Submit your work, meet writers and drop the ads. Become a member
 
blev formet og mast og presset ind
i en cirkel forklædt som en ramme,
der gjorde det vanedannende at være
en udgave af mig selv, jeg ikke kunne
genkende
så jeg kendte ikke nogen, og følte
mig hjemløs i min egen entré
gik ture ved din opgang, og læste
dit navn op indtil mine læber blødte
af savnet fra dine nøgne fingerspidser
og blå øjne, der kunne få mig til at
smile med tårer i øjnene
jeg var altid elleve år gammel
i undertøj på din højre side med dine
ribben op ad mine egne
lænede mig så meget op ad dig, at jeg
glemte at trække vejret selv
om det så var på marmorgulvet i dit
køkken med ømme ankler af berøringer
havde kun klaustrofobi, da du ikke
var her
jeg var kun et menneske, da jeg
elskede dig
havde kun hjemve
da jeg holdte
op igen
- digte om et papmachesind
og det var sådan en morgen
hvor solen strakte sig i hver en
strengformet sene
jeg kunne mærke sygdommen
havde forladt min krop
jeg lod aldrig tanker omkring
dit spindelvævssind gro fast
i længere tid, vidste det ville
sætte sig som ar på sjælen
den slags man påstår ikke kan
smitte ved berøring
den slags påstande jeg påstår
de forkerte mennesker har påstået
du gjorde mig mere syg end rask
rev celler i stykker og efterlod
bidemærker langs min rygsøjle
jeg græd oftere end jeg grinte
sommetider med tårer i øjnene
andre gange med metalsakse
i håret og øjne af granit
jeg glemte helt hvordan det var
at være alene
da du havde forladt min krop
jeg glemte helt jeg var sindssyg
- digte om et papmachesind
andenrangs poet Jul 2015
på et øde sted
som ej er kendt af
mange

der brænder to triste hjerter
en tankestreg forbinder dem
men tager ej hinanden til sig

og mørket ligger som et tæppe
varmer triste hjerter
på en kold og blæsende
juli nat

"de mennesker du har mistet
bær' en del af dem i dig
og sørg over
tabet
af dem
for hele dem
betyder noget
for hele dig"

og sorgen var bundet
som en knude
en bristende én
som et for løst bundet snørebånd
og selvom ordene flød fra ligeså triste munde
saltede af fortids minder
var kun stilheden nødvendig
for at forstå
....
at her kunne triste hjerter
mødes
og føle i fællesskab
og alt ville være helt ok

i nattens sidste time
brændte et let kys
på mundvigen

givet i hemmelighed
taget imod med en åbenhed
som hele verden
ville kunne se fra stjernernes
lys i mørket

tankestregen forbandt dem ej
men de åbne sår helede sammen
den nat i en omfavnelse

fra to triste hjerter
andenrangs poet Apr 2015
angstens afgrund er
meget dyb
og jeg har forvandlet mig til
et af de mennesker der altid
sidder i vindueskarmen
og ser verden suse forbi
mens jeg blot bliver siddende
i frygt for at de tynde stankelben
skal vakle og vælte
blandt fremmede og aldrig blive set
af nogen eller noget

din tid går
min står stille

jeg har prøvet at skifte mit blod
ud med tør hvidvin og jeg har prøvet
at samle spyttet i min mund og lade
det sive ud af mundvigen og ned i mit skød
men det eneste der kommer ud er
små lodne edderkopper
der får det til at klø og kradse
over hele kroppen
mens små minder af glas
flyver om min krop og
sætter sig som små blødende
sår der aldrig bliver til ar

og jeg bliver siddende i min vindueskarm
for jeg ved at mine tynde stankelben
vil vakle og vælte
og gulvet vil brase sammen under mig

de siger allesammen jeg skal vågne op
...men angstens afgrund er dyb
så jeg bliver siddende her i min vindueskarm
mens din tid går og min står stille
andenrangs poet Mar 2015
jeg så dig danse på en lørdag nat. jeg har aldrig set dig danse før.
det var allerførste gang jeg så dig danse.
du dansede til et nummer komponeret af en mand med et uforglemmeligt og krøllet navn.
og hele rummet summede af lyden af et klaver der blev slået an af en rystende finger og violin strengene der dansede rundt i luften, efterlod rummet i en skygge af pulver drømme og stjerner der faldt ned omkring dine fødder.

du dansede noget der kunne minde om en vals. men du dansede den alene.

vil du ikke danse lidt med mig i stedet for at gøre det helt alene? det ser så ensomt ud. smukt, dog ensomt.

