Submit your work, meet writers and drop the ads. Become a member
 
Amanda Bordrup May 2015
der er altid en usagt samtale
mellem os når vi mødes
jeg ved at du kan analysere
den måde mine øjne kigger
på tusind ting på én gang
og du ved at jeg kan
læse hvad du mener
når du bider dig i læben.
vi er svage i vores stemmebånd
men vi har universer
i vores hoveder
derfor betyder vores
sammensyede læber intet
så længe vi kan
snakke og grine og kysse
med vores øjne
til M.P
Amanda Bordrup May 2015
I have loved you a long time
I have loved you both
Hard and unconditionally
The glow of your presence
Is incarnated in my home
My mirrors remember your smile
And my clothes now smell like you

I have loved you a long time
I have loved you both
Devoted and unspoken
We have shared both cigarettes
And cups of coffee
And now we share nothing more
Than a polite conversation
On the bus
Til M.P
Amanda Bordrup May 2015
On a frosty December morning
Just as quiet and gentle as the years before
I saw you in the fog
And you were just as crystal clear
And ice blue as the snowflakes
We were awaiting

As a morning sun
You went on a journey
In my limbs
You followed me on my way
To give nutrition
To the frozen grass
And to give warmth
To my frozen organs

On a frosty December morning
I was now more full of warmth
Than any July sun
Could have given me
A morning sun i December
Is far more warming
And far more honest
And far more beautiful
Than any other suns
To M.R
Amanda Bordrup Apr 2015
Du har aldrig læst mine digte
Du ved ikke at de alle er skrevet til dig
Jeg ville have læst dem alle for dig
den dag du opdagede hvor dybt
i mit hoved jeg egentlig lever
Jeg ville have læst dem
så du forstod den sandhed
der gemmer sig bag hver strofe
og hver sætning
Så du forstod
at jeg blot er et menneske
Hvis historier aldrig
er blevet genfortalt
At jeg hverken har vinger eller gæller
og hverken besidder tro
eller overbevisninger
og at du er den eneste sandhed jeg kender
At du er essensen af alt hvad der er godhed
og at verdens ondskab smelter
ved dine fødder
og at din krop minder om
den mest ensomme af alle enge
under den mest blå af alle himler.
Til M.P
Amanda Bordrup Apr 2015
Klokken er 05.19
Jeg skal se dig senere
Du forventer at vi skal kysse
og plante afgrøder på hinandens tunger
Du forventer at vi skal grine
og springe hovedkulds ind i hinandens arme
Du forventer at vi skal blive forelsket
under lagenerne til solopgangen
og at det moment vil forblive det eneste
vi nogensinde vil huske
Du forventer ikke at mine procelænslæber
og mine glasøjne og mine
krystalliserede lagener vil blive ødelagt
og efterlade dig med tusind stumper
Ej heller at solopgangen vil glemme os
lige så hurtigt som den forsvinder igen
Til D.C
Amanda Bordrup Mar 2015
Even among a thousand wild plants and blooming trees
I could never be more at home
Than between the dying flowers in your window
And your collection of foreign coins
Taped to the wall like distant memories.
“They’re silly” you said
But when you told me
I saw more stars in your eyes
Than I’ve ever seen in the sky.
When I noticed your lips shake, you simply told me:
“I want your thoughts in my hands
So I can mould them and shape them like sunflowers”.
I wanted you to know everything about me.
The shape of my tongue.
The feel of my elbow.
The taste of my smile.
So I held you for hours while you tickled my past
with your presence and promised me
that the eternal sunshine in my eyes
Would never die.
In the morning I ate eggs and carrots
While watching cartoons.
You were naked in the kitchen
Trying to spare me the harm of watching you smile
You know that your smile
Would create a burning fire in my chest.
We danced to the sound of your kitchen radio.
I wanted to feel every molecule in your body
And every frequency in your voice.

I longed for your skin
Because it felt so warm the night before.
You smelled like oceanwater
But that’s because you shower in cold water.
I know that.
I know you.
I gave you my heart and soul
The day I met your lips beneath the icecold winter moon.
“One day you’ll fly and leave me” you said.
You knew I had searched years
For wings to carry the weight of my heavy thoughts
Your wings had carried all my hopes
And all my fears and all my knowledge
I had sewn them into the feathers
To make room for unfinished poems in my head.
You know that.
You know me.

My unforgivable love for your mind
For your fingers between my ribs and in my hair
Made it possible for you to lift me
And make me soar without any wings of my own.
“That’s okay” I said.
“My feet on the ground are what give me reason
to love someone who already soars”.
You then kissed me aggressively.
Wore my entire life story on your skin
And carried me to bed

My eyes were as vivid as your lips
And we were heavy and sweaty
And utterly exposed with naked feelings
Entirely and unnecessarily obsessed with each other.
Combined in endless kisses and moans
And that morning we created a world
Were you were the only truth I could have ever known.
You flowers died that morning
And so did your love of my missing wings
And my ribs and my hair
You only heard the sound of my thoughts cracking
With images of what would have happened
If you had lent me your wings.
Amanda Bordrup Feb 2015
Du fortalte mig engang
At der voksede smukke blomster
På månen
Og at de levede af stjernestøv
Jeg tænkte
At det var umuligt
Men dit smil overbeviste mig
For du mente
At du var ligesom stjernstøvet
Der holdt mig i live
På et ellers livløst sted
Next page