hvad skal der til
for at vaske følelsen af
spøgelseseksistensen af sig?
hvad skal der til for
at føle sig menneskelig?
gøre sig til et menneske
uden spindelvæv af stilhed vævet om relationerne

svømme i tør venskabelighed
den fjerne omsorg
det er nemt at forveksle med tilpashed
sådan må man lære at leve med livet
og tage ingenting i stiv arm

den epokegørende intetsigende hverdag
uden at forhippe sig afsted
at ikke haste ikke snuble over hverdagens benspænd
at der ikke sker noget: g r o u n d b r e a k i n g
det er så banalt

enden er nær
enden på vores struktur-givne frihed
jeg har aldrig rigtig været andet end elev
først og fremmest
produktionens indlærte prioritering i min knoglemarv vi knækker uden skemaer over vores hverdag, hver dag er ikke vores
jeg har drømt om sommeren, om varmen og nu er den her den stikker
piskesmældssmil på solskinsform vi sveder
ingen gylden middelvej forude
vi fortsætter af den grå middelvej
slørede gråzoner
v a r m e b ø l g e r
jeg keder mig; jeg er overvældet
alt er for meget og
alt er for lidt
smiler til damen med demens i min gård, tænker på vejarbejdet på støvet
mine lår er klistret fast til stolen jeg føler mig
smaragdgrøn og rislende som en å

vi lukker af for verden de sagde ikke farvel til mig
er det kikset at være ordentlig? kan jeg tillade mig at smile til jer? kan jeg sige godmorgen uden at rødme over min akavethed?

TOLERANT ER IKKE ENSBETYDENDE MED SVAG

VENLIG ER IKKE SYNONYM FOR MINDREVÆRDIG

der ligger så meget forude og jeg kan ikke rigtig begribe det ikke forestille mig mere end det, der skal overkommes

en eller anden gang må det jo komme til mig

det der livsglæde

når jeg en dag dør
bør mit hjerte være ved at briste
med alle de mennesker, jeg har fyldt livet ud med
de sting, jeg har syet stof sammen med, syet mig selv sammen med
de billeder, jeg har taget og de billeder, jeg har set
"dette her øjeblik vil jeg huske for evigt"
et løfte jeg vil bære med mig, jeg venter på at udløse det
hvad man lader synke ind i ens person
jeg vil danse hver dag
med høj musik og løse lemmer og let latter
helst alene
jeg vil være afhængig af at danse
"nu tager jeg lige min morgendans"
(sådan, i stedet for løb)
svede på den glade måde
finder genbrugsting - silketørklæder, porcelænskopper, træmøbler
sidder på gulvet, tegner på mine venner på mine hænder
flytter til fremmede byer med fremmede mennesker, fremmede venner
og får nye ar på sjælen, ny ild i blodet
persiske gulvtæpper i parisianske loftslejligheder
lyserøde roser, rosenrød hjertefryd
skrive bøger skrive mig ind i andres liv
i de andres liv
fylde et, to *** med kunst
fylde mig selv med kunst
balancere mig på snore på relationer på drømme
danse på hvidmalede gulvbrædder, tømme karaffel efter karaffel af vand
marmormonomenter i øjenkrogen lyserøde følelser, mørkebrune hænder
stå op til morgenens sarte ansigt, sarte farver
køre i toge og busser til ingen som helst steder og bare kigge
købe fremmed musik, tage til ukendte koncerter
sejle i grønne søer
klatre i bjerge
printe og klippe i mine egne fotografier, printe mine egne bøger
græde og bløde og svede og elske
og fyldes som
en menneskelig frugtkurv
med
oplevelsespapayaer,
efterårsæbler, følsomhedskiwier og
glædesappelsiner
der er så længe til
der er så kort tid til

eksistenser der efterlader ar i huden, trukket over ryggen, over leggene, over identiteten
mulden i hjertet, hjertet i halsen
gravsten i ribbenene og knive i albuerne
asfalt under neglene, asfaltsmanicure
river huden op river en i stykker
vi vil underholde vi nedbrydder os selv smil for smil
tænder et lys i mit hjerte for dig jeg vil stråle men
først skal tågen af melankoli fordampe mit
lys ligger bag et gardin af tristhed
sådan en rodløs forvirring en rodløs ligegyldighed
med murbroksruiner i lungerne får jeg vejrtrækningsproblemer
og skårrene i din latter stikker
ingen er ødelagte, men alle er flitrende
vi vil underholdes

