Submit your work, meet writers and drop the ads. Become a member
drømmepigen og mareridtsscenariet
vejen til dig er mudret
fyldt med mennesker og industribyggerier og glasstemmer
brændende bygninger som monumenter
landevejsskænderier, rundkørselseksistenser
det endegyldige spørgsmål er ikke hvordan men hvorfor
hvordan eksisterer du? hvorfor?
lysskær fra lamper som perler på snor, svævende over vejen, over endegyldigheden
frost danser under huden, hoverende, forvrænget og fastfrossent  
dug på ruden med skjulte beskeder gemt under flere nyere lag fra flere nye aftener
mekanisk mesterværk under kørehjelmen, menneskerne inden i metalkassen
det hele er underligt og ubegribeligt og meget ligetil
stjerneklart under os og til alle sider
eksistensen kalder
kør
andenrangs poet Jul 2014
tiden går baglæns -
og vi spiser græs i stedet for salat.
Marolle May 2015
der sad vi
4 venner om et terrassebord
en tidlig tirsdag morgen
hvor solen var på vej op
småfulde, glade og trætte
efter én mandagsøl
der blev til flere
der blev til en flaske Southern Comfort
og vi skal være stille
for de andre i lejligheden sover
men vi fniser og er fulde
og Karina skal til eksamen i morgen
så det er vigtigt vi er stille
altanen vender ned mod gaden
og udsigten er eventyrlig
vi evaluerer aftenen og fniser igen
vi prøver at fnise stille, Karina jo
4 venner der er enige om
at denne aften har været sjov
4 venner der er enige om
at onklen og nevøen kunne lære det
da de blev smidt ud af dørmanden
4 venner der er enige om
at vi hvert fald skal i skole i morgen
eller det er jo faktisk senere i dag
eller det er jo faktisk om 3 timer vi skal møde
der bliver rullet en og den går på runde
for 2 er det første gang
for 2 er der ikke tal på gangen
den kører rundt og rundt om bordet
vi fniser igen, men dæmpet, Karina
3 tager hjem og 1 bliver tilbage  
vi fniser hele vejen til bussen
hele vejen i bussen og hjem
3 bliver til 2, 2 bliver til 1
jeg er tilbage og når mine 14 kvadratmeter
jeg går i seng smilende
ikke fnisende, det gør 4 venner sammen
bare smilende
og føler mig velsignet over disse 4 venner
og dér er alt udmærket

