sad på bremen teater
og brændte sambuca af sammen med en fyr
spurgte efter hans alder
der gik lidt tid fordi han var bange for
at jeg ville synes han var for gammel
39 sagde han så
du er jo ung
var mit svar

jeg faldt engang for en kvinde
ikke på den der forelskede måde
mere bare i form af en dyb fascination
i tre år agerede *** støttehjul
og så pludselig
flyttede *** ud i periferien af mit liv
fik sådan lidt en post-fascinations-depression
og brugte yderligere tre år på at forsøge
at finde hendes dobbeltgænger
det lykkedes ikke
da jeg endelig havde sluttet fred
med fraværet af hende i mit liv
dukkede *** op og sagde alle mulige smukke ting
*** er det bål man hælder hundrede liter vand på
men som alligevel
blusser op igen og brænder skoven ned
og jeg ved ikke om jeg skal lægge
mit hoved på hendes skulder, fortælle hende
at *** har reddet mit liv mindst én gang
eller bare drikke kaffe
og snakke om vejret

everyone sees your smile
as you walk through life
only few notice the white lines on your limbs
from when you held the knife
it gets easier, time helps you heal
but some things never disappear
and no matter how happy you feel
there are still days when all you can hear
is the world singing you a song so rough
the guilt and the voices in your head
telling you you're not good enough
so you skip dinner and have a cigarette
or two instead

what is that sound from within
that wakes you up seven minutes past midnight
and makes you crave a glass of ice cold red wine?
you spend eternal minutes
trying to figure out
which part of your mind won't let you go
back to sleep
and you end up as always
lighting another cigarette and sitting on the window sill
until the sun rises and the birds start
singing again