Submit your work, meet writers and drop the ads. Become a member
 
Sep 2016 · 510
roskilde tanker pt 2
Louise Sep 2016
det orange skær lægger sig som et yndefuldt lag over alle de opsatte trekanter, der så fint repræsenterer den syvdags-beboende flok af festglade mennesker, der dag for dag snor sig spruttende af glæde rundt mellem de mange stier, der opfyldes af et ocean af humørfyldte druklege

jeg selv er en del af det
og jeg trasker nynnende rundt mellem
lattergaspatroner,
smadrede oliofska flasker
og knækkede stoleben
lad os kalde det en smuk losseplads

der er noget helt specielt ved atmosfæren
også selv når hovederne sumre og pumpes op af den nu velkendte klang af dak
og når man næsten dehydrerende, forstår manglen på alt det vand man burde ha indtaget
i stedet for det euforiserende væske

et sødt pars hænder smelter sammen i aftensolens skær,
lige inden de vender sig mod hinanden og blidt lader deres læber mødes.
Selve romantikken i seancen, bliver desværre hurtigt udvekslet med et råsnaveri
og jeg ryster let på hovedet.
Samtidigt står jeg og overvejer alvoren i den
thomas helmig sang,
mine ører skuer i det fjerne.
Det hele får mig til at tænke over, hvad ægte kærlighed egentlig er

en brummende bas drøner bagfra forbi os, og jeg opfanger i selvsamme sekund, at den gigantiske højtaler, imponerende nok,
er blevet hægtet fast på cyklen med knapt så sparsomme mængder gaffatape
og jeg tænker, at cyklens skarpe sving, har en vis lighed med den roterende fornemmelse af lidelse, der mærkes dybt langs min rygsøjle
om det er fra mit efterhånden propfyldte net med unødvendigt gøgl
eller de mange udmattende gåture på pladsen
er jeg ikke helt klar over

nu ligger jeg herhjemme
ikke i teltet, som jeg nu havde vænnet mig til
men helt hjemme
alt i alt har jeg en mærkværdig fornemmelse af, at skulle vanedanne mig selv ind i roskildes dagsrutiner, hvilket ville være en stor overbelastning for den ellers ganske normale hverdag
men jeg sidder alligevel her, inde i min egen boble og tænker at min modreaktion på savnen, vel umuligt bør være andet end at lede efter de små værdifulde ligheder, der kan genskabe min fascination af roskilde festivalens mange glæder
Sep 2016 · 806
{roskilde tanker}
Louise Sep 2016
det orange skær lægger sig som et yndefuldt lag over alle de opsatte trekanter, der så fint repræsenterer den syvdags-beboende flok af festglade mennesker, der dag for dag snor sig spruttende af glæde rundt mellem de mange stier, der opfyldes af et ocean af humørfyldte druklege

jeg selv er en del af det, og jeg trasker nynnende rundt mellem lattergaspatroner, smadrede oliofska flasker og knækkede stoleben
lad os kalde det en smuk losseplads

jeg er så stærkt fascineret af atmosfæren
også selv når mit hoved sumre og pumpes op af den velkendte klang af dak
og når jeg næsten dehydrere, af alt det vand jeg burde ha indtaget, i stedet for at anvende det til at drukne min hjerne i, når mine tanker lader sig sejle roterende rundt i orange bølger
dette dræner også én fra energi
så jeg mindes tydeligt øjeblikket, hvor vi tillod os selv at falde hen en times tid
og derefter, med et sæt, vågne op af tørsten samt trangen til at fortsætte indtagelsen af det påvirkende væske

vi går over mod apollo for at
endnu en gang
opleve nydelsen af tame impala's smukke udsendelser af øregangsorgasmer
jeg har det lidt halvdårligt, og forsøger lidt akavet at rette fokus mod mine eksotiske babyhår i panden, som stikker ud fra den gule skyggekasket, der meget udiskret og med en ekstrem ensfarvet sammensætning, matcher alt andet gult på min krop
for en stund virkede ignorancen