*(Marolle)
llcb Apr 2017
Jeg tror jeg er i vejen. Måske ikke i vejen, men ihvertfald ikke placeret, hvor jeg er, fordi nogen har lyst til at jeg er netop der. Det er som om, at jeg er faldet på trappen og nu skubber de til mig, fordi de skal ned og jeg blokerer hele trinnet. Jeg er så vred på dem for de mange blå mærker og lyderøde hudafskrabninger, jeg får, hver gang de skubber og slår til mig for at komme forbi, men måske mest vred på mig selv fordi det er mig, der sidder i vejen. Jeg venter bare lidt på, at jeg en dag bliver skubbet hårdt nok til, at jeg lander på gulvet og får rejst min krop op på sine ben, så de blå mærker og lyserøde hudafskrabninger så småt kan begynde at hele.
Anna Jan 2017
jeg har babyhår men jeg har også store lår
og min første g-streng var rød
rød som menstruationen der piblede ned af lårbasserne
på min 13-års fødselsdag hvor vi fik lov til at drikke red bull
men mor stoppede mig ikke da jeg gik over for rødt på krystalgade
og jeg fik ikke set mig om før jeg blev ramt,
ramt af hjertesorger, tunge lunger og lette smøger
der blev proppet i kæften på mig som 14-årig fordi jeg havde drukket små gule
og senere var det stadig gult, og grumset også, da det hele kom op igen
men han sagde jo bare det var sodavand,
og jeg tror bestemt han bliver en flot mand,
så hvorfor skulle jeg benægte,
for hans hvide tænder får mig til at tænke på farvefest i 1g
hvor vi alle var klædt som hvide konfigizz og bællede gule øller
og endnu engang blev mine grønne stan smiths dækket til
af rød, grøn, blå
fordi jeg ville så gerne smage de små grønne også, for det glimtede grønt som en smagragd
hvilket minder mig om karl kristian ravn, der tyggede blåt tyggegummi og spyttede det ud, ligesom mit hjerte
og smøgerne blev der ikke sparet på
for bådsmandsstræde var beklædt af elever der sagde "lad mig gå klædt som jeg vil" men rullede med øjnene når piger fra ghg gik forbi med deres gucci og givenCHY -
by the way hvor er LOUIS? jeg tror han er gået kold
og hvorfor omtaler vi meget-fulde folk som gået kold når alkoholen tværtimod varmer
men det varmer ikke vores hjerter, for vi ved han ikke skriver tilbage senere
og han har nok trukket blondinen med
med hendes lilla'e gazelle sneaker,
selvom *** udemærket godt ved at han er en heartbreaker
så hvorfor går jeg med den orange læbestift
når jeg ved det ikke er på mode,
men hvad er mode, og hvorfor ka jeg ikke engang læse en node
for mine venner elsker pink, pink, PINK FLOYD
men jeg er så umusikalsk at jeg ikke engang kan finde ud af,
at FLØJT'
men jeg bider i det i mig, og bæller den sorte kaffe i mig,
skriver på instagram at min sjæl er lige så mørk som mit tøj
velvidende om at jeg hader at gå hjem i mørket
medmindre det er hjem til bertram mørk
men når jeg gør
sikrer jeg mig at der er grønt lys før jeg krydser vejen
grønt lys, grøn kost og grøn livsstil
for nu nægter jeg at bære rødt, rødt som blodet fra koen der nu er din hakkebøf
vent nu bare for satan på at det bliver grønt,
før du krydser vejen
Laura Jan 2015
følelsen,
af alt det jeg vil sige,
som ligger lige på spidsen,
af tungen,
i munden,
men jeg spytter ikke,
jeg sluger,
selvom,
du ikke fortjener det,
du fortjener mig,
ikke

ikke længere,
dit sæd, der skal sluges,
men mit had,
mine tanker,
mine følelser,
mine ord,
mig selv,
der skal gemmes væk, glemmes væk, sluges,
det gør ondt hele vejen ned,
som det ikke forsvinder,
men ligger,
på bunden,
og venter,
på den dag, hvor det smager så grimt, at jeg brækker mig
jeg håber jeg brækker mig udover dig
Hazel Jan 2018
I en vejkant, i kanten af vejen
ligger jeg
På asfaltens kolde krop
Spredt ud mellem småsten og tyggegummi
DNA strøg fra alle der har gået her
inklusivt dig.
Derfor ligger jeg her.
Bastant er min kropsvægt
Tynget til vejens massive længsel,
efter gå gang, hop, og dans.
Måske fortvivler mine tåre?
Jeg fylder afløb, huller, og hjerter ud
med metaforisk kapgang
I et naivt håb om at din ømhed
vil ligge sig i en vejkant, i kanten af vejen.
-Hazel
Fulde hænder og hænderne fulde
Fuglehænder og hændernes fugle
Tankespind fra hjernen, hver gang dine
Beskidte hænder får mig til at gispe
Af ængstelse efter berøring fra andre
Himlen lyser mørkerødt, men indeni
Er min lunge kollapset. Sort.
Skænker dig ikke en tanke når jeg
Mærker himlende fornemmelser,
Som tager mig langt væk fra dig
Trækker vejret dybt og sukker -
Søde tanker mod de dybblå
Have, og strømmende bølger
Himlen brænder og dyrene skriger
For at sætte dig fri; fra mig

