blålige hænder
skæve ben
rødvinsrøde øjne
plamager på halsen
mine vener græder
ren marmor under
negle, jeg ikke filer
hvad er der
at holde af og om
du må gerne
give slip, jeg
nægter alligevel
at være afhængig
af dig eller
nogen anden
i sidste ende er
det mig
alene og
heldigvis for det
ellers ville jeg da
dø af ensomhed

mine lunger er nok sorte nu,
for jeg fodrer kun mig selv med sort te og aske
hvis de sprætter mig op, og leger med mine organer,
ville det ikke være et syn for børnene nede i gården
huden hænger langs knogler som
var det på tilbud i det lokale supermarked
og det ville jo være nemmere hvis
jeg bare kunne sove lidt mere end
jeg plejer, så ville mine øjenlåg
nok ikke være så jordslået
mit hjerte er nok sort nu, for jeg fodrer det
kun med hvide vægge og dine uendelige
historier om dengang, det var onsdag,
og du glemmer ligesom alle andre,
jeg aldrig har været barn, og gudskelov for det
altid var jeg hende den voksne på
tolv år gammel nede på trappen
med en pakke cigaretter i hånden
og mærker på håndledet

han ville smile, når jeg fortalte ham,  
hvordan min læbestift
altid sidder fast til min hud som lim,
men han ville ikke svare
på mine postkort uden afsender
du siger vi lever i en verden,
der ikke findes,
og jeg siger, vi findes i en verden,
der ikke lever
der er gået halvandet år,
og jeg tænker stadig på dig sommetider
når det regner, og mit hår hænger fast
til mine negle som skarpe
metalgenstande  mod min hofte
når jeg sluger sorte sten for at tænke
på noget andet end dengang
min mor sagde, at man kun græder fordi,
man har ondt af sig selv
når jeg venter på bussen og får øjenkontakt
med de modkørende bilister,
vil min tunge føles rug fra de grin,
vi har grint i din baggård
jeg gemmer dit navn i min lever
sammen med transparente silhuetter fra i fredags,
jeg gemmer dine ord langs min rygsøjle
sorteret i alfabetisk rækkefølge,
jeg gemmer din stemme i mine knogler,
så hver gang jeg skriver noget,
vil det altid handle lidt om dig
mine ribben vil skrige af savn, og mine håndled
vil græde når solen vågner
der er gået halvandet år, og alting er uklart
som cigaretrøgens tåge, undtagen omridset
af dit måneblege ansigt
den sorte kaffe smager stadig blåt,
men det taler vi ikke så meget om
i hvert fald ikke længere