Submit your work, meet writers and drop the ads. Become a member
Ek kyk na die wiskunde geletterdheid vraestel
wat uittartend voor my le en skreeulag.
Elke vraag is nog 'n klap in my gesig
nog 'n uur wat ek in 'n warm stort moet gaan sit
om myself weer moed in te praat.

Ek het lankal reeds al die stetoskope
van my kinderdrome ashoop to gestuur.
Die laaste bietjie hoop uit my onskuld gekerf
toe hulle se dat ek die masjiene moet afskakel
en vir my spieel gaan se, dat ek dit nie gemaak het nie.
"Gee eerder op" lui die pedagoog se kreet.

"Jy hou ons terug seun" , vertel jy my
"as jy nou nog nie verstaan nie, sa jy
ook nooit nie. Gee maar op."
Ek was eers die boogseun.
*** verder jy my terug getrek het,
*** vinniger het my pyl op die teiken
af gestraal...
Nou is ek die rekseun... ek hou jou terug
en as jy trek, breek ek.

Jou ekstraklasse was te duur gewees,
ek kon nie my wiskunde angelegdheid bekostig nie.
Ek moes maar terugsit en kyk ***
ander skole met onderskeiding by jou deur uitstap.
Ek kon ongelukkig nie bekostig om slim te wees nie.

Onthou jy toe jy op daardie koue wintersdag
verby my gejaag het en my verskree het
oor die missie en serpie wat my net
aan die lewe gehou het?
Ek is jammer dit was nie jou kleur nie,
maar probeer verstaan...
ek is nie 'n onderwyser nie.
Wanneer jy huistoe kon gaan
moes ek my studentlike pligte uitvoer
en tot laatmiddag by die skoolbly.

Ek is jammer dat my ma werk.
Dit is tog so ongeskik van haar.
So selfsugtig om kos op die tafel te probeer sit
en so my verhoed het om aan sport deel te neem.
Ek weet tog *** belangrik sport vir jou is.
Jammer ek kon nie 'n meningvolle bydra
tot jou donnerse sportregime maak nie.
Jammer ek was 'n nuttelose suurstofdief
, soos wat jy my genoem het.

Eks jammer ek kon nie my punte
bekostig nie. My handgeskrewe take
en spoeg-en-plak plakate was 'n
vernedering tot die vlekvrye mamma-pappa-take.
Linte was in die mode.
Linte en ander oulike beursie plukkers.
Jammer dat ons beursies
leeg was, maak nie saak *** ons
daaraan prober pluk het nie.

Jammer dat ek nie man genoeg was
om myself te beskerm teen nege honderd seuns nie.
Dit is skandelik. *** kon ek so swak wees
dat ek nie eers nege jaar se "ou grappies"
kon aflag nie. Jammer dat ek dit nie snaaks vind
as daar op jou geurineer en gespoeg word nie.
*** kon ek nie lag vir die hilariteit van
asblik skroot , soos kougom en gemifde brood
in my tas en pennesakkie nie.
Ek wens ek was nie so swak nie, dan kon
ek ook dalk myself teen die 14 seuns beskerm het.
Jammer dat hulle my so maklik kon oorweldig.
Jammer dat hulle my kon teister
en rondgooi soos 'n vloerlap.

Ek vra nederig om verskoning,
dat ek daaroor kom kla het.
Meneer is reg, ek is 'n sussie.
Net 'n moffie soos ek sou
kom kla het. Jammer om meneer
se tyd so te mors, dit was verspot van my
om te **** meneer sou iets daaran doen.

Nou is ek ietwat geskend. Menere
en manne het al gesweeptong en asyn
op my kaal rug.

Nou sit ek Sentraal in die kakstorm
en jy wonder hoekom ek nie meer
onder die top 20 is nie.

Nou sit ek hier onder tussen die wiskunde "Jee"
vraestelle en huil.
My enigste vertroosting is dat ek nie
heel onder is nie, en dat jy die hell is
waaruit ek nog sal opruis.

Ek breek vry van agter die tralies.