Dømmende blikke og blikkende dømmes
Deres øjne følger mig når jeg går ned
Nedenom og hjem, ned af gaden
Nedværdige kommentarer snurrer.
Månen lyser himlen op, men kroppen
Damper mørke skyer på boulevarden.
Spejder og søger, efter svar på vores
Problemstillinger, af nederste skuffe,
Min yndlings dig, mit hjerteskud på
Øverste del af himlen. Ses kun i kort tid.
Vandrende på vejen leder jeg efter
Det vi begyndte med at have. Kærlighed
Du elskede mig ind til benet, men mit
Skind bedragede, min eneste dig, du
Skal forgudes, tilbedes og elskes.
Nanna Gregersen Apr 2015
Og vejen flyver
alkohol i blodet
dig i hovedet
ikke en god blanding

flere mennesker
bare forbipasserende
stjernerne falder
og bladene ligeså

knæene ryster
kuldegysninger
nærmest forfrysninger

alkohol i leveren
dig i hjertet
en blanding lavet i helvede

følelserne begraver sig selv i jorden
Og vejen flyver stadig
danish
jeg udsætter intet til på tirsdag, lige nu er
du smukkere end blot raffinerede ugedage
smuk som enfoldige begyndelser nu kan være
det er en raritet dét, der kun bliver i dine små
berøringer, der brænder i fingerspidserne og
den måde du siger mit navn på og
det jeg aldrig kommer til at have kontrol over

vi mistede noget på vejen hertil
noget, der blev væk imellem
hjertebanken og troskyldigheden
hvis de så os nu, ville de sige, vi var smukke
som et fotografi rammet op på hjertets væg
- digte om alt det, der vandaliserer os
PARADOKSER, PROFETER, POMFRITTER
PENETTRERER VERDEN FOR VÆRDIGHED.
STJERNEBALLON, SMØGER OG ***.
KAFFE, KOKAIN OG KÆRLIGHED.
EN NATION I FLORLET PSYKOSE
MON DEN VÅGNER?
STOFMISBRUGERE AF RANG
OG SKAM.
HVOR KUN DU STÅR I VEJEN FOR DIG SELV.
GALAKSER, GIN, GAB.
NATURKATASTROFER, NØGENT, NAT.
FORARGER, FORVRÆNGER, FORSTÆRKER.
DEN KOLLEKTIVE FØLELSE AF SELVHAD.
KIGGER, KLIPPER, KOGER
IND TIL BENET HVOR DU IKKE KAN MERE.
PSYKOLOGER, PSYKOPATER, PIS.
Laura Jan 2015
dine flotte, bløde læber,
der burde møde mine,
hele mine brugte læber,
men i stedet,
langsomt mimer,
desperat
eller måske er det bare mine tanker,
for hver gang jeg ser dit navn,
så synker mit hjerte,
helt ned til mine fødder,
knuser alle mine organer på vejen ned
hver gang jeg ser dit navn,
så tænker jeg på den aften,
den følelse,
de læber,
den ydmygelse,
som ikke kan forstås, men kun føles

langsomt,
trægt,
som du var i slowmotion,
fuldstændig som jeg er der,
lige nu,
kan jeg mærke hvordan det føles,
dine flotte øjne, der ikke længere kiggede på mig,
men på jorden,
for at undgå mig,
dine flotte læber, der snakkede med hende,
i stedet for at snakke med mig,
din trang til at gå,
gå langt væk fra mig,
langsomt,
lige forbi mig,
langsomt,

og som dine flotte læber,
langsomt mimer,
desperat,
bevæger mit hjerte sig ned,
langsomt,
bliver jeg mast,
indefra
langsomt dræber synet af dit navn,
mindet,
mig,
hvad siger man så næste gang man møder dig
llcb Jul 2016
Jeg har tre papkasser ude foran min dør og du ryster dit hovede når du kigger på mig. Det ødelægger mig virkelig og jeg har en sten i hjertet, fordi jeg er begyndt at føle mig som den du ser når du ser på mig. Forskruet. Forkert. En anden. Som var vi ikke familie. Som er jeg et sidespor toget ikke må køre på. Du taler hele tiden om de papkasser. Om at jeg skal fjerne dem, fordi de fylder og fordi de forstyrrer dig og fordi de står i vejen for dig. Jeg har tænkt noget tid over det nu, og jeg tror allerhelst at du vil have at jeg fylder de tre papkasser med mine planter, overhørte ord og dit tidligere liv.