åh, se, en pomfritbod

et sødt pars hænder smelter sammen i aftensolens skær, lige inden de vender sig mod hinanden og blidt lader deres læber mødes. selve romantikken i seancen, bliver desværre hurtigt udvekslet af et råsnaveri, og jeg ryster let på hovedet
mine midlertidige følgesvende hiver straks deres mobiler frem og filmer et nøjagtigt pragteksemplar af mit sørgelige kærlighedsliv, mens jeg står standhaftigt og udstråler et hjerteskærende ansigtstryk
under mit humoristiske og selvironiske lag af skuespil, står jeg og overvejer alvoren i den thomas helmig sang, mine ører skuer i det fjerne
og med ét fremstår hele situationen nærmest egentlig som en bedrøvelse i sig selv, når jeg realiserer sandhedens betydning

en brummende bas drøner bagfra forbi os, og jeg opfanger i selvsamme sekund, at den gigantiske højtaler, imponerende nok, er blevet hægtet fast på cyklen med knapt så sparsomme mængder gaffatape
og jeg tænker, at cyklens skarpe sving, har en vis lighed med den roterende fornemmelse af lidelse, der dybt mærkes langs min rygsøjle
om det er fra mit efterhånden propfyldte net med unødvendige, fjollede småting eller de mange udmattende gåture på pladsen er jeg ikke helt klar over

nu ligger jeg herhjemme
ikke i teltet eller hos andrea, for den sags skyld
men helt hjemme
mine øjenlåg vibrerer af savn, når jeg hører musik, der minder mig om roskilde gengivelsen af de mange øjeblikke, 'nede mette' har sejlet rundt mellem mine slidte øregange, kan ikke fremstå på samme måde, som det gjorde på festivalpladsen
lugten af cigaretter sidder stadig mellem mine fingre
jeg spekulerer over, om det måske skyldes de mange gennempillet filtre

alt i alt har jeg en mærkværdig fornemmelse af, at skulle vanedanne mig selv ind i roskildes dagsrutiner, hvilket ville være en stor overbelastning for den ellers ganske normale hverdag
men jeg sidder alligevel her, inde i min nøddeskal og tænker at min modreaktion på savnen, vel umuligt bør være andet end at lede efter de små værdifulde ligheder, der kan genskabe min fascination af roskilde festivalens mange glæder
Sep 2016 · 412
[opslugt]
Louise Sep 2016
du umulige kærlighed
snart glemt, men alligevel forevigt gemt
inde i min indre og ydre bevidsthed
du popper oftes op i mine tanker, de gange jeg foruroliget passerer;
destinationer, individer, genstande
dér minder mig om dig
jeg kæmper stadig med afvendelsen af gamle vaner
der gang på gang, har formået at sætte hele mit tankesystem i livlige flammer, som har brændt mig op, indefra og ud

jeg ligger nu alene i græsset
glimtende illusioner springer så fint frem på den mørke nattehimmel
som det sidste jeg ser inden jeg
lukker begge mine øjne i
og møder dig i en af mine mange drømme
åh så naivt
og med forvrængede forhåbninger om
du og jeg