der er så meget at snakke om men jeg vil være stille
alt jeg ønsker er at det kan være
u k o m p l i c e r e t
og det er det måske
men sådan føles det ikke
de mindste handlinger de mindste følelser blæses ude af proportion
perifære fantommennesker i mørket
perifære fantomfornemmelser i natten
syrenerne på mit bord er ved at visne
hvis jeg føler noget, føler jeg det
hvis ikke gør jeg ikke
så simpelt så uendeligt indviklet
det er så ligetil at jeg bliver rundtosset
mit værelse er endelig rent men mine tanker er rodede
ville gerne feje i mine følelser men
jeg elsker det uforklarede

bag tæppet af nostalgi ligger
fossende imitationslege og
mindreværdskomplekser i samme form som
selvretfærdighedens diktatur
akkumuleret støj som emalje over byen, barrieren mellem universet og os
gennem tæppet af nostalgi ser man
absolut  i n g e n t i n g
vi griner som om vi mener det
men ingen af os er hinandens første valg, dette er ingen frivillige løsning
sådan bliver andre mennesker ens sidste udvej
tilfældige mennesker
tilfældig ensomhed
bitterheden ætser ind i sjælen hvis den ophobes
ensomheden borer sig så dybt at den med tiden
erstatter ens skelet
så bygger og støtter hele ens tilstedeværelse på følelsen, der som
istapper i åbne arme den udstrakte hånd den opsøgende kommentar
modarbejder ens eksistens

jeg vil vende enhver sten, enhver bog, ethvert papir så jeg kan
køre det våde stof hen over fladen og fjerne
støvmolekylerne
ligesom køre gennem værelset som en rengørende orkan
jeg vil skrubbe hver en død hudcelle af, al snavs, alle dårlige følelser
intet andet end opgaven foran mig: gør rent
de døde hudceller, de hengemte støv-fnug, de døde følelser der hæmmer for udviklingen, henslængt over mit mentale værelse, som gamle sokker, som den glemte madpakke
en ond cyklus af, at ville have det godt men ikke kunne overskue at ordne det, der skal til - hvilket leder til større energiunderskud
og jeg er ved at eksplodere af rodet, beskidt, indelukket!!
jeg vil tørre hele værelset af, endevende det hele til det er
R E N T
jeg vil åbne vinduerne
på mit værelse
i mit hoved
jeg vil gøre rent

jeg stjal en villavejssukkulent
himmelen var violet
mit hoved var fyldt med ideer om idylliske villavejsliv med
grinende børn og lykkelige, rolige eksistenser
med forglem-mig-ej i forhaven og
en græsslåmaskine et sted langt væk
himmelen var violet
og et sted grillede en familie
idylliske villavejsliv med
solskinsritualer
og grinende børn
jeg stjal et stykke med hjem
jeg stjal en villavejssukkulent

ikke tage livet så tungt blot lade sig
bevæges lade det ske
som at sidde i solen længe og mærke varmen helt ind i marven
eller at flyde vægtløs i vandet med lukkede øjne og forestille sig rummet og vakuum
med kropsløse eksistener
hænge i den hvide hængekøje over det grønne græs med den blå himmel over sig
mit skælvende hjerte er selvklæbende vi
tvinges til at definere til at
fortolke og forstå

gravlægger mine overskudsdage
nu kommer vakuumet
din efterklang i mine handlinger
tornadoer af ingenting indeni mine hulrum
nåleprik af skyld, af skam, af pinlighed
undskyld, undskyld, undskyld
når jeg fosser over med følelser som blod på det hvide lagen som
den første ******* på konfirmationskjolen: u v e l k o m m e n t
men jeg kan ikke binde mine knogler sammen og rejse mig op jeg
kan ikke findele min hud og klistre den over de
udsatte, røde muskler som et skjold jeg kan ikke
gravlægge situationen
din efterklang i mit liv i min identitet i min person
jeg vokser som ukrudt i livets grøft for jeg ved at
alle har ønsket om solen liggende under deres hud alle
sitrer af indebrændthed og
vi selvantænder

impulsen til at skrive med store bogstaver for ligesom at lade noget af al den kaotiske energi der sliber mig op indefra som sandpapir ud
som om livet gentager sig
ikke flere emner end tre, der ligesom bare kører på repeat
med forskellig indpakning
jeg kan skrive en hel sang om, hvordan jeg fortrød at mase en bille
fordi jeg ikke gad smide den ud af vinduet som normalt

men jeg føler at jeg har hørt det hele før som om vi drukner i ekkoer
i nedslidte ideer i nylonstrømper der løber i bølger af opbrugte stemmer

sådan en undren om, hvorvidt enhver sætning indenfor de eksisterende sprog allerede er blevet sagt eller skrevet eller tænkt
om nogen har artikuleret denne sætning i samme præcise formulering
eller om der er
r u m m e l i g h e d
til mig