Jeg tror ikke at det er papkasserne der står i vejen for dig,
jeg tror at du synes jeg gør.
Natten omslutter os som ringe af stål.
Jeg vil se igennem dine øjne,
transparent hele vejen.
Gennembore dine organer og sprænge rygsøjlen.
Tåget og tung af medicin ser jeg dig.
Mørke og reptiløjne.
Kolde som sne. Kyniske.
Solsystemet danser over jorden af bregner.
Man er forpligtet til at tænke håbefuldt,
men jeg tænker ikke håbefuldt.
- men famler i blinde med kolde hænder.
Isblå negle og blodmangel.
Lad os gå sammen, tænker jeg,
men tier.
Sætter mig i stedet sammen med de andre
og vi klipper huller i hinandens hud.
Septembers fjerne varme sætter lys i mine øjne og
drager mig ud i natten.
Lyset erstattes af kulørt neon og tager pusten fra mig.
Der er en indebrændt stemme i min hals
og for enden af halsen sidder munden.
Tungen slår knuder og jeg kan næsten ikke,
men med sammenbidte tænder, skriger jeg.
Efter hvad aner jeg ikke.
Inhalerer det sidste marv ud af dagen
og hoster den ud med bræk.
Samfundet er dødt,
og jeg vil ikke længere forestille mig livet
med lungerne fyldte af kviksølv.
Jovist har vi været i det grønne. Jovist.
Jeg kom til festen i den sorte nat. Natten af ramaskrig.
Jeg ligger søvnløs i mælkevejen
diffust omsværmet af natteravne og stjerneskud.
Stjernedød.
Jeg lytter til deres stemmer,
ser dem igennem øjnene
og på et tidspunkt går jeg hjem.
Klara Oct 2015
skarpt
TROR DU SLEV DU VED
HVAD DU LAVER
???¿
                                         nej
jeg vil gerne
hjem
                             nu
jeg vil        ikke
vil   jeg

HVOR ER HJEM
             jeg
tror jeg tabte mig selv



                                på vejen
Marolle Aug 2015
Jeg ofre mig hele tiden
jeg giver mig selv til folk
som kun giver halvt tilbage
Kan du tage min arbejdsvagt? Ja
Vil du med i byen og 2 dage i streg? Ja
Vil du besøge mig og så spiser vi sammen? Ja
Din flis-jakke er hæslig, skal jeg lave en ny? Ja
Denne konstante cirkel
af ting jeg skal, gøre og nå
den gør mig sindssyg
Jeg vil hellere ligge i min seng  
føle spændingerne forlade min krop
og mærke hvor øm den egentlig er
af at jeg har glemt at lytte til mig selv
Jeg vil hellere se på skyer
eller bare på himlen
om den er lyserød, med skyer på eller blå
Jeg vil hellere trække vejret dybt
helt ned i lungerne, helt ned i maven
og mærke den friske luft inde i mig
Tankerne i mit hoved danser disco
og jeg er ikke selv inviteret
men det er ikke som at gå i byen
ikke som 2-dage-i-streg-bytur  
mere som en konstant orkan
hvor mit ydre er orkanens rolige øje
for hvordan kan du være så rolig, Maria?
Jeg ved det ikke
Jo det ved jeg
Har ikke haft tid til at tænke over det
fordi der er en ny ofring at bringe
Ingen tid til eftertanke
eller fortanke
Før jeg ved af det er cirklen startet igen
Forfra eller bagfra
Det er det med cirkler
lige meget hvor den starter
så vil den nå hele vejen rundt
Ingen tid til eftertanke

*(Marolle)
llcb Oct 2015
Vinduet står på klem, så jeg kan høre biler der kører på vejen et par etager nede. De larmer og er ligeglade, så de holder mig vågen. Med øjne som er åbne og pupiller der er udspilede, kigger jeg rundt og føler mig rastløs og som raster af hende der grinte på gaden tidligere. Jeg finder mig selv i vindueskammen et minut senere med bilerne som selskab. Byen griner af mig. Håner mig for at være træt, og dens larmende latter holder mig vågen, ligesom den hjemløse på hjørnet af Nordhavn st., der råber ad dem der venter på togene.

