jeg føler mig lidt som glas
gennemsigtigt og skrøbeligt
og du jonglerer med mig
kaster mig op i luften
og griber mig igen
men jeg ved at du en dag
vil være ufokuseret og
taber mig
så jeg smadrer
jeg har aldrig troet på mennesker
der siger
jeg vil altid elske dig
for kærligheden er ikke en konstant
men minder i virkeligheden mere
om en ekspontitelfunktion
som bølger
og der skal arbejdes for at den kan
vokse
det er vel også derfor jeg ikke tror på
ægteskabsløftet
mest fordi jeg ikke stoler på kærligheden
jeg ved at den er utilregnelig og ustyrlig
men det jeg har mest lyst til er bare at forelske mig
helt vildt og ukontrolleret
men jeg tør ikke
når kærlighed ikke er en konstant følelse
men noget man skal kæmpe for
og er i konstant bevægelse
jeg er ikke sikker på at jeg er stærk nok
tvivlen på om der findes en derude
som tør kæmpe for mig
vokser i mine hjertekamre
og jeg er bange for at tillægge mine egne
følelser for dig værdi
for hvad nu hvis jeg tager fejl
og der rent faktisk findes en konstant kærlighed
at det måske er det jeg føler for dig?
tanken skræmmer mig mere end døden selv
som egentlig er et dårligt eksempel
fordi jeg altid har fundet døden
smuk og ren og fredfyldt
men måske vil jeg i min grav drømme
om et liv med dig som jeg aldrig fik
fordi jeg er rædselsslagen for at
elske

Alt er blevet mindre, mens tvivlen er blevet større
Det er derfor jeg står og banker lydløst, på din splintrede trædør
Det er som om du hverken kan se eller høre
For jeg skriger dig jo i hovedet som aldrig før
Intet, er det eneste du gør
At lukke verdenen ude, er alt du tør.

*(f.b)

at totaludslette sig selv i krampagtige forsøg på at udvinde
      enhver dråbe af potentiale
i en udslukt flod, udtørret
    
          at dele sig selv op i procenter, prioriteret
   35,4% der, 100% der,
     indtil man pludselig er i minus
hvor er man så?
               (på bunden)

     kold klarsindethed

varm panik
   blodet strømmer til kinderne, stemningslæggende,

smilende rammer tvivlen
som en enkelt optrevlet maske i et udarbejdet system
    hold fingrende fra det, ubevidst pilfingret
gennemanalyseret

glødende med mod
som en lysende aura
como las estrellas y la luna
tvivlen lægger sig over huden som en omvandrende spændetrøje
tú eres siempre infinitamente dudoso  
nattens glorie af drømme
mørkeblåt velour lægger sig over kroppen
landskabets svajende profil
i mørket siger du
el momento perfecto es inaccesible
pero tú eres accesible
y ese es suficiente