kigger ind på lejlighederne og
gløden af følelser vælder i mig glimt af tårer glimt af
vægtløshed og mørkeblå og bålrøg
som om jeg nogensinde har oplevet noget der kører som en spillefilm i
mit hoved når jeg tænker på det perfekte
som om jeg ved hvad jeg egentlig tænker som om ord ikke dekonstrueres og knækker sammen ved blot et enkelt blik
verden er opløselig
ubetinget tidsløshed
livet er elastisk
hvis nogen fortalte mig, at jeg ikke har været på jorden i mere end fem år ville jeg ikke tvivle det
mine minder smelter ligesom under opmærksomhedens lys som gamle billeder af glemte mennesker som om nogen har plantet dem i mig som om jeg
aldrig har været mit eget menneske før
og alt der sker lige her topper ikke alt hvad der sker på gaden og i byen og i landet og i havene og på kontienterne og på kloden og i solsystemet og i galaksen og i universet og i eksistensen
det hele er slimet og formløst i min forståelse
jeg kan ikke forklare det for jeg ved ikke noget
jeg kan ikke forklare det men jeg ved ikke noget
som om jeg er et stykke tyggegummi på undersiden af en
sejlbåd midt i
saltvandet
hvis jeg kniber øjnene sammen bliver teksten fed
**saltvandet

eksistensiel forsømthed
fordømt, for tømt for ting
et hvidt ***, blænder
tænderne under læberne
sammenknebne
livet har trukket mig med sig
på slæb
jeg kigger på dig men jeg kan ikke se dig
som en fantomforbløffelse
hvem er du
men det er vel et unfair spørgsmål
ikke enhver kan besvare
taber man energien, taber man pusten, taber man tråden?
endten har ingen det, ellers har alle det
alting opløses foran mig foran min opløselige krop som en
treo i vandhanevand
som blod på tube
gennemanalyseret og forsømt
min krop er af gelé
og jeg smelter ned i min madras
hvem vil ikke gerne danse hver aften?
hvordan opnår vi
hvad vi vil
hvorfor vil vi det

livet er abstrakt for tiden

et uforstående hjerte
forsømte dagdrømme om at
høre en elskedes hvisken
mærke fingerneglene tegne spørgsmål på huden
under huden
hoster viljestyrken op
flygter fra vinden, flygter fra de uforstående
en krop under sandet, en tanke bag den lukkede mund
underholder mig selv med at stille scenarier op som planter i en vindueskarm
har ondt i mine fingre fra at skrive
har ondt i min eksistens fra ikke at skrive
at spejle det forhenværende
tanker som at spise slimet spaghetti uden bestik
knuderne vrider sig rundt og væk og ned på bordet
min krop fortæller mig at jeg skal
stoppe
ligesom lyskurve der skriger med farven rød, ingen lytter, ingen lytter
ræser over for gult
følelsen i maven af kolliderende biler
rødt lys

kigger på satellitbilleder af verden, af havene, af ørkener og bjerge og finder
guldklumperne,
jordens palletter
private relationer smidt ud i offentligheden uden kontekst
skaber en glødende følelse inden i mig, som flakkende lyserødt neonlys
atmosfæren, der skabes af brudstykket
som 3 sekunder af den smukkeste scene i en film, jeg har hørt andre tale om

leve en løgn
klæde sig med en holdning som han-påfugle der pryder sig og
vil imponere hunnerne, de grå-brune væsner
og konstruerede virkeligheder er holdt sammen af så få strenge af virkelighed at de kollapser så hurtigt. springene fra én fortælling til den næste sker indenfor et par sekunder
inden kollision mellem virkelighed og det pure opspind sker, som
den brusende dans mellem skyggespillet og det implicitte
hvis man ikke observerer rives man med og glemmer ruinen af en fortælling der ligger bag ved den nye, tryllebindende historie, skjult
en ukendt dans, en ufortalt kollision

med tårer i øjnene hiver jeg luft ned i mine ekspansive lunger, husker
husker: det er bare nu'et. det er blot en brøkdel.
og en dag vil jeg have glemt dette øjeblik, dette blink med øjnene, forbipasseret fortvivlelse og forvildelse og utilpashed
og en dag vil jeg have varme, gyldne minder lokaliseret bag øjenhulen, bag drømmene
og jeg vil have hængt hvidt vasketøj op, jeg vil have talt med en vred bille, kørt i en lyseblå bil og købt mine egne øko-appelsiner.
jeg vil have klippet mit hår mindst ti gange, foldet fingrene om en andens krop, om en andens ømheder, en andens tanker, jeg vil have haft et hundrede forskellige par sko på mine to fødder, set nye vidundere og nye lavpunkter
og det smelter sammen og alt det ubehagelige fylder mindst
men lige nu kaster ubehag lange skygger