Byen gider ikke holde kæft, så jeg tager min frakke på og lister ned ad trapperne, så jeg ikke vækker mine underboer, som byen forhåbentlig ikke håner her i nat. På gaden smiler folk som om vi kender hinanden, og kigger på mig med bløde blikke. Blomster kysser bænke og kærestepar kysser hinanden. Byen er en god ven af mange og en dyb forelskelse af nogle. Her i nat, med latter og bløde blikke, så er byen og jeg de allerbedste venner, trods dens humørsvingninger og melankolske humor.

En time senere er byen tavs. Den hjemløse mand er fuld og sovende på en bænk, bilerne strækker sig nu på motorveje og folk ligger med bare tæer i deres senge. Jeg kaster frakken i sofaen og ligger mig med dynen over mine skuldrer.

Byen kysser mig stille godnat til stilheden fra de tomme gader,
og jeg sover indtil den kærligt kysser mig godmorgen til følelsen af sollys på mine øjenlåg og lyden af mennesker der taler på fortove.
llcb Jun 2015
Du ser i mine blå øjne og fortæller mig at jeg er typen.
Typen som folk forelsker sig i i juni måned for at aldrig se igen til august. Typen som fortæller en historie der efterlader folk med åbne munde og vandede øjne. Og som danser på vejen fordi at *** stoler på at bilerne stopper for hendes skyld. Typen som taler så tæt på en at man næsten burde kysse, men det er bare for at se ens øjenfarve i mørket. Typen som giver ærlige komplimenter om ens ansigt ud ad det blå og ikke forventer gengæld. Typen som man tænker over bagefter, men aldrig nok til at komme tilbage til. Typen som man kun kysser en gang.

Jeg lever og ånder for at forelske folk

Og hvor er det dog trist at være et tidsfordriv på et eller andet punkt.
llcb Oct 2015
Du stråler virkelig i blændende lys
og på broer over søer i københavn
og om morgenen til kaffe
og på mandage under grå himmel
og bare sådan generelt.
Din personlighed smiler til folk,
og det er nok derfor du stråler.

Du fortæller historier med dine øjne
og kysser folk med dine smil
og krammer dem med din latter.

Men alligevel kender ingen dig;
du børster tårer væk med fingrespidserne
og løber videre ud på vejen.
Du kysser drenge du ikke kan lide,
og aldrig dem du har kigget på i baren.
og du vælger altid at tage hjem med fremmede. Du fortalte mig en gang at det er den tid du bruger på at lære dig selv at kende. At du sammen med fremmede bliver mindre fremmed for dig selv. Så kyssede du min næse og forsvandt bag gadelampernes skygger med en jeg ikke kender i hånden.

Jeg er den som kender dig bedst af alle. Jeg har set dig stråle overalt, men jeg har på fornemmelsen at for at kunne stråle som du gør med folk, så er du i mørke uden dem.
Og jeg kender dig godt nok til at vide
at du har mørkerad.
anna charlotte Mar 2014
Jeg har tabt mig selv
I troen på os

Jeg har pisset på mine egne principper
For at ligne dig

Jeg har grædt de tårer for dig, som jeg aldrig har grædt før
Selvom du ikke fortjener dem

Jeg har smittet hele mit sind med den kærlighed
Som jeg  nu engang også føler for dig

Jeg har prøvet med alt men
Mit sind er stadig svagere end nogensinde før

Jeg har forvildet mig selv
På vejen til dig

Jeg har grint over at alle veje føer til ROM
For alle veje fører til dig

Jeg har skrevet utallige beskeder til dig
Uden at klikke send

Jeg har forrådt mig selv
I den vanvittige tro at jeg kunne gå din vej
Victoria Wilhelm Aug 2019
din historie rodfæster en sandhed i mig
om cigarrøg og fremmede mennesker
deres magt over kønnet og min krop

i forestillingen;
jeg mister arme
jeg ser mit kød hvordan det forsvinder
               (det nemme er at falde fra)

indersiden af låret  
mavens rundhed    brysternes buen     ansigtets rene træk

mine læber; deres måde at skille på

nu vender jeg dem altid på vrangen før jeg går ud

i alle disse berøringer
disse berøringer
i én smeltet masse af hud og hår



I just want you to know (jeg ser ikke længere hendes ansigt)


i minderne;
kun krop
kun krop
kun krop



der vokser et svigt i mig

i mine øjenvipper
når jeg græder tårer   som rammer andres hudlag

diffunderer
fra væske til følelse til en berøring to mennesker imellem

vores relation er ikke andet end tag på hud
og afstumpede nik gennem bevoksede ***  