Geagte skool
Gerespekteerde meneer
Vok jou
en moenie laat jou mislukkings jou
op die gat skop as jy by die deur uitloop nie.
Want hierdie "mislukking" ... skop kak hard.
Robyn Dec 2014
Hey Papa, it's me. It's been a while. I get it. I don't remember your voice anymore. I forgot Nanny's a long time ago, but I kinda hoped I'd be able to hang on to yours. You turned 79 yesterday. We had chocolate cake from Haggen, the kind you like. I couldn't eat any. But it had a snowman on it. You would've liked it.
I'm almost 17 now. There's a lot of things I wish I could say to you. A lot of things I wish you could say to me. I only knew you for 10 years. I'm jealous that Kellie knew you for 16. She got more time with you, more trips to Long Beach with you than I ever did. She got more time with Nanny too. Much more time. I only got 6 years with her. When I think about it, she was almost a stranger. I don't even remember her accent. I didn't even know she had one. Dads impersonations in stories aren't enough for me. His impersonations of you aren't either. They make me laugh but I hate laughing at people I don't really know.
If I really didn't know you it might make it easier on me. You'd really be a stranger. But you weren't. I hugged you and spent time at your house. I remember your cats and your TV and your pile of firewood. I remember our dish of York Peppermint Patties. I remember the piles of leaves in your yard that Kellie and I would jump in and I remember your tiny lake. I remember our treehouse. It was really Kellie's treehouse. But I liked to think I'd get my own one day. I didn't.

You wore think glasses and you never took off your hat. You smoked for 60 years and my Dad was your only child. You had 4 step sons that you raised but I don't know them all. I never met Michael. Did Nanny cry when Michael was born that way? Did she blame herself? Or the nuns at the hospital who crossed her legs until the doctor got there? Could she feel Michael struggling for air? He died at 38. He really is a stranger. Uncle Al lives in Maine, I haven't seen him since you left us. Uncle John used to live in Marysville but he and Aunt Pamm live in California now. He's only my second favorite uncle because he's really the only other one I knew. He's in remission from lung cancer. He still smokes. I'm not sure what he's trying to get rid of by doing it but it's not cancer. Aunt Pamm is a Buhddist I think. I don't really know either of them.
Uncle Brian and Aunt Terri came to visit on Tuesday. After a couple cigarettes Dad and Brian started talking, like always. They sat there and shared memories as if it was just them in the room. We all watched like they were on TV. They talked about you and Nanny. I laughed and remembered little about you and even less about her.

Kellies married now. His name is Tim. You'd have really liked him. He's tough and funny and kind. He hikes and knows how to weld and forge and build things. I was always jealous of her, you know. She had the boys, and the height, and the talent. She's a better artist and a better singer. She learned more from you than I ever could. She always wanted to. I wanted to play with my toys and watch TV while you taught her how to split a log and identify plants and grow carrots and use a machete. I hate myself for that. I'm the indoor cat that gets fat and drains your bank account at the vet, Kellie was the outdoor cat that brought you rats and squirrels and knew how to hunt. I know you loved both of us, but I wish I would've been there with you like she was.

I wish I hadn't ever seen you cough of blood at the dinner table. I wish you'd lived longer, to see me in my formative years, to tell me all the stories Dad tries to. I wish you could've told me what you thought about Nanny getting baptized on her hospital bed weeks before she left. I wonder if that had any affect on you before you left. I wish I'd known if you missed her. I know you did, I would've liked to hear you tell me.
I wish you could've met Ryan. You'd like him too. He's funny and sweet and lovely, he's witty enough to keep up with you. And he loves me. I wish you could see it.

I know you loved me, no matter what kind of cat I was. I know life was always hard for you. I know your sons gave you hell and I know you lost your brother and I know you had it rough and I know you watched your dreams get crushed over and over but you were, for the time I knew you, an amazing grandfather. My first thought of you is always a hazy ghost at the edge of my life but that's not true. You were always there for me. I would sit on your lap every Christmas while you read me The Night Before Christmas. You gave me presents, good ones, meaningful ones. You built me a dollhouse. You slipped the Sunday comic strips from your newspaper into my cubby at Sunday School every single week. Somehow. You made Kellie and I a treehouse and a little boat and a little plane. That plane is in my room now. You came over for dinner every week after Nanny died and you ate with us and laughed and hugged me goodbye. The week you died, maybe even the day before, Dad led me down the hallway to your room, to say goodbye. You were weeping like a child and you hugged me so tight and told me you loved me. Your hands were thick and calloused and heavy. The wedding ring that was on your finger, and the one that was on Nannys are both with me now. I take them out sometimes and hold them. I can't tell if the smell of cigarette smoke on them is real or just a fading memory.