verden smelter under solen
jeg smelter uden solen
ingen kan læse hinandens tanker men alle vil prøve
vi smiler men med aggression under huden
tyngdekraften har lagt sin tunge hånd på mit bryst, skubber mig mod jorden
jorden, som smelter

tre biler på motorvejen
to foran os
fire røde lygter
ti synlige stjerner
how does it feel watching from upside down?
månen, reflekteret i mine øjne, som reflekteres i bilvinduet
køre forbi en gabende mand
eksistentielt overvældet
følelsesmæssigt udmattet
tilbagevendende og blodige, uvelkomne tanker om tænder mod asfalt som splinter
refleksionen: det stirrende øje, skåret ud af lysets forbipasserende søjle

køretid til indre by
-- min.
slukker radioen
et liv i en grøn parkeringshus-trappeopgang
næseblod og vintage-ure og familierelationer
tårer, der næsten ser verden men som aldrig udlever potentialet
som spirer, der aldrig bliver træer
og mod den mørke, tomme himmel snurrer byen
ud i intetheden

og jeg nyder at række ud efter mine gravlagte intentioner med nostalgi i fingerspidserne
at lade ordene flyde ud på papiret som blod fra et sår uden at tænke uden at tvivle
og jeg smiler altid når jeg hører skridtene på den hårde cement for jeg ved at jeg tænker på dig og selv når det er en anden er det helt okay
jeg lader skikkelsen drive forbi som de hvide plastikposer mod den skyfri blå himmel i Stalford, som en levende overført betydning og forurening pakket sammen i en flyvende flugt fra den oprindelige ejer
jeg gynger i en ensom park, på en ensom legeplads, ubenyttet
og jeg nyder den lette følelse boblerne af glæde indeni mig giver, som var jeg et sugerør i et cola-fyldt glas, der bliver skubbet op af kuldioxidens insisterende fysiske love og vi sidder på en kinesisk restaurant og taler om foreneligheden mellem videnskab og billedsprog, om push-faktorer og vores lærer sidder ved siden af og smiler og dugen er lyserød og mine kinder er varme og intentionerne er glemte

OG JEG ER FYLDT MED ORD OG FØLELSER UDEN ORD
FYLDT MED LYDE OG FARVER OG LYS OG SANSER
DER IKKE EKSISTERER
FLYDENDE I MIN EGEN EKSISTENS I BOGSTAVERNES INDRE LOGIK
JEG GRIBER UD EFTER NYE ORD, NYE
KOMBINATIONSMULIGHEDER SOM DET
EVINDELIGT ÆNDREDE MØNSTER I
TØJET PÅ TØRRESNORREN
OG JEG TÆNKER PÅ KATTEN, DER HOPPEDE FRA TOPPEN PÅ
BILLEDERNE VI TOG OG STJERNERNE VI KIGGEDE PÅ
OM DE ER DER ENDNU
HVOR MEGET VI IKKE VED
HVOR LIDT VI EGENTLIGT VED
HVILKE MÆRKER VI SÆTTER PÅ STEDERNE VI EFTERLADER MENNESKERNE VI
GÅR FRA
OG DET HELE ULMER SOM LAVA UNDER STEN-HINDEN
SOM EN SNESTORM I DET YDRE ***, UFORKLARLIGT OG RASENDE
SOM BARN VAR DET MEST FORUNDERLIGE JEG KUNNE FORESTILLE MIG EN TUR I RUMMET
DET MEST OMVÆLTENDE OG
EKSISTENTIELLE OG JEG ER BANGE FOR AT
TABE DEN MÆLKETAND TABE DEN
URO DEN
MIDLERTIDIGHEDS-FORNEMMELSE AT ALTING BLOT VAR
ET GLIMT AF EN EKSISTENS OG IKKE
EN UENDELIGT UDSTRAKT OPLEVELSE SOM
STENENES REJSE FRA KLIPPERNE TIL HAVENE TIL STRANDENE TIL PARCELHUSINDKØRSLERNE OG BØRNENES LOMMER OG VINDUESKARMENE
LIVET BÆRER EN MED SIG BÆRER EN FORAN SIG SOM EN FORÆLDER SOM ET DAMPLOKOMOTIV DER SKUBBER LUFTEN FREMAD UD I LIVET