I metroen;
altid metroen et ikke *** vi kører imod

et transportmiddel der opsluger. du kan se det i øjnene på disse ”mennesker” i ikke-rummet.

og ud på skinnerne, de drømmer, stigende over kanten. En stemme;

attention à la marche en descendant du train

og jeg retter opmærksomhed, for jeg stoler mere og mere  på stemmer uden ansigter
på højtalermagt
end på alle de mennesker, jeg kender.



I metroen;

jeg er så træt af at være træt af hans opførsel

catcalling som fænomen, der stammer fra metroens ikke-***
det må det gøre !

den opslugende kraft, han kan lugte den den hænger i luften,
og alle er usikre

må man gerne efterlade sit liv inden man stiger ind?

attention à ton corps et ta voix

du ved aldrig hvilket ansigt han bærer



det er en forventning om at være utilpas, der bor i mig.
en forventning om
at blive catcallet
at mærke fremmede mænds hænder på min krop
at iklæde mig tøj jeg tør gå alene hjem i
at sove på gulvet hos venner for at undgå natbussen



jeg ved godt
at ikke alt er mit eget valg



og jeg brækker mig i metroen i en uber på gaden i min egen opgang

og jeg skammer mig over skammen

den skam forbundet med fremmedes ord og handlinger



du ventede engang på boulevard Saint-Denis
og en mand spurgte dig om hvor meget du kostede for at være hans

én hel nat

og det tog mig én hel dag at forstå din tavshed overfor ham

han kan ikke gå og forvente at alle kvinder på gaden potentielt kan være hans til den rette pris

VI EJER IKKE HINANDEN

OG JEG ER TRÆT AF MIG SELV

NÅR JEG LØBER VEJEN FRA MIN METRO TIL MIN HOVEDDØR

og ånder lettet op
        bag en låst dør
Anna Dec 2014
i denne snestorm, står du der midt på vejen
omringet af snefnug og travle silhuetter
dine hænder ryster og du knuger dit halstørklæde ind til dig
din jakke er tynd og ikke af bomuld
du fryser og dine tænder klaprer næsten
pas nu på siger jeg
dine æblekinder overdøver jo næsten den hvide sne på Blekingegade
du skriger jo næsten af kulde
ret ryggen min egen
tag en dyb indånding og træk vejret
det blæser jo så meget,
du burde ikke være udenfor
og græde
men det er der ikke noget galt i
nogen gange finder vi det lettest at begrave sorg og skam
i de mest fyldte og befolket
og alligevel tomme og øde
steder i vores liv
Maja Klit May 2015
Jeg slukker altid for TV-et når nyhederne kommer.
Er jeg et ondt menneske?

Jeg kører over vejen for rødt.
Er jeg et ondt menneske?

Jeg hjælper ikke den gamle mand op af 123 trin-trappen.
Er jeg et ondt menneske?

Jeg åbner ikke døren for de røde indsamlingsbøtter.
Er jeg et ondt menneske?

Jeg ignorerer folk på gaden jeg kender, hvis jeg ikke har overskudet til at smile sødt og sige "Hej, Hvordan går det"
Er jeg et ondt menneske?

Jeg tager ikke mine vitamin-piller.
Er jeg et ondt menneske?

Jeg giver mig selv en fridag af og til.
Er jeg et ondt menneske?

Jeg mistænker folk I metroen for at være terrorister.
Er jeg et ondt menneske?