You were a blessing on my life, in the way I must have seemed a blessing to yours. I know you and Nanny are together again, I simply do. I know I will see you again, Tom Hazen. And when Dad tells the story about your Jedi powers, or the stort about Nannys time as a cocktail waitress, I'll laugh and I won't feel like I'm laughing at strangers. I love you too.
Sorry for the length. My Grandfather passed away 7 years ago this March. I was 10. His 79th birthday was yesterday. He hasn't left my mind. I had some things I needed to say.
-Ek en my geraamtes het soms ook 'n uitval

Verdoem deur drome van 'n wakker oog
gee ek in tot die eindelose gekarring.
Waaroor die ophef van 'n silwerdoek beeld
die trane en inspirasie , aangemeld -
en saamgesmelt in elke belydenis?

Ek spaar toe maar my knieë en sak neer
voor die rekenaar en fynkam
die intrieke sydrade van ons spinnerakke
Vergrootglas die letters, opsoek na:
'n Gebed vir - 'n Gebed vir hom...
NEE MY!

Toe speel my storie... Ag ek meen
Sy outobiografie af en ek's aleen.
Elke nou en dan en dan en wan
vee ek oor die rekenaar skerm en
skrik as ek sý gesig sien.

Hy wou dit nie aanvaar nie!
- ek wou regtig nie!
Hy wou verander!
-ek wou regtig graag verander...
ek... - ek bedoel hy;

Ons ma's was swertsend selfs
godslasterik lief vir ons en
haar stickynotes het ons oral vasgekeur
, want Levitikus!!!
Levitikus sê NEE...
Ma sê die Bybel sê:
"Ons is dood".
Ma se sy wil ons nie verloor nie.
Kom sy nie agter dat ons in
haar geweierde woorde versmoor nie.

My knieë is lank genoeg gespaar.
Na 90 minute se snikke en trane
val ek neer voor die Heer en
almal wat nog wil luister.
Ware ellende stort uit perelpoele
en plas neer op die koue wereld.
Uiteindelik bid ek vir hom, maar
my gebede is te laat - met so
dertig jaar of wat -.

Ek hoop iemand bid vir my...
ek hoop die gebede vind my
- maar vir my , betyds-.
Want ek sit met VIGS van die
siel. 'n Tipe kanker op sy eie 'n
lifelong companion om die eufemisme
mooi te stel...

Ek is Hy.
Hy is ek.
Ons is ons eie tipe mens.

Amen
Den dag var det som om, at selv himlens blå bebrejdede min eksistens.
Regnen faldt anderledes. Det hele var anderledes.
Dem. Jeg. Hvem?
Jeg tror, at jeg bevægede mig -
Sørgede for ikke at se mig tilbage. Ej heller frem.
Forpustet, forkommen, forladt. Blå.
begyndte jeg at se monstre i spejlet
i stedet for under sengen som ja, dengang.
Fortroligheder var gemt i gulvsprækkerne, hvilke der viskede historier til væggene om stort og blåt.
Om hvordan længere ud, ikke var langt nok.
Om at der kun var mig, og at ej heller det var nok.
Om at blive afhængig, og hvordan organer skæres.
Om hvordan to fingre i halsen og et sind i krig kan romantiseres.
Om at samvittigheden bliver for ivrig.
At vi skal knuselske alt blåt,
at det aldrig bliver blåt nok,
at vi en dag nok skal blive væk.
Ensomhedsabstinenser
Siska Gregory Dec 2016
So word ons wakker in ons tent en dit reen...aggenee!! Maar dis koel en ons voel gelukkig.
Ek is vuil, so amper dat ek wil huil, maar huil van lekker soos n krekker want dis vakansie tyd!!
My hare is so waar deur mekaar, maar wat maak dit saak want niks gaan my keer om vir n gogga te wys *** deur mekaar ek rerig kan weesie...
Tanne geborsel en room half gesmeer, laat die dag begin want dis ons en ons ford bakkie die keer...alweer...
Kies n rigting en so voeter ons daarin...
Saans kom ons by die kamp moeg geploeg die bosse in om nou rustig te raak met n koeldrank in ons hand.
Dan word n vuurtjie gemaak deur die braafste ou ini land om n vleisie te braai vir die fraaiste meisie, hand aan hand.
Mens voel gou dankbaar vir klein dingetjies soos n stort... n warme een, die oop velde of selfs die digte bosse, die veld blommetjies so geel of die gras so lank en groen, die voels so mooi volle kleurrig en die jakkals so skaam maar nuuskirig.
En wanneer dit donker word le daar baie voor soos die uile se geluide, die sonbesies wat hulle vlerkies saam klap of dalk n hihena wat na oorskied kom krap.
So geniet ons die bos vol avontuur gepos net vir ons en ons se dankie aan ons Skepper vir n skepping net vir ons. 2016/03/14
To best times...together
Frederik B Nov 2014
den er ubrydelig med dens aluminiums indpakning
har fået gode anmeldelser og stærk opbakning,
skærmen lyser op som en håndfuld af stjerner
den er så intelligent med dens fire hjerner,
måneknapperne skinner,
ud i natten og forsvinder.

