne

Hvorfor husker jeg kun
hånden på min ryg
maaneskinet
dine forsigtige støn
men ikke den smerte
da mine fødder var skåret fuldstændig til blods?

Jeg er kommet til et punkt
hvor jeg er begyndt at overanalysere i dansktimerne
det siger min dansklærer ihvertfald
*** siger:
men hvad er historiens reelle mening?
jeg er kommet til et punkt
hvor det ikke gør ondt mere
fordi jeg er blevet
vant
til smerten
vant
til historierne
jeg overser
alt
og alligevel
overanalysere jeg
stadig
alt det, der ikke er reelt

I skolen skriver jeg sagprosa,
og rækker flittigt hånden op i dansktimerne.
Jeg smiler til lærerne på gangen
og kommer med åndssvage sarkastiske kommentarer,
som de alligevel i et-eller-andet omfang,
finder humoritiske.
Jeg løber ture ad hovedvejen,
og løber mod bilerne,
i håbet om,
at en-eller-anden vil lægge mærke til den tåre,
der løber ned af min højre kind.
Når jeg kommer til den sidevej,
hvor min dansklærer bor,
vender jeg hovedet,
kigger,
og efterfølgende leder jeg i mængden,
efter en sort bil, der kunne være hendes.
Når jeg kommer til stranden,
standser jeg brat op.
Tager musikken ud af ørene og prøver at få tiden til at stå stille.
Når jeg kommer hjem skriver jeg digte.

En sensommeraften,
en løbetur,
Ved midnatstid.
Nogle grin, nogle råb, nogle smil.

Du spurgte mig aldrig
Hvorfor jeg ikke tog med til festerne
Du havde vel travlt med dig selv
Som altid
Men det var du ikke den eneste, der havde
At gå alene gennem villakvarterene klokken 3 om natten var forfærdeligt
Alene i kulden, vente på perronen, alene
Tanken om, hvorfor jeg atter var alene
Tanken om, at I lå trygt i din seng
Og sikkert ikke skænkede mig en tanke
Dagen efter
Med tømmermænd og ensomhed
Atter engang
Ingen opkald, ingenting
Kun 4 hvide vægge,
der endnu engang minder mig om,
hvor ensom jeg er,
og hvor ligeglade
og selvoptagede
folk i virkeligheden er