tørrer blidt, med knyttet hånd
en tåre af min venstre kind, mens jeg lader den højre dråbe løbe hele vejen ned til starten af mit kraveben
og dæmpet, fortæller jeg mig selv lavmælt  
med en snert af gråd i mit slidte stemmebånd
at dét forvrængede tankesystem her
er bygget på, at jeg så ynkeligt går og venter ivrigt og utålmodigt
på dét
jeg på én og samme tid absolut er bevidst om,
aldrig kommer til at ske
udover i mine drømme
Sep 2016 · 722
[en dans på roser]
Louise Sep 2016
diskolysets skær strejfer henover mine blødende fingrespidser, mens hvert evig eneste lille ord fra sangen, så fint lader sig skære dybt ind under min hud, og efterlader mørkerøde blodaftryk på det ellers så hvide lagen. dog tvivler jeg på, om det kan være værre end den knugende tomhed, der finurligt forfører sig ind mellem de lydløse skrig og misantropiske tankegange, når ikke kassettebåndets søde klang af musik udløser rotationen af drømmescenarier, rundt i mine efterhånden slidte tankestrømme.
for ja, kærligheden til dig ramte mig som en syngende lussing, og mine våde kinder er stadig tydeligt afmærket fra slaget.
jeg tror aldrig jeg lærer, at leve med din signifikante tilstedeværelse, og dets påvirkninger på mig.
hver gang du vender hovedet, har du mine øjne i nakken, strålende af fascination, over dit æteriske jeg. for smuk, er du altså ikke kun - du er nærmere en spiritistisk ektoplasma, og jeg frygter altid, at det hele blot var en række af illusioner, der fuldstændigt uplanlagt, men gang på gang, plantede sig helt inden i mig.
jeg tager mig selv i at ønske ved hvert et stjerneskud, for ikke at nævne alle de gange jeg har siddet og pillet enkelte rosenblade af ad gangen, i et ihærdigt håb om, at ende med; "han elsker mig"
men som virkeligheden afspejler sig i denne latterlige metafor, så ender jeg altid med det forkerte sidste blad, hvorefter jeg med en apatisk bevægelse, smider alle de afrevne rosenblade ned på den kolde jord - som var de alle håbende, der dalede.
i en elegant slutning, afspiller jeg den hjerteskærende sang igen, mens jeg ganske nydeligt danser let henover rosenbladende,  som en ironisk præsentation af, at livet burde være en dans på roser
Sep 2016 · 586
[sårbar botaniker]
Louise Sep 2016
mit ambivalente flyvske sind
skiftende mellem svævende og faldene
mine drømmescenarier todimensionalt
men alligevel så åndssvagt livagtige
forhåbninger og forventninger
som fatamorganiske spillefilm
forårsblomster sprang så fint og nydeligt ud
da græsset var vindstille og månen på halv
visnede dog inden længe
afblomstrede
kun en kunne gro
den anden forfalde
når sollyset bliver erstattet af skygge
og belyser andre jordforbunde væsener
forsythiaer og syrener
de syv mørkerøde rosenknopper
dyrket med al din uvidenhed
Sep 2016 · 477
[en farverig sandhed]
Louise Sep 2016
jeg er vitterligt talt en elendig maler
men hvis jeg nu ejede alle verdens farver
ville jeg alligevel gøre mig så pokkers umage
og med abstrakte og forsigtige penselstrøg
male alle dine dage fine, yndefulde lyserøde farver og din himmel, den rareste lyseblå
jeg ville fjerne alt det sorte, der skulle indtræffe i dit livs snoede stier og erstatte dem med en varm, gul farve, der ville udfylde dig med alverdens lykke og glæde
fordi mindre end dette, burde ej være optimalt, for én som du
Sep 2016 · 431
[indprentet spillefilm]
Louise Sep 2016
og med et enkelt **** i luften
svævede jeg hele vejen hjem
gav slip
på alle mine uforklarlige tanker
om os to
fordi jeg så dig jo
for fanden hvor jeg så jer
da du så fint placerede
dine perfekte læber mod hans
som for ham måske var en lynhurtig scoring
men for mig
en oase af tårer
efterfulgt af [sangen] på repeat
og sorg løbende helt ned igennem mine forfrosne fingerspidser
ligeledes brændende på mine våde kinder
og overalt i min krop
over dig
og jeg selv lige så
jeg stivnede
luftgennemgangen i min hals
slog dobbeltknuder
de dobbeltknuder du har lært mig
jeg fandt fænomenet i at trække vejret
som umuligt
ligesom alt andet er
fuldstændig umuligt
en kort spillefilmsscene
printet dybt i mit sind
jeg ryster og skælver ved tanken om
øjeblikket jeg så jer
og dine øjne fangede mine i mørket
og trængte helt indtil det dybeste sted i mig
hvad tænkte du egentlig?
da du så lige igennem mig
kunne du se smerten i mine øjne?
jeg husker mit syn som utroligt sløret den aften
men i dét øjeblik, har det aldrig været skarpere

— The End —