du trak på smilebåndet. men så ej på mig.

så kom herhen.

du tog mig pludselig i dine arme og scenen var din, min, og vores. jeg har aldrig danset. kun i stuen som lille i min mors gamle balletskørt.
og det gik op for mig hvor perfekt min spinkle krop passede i den silhuet der før var udfyldt af noget ingen andre end du kunne se.

og scenen var din, min, og vores.
verden forsvandt omkring os mens vi dansede mellem stjernerne.
jeg forsøgte at få del i dine tanker ved at lade mig suge ind i dit blik....men du havde travlt med at koncentrere dig om dine trin. ikke bare for dansens skyld, men det blik du anstrengte dig for ikke at sende mig handlede ikke blot om dansen men angsten for at træde forkert.
hvad ville der ske hvis du så mig i øjnene?
jeg kunne mærke din kropsvarme helt ind i sjælen mens du snurrede mig rundt. let og elegant og tilbage i dine arme.

se på mig.

stjernene var for længst faldet ned men var ikke længere at finde for mine fødder. for du så på mig. du så mig lige ind i øjnene, længe nok til at det  begyndte at gøre ondt da du trådte et skridt tilbage men ikke længe nok til at jeg kom ind under huden på dig.

tak for dansen.

følelserne... var de ikke lige der?
og før jeg vidste af det var der ikke længere andet end mig og den sørgelige musik der nu fyldte rummet med opløste håb og tusind fejl og mangler.

på en lørdag nat så jeg dig danse for første gang. jeg havde aldrig set dig danse før. og på en lørdag nat så du mig i øjnene for første gang. du havde aldrig set mig i øjnene før....
.... og jeg har ikke danset siden
andenrangs poet Feb 2015
jeg husker ikke meget fra den nat

jeg husker blot
at s-toget
tog mig til et sted
mellem himmel og jord
hvor stjernerne vendte sig
og tiden stod stille

din station

der hvor alting gjorde
ondt men hvor solen
altid skinnede på februar morgner
selvom det regnede mod ruden
og håbet stod højt
med solen  

det der gemmer sig  

jeg sad på din sengekant
og kiggede på dine øjenlåg
jeg ved godt
hvor meget der foregår inde bag
de øjenlåg
en helt ny verden
som ingen ser
fordi du aldrig
holder dine øjne
åbne længe nok

følelsesløsheden

og jeg stryger din
kind og dine
skægstubbe
kradser mine fingre

du vågner og spørger
om jeg ikke
ligger mig ned til dig

hvor har du været

jeg smiler bare og svarer at
jeg har været der hvor stjernerne
vender

hvorfor er du kommet
spurgte du

fordi jeg fryser

du vidste altid
hvad jeg tænkte
og holdte mig tæt
i et milisekund
du er så smuk,
ved du godt det

dine øjne

de lyste altid en
lille smule op
og jeg kunne mærke
varmen sprede sig
til mine fingerspidser
og duften af dit
nyvaskede hår
mindede mig om
tusinde somre
jeg beundrede
dig længe

du var verdens partikler
samlet i en
hvorfor havde jeg aldrig set det før

hvorfor lukker du øjnene
hviskede jeg
det er stadig koldt

fordi det er meningsløst at tænde
for varmen
du bliver her jo alligevel kun til i morgen

svarede du

der var en verden imellem os
og dog alligevel var der ikke
mere end en centimeter og
et forgyldent spinkelt håb

... da du vendte dig om
og lukkede dine øjne igen

glastårer ramte din
pude
den pude du havde lånt
mig i et kærligt
øjeblik

der var koldt i værelset
igen

og i natten kyssede jeg dig farvel
og strøg din kind og
undrede mig for sidste gang
over hvad der sker bag dine lukkede
øjenlåg

da jeg gik ud
i februar natten var der varmt
og der vidste jeg
at det var bag dine øjenlåg det frøs

for varmen kom indefra
men altid kun når
du mistede kontrol

og når jeg tager s-toget
nu, idag
mellem himmel og jord
der hvor stjernerne vender
og tiden står stille

så undrer jeg mig


men det af dig
der svæver om mig

det får mig stadig til at fryse
fordi jeg aldrig fandt ud af hvad der
skete bag dine øjenlåg

... fordi du altid lod
mig fryse

men det varmer stadig lidt
helt inde bagerst
når toget stopper
på din station

måske fordi jeg aldrig
fik lov at mærke rigtigt efter
nej. ingenting giver mening.
og det er okay.
jeg fryser og sveder på samme tid. måske har jeg feber?
Next page