hjerter i symbiose
og hjertestrengene spænder sig ud over flere kilometers vidde
en evig higen efter
den fjerne hjemplanet opbygget af
opaler og citronkernerne og lyserøde negle og nattergalesang
med en befolkning bestående udelukkende af måneskin og
champagnebobler
som smelter sammen og genopstår
sarte og bløde og i konstant venskabelighed
vi er bygget til så meget mere
til at brænde
til at svæve, at opløses og gensamles
essenstænkningen forskydes og jeg eksisterer to steder på én gang
mit folk som skytsengle bevåger alle jeg nærer glødende kærlighed for og
kysser alle ensomme menneskers øjenlåg, forstår den
s ø g e n d e   s j æ l s   s a n s e l i g h e d
og på en grøn-tyrkis morgen vil du finde din hjemstavn
og brænde, svæve, opløses og gensamles
som dit sande jeg
grøn og formløs
og uendelig

en sort kat på en mørkegrøn trappe
hvæser af den anden reserverede kat, som trækker sig tilbage
og jeg kan relatere til følelsen af
at fordufte, at flygte
vi går rundt som observerende, i
en fremmed bys liv  
med vores sorte notesbøger, som vi fylder med rodet skrift fra gåturen
og vi har travlt med ikke at gøre et stort nummer ud af, at vi
har spidse samtaler og kantet kommunikation med
hemmeligheder sendt ud i æteren som
glaspusterens kreationer,
holdt af en uhensigtsmæssig tilskuers klodsede hænder
at omforme følelser til erfaringer
min underkøje er klaustrofobisk og værelset er koldt og lyset er skarpt
det bliver en hvirvelvindsuge

min næsetip er ikke længere kold
vi takker og griner og jeg ryster, fyldt med følelser
nu er det endelig forår, på kalenderen og ikke mindst i tankerne, i samtalen
den glødende varme af lettelse, af akavethed, af tilgivelse og nye begyndelser
mine mange vinterjakker fylder for meget til vores skab
hænger over stolen
dit glas er blevet erstattet og du står egenhændigt og
grundlæggende stærkt
det kræver mod og styrke at være sårbar
følelserne, dokumenterede og udprintede og highlightede
endelig endelig endelig
boblende forår
sjette marts. tiende marts
glade dage, lune dage

følelserne i farver
farverne i folderne
krummer i folderne
krummerne i sprækker
sprækker i gulvet
gulvet mod fødderne
fødderne inde i skoene
skoene i luften
ryggen på madrassen
madrassen inde i folderne
følelserne i luften

på bordet med den pastelgule dug ligger brevet, der aldrig leveres
og alle de anstændige cafébesøgende kigger diskret
fugtige sommervarme lår, sammenklistrede på sædets plastik-læder
knækkende hjerter, knirkende sommerbriser
der er ikke rigtig noget at gøre ved det
siges der, og trækkes på skulderen
og så sidder man dér
og klistrer og knækker og knirker
og knuses
af sommervarmen,
af café-medarbejderne
af brevet

ligge med maven vendt mod himmelens blå favn
rygraden smelter under solens stråler og
hele kroppen synker ned i græsset
smørblomsterne, presset mellem bøgernes sider
falder ud og samles op og indrammes
to knæ i to denim-bukseben
og buksebenene, foldede
sidder på den sorte stol i det hvide ***
dine tre skønhedsknopper under trøjen
håret flettet tæt ind på hovedbunden
fire krydsede fingre og to øreringe
nede i sprækken mellem de hvide gulvbrædder

et arsenal af pligter
skyld som våben
kampføring på åben gade
pile af beskyldninger
gemte under lag af venlige 'kh'er i bunden af imessage-beskeden
mit ønske om bare at svare med et: stopppp :)))
det grålige skemalagte liv
det forventelige liv
nålen af dårlig samvittighed lige under navlen
prikkende, trækker blodet
min krop er ikke en nålepude
dine ord er ikke nåle
og skylden er ikke
rensende

glødende med mod
som en lysende aura
como las estrellas y la luna
tvivlen lægger sig over huden som en omvandrende spændetrøje
tú eres siempre infinitamente dudoso  
nattens glorie af drømme
mørkeblåt velour lægger sig over kroppen
landskabets svajende profil
i mørket siger du
el momento perfecto es inaccesible
pero tú eres accesible
y ese es suficiente

de hvide tænder, smilende, smilende, smilende
de hvide tennissokker, hvide jakker, hvide sneakers
den hvide indpakning
renhedens farve
den hvide sjæl
den hvide skyld
plet-søgende
uskyldige konnotationer
som gnisten, der brænder landsbyen ned
snebolden, der sender lavinen afsted
lying through your white teeth
med dit skyldfrie white-collar work
pletfri samvittighed
hvide perler på snor om den hvide hals, skinnende med berettigelse
tilegne sig hvide lagner og hvidt marmor og hvide checks
korruptionens farve
med imperialismens skyldbølger, brusende ind over den privatiserede strand for hver en afblegning af hud der foregår i sydafrika

for hver af de 1/3 kvinders anvendelse af kemiske cremer indeholdende blandt andet kviksølv falder et blad af det indhegnede friserede haveareals træ til jorden