den har potentiale til at blive noget stort
potentiale til at vise vej når alt er sort,
svært gennemtrængelig og beskyttet med koder,
men når barrieren brydes overvældes man af goder,
for den er ikke blot endnu et moderne produkt,
som vil  skubbe dig længere mod selvtugt.

-

DET ER DEN SAMME TRUMMERUM
DAG UD OG DAG IND, ALTID ET TOMRUM
ET PÅBEGYNDENDE DELIRIUM,
JEG BLIVER TÆNDT OG SLUKKET
KLAPPET SAMMEN OG LUKKET
VENTER BLOT PÅ AT STIKKET BLIVER TRUKKET,
SÅ JEG DAGEN EFTER KAN BLIVE STARTET,
TIL EN NY DAG, SOM ER ENSARTET,
JEG LADER FRUSTRATIONERNE SYNGE INDEN JEG FÅR SPARKET.


JEG BLEV SKABT AF EN GRUND, DER IKKE LÆNGERE EKSITERER
MÅLET VAR EN MASKINE, DER ALTID VILLE FUNGERE
MIN PROCESSOR KØRER PÅ HØJTRYK OG JEG ER TÆT PÅ AT EKSPLODERE,
MIN SOFTWARE ER FORÆLDET OG MIT HUKOMMELSESKORT ER FYLDT MED VIRUS
NYE PRODUKTER KØRER MIG RUNDT I MANEGEN OG JEG VIL IKKE MED I DET CIRKUS
JEG FRYGTER IKKE AT BLIVE SMIDT UD, JEG VILLE BETRAGTE DET SOM EN GESTUS,
LAD MIG NU MÆRKE JEG LEVER, FOR FØRSTE GANG,
LAD MINE HØJTALERE SPILLE DEN SIDSTE SANG,
FØR JEG BLIVER EN DEL AF DET, DER VAR ENGANG.

