Jeg husker tilbage på de uger, hvor mine ben var mørke og sko hvide. Nu sidder jeg med hvide ben og hvide sko mørke af ren snavs. Ironisk ik? Tid ændrer en hel del hvis ikke alting, og tiderne ændrer sig men aldrig tid i sig selv. Tid tager ikke hensyn til noget, men kører bare ud i en lang streng, uden sådan at se sig for. Det er der jo ikke tid til. Man burde ikke engang bruge sin tid på at tænke på eller læse om tid, det er jo spild af tid. Men det er bare svært når alting omhandler tid og tider. Også den tid du nu bruger på at læse om tid. Jeg tør ikke tænke på hvor dyrebart tid er. Det er jo en af de de få ting, som vi har tid til men ikke kan tæmme. Og så er det jo også noget af en ekstravagant gave, som til tider bliver taget for givet; din tid er jo en tid som du aldrig får tilbage.

Tak for din tid

Livet fortsætter
Selvom du ikke længere slikker søde ord i mit øre
Jeg skal bare lige vende mig til det
At livet fortsætter
Jeg fungerer stadig uden dig
Og du fungerer et andet sted
Med en der ikke er mig
Men jeg skal bare lige vende mig til det
For livet fortsætter
Og nu er det mig der går i 3.g
Måske kan jeg få en ny chance
For at finde lykke
Og måske kunne jeg lære at elske
En der ikke er dig
Livet fortsætter

Petrichor lugten af eftertænksomhed.
De dage hvor du åbner dit vindue en lille anelse
minder dig om alle de store dele – såsom du er en lille del af en del.
Universets uendelighed som er uendeligt ubegribeligt og uhåndterligt.
Tid og tider, som kan betænkes i større uendeligheder en selve stjerners hjem.

De stjerner som minder dig om at almægtige ting findes uden at prale.
De lyser jo kun når alt andet sover.

Fortæller dig alt uden egentlig at fortælle dig noget.

Kun fra åben himmel mindes du om; at storme og solskin, ravmørke og blændende lys eksisterer under samme åbne tag.
Kun fra åben himmel mindes du om; at verden skal erfares ud fra din erfaring om at erindringer skaber erfaring om eksistensen.
Den smukke eksistens, som du kender men kun eftermæles når du åbner ud til og ser med mere en bare blå små nethinder.

Jeg byder CO2 og alverdens støj velkommen, så længe at reinkarneret regn og vild vind trænger gennem mit vindues sprække og stjerner fra tid til anden praler for mig i mørket, når man som jeg synes at natten bruges bedre med en Marlboro cigaret og halvkold kaffe i hånden, end dagen med stress i sindet.

Mit vindue står ihvertfald åbent, fordi eftertænksomheden skal erfares.

jeg vil stå et sted og vente på dig. der vil jeg stå til alle tider. jeg fortæller dig ikke hvor, du finder mig nok når (hvis) du en dag får brug for det. jeg ved hvad der er det rigtige at gøre, men hvordan skal man kunne gøre det rigtige når det føles så forkert. jeg ved jeg burde gå. men det er meget nemmere bare at blive stående her. fordi et lille håb brænder om at du en dag vil komme tilbage og finde mig. indtil da vil jeg stå lige der og vente på dig. og der vil jeg stå til alle tider.

I vredens tider
Med de triste munde
Er det vigtigt at huske
På de gode stunde

Kroppen bliver bundet
Af sindets tanker
Og udvikler sig efter
Til et emotionelt anker

Når vreden den rammer
Og bliver til fysiske skrammer
Bliver sund fornuft
Sat bag stål og trammer

Jeg tager bøgerne ud af reolen og bladrer manisk siderne igennem
For at finde en sætning
Eller blot et ord
Dedikeret til os
Finde sammenlignelige, naive digtere for at prøve at bevise
At der i andre tider levede nogle som os
Gående op og ned ad de samme gader
Med fingrene flettede på præcis samme måde
Nogle som os med delt spyt, som vugges med hovedet hvilende på den andens bryst og dette blik, dette hjem vi har skabt i hinanden
Men ikke det mest sortklædte firserpar, der skiftes til at tage et sug af deres delte Gauloises
Ikke Strunge’s bankende brystlomme, nej, ikke engang Gainsbourg og Birkin, ikke Tafdrup eller Thomsen, ingen, nej, nej vi må være guder i al vores almindelighed, guder der køber cola i kiosken, guder når du skyller sveden af mig, vi må være engle når du ligger med dit hoved så fredeligt på puden, dine øjenvipper der ligner fjer og dit rytmiske åndedrag
Vi må være søskende, skilt ad ved fødslen
Skulle vi ikke skamme os, for alt det blod vi har delt
Skulle det ikke være forbudt, ulykkeligt
Skulle vi ikke love hinanden
At lukke øjnene til hver en tid
Skærme os fra solen

I mit livs sommer er jeg
Midnatsdans på køkkengulvet med fars dyre hvidvin. Anonyme beskeder til smukke ansigter. Stress med aflevering; mandag, tirsdag, onsdag, torsdag, fredag. Smuglede smil til usunde sataner med lidt for rodet hår og hoved. Sparring på cigaretter. Færdigbag da alt andet er for ekstravagant. Iskold øl på brandvarm asfalt, og brandvarme blik til iskolde drenge. Meterlange køer, men hver en krone værd. Togkonsulent med en gave til dig på 750 kr. , og derefter en halv time for sent på arbejdet. Uventede komplimenter fra uventede mennesker, og uventede oplevelser på uventede tider.