white man's burden og hvide menneskers indlærte fremmedgørelse
hvidt hvidt hvidt hvidt kridhvidt

mennesker lukket grundet konstruktionsomstændigheder
som telefoner med 50% strøm
en tom bil i landevejsgrøften med ødelagte vinduer og
alle ens værste forestillinger pakket nydeligt sammen og
tapet inde i en
våd flyttepapkasse
omme på bagsæde;
kompakt og støvet og angstprovokerende
venter på at blive åbnet på den værst tænkelige dag
fotografier printet på bølgepap
garnnøgle-følelser, sammenrullet
den forskudte personlige relation
øjeblikket

at ligge fuldt påklædt på sengen, ingen
bekymringer om skoenes mudder
med en masende humørsvingningstrykbølge i brystet, pressende på ribbenet
som et lille, tungt mørkelilla prikket væsen, der forsøger at æde sig ud af mit kadaver
der i øvrigt er forslået fra at gå ind i tørrestativet klokken to om natten i et
vand-drikningsprojekt
klædt i nattens sorte, sorte jakkesæt, som mændende og mågerne og tankerne og alt i mørket er

kridtet fedter af på alle overflader, med sin tørre tilstedeværelse strejfer den alles liv og efterlader sit uendeligt hvide mærke. kridtet tegner og støver og brækkes og ruller og gemmer sig under radiatoren i biologilokalet under jorden. kridtet kommer også fra et sted under jordens overflade - fra havet, siger de på stevns klint hvor vi er unge og nye og uspolerede af kridtet og af verden, hvor jeg er 15 og alt er nyt. kridtets forældede tilstand i sin oprindelse og i sin kapgang med plastiktavler og whiteboardtuscher.
kridtet, der følger folk fra barndomsgaden i flerfarvet naiv fantasi til institutionaliseret indlæren,
t a v l e u n d e r v i s n i n g e n
og vi ser ikke en brøkdel af vores asfalteventyr i de hvide, kompakte, pragmatiske ruller. et anstrengt forhold det hvide, sammenpakkede støv hersker i klassen, opdager vi i efter en dansktime, hvor jeg tænkte på mine fingre dækket i det omklamrende materiale, fingerneglene på tavlen,
g å s e h u d e n.
min mors yndlingsslik er skolekridt og *** spiser en pose på en halv time, hvorefter *** rystende genovervejer, om *** overhovedet kan lide dem. jeg dufter til kridtet der minder mig om kalk, om kælder, om saltsten fra limfjorden og kridtet sidder på mine fingre og i mine tanker

lyden af a-mennesker
lyden af hundeluftere, af eneboere, af kærestepar og babyer og frimærkesamlere og dagdrømmere, lyden af regn, af busser, af cykel-ringeklokker og armbåndsure der tikker
tusinde af by-lyde smelter sammen til én stor, stille larm
regndråberne løber om kap på mit vindue
blomsterne på mit natbord er derimod visne
jeg har tre sammenfoldede digte i min ene jakkes lomme
avocadoplanten vokser og skyder nye blade, grønne og spinkle som håbet
havet bruser et sted langt væk herfra
bilerne snoer sig afsted på krøllede hovedveje og trækker spor af lys efter sig
månen følger bilen, hvis du spørger børnene indeni
alting sker lige nu. i universet lyser
stjerner og solen brænder sin evige brand
fordømt og velsignet

hvilken stilstandsform har du? jeg er
opløst i vand
alle mine celler omringer mig

med mine dyrebare bloddråber
susende runt i invendige rør-systemer
arvæv beskytter sjælen

øjet, et objektiv, kiggende
glemmer sit blinde punkt
mine blinde vinkler

  et stillads af knogler
opbygget af ældgammelt
stjernestøv

vrimlende med knoglemarvs-håndværkere,
biologisk renovation

centralnervesystemet
dybdeborende, som kolde
fingre langs rygraden

hofteskålens svajende og
beskyttende hånd om mine
indre organer
     inderste organer

   reproduktive organer
      hormonelle tidevandsbølger

menstruationscyklusens dans

ord, der stikker i
     munden
som baskende
trækfuglevinger på
tusmørkehimmelen
   over markerne
væk fra vinterens mørke
fra mundens mørke hule
korngule tanker
med stjernestøvsreaktioner
landets ro, landets
evighed og
stille sind
nettet af stjerner over os
indfanger landsbyer;
  fortryllet
svalerne formørker solen men
sindet forbliver
oplyst
badet i muldens varme

