jeg går og jeg går  o g  m i n e  f ø d d e r  e r  s l i d t  o p  s å  h æ l en  e r  v æ k  s å  m å  d u  g å  p å  h æ n d e r  s i g e r  d u  o g  jeg går og jeg går  i n d t i l  m i n e  h æ n d e r  b l ø d e r  o g  j e g  f a l d e r  d u  k a  d a  b a r e  h o p p e  p å  t u n g e n  r å b e r  d u  o g  j e g  l a n d e r  p å  m i t  f j æ s  o g  b l o d  i  ø j n e n e  o g  i  h å r e t  k a n  d u  i k k e  s n a r t  h j æ l p e  m i g  s k r i g e r  j e g  o g  du løber og du løber

JEG MISUNDER DEM SÅ MEGET//DE SMÅ MENNESKER DER LØBER NED AF DINE KINDER//KÆRTEGNER DIT ANSIGT//DIN KÆBE//DIG//DEM SOM BLIVER MAST OG TØRRET VÆK AF DINE HÆNDER//SOM OM DE VAR METAFORER FOR MIT HJERTE//

//Jeg ved ikke hvad
der er værst, at jeg
ikke forstår verden,
eller at jeg ikke
forstår mig selv//

hvorfor er der så mange digte der starter med et hvorfor?
vil vi finde svaret
eller glemme spørgsmålet?

Jeg har kun ét navn
et kaldenavn jeg reagerer på når jeg har brugt 6 timer på internettet
og jeg skal spise
jeg har ikke ikke noget specielt jeg kan kalde mig
på tumblr på insta
jeg må kopiere


og det er ikke kun mig det går ud over

på en varm juni nat i
vor tids paris
dansede jeg rundt på brostenene
i dine arme til lyden af 20'ernes jazz
fra en pladespiller i et åbent kældervindue
og livet smagte af champagne og luften
var fyldt med kærlighed, latter, og den
aftagende duft at læbestift og chanel
og jeg følte mig lidt som daisy
gjorde det i gatsbys arme og
vi gentog fortiden på ny
men det grønne lys
forsvandt også fra os og det værste
er at det har jeg altid vidst inderst inde
men jeg danser stadig hen af brostenene
når fortiden indhenter mig endnu
engang