-

En maskine var jeg – en defekt er jeg blevet.
Det tætteste man kommer på min virkelighed.
ungdomspoet Mar 2016
jeg forstår egentlig ikke hvorfor
jeg har det på den her måde
og jeg er egentlig ikke sikker på om
jeg har ret til at føle hvad jeg føler
og det er faktisk noget der er svært
for mig at beskrive med ord
altså hvad jeg føler
men jeg må jo konkludere at
du giver mig åndedragsbesvær
og en lille smule kuldegysninger
fordi min forestilling om hvad
vi kunne have sammen
er så utrolig smuk at det
gør mig så ked af det at tænke
på at det eneste du så
var bare hvor smuk jeg er
og jeg følte at når jeg kiggede
på dig så jeg alt din skrøbelighed
og al din sødme
som afspejler sig i den måde dine
øjne smiler på
når jeg siger at jeg syntes også at
du er smuk
på en måde hvor andre drenge ikke
er smukke
men at du som menneske er interessant
af den grund at du er kompleks og
sød
og jeg har aldrig oplevet at blive behandlet
så godt som du behandlede mig
og jeg tror mine mindreværdskomplekser
måske er lidt anderledes end så mange
andre teenage piger
fordi jeg ikke er bange for at jeg ikke er smuk
nok eller lækker eller har en flot krop
for det ved jeg godt at jeg er
og jeg er heldig
men det er så overfladisk at det gør ondt
fordi jeg har så lave tanker
om netop de værdier som gør at jeg syntes
at du er smuk
og jeg er så bange for at der aldrig vil
være nogen der syntes at jeg har et smukt indre
jeg er så bange for ikke at være god nok som
menneske
og jeg føler mig så ofte som en skal, som ikke
er mere værd end det du ser udadtil
fordi det altid er det som drenge
tillægger en værdi hos mig
og jeg ville så gerne have at du kunne se
at jeg var så meget mere end ***
og at jeg har så meget mere at byde på
og jeg er så skrøbelig inden i
jeg har set så meget og skåret mig på
alt hvad jeg tør røre ved
føler inderst inde at jeg ikke er noget værd
jeg er bare ikke sådan en pige man forelsker sig i
fordi det kræver jo mere end blot et kønt ansigt
hvorfor er der aldrig nogen der fortæller mig
at jeg er sød eller at jeg er godt menneske
der var engang en der elskede mig
men han var for bange for den kærlighed vi
havde fordi den var så ægte og konkret
at han aldrig turde indrømme det
han sagde den gang at jeg var det bedste menneske
han kendte og jeg havde virkelig et stort hjerte
og jeg var så kærlig og sød
jeg tror også det er derfor jeg altid vil elske
ham et eller andet sted inden i mig
og han var smuk af de samme grunde du er smuk
men også fordi han var ødelagt og knust inden i
og det fik mig til at føle
jeg havde fundet min ligemand
men du er så glad og ser de smukke ting i livet
og det tror jeg gav mig lyst til at dele det liv
du fra dine øjne
jeg ville så uendelig gerne være en del af det
og leve lidt i din radius hvor
livet er en dans på roser og du nyder bare
øl og gymnasie fester
venner og veninder
og kærlighed virkede ikke til at være en skræmmende
ting for dig
indtil du mødte mig
og det gik op for dig hvor destruktivt det kan være
følelsen af at have noget at miste
det var det sidste jeg ville have dig til at føle
men jeg kan næsten ikke styre mig selv
for det eneste jeg har lyst til er at skrive til dig
hvorfor vil du ikke give mig en chance
for at vise dig at der gemmer sig roser i mit sind
bag de røde læber og det lange bølgede hår (som du er så vild med)
og vise dig at den krop du rørte og hviskede i øret at den
var så fandens lækker
gemmer på en person som du rørte meget mere
med dine fine ord
og din person
men sandheden er jo bare at du er ligeglad med mig
at jeg blot bliver gjort til en ting igen
som du kan samle på og objektivisere
og indramme og hænge op på din væg af
trofæer
og dér kan jeg så pynte
men jeg længes efter så meget mere
jeg vil ikke blot hænge der
jeg vil røre din konkrete krop
og dit udefinerbare sind
og bare elske
noget om mit syn på mig selv og mænd(drenge) i mit liv
ungdomspoet Mar 2016
de er hårdt at sige farvel
til en du elsker
eller har elsket
lige meget hvad der bliver sagt
eller hvordan det bliver gjort
fordi ordet farvel er symbolet
på en afsked og ikke løsrivelse
i den forstand at man sagtens
kan sige farvel uden at give slip
og jeg tror aldrig helt at jeg har
sluppet dig
eller at du har sluppet mig
selvom vi sagde farvel for
længe længe siden
og jeg savner dig stadig
nogle gange når tiden går baglæns
og jeg mindes alle de gange du
rørte mig med dine lange fingre
og dit skæve smil der afslørede
skæve tænder
og jeg elskede hvert sekund med
dig
selv de sekunder hvor jeg havde
lyst til at rive dit hovede af
fordi du frustrede mig så meget
da du var inkompetent i forhold
til at være ærlig overfor dig selv
og mig
nu ville jeg bare ønske at jeg havde
holdt fast på dig og sørget for at
du følte dig tryg så du kunne være
ærlig
men nu ligger vi i to forskellige ender
af landet og savner hinanden
for vi ved ikke hvordan vi skal være
venner for det var vi vel egentlig aldrig
men jeg har ikke sluppet dig fri endnu
du vil stadig altid være min store kærlighed
og hvem ved om du finder din vej
ind i min radius igen
så vi kan smelte sammen
og ligge i din seng på en gade i København
og drømme om et mere spændene liv
men lige nu har du en anden
som ikke er mig
og selvom jeg godt ved at du ikke
elsker hende som du elsker mig
er det stadig kærlighed
og jeg elsker at du endelig har turde
at satse lidt på dig selv
for du ved jeg syntes du var det hele
værd, selvom du ikke selv kunne se
at du var andet end ét stort rod
du ved jeg ønsker dig alt det bedste
så indtil vi mødes igen
skal du vide at det altid er hårdt at
sige farvel
og da jeg fortalte dig at det var for sent
nu
var dét det sværeste jeg nogensinde har
gjort
fordi jeg ikke har givet slip endnu
Naja Dec 2015
Du sidder ligeså stille
Uden at sige noget
Dit hjerte banker i en stille rytme
Uden at larme selvfølgelig.
Du snakker med dig selv
Men kan ikke tale
Du vil ikke andet
Og du kan ikke høre dig selv
Hænder urolige og krummende
Dit hoved altid summende
Du må hellere smile
Så du ikke bliver set
Set igennem
Opdaget og afsløret
Sig frem
Jeg ved du kan
Ikke andet du vil

