saa sker det. kan det her vaere det sidste skub?
4 maend skabte frygt i millioner. med twistet idelogier og skarp ladte vaaben.
og her sidder jeg. ser paa fnuggende der roligt danser med vinden.
hold kaeft hvor er jeg ligegyldig.
er jeg er tvunget til at leve i det her? tvunget til at deltage?
krigen er vel uundgaaelig.
man siger pennen er staerkere end svaerdet, men hvad nu hvis man skriver med blod?
et billed siger mere end 1000 ord. dette er blot malet med gevaerere. **** os!
se os! FOEL OS! FORVENT OS!
lad dem puste og proste, igen og igen. haabe de roede mursten holder.

Nået til et punkt hvor glæden ved
venners tvunget smil og gnisten i deres døende øjne
afspejler sjælen
som nu i takt med at alderen forfalder
17 år og fanget
fanget i en tilstand mellem fantasi og virkelighed
for virkeligheden er at
alle vil såre en
drømme vil forblive drømme
dog holder fantasien en i gang
fantasien om livet som følger
livet efter gymnasiet når drenge bliver til mænd
deltidsjobs bliver til en fuldtidskarrierer
og bekendte forsvinder med den bidende vind hvor kun de få forbliver tilbage
og det triste, men dog smukke er
at de få som forbliver tilbage
er de som delte al smerten
al forvirringen og håbløsheden
17 år og fanget
fanget i virkeligheden
med ****** up venner, med fælles drømme
de holder virkeligheden for nar
med lange nætter fyldt med tung røg og dulmende vin
hvad skulle man gøre uden dem

Endnu en aften
hvor jeg sidder med glasskår på mine øjenvipper.
Jeg tror ikke på tårer.
Nuancer af glæde tegnes i dine øjne.
Sideeffekter af jalousi og smerte.
Du siger, at månen dør og dine stemme splintres
- som var det os.
Alle vores løgne og billig *****
under beskidte, isblå negle.
Dine hænder på mine ribben sender stød igennem min krop og
knækker min krogede rygsøjle som var den af vinyl.
Jeg kysser din nøgne hals til live.
Vores vener lyser natten op.
Trætoppene over os; er det eneste, der holder os nede.
De siger, at blå øjne er farlige,
og jeg lovede ikke at blive afhængig.
men det er anderledes nu.
Her står vi så.
Med kindben lavet af begær som var det ******.
Men verden har sit greb om os.
Der er ingen EXIT ZER0.
Vi er tvunget til at blive stående. I koma.
Under trætoppene i oktober-regn.
Det er vores eskapisme.
Vi har intet andet.
Når vi går hjem,
kan jeg spejle mig i blank kaffe og drømme.
Tankespind af brandsår og stjerneregn.
til vi ses igen.

Og menneskedyngen vil elske
At leve blandt dyngen af mennsker
Jeg vil leve i ensomhed
For ensomhed lærer mig kærlighed
Jeg lærer at elske mig selv
Jeg er tvunget til at elske mig selv