i dag er første side i bogen på 365 sider
og jeg kan selv skrive kapitlerne denne gang

det er ikke dig der skal skrible min fremtid
jeg har selv kontrol over disse sider
og jeg sletter dig fra hele historien

men hvordan får jeg succes,
når jeg ikke engang er den bedste
til det jeg er bedst til?

og hans åndedræt forvandlede sig til en diset tåge for øjnene af ham, mens han gik langs Christianshavns kanal.
de tunge skridt var efterfulgt af lyden af regn i vandet. det eneste han tænkte på var hendes tynde håndled og hendes latter. han ænsede intet andet, end ikke regnens symfoni, han tænkte kun på hende.
han slog sig ned på den lille badebro, og støttede sit hoved op ad muren.
hendes latter hjemsøgte hans bevidsthed hver gang han lukkede øjnene. *** var der, selv når *** ikke var der.
hendes grønne øjne der lyste op når han snakkede til hende.
hendes smil når han sagde noget skørt.
de sarte, bløde læber der smagte af citrusfrugter. duften af jordbær mindede ham altid om hende, hver gang *** trådte ind i et *** ville hendes tilstedeværelse lyse hele rummet op. *** var alt og ingenting.
og han savnede hende. han savnede hende så meget at det gjorde ondt.
det hele var ambivalent og bizart. det var ikke set før.
men han savnede hende stadig.
selvom han vidste *** ikke savnede ham.

du sagde dét der

og jeg har ikke tal på hvor mange gange mine tanker har kredset om det,
for der er et vivar af billeder i mit hoved.

jeg husker stadig klokkeslættet da du lænede dig selvsikkert op af springvandet og holdte om mig.

det eneste jeg husker er støvregn og hemmeligheder
men mine hvide ruskindssko er nu mørke af snavs, og så ved jeg jo at det er fra da jeg gik hjem i regnen
med læber der brændte

baby, du dufter af gode minder

Du var oxygen i mine lunger,
og det er egentlig forunderligt at jeg ved det
for jeg dumpede i kemi
men jeg vandt dit hjerte

Jeg tror grunden,
til at jeg sidder under røde lamper
under langebro
kl. 02:11

er fordi jeg stadig ikke har glemt dig