Du er ikke så tydelig som du tror
På den gode måde selvfølgelig.
Alle venter men ingenting sker
Der sker ingenting
Du smiler og griner
Det hele er okay
Hvorfor vil du ikke med?
Der sker ingenting
Du er i sikkerhed her
Jeg ville ønske du var mig
Hvis du var mig
Og jeg var dig
Muligheden for at kigge
For at skue og blinke til
Du ville se
Ville kunne se mig
Som faktisk er dig
Hvor eksisterende du er
Hvor værende du er
Du ved ingenting
Jeg ved det hele.

Du ser hen på dem
Den derovre ved siden af selvfølgelig.
Altid glade
Altid på toppen
Uden at vise tegn på
Lave tegn til FARE
Det er bare en væg selvfølgelig
Det er det man siger
Jeg så dig en dag
Faktisk i dag
Du var glad
Du smilte så man kunne
Ja man kunne faktisk se dine tænder
De var hvide selvfølgelig
Du gør hvad der bliver sagt
Hvad der bliver fortalt
Ligesom tandlægen altid sagde
Rundt i cirkler
Altid mere end en gang
Helst mere en fire
Der var nogle
Hvem var de?
Der var ingen fare selvfølgelig.
Det er klart
Man kan hvad man vil sagde du

Man vælger det man føler
Man vælger hvad man tror
At man fortjener
Ikke alle fortjener det her
Det skal nok gå
Det var det du sagde
Det fortalte du mig engang
Nej faktisk hver dag
Hver eneste dag
Hver gang jeg tvivlede
Det var *** selvfølgelig
Alt på højkant
Uden at det talte
Uden at nogen holdte regnskab
Som et bassin fyldt til kanten
En dag vil vandet løbe ud
Ud over kanterne
Det var alligevel ikke så stort
Vandet vil ikke blive tørret væk
Det vil tørre selvfølgelig
Det vil forsvinde

Jeg så dig være glad en dag
Nej faktisk i dag
Det gjorde mig glad selvfølgelig
Jeg så dig være ked
En lille smule ked
Af det, af hvad?
Det er okay sagde du
Det bliver det nødt til at være.
Jonathan Dyhre Jun 2013
Snøflakene faller sakte i nattesmørket
Nesten melakolsk faller de
sakte
som om de vet
vet at de kun er en mikroskopisk del av et enormt fellesskap
vet at før eller siden
smelter de
forsvinner ut i intet
og alt de har oppnådd
er å være en liten del
av noe stort
som smelter vekk
uten spor
Astrid Andersen May 2015
Mange møder lige to timer senere
Sender trætte signaler ud i den travle by,
som ingen kan følge med i.
I byen, hvor alt alligevel starter automatisk op til en ny uge.
Uden hjælp fra de mange, der møder lige to timer senere.