som et
blodskudt øje
inde i
øjets hule
varme tårer på kolde kinder
stive fingre i frostgrader som
en invitation
til at holde hænder eller
skrive krøllede breve på
pastelblåt papir
på en tankstation
med snefnug på sjælen
støvet følelse og
afbrudte tanker
hulrummet, der omringer
eksistensen
som et rystende holdt brev med kærlighedserklæringer
på koldt notespapir
skrøbeligt og nænsomt holdt i hånden i frygt for sammenkrølning
tanker om
solen, pakket ind bag
skylag af sod og
stress fra byerne
medicineret drøm
grønne øjne glimtende med
usagte intentioner
hallucinationer om
sommerens fuglesang og
væsener med
altomsluttende tanker i kontrast til deres
intetsigende øjne
i øjenhulerne
blodskudte

du tog hjem til mig for første gang
vi sad der i køkkenet med den blå dør og snakkede om universet
og dit armbånd optrevlede under samtalen
måske var det også blåt
måske drak vi te
minder falmer så hurtigt, drænet for farver og detaljer

vindueskarms-interaktioner
indflydelsesrige handlinger og implicit opbakning
manglen på det indforståede, det intime, det artikulerede
det hele bliver væltet sammen i hovedet
garnnøgler af ord, der aldrig bliver viklet ud

dansende uden musik,
konkurrencen: hvem har det fedest?? hvordan får man det federe end den, der har det allerbedst?
kan vi ikke bare være glade på hinandens vegne

stille under vandet
holder vejret
hovedet i stjernerne
kroppen; vægtløs, flydende
tanker som runde sten, stablet på strandene - en udstilling for enhver forbigående og for ingen overhovedet
vakkelvornt arrangement, naivt

en søgen efter alt, der bare minder om magi
stjernekastere og musik
busture og sovepose-samtaler på en græsplæne midt ude i mælkevejen
violiner og tændstikker og jungler
sanselige og sammenfoldelige mentale billeder
samlet som fund af et tingfinderbarns nysgerrige og nye hænder

drømmepigen og mareridtsscenariet
vejen til dig er mudret
fyldt med mennesker og industribyggerier og glasstemmer
brændende bygninger som monumenter
landevejsskænderier, rundkørselseksistenser
det endegyldige spørgsmål er ikke hvordan men hvorfor
hvordan eksisterer du? hvorfor?
lysskær fra lamper som perler på snor, svævende over vejen, over endegyldigheden
frost danser under huden, hoverende, forvrænget og fastfrossent  
dug på ruden med skjulte beskeder gemt under flere nyere lag fra flere nye aftener
mekanisk mesterværk under kørehjelmen, menneskerne inden i metalkassen
det hele er underligt og ubegribeligt og meget ligetil
stjerneklart under os og til alle sider
eksistensen kalder
kør

landskaber af følelser
bakker fulde af modvind, dale af nedture, søer af tårer

implicit diminutiv: årh, du er bare så sød (så naiv, så idealistisk, så stresset og letpåvirkelig)
årh, vi skal passe på dig (du kan ikke håndtere det, du er så følsom, du kan ikke lade være med at bryde sammen)
du er ikke modig, du er ikke impulsiv - disciplineret, intetsigende
gråzoner gennemploves, vi forveksles og sammenflettes i alles opfattelser

"du tænker for meget" "rolig nu" "årh, du kan jo aldrig tale en beslutning"

    al oprør virker formålsløst, ufrugtbart

JERES ORD ER VIRKELIGHEDSSKABENDE OG JEG SKRUMPER OG SKRUMPER OG SKRUMPER TIL JEG IKKE ER MERE END EN SOK OG ET GAB

jeg ønsker et liv fyldt med roser
lyserødt papir i skrivemaskiner, samlet i en bog
kærlighed kærlighed kærlighed
magoritter, tusindfryd, susanne med det sorte øje
fuglesang, solen - gennem blafrende blade
en rislen fra åen
kys og varm hud, afslappet og blidt
hængekøjer i solen
karbade
bål og stjerneklare nætter
sejlture og forlystelser
latterkramper og søvnig glæde
hvide, rene flader og saftige grønne planter
sæbeduft, overskud
tidlige morgener, sort the, appelsiner
fotografier og broderi og maleri
ansvar og tillid og fællesskab
viden og nysgerrighed og åbenhed
måneskin og gåture
vinyler og vin
genbrugstøj i alverdens lettere afblegede farver
dristige outfits, personlighed
blommefarvet øjenskygge, kongeblå jakker
friske lagner
støvfrit, skinnende
glæde og tilpashed
uden arbejdsmarkedets brusende angstprovokation
uden ensomheden
uden dem

hastværk, sygdom
værker i hele kroppen
et behov for at række ud
fortælle
tak for din tid, tak for din tillid, tak for kaffe
rundvisning i basis-viden