Eller er jeg bare et menneske?
gennemsigtig person, glædeligt imødekommende bud, ordrer, holdninger
hvem er du? en afspejling af andre
sømmet fast
sammenhængskraft og kraftanstrengelse
hvor mange gange er du blevet kaldt en engel? en engel i kød og blod, i al sandhed. en engel som alle andre engle der vandrer på jorden. himmelsk
du fortjener at kende dig selv, din ophøjethed, din uendelighed
find et spejl og kig hele vejen gennem universerne og over på dig selv. ikke spejlbilledet men dig
gennem al støjen og alle de råbende faktorer der skaber dit ydre jeg
find dit indre, dit kompas der tillader dig at navigere inde i det kosmos der hersker på indersiden
ellers er alt vendt på vrangen
som menneskets nethinde, den optiske illusion af omvendthed - på hovedet
en nikkedukke, en dårlig vane

ret ryggen og indse din utilpassede uendeligheds grænseløshed
luk støjen ude og fokuser på den indre stemme, kompasset
far vild i dine galakser og lyt til universet (det indre og det ydre)
tumulten er identitetsskabende, men der er grænser
(mål, man endelig indhenter)
dybt inde ved du hvem du er
himmelsk og uvurderlig og alt for tilbøjelige til at bukke under

stå fast, slå rod, vend dig indad så du først nu egentlig
kan se resten af verden
med klare øjne
spejlblanke
dig
#f
O N N Feb 2015
På vejen med Gyldne træer
                       Idyliske huse
                       Ensomme søvnfyldte øjne

En vej kun Forundt de færeste
                  Forfulgt af de fleste

Rejsen dertil er Hård
                         Farlig
                         Trættende

Men også
                 Givene
                 Forklarende
                 Dræbene

Den kan kun fuldføres på enehånd
Kun jeg kan komme igennem

Denne vej kræver respekt
                      Respekten for at klare rejsen
                      Respekten for at ofre alt
                      Respekten for at stå alene tilbage

Jeg står nu foran målstrejen
                              Et fatamogana
                              Uvirkeligheden
         ­                     De sørgeliges paradis

Var det rejsen værd?
Jeg bor nu på de fortabtes gang nr 4
et lille stykke sky

et lille blad, der har fløjet rundt indtil den landede på vejen

et græsstrå, der ikke bliver klippet, fordi det står et sted hvor græsslåmaskinen ikke kommer

en tom taleboble, der venter på at nogen snakker

et enligt ben der leder efter en makker

et mindre skænderi, der aldrig blev løst

en lille glød i et slukket bål

en knækket kam

et forhenværende hvidt snørrebånd der nu er brunt

en lille nullermand nede i min mørkeste skuffe

en førstepræmie, der aldrig blev vundet

en afklippet tånegl på badeværelsesgulvet

en tyggegummi-klat foran et storcenter

et vindue ingen kigger ud af

et udbrændt fyrfadslys

en sæbebobbel der aldrig sprang

en lille månesten der flyder rundt i rummet

en streg på væggen, som ikke kan fjernes med vand

en bøtte maling, der ikke ved hvordan en pensel ser ud

et vissent blad, der ikke vil give slip på sin gren

en stor plet

en brugt papkasse, der er blevet bølget i regnen

et glimt i øjet

en rusten skrue, der engang har siddet i et skib

et håbefuldt smil, som ingen så, og som hurtigt blev glemt igen
shoutout til lille mig der skrev dette
Stiplede linjer viser mig vejen
En mor der tager sit barn i hånden
Guider igennem sort røg
Forvirrede forbipasserende
Jordens galskab
Til pastelbesatte stier
og stjernesten

Liv kommer mig i møde
Flade væsner med hjerter i hænderne
Spænding mellem vores kroppe
Vores verdener kulminerer
Dækker industribygningerne
med sarte solskinsstrejf,
lyserøde skyer
og sammenplantninger

Min tur til Venus
flettede himlene sammen
Lejla Hott May 2019
Stor og stærk som en marmorsten,
Hans blå bedrageriske øjne.
Facaden dækker den pinefulde leen
Samt de enigmatiske løgne.

Overvældende følelse af ansvarlighed;
Forventningerne er høje.
Det skyller ind over hans dyster sind,
Han lader sig nu bøje.