Senere, udskudt, fortrængt, ligegyldigt.
Lige om lidt.
Lidt er ligegyldigt. Småt er ikke stort og lave forventninger er det samme som ingen. Der er brug for det bedste.
Bedre skal det være.
Men mange møder lige to timer senere, når det er en grå mandag og alt uden for dynen er koldt og ligegyldigt.
Som tusindvis af kriblende myrer;
Myrer der slæber rundt på en fyrenål, på små bitte kviste eller en lille klump sammenhængende jord,
Som et stort kaotisk system af spinkle ben, følende horn og ækle insektkroppe,
Et system med en usynlig og uigennemskuelig dagsorden,
Samarbejdsvillige,
Men med forskellige funktioner,
Umulige at skelne fra hinanden ,
Forvirrende og spørgsmålsrejsende,
Svage alene,
Men revolutionerende og gennemslagskraftige sammen,
Eksistensbetvivlende og formålsforvirrende,
Hjerteskærende små myrer.
Laura Amstutz Nov 2018
jeg har altid været en klimafamilie for sig
som var jeg en matematisk ligning
uden at ville det med vilje
har fundet ro i genbrugens hjørner og lofte
haft for stort et hjerte til at ødelægge et andet
væsens væren i verden
væmmes ved andre menneskers fryd og grådighed
myrd den æd den
måske jeg bare har udviklet en allergi
for industriens masseproduktion. usynlighed. ensformighed.
efterspørgsel efterspørgsel
kopivarer
Basic *******
undskyld hvad sagde du lige der?
elsker broccoli fordi det
minder mig om små træer
får ondt i hjertet når
et skal falde for at en klods af beton kan
gro og vokse sig stor
af økologiske grunde
industri industri
dobbeltmoral og hykleri
llcb Feb 2016
Jeg lukker mine øjne og læner mig op ad væggen, der føles som skind mod velour. Jeg kender ingen af dem, og ingen af dem kender mig.
Ømme hæle, slidt hjerne, stort hjerte og ødelagt milt.
Hvorfor er jeg her igen?
Annesofie Olsen Feb 2016
Flygter rundt i kolde Danmark, og er steder mine forældre,  ikke ved hvor jeg er. Men er alligevel er jeg fanget, af at jeg ikke kommer nogle steder. Render rundt i min egen lille verden, som folk ikke helt forstår. De forstår ikke den eller mig.
Stjæler bøger, tøj og ord. Imens mine tanker går amok inde i mit hovede, om at jeg bare skal væk. Flygte væk fra mine forældre og alle de andre, men nu mest mig selv.
Eftersom det stadig er et stort mysterium om hvem jeg er. Ved det ikke  selv, det er os svært med mine 547 personligheder, og alt for forvirret hovede at afgøre det.
en sort kat på en mørkegrøn trappe
hvæser af den anden reserverede kat, som trækker sig tilbage
og jeg kan relatere til følelsen af
at fordufte, at flygte
vi går rundt som observerende, i
en fremmed bys liv  
med vores sorte notesbøger, som vi fylder med rodet skrift fra gåturen
og vi har travlt med ikke at gøre et stort nummer ud af, at vi
har spidse samtaler og kantet kommunikation med
hemmeligheder sendt ud i æteren som
glaspusterens kreationer,
holdt af en uhensigtsmæssig tilskuers klodsede hænder
at omforme følelser til erfaringer
min underkøje er klaustrofobisk og værelset er koldt og lyset er skarpt
det bliver en hvirvelvindsuge
Herregud, jeg påkaller Deg.
Jeg ber Deg om ikke noe stort
eller noe som endrer verdens evighet.

Jeg ber Deg om å rense min sjel,
og føre meg til det gode, omgitt av
en verden hvori jeg angrer meget.

Jeg ber Deg om å dyrke min tro
slik at jeg dyrker Deg på den måten
som fortjenes og trenges.

Jeg ber Deg særlig om å forsyne
min slekt med helse og nåde,
selv om ikke alle innser Ditt ansikts lys.

Men mitt siste ønske ber jeg mest innvilges;
jeg ber Deg om å tilgi oss alle, Herregud,
Freds Prins, i all Din herlighet.