kvinde-erfaring
sæbebobler og rygter og rygning og rytmer og lyserød
høje hæle og eksperimenter og sleep-overs
ensomhed og social sikkerhed
bikuber og hierarkier
de hårde piger
spejlets refleksion
medfødt afmagt
internaliseret skam, indvendigt skrig
skamfulde læber, skræmte
berørt - beskidt
et net af vildskab fanger dig bag læbestiften, sprækker i foundationen viser infernoet neden under
evigt brændende
glødende kerne, rank ryg
*******, selvcensur, påpasselighed
indskrænket ***, krydsede ben
fylder næsten ingenting
uskyldigheden på afveje
alle de selvsikre drenge puster sig op og larmer, reelt/figurativt
potentielt mirakuløst
kernefamiliens selvfølgelighed
skønhed og mistillid
jeg er meget mere end mit køn
jeg er 100% mit køn
det er intet skamfuldt over det kvindelige

et stævnemøde mellem det mulige og det umulige
90'er lyrikken og romantikkens nationalistiske digte
vi kan (først) grine når vi bliver gamle
udskyd det nødvendige, det gode

absolutistisk kommunikation
siger ord mere end tanker? siger tanker mere end handlinger?
to mennesker, der taler på skift
dialog-løst, kontaktløst
mindretals-mobning
moralsk udhulning
jeg vil tale om frosne ærter, om silkebånd, om stjerneskud og om biller

så kompliceret at det er simpelt;
så simpelt at det er kompliceret
et modsvar fanges i halsen, synkes smertefuldt; langsomt
selviscenesættelsens signalværdi
generationens forbandelse
et fyrværkeri af diversitet
livet vælter os ikke
agtværdig trodsighed
store ord og globalisering og konkurrencedygtighed og individualisme
digitalisering af menneskeligheden
fængslende frihed
pixelleret lydighed

poesi som noget materielt
observationer og relfeksioner og opdigtning
vi lever i den anden dimension
på papiret; i teorien
hvor er aktualiteten?
i rummet? på værelset?
håndholdt minde
tekstuel reference og tekstilfabrikering
mødet mellem individualisme og nihilisme over en kop kaffe
jeg er ikke sikker på, om jeg forstår
vi skal bare væk
lige om lidt
lyden af tastaturet
udprint, sort på hvidt
en realitet - eller hvad?
meta-plan
usvarligt

kapslen af frostgrader omkring mig smelter langsomt
forbarmende forår
jeg har en vinterjakke, men der er hul i den venstre lomme
der er kun tre måneder tilbage
det er tåget
du er blevet til en myte
omhyllet af tåge, bestående af tusinder af reflekterende vandpartikler
uforståelig og fantastisk og håbefuld
er du bag tæppet af tåge?
der er noget fabelagtigt og verdensfjernt over støvregnen
alt er indhyllet, umiddelbar udsigt over gaden, skjult passage
noget magisk ved tanken om, at den enkelte dråbe i sig selv blot er regn
men at formationen af de millioner af mikroskopiske dråber
    bliver til en dis, en stemning, en følelse
  når man står ét sted virker det som om, at tågen starter længere henne
hvis man flytter sig derhen virker den til, at starte hvor man stod før
et spørgsmål om placering
  subjektivt
aldrig helt tæt på, en visuel løgn
tåge bevæger sig ikke udelukkende horisontalt
et tag hjælper ikke mod tåge, den smyger sig stillestående
    hvor regn blot uden skelnen kolliderer med enhver overflade
noget blidt, noget magisk, noget nyt;
sneen er væk - optøet
forår

ensom i kernefamilien
kaotisk godmodighed, at være alene i sit liv
venskabeligt lavpunkt
øvelser i at lytte, erfaringer og fællesskab
unuanceret skildring
en ro i at gøre det ordentligt
at sætte egne behov i fokus
kropslig omsorg
lystbetonet adfærd
tag dig selv alvorligt
omsorgsfulde hænder

frostgrader
ensomheden og kulden
januar måned
selvom man pakker sig ind i flere lag trænger kulden sig ind
ved enhver mulighed arbejder frosten sig ind til knoglerne, til
selveste væsenets væv, kerne, oprindelse

minusgrader

at glæde sig til livet

ikke bare gemme som udkast, men skrive i ét hug og så udgive det

hvor meget er der er at se frem til?

en bobbel springes, aldrig mere melankoli

en mærkelig fase

selvbekræftende mangel på motivation

lørdag aften

hovedet i en fiktiv verden

uendelige små-ting arrangeret, på sine pladser

blyanter, blade, mønter, planter, parfume, læbepomader

tænker på et helt tomt lokale med alle mine ejendele spredt ud på gulvet

efterlade det hele

overflod