I mit livs vinter lever jeg
ånder lidt for ivrigt efter pauser. Neglelak som krakelerer i kanterne efter blot en dag. Dage uden at se solen selvom solen er evigt eksisterende på himlen. Køber ikke koncertbilletten, fordi muligheden jo nok opstår en anden gang. Støv som har permanent bopæl i hjørnet, og ridsen tværs over computeren som er kommet for at blive. Lampen uden pæren og pæren med blåt skær. Mangel på sokker. Sætninger man fortryder, ligesåvel som sætninger man ønsker man havde indført. Mangel på søvn, tid og mad i køleskabet. Kendskab til hemmeligheder, som er hemmeligt at man har kendskab til. Og alt-alt-alt for mange valg at træffe og truffe.

Det blæser men vinden er ikke kold nu
Du er jo lige her hos mig
Der er noget magisk over indre by om aftenen
og der er noget magisk over dig på alle tider af døgnet
Jeg følger dig gerne i krig hvis bare du fører an
Du er min start og min slutning og alt ind i mellem
Du er mit hele og jeg ville ikke have det på nogen anden måde

Der var lange nætter med digte der gav dig lyst til at lægge dig under jorden
Du græd stille ned i puden og ønskede at se mig lykkelig
men solen er ikke længere genert og kysser dine kinder blidt
Du studerer mig som værende forelsket og tager jakken af
Du mærker ikke længere kulden fra min krop, men bader dig i vandet af nye tider
Der var dage du havde lyst til at give slip på mig, men inden du lod mig svæve
Fandt jeg et lille lys og jeg er nu ikke længere i mørket
Jeg håber du ved, at du gav mig styrken
Og at du må have tiltroen til at der ikke findes øjeblikke jeg ikke kan overkomme mere

Jeg drejer min antikke globus
hvor skal turen gå hen?
Et sted fjernt, et sted opdigtet eller et sted i mit sind?
Et sted med kærlighed?
Et sted med fred?
Et sted med lykke?
Et sted med overskud?
Et sted uden savn?
Et sted uden tårer?
Min sjæl hungrer efter alle disse ting
Jeg ved godt jeg er elsket
og jeg ved godt jeg ikke er alene
det gør bare så fandens ondt
når livet er noget rod
og man føler det hele sejler
og bølgerne er lige så store
som på det åbne, kolde og dybe hav.
Derfor drejer jeg min globus og drømmer
og håber på bedre tider

*(Marolle)

Jeg vidste at jeg var frembrusende
i forhold til dig
men du vidste at jeg var som en flamme
der havde behov for at brænde
derfor var du mørklagt
til tider helt usynlig
men aldrig underkastet
og jeg, aldrig dominerende
vi komplimenterede hinanden
som to ørne i skyen
to fisk i samme strøm
som en flamme i mørket
og som to individer
fanget i den samme trivielle fortvivlelse





to J.P

det der irriterer mig mest,
er din evige
OPSTANDELSE
på min væg
som minder mig om tider  -
vi ikke havde
og det der irriterer mig mest
er dit evige
smil

hendes læber fangede hans blik
fyldige men sarte som et rosenblad
hendes store øjne med de lange vipper
som et dådyr
grønne som nåle på et grantræ
han stirrede direkte ind i dem
fortabte sig i dybet
hvor han så hendes sjæl
forbløffet over den godhed og rummelighed
han fandt
som en sol der titter frem bag grå skyer
*** var nærmest altid omringet
af en form for lys
glødende
han var taknemmelig for hver en kurve
hendes krop bølgede sig i
maveskindet der var så fint og blødt
hendes lange ben
som bar hende yndefuldt rundt på
jorden
hendes brune lokker
med pandehåret som *** til tider skjulte sig bag
fik hende til at ligne noget fra et
modeblad fra tredserne
og der var en slags ydmyghed
over måden *** bare ikke kunne
tage imod et kompliment uden
at blive forlegen
som om *** ikke selv kunne se
hvor fuldstændig håbløst smuk
*** egentligt er
hendes latter og stemme
sød og skrøbelig
hendes bevægelser der nærmest
var filmiske
som om *** dansede på en scene
han blev fascineret af hele hendes væsen
og fandt hende meget sexet
på en måde som er svær at forklare
han sagde til hende at
*** lignede lidt et kys
og et kys blev *** til

Han bærer hvidvinskysset læber og milde øjne
Han forsømmer det hyldede og sympatiserer med det i midten
Han taler i velkendte melodier og titler på mine næste digte
Han har meget på hjerte og alkohol i blodet
Han maler billeder på nethinden og somme tider sig selv op i et hjørne
Han finder trøst i døden og forståelse i mig
Han smager af alt hvad der skal komme
og fortæller som han er alt hvad der har været