Submit your work, meet writers and drop the ads. Become a member
ord, der stikker i
     munden
som baskende
trækfuglevinger på
tusmørkehimmelen
   over markerne
væk fra vinterens mørke
fra mundens mørke hule
korngule tanker
med stjernestøvsreaktioner
landets ro, landets
evighed og
stille sind
nettet af stjerner over os
indfanger landsbyer;
  fortryllet
svalerne formørker solen men
sindet forbliver
oplyst
badet i muldens varme
som et
blodskudt øje
inde i
øjets hule
varme tårer på kolde kinder
stive fingre i frostgrader som
en invitation
til at holde hænder eller
skrive krøllede breve på
pastelblåt papir
på en tankstation
med snefnug på sjælen
støvet følelse og
afbrudte tanker
hulrummet, der omringer
eksistensen
som et rystende holdt brev med kærlighedserklæringer
på koldt notespapir
skrøbeligt og nænsomt holdt i hånden i frygt for sammenkrølning
tanker om
solen, pakket ind bag
skylag af sod og
stress fra byerne
medicineret drøm
grønne øjne glimtende med
usagte intentioner
hallucinationer om
sommerens fuglesang og
væsener med
altomsluttende tanker i kontrast til deres
intetsigende øjne
i øjenhulerne
blodskudte
du tog hjem til mig for første gang
vi sad der i køkkenet med den blå dør og snakkede om universet
og dit armbånd optrevlede under samtalen
måske var det også blåt
måske drak vi te
minder falmer så hurtigt, drænet for farver og detaljer

vindueskarms-interaktioner
indflydelsesrige handlinger og implicit opbakning
manglen på det indforståede, det intime, det artikulerede
det hele bliver væltet sammen i hovedet
garnnøgler af ord, der aldrig bliver viklet ud

dansende uden musik,
konkurrencen: hvem har det fedest?? hvordan får man det federe end den, der har det allerbedst?
kan vi ikke bare være glade på hinandens vegne
stille under vandet
holder vejret
hovedet i stjernerne
kroppen; vægtløs, flydende
tanker som runde sten, stablet på strandene - en udstilling for enhver forbigående og for ingen overhovedet
vakkelvornt arrangement, naivt

en søgen efter alt, der bare minder om magi
stjernekastere og musik
busture og sovepose-samtaler på en græsplæne midt ude i mælkevejen
violiner og tændstikker og jungler
sanselige og sammenfoldelige mentale billeder
samlet som fund af et tingfinderbarns nysgerrige og nye hænder
drømmepigen og mareridtsscenariet
vejen til dig er mudret
fyldt med mennesker og industribyggerier og glasstemmer
brændende bygninger som monumenter
landevejsskænderier, rundkørselseksistenser
det endegyldige spørgsmål er ikke hvordan men hvorfor
hvordan eksisterer du? hvorfor?
lysskær fra lamper som perler på snor, svævende over vejen, over endegyldigheden
frost danser under huden, hoverende, forvrænget og fastfrossent  
dug på ruden med skjulte beskeder gemt under flere nyere lag fra flere nye aftener
mekanisk mesterværk under kørehjelmen, menneskerne inden i metalkassen
det hele er underligt og ubegribeligt og meget ligetil
stjerneklart under os og til alle sider
eksistensen kalder
kør
landskaber af følelser
bakker fulde af modvind, dale af nedture, søer af tårer

implicit diminutiv: årh, du er bare så sød (så naiv, så idealistisk, så stresset og letpåvirkelig)
årh, vi skal passe på dig (du kan ikke håndtere det, du er så følsom, du kan ikke lade være med at bryde sammen)
du er ikke modig, du er ikke impulsiv - disciplineret, intetsigende
gråzoner gennemploves, vi forveksles og sammenflettes i alles opfattelser

"du tænker for meget" "rolig nu" "årh, du kan jo aldrig tale en beslutning"

    al oprør virker formålsløst, ufrugtbart

JERES ORD ER VIRKELIGHEDSSKABENDE OG JEG SKRUMPER OG SKRUMPER OG SKRUMPER TIL JEG IKKE ER MERE END EN SOK OG ET GAB
jeg ønsker et liv fyldt med roser
lyserødt papir i skrivemaskiner, samlet i en bog
kærlighed kærlighed kærlighed
magoritter, tusindfryd, susanne med det sorte øje
fuglesang, solen - gennem blafrende blade
en rislen fra åen
kys og varm hud, afslappet og blidt
hængekøjer i solen
karbade
bål og stjerneklare nætter
sejlture og forlystelser
latterkramper og søvnig glæde
hvide, rene flader og saftige grønne planter
sæbeduft, overskud
tidlige morgener, sort the, appelsiner
fotografier og broderi og maleri
ansvar og tillid og fællesskab
viden og nysgerrighed og åbenhed
måneskin og gåture
vinyler og vin
genbrugstøj i alverdens lettere afblegede farver
dristige outfits, personlighed
blommefarvet øjenskygge, kongeblå jakker
friske lagner
støvfrit, skinnende
glæde og tilpashed
uden arbejdsmarkedets brusende angstprovokation
uden ensomheden
uden dem
Next page