Den urene og maliciøse ravn,
Omslutter hans inkurable krop.
Ølflasker i hans favn,
Stakkels fyr kan ikke holde op.

Svagt blinkende gadelygter,
Viser vejen til sandheden; livets fjende.
Den han med hele hjertet frygter,
Hvornår ville denne lidelse ende?

- Lejla Hott
llcb Sep 2015
Jeg forstår dig ikke
men jeg tror også
at det er fordi
at folk
som dig
lever og ånder
efter at være et mysterium
og jeg har ingen spor at gå efter
Så jeg går videre ned ad vejen
med gadelamperne over mig
men vil nok altid
kigge efter
fodspor
i jorden
og
sammenkrøllede papire
med koder på.
Louise Sep 2016
og med et enkelt **** i luften
svævede jeg hele vejen hjem
gav slip
på alle mine uforklarlige tanker
om os to
fordi jeg så dig jo
for fanden hvor jeg så jer
da du så fint placerede
dine perfekte læber mod hans
som for ham måske var en lynhurtig scoring
men for mig
en oase af tårer
efterfulgt af [sangen] på repeat
og sorg løbende helt ned igennem mine forfrosne fingerspidser
ligeledes brændende på mine våde kinder
og overalt i min krop
over dig
og jeg selv lige så
jeg stivnede
luftgennemgangen i min hals
slog dobbeltknuder
de dobbeltknuder du har lært mig
jeg fandt fænomenet i at trække vejret
som umuligt
ligesom alt andet er
fuldstændig umuligt
en kort spillefilmsscene
printet dybt i mit sind
jeg ryster og skælver ved tanken om
øjeblikket jeg så jer
og dine øjne fangede mine i mørket
og trængte helt indtil det dybeste sted i mig
hvad tænkte du egentlig?
da du så lige igennem mig
kunne du se smerten i mine øjne?
jeg husker mit syn som utroligt sløret den aften
men i dét øjeblik, har det aldrig været skarpere
Louise Sep 2016
du umulige kærlighed
snart glemt, men alligevel forevigt gemt
inde i min indre og ydre bevidsthed
du popper oftes op i mine tanker, de gange jeg foruroliget passerer;
destinationer, individer, genstande
dér minder mig om dig
jeg kæmper stadig med afvendelsen af gamle vaner
der gang på gang, har formået at sætte hele mit tankesystem i livlige flammer, som har brændt mig op, indefra og ud

jeg ligger nu alene i græsset
glimtende illusioner springer så fint frem på den mørke nattehimmel
som det sidste jeg ser inden jeg
lukker begge mine øjne i
og møder dig i en af mine mange drømme
åh så naivt
og med forvrængede forhåbninger om
du og jeg

tørrer blidt, med knyttet hånd
en tåre af min venstre kind, mens jeg lader den højre dråbe løbe hele vejen ned til starten af mit kraveben
og dæmpet, fortæller jeg mig selv lavmælt  
med en snert af gråd i mit slidte stemmebånd
at dét forvrængede tankesystem her
er bygget på, at jeg så ynkeligt går og venter ivrigt og utålmodigt
på dét
jeg på én og samme tid absolut er bevidst om,
aldrig kommer til at ske
udover i mine drømme
Amalie Skov Feb 2017
Der er så meget mere i livet end at finde en der vil have dig eller være ked af det over en der ikke vil. Der er meget vidunderlig tid, der skal bruges på at finde dig selv, uden at håbe på at nogen vil forelske sig i dig på vejen, og det behøver ikke at være smertefuldt eller tomt. Du er nødt til at fylde dig selv op med kærlighed. Ikke alle andre. Bliv et helt væsen, på egen hånd. Tag på eventyr, fald i søvn i skoven med dine venner, tag bade uden for, gå rundt i byen om natten, sid på en café alene, skriv på toiletbåse, efterlad sedler i biblioteksbøger, pynt dig for din egen skyld, giv til andre, smil en masse. Gør alt med kærlighed, men du skal ikke romantisere livet, som kan du ikke leve uden det. Lev for dig selv og vær glad på egen hånd. Det er ikke mindre smukt, det lover jeg dig.

— The End —