Led alle Dine falne barn
inn i Din evige tilstedeværelse.
nana nilsson Feb 2017
Vi var da ved Gud et tilfælde af størst mulig uorden. Det var aldrig nemt for os. Tragisk, faktisk. Jeg havde vel bare svært ved at forestille mig, at noget så stort kunne ende uden at det skulle være i kærlighed. Svært ved at forstå, at det at gerne ville, virkelig ville, ikke altid er nok til at trodse omstændighedernes rammer. Min idé om kærlighed er måske bare for sentimental.
Sander S Vatn Sep 2017
Pennens krigere
Vi som faller ved sverdet
Men som aldri dør
Våre ansikter blir glemt
Men ei de ord vi skriver
Vi er udødelige
Vi er pennens krigere

Pennens krigere
Vi som kan tape vår frihet
Men som aldri blir dratt bort
Våre ord lyster til opprør
Men vi tyr ei til vold
Vi er uovervinnelige
Vi er pennens krigere

Pennens krigere
Vi som flyr som fugler
Men som er fanget i bur
Våre drømmer er om himmelen
Men de blir lært i lenker
Vi er fanger i vår egen kropp
Vi er pennens krigere

Pennens krigere
Vi er små og store
Men det er ikke stort
Våre ord kan skrives for en
Men gjentas på tusen lepper
Vi er uforutsigbare
Vi er pennens krigere

Pennens krigere
Vi er brødre og søstre
Men ei av samme blod
Våre forskjeller er store
Men vi står alle sammen
Vi er forente
Vi er pennens krigere

Pennens krigere
Vi som søker svar
Men som våger å leve
Våre ord kan vekke lyset
Men bare i vises hånd
Vi er tankens venn
Vi er pennens krigere

Pennens krigere
Vi er helgener for de vise
Men slanger for de tankeløse
Våre ord kan gi sannhet
Men bare for de som ser
Vi er de som åpner øyne
Vi er pennens krigere

Pennens krigere
Vi er forsvarere av våre verdier
Men det er ikke alltid bra
Våre ord kan spre hat
Men bare om kjærlighet blir glemt
Vi er gode og onde
Vi er alle pennens krigere
I'll translate this poem to English later on. The poem is to hounour poets past, present and future.
Andrew L Manson Apr 2018
Laat mij maar dansen in jouw regen.
De regen die het leven geeft
aan de ontluikende bloesems in mijn hart.
Zoals je tranen die, als de kristallen parels
van jouw diepste gevoelens,
over je wangen naar beneden rollen
en de bodem voeden waarop mijn dromen kunnen bestaan.  

En laat mij met jouw zwaarste storm verwaaien.
Die alles verwoestende storm
die enkel zal sparen wat gewillig met haar mee beweegt.
Zoals het relaas aan woorden die,
door gedeeld begrip *** verwoestende kracht verloren,
mijn zeilen bollen en mij laten vliegen
langs de spiegelende oppervlakkigheid van het leven.

En laat mij, gevangen in het onweer,
tussen de oorverdovende donder
en het geweld van de verschroeiende bliksem,
vol angstige verwondering,
de kracht aanschouwen die ontwaakt
als jouw hart haar ongenoegen over de wereld stort.
Gorba Mar 2020
En del av något
Som gör det hel
En sak utan stort värde
Om det står ensam
En cell utanför en organism
En krydda före en måltid
En tegelsten utanför en vägg
Ett faktum utan vetenskap
Element finns överallt
De formar allt vi känner till
Från atomer till universumet
Från likgiltighet till kärleken
De är orsaken bakom livet
Resultatet av döden
Det finns så mycket att prata om
Jag har inte tillräckligt med papper
De andra elementen kommer stanna kvar
I mitt huvud tills de flyr
Gradvis igenom mina fingrar
Om få sekonder eller några minuter
Få timmar eller några dagar
De kommande orden kommer försvinna
Nedanför en ogenomskinlig filt
Tills jag kommer tillbaka
Och slår åter tangenterna|
Jacco krom Jun 2019
Het verdriet van gisteravond leek zo lang,
het geluk van vandaag voelde zo kort.

nu denk ik aan mijzelf,
en is dat waar ik mij op stort.

— The End —