Petrichor lugten af eftertænksomhed.
De dage hvor du åbner dit vindue en lille anelse
minder dig om alle de store dele – såsom du er en lille del af en del.
Universets uendelighed som er uendeligt ubegribeligt og uhåndterligt.
Tid og tider, som kan betænkes i større uendeligheder en selve stjerners hjem.

De stjerner som minder dig om at almægtige ting findes uden at prale.
De lyser jo kun når alt andet sover.

Fortæller dig alt uden egentlig at fortælle dig noget.

Kun fra åben himmel mindes du om; at storme og solskin, ravmørke og blændende lys eksisterer under samme åbne tag.
Kun fra åben himmel mindes du om; at verden skal erfares ud fra din erfaring om at erindringer skaber erfaring om eksistensen.
Den smukke eksistens, som du kender men kun eftermæles når du åbner ud til og ser med mere en bare blå små nethinder.

Jeg byder CO2 og alverdens støj velkommen, så længe at reinkarneret regn og vild vind trænger gennem mit vindues sprække og stjerner fra tid til anden praler for mig i mørket, når man som jeg synes at natten bruges bedre med en Marlboro cigaret og halvkold kaffe i hånden, end dagen med stress i sindet.

Mit vindue står ihvertfald åbent, fordi eftertænksomheden skal erfares.

den er ubrydelig med dens aluminiums indpakning
har fået gode anmeldelser og stærk opbakning,
skærmen lyser op som en håndfuld af stjerner
den er så intelligent med dens fire hjerner,
måneknapperne skinner,
ud i natten og forsvinder.

den har potentiale til at blive noget stort
potentiale til at vise vej når alt er sort,
svært gennemtrængelig og beskyttet med koder,
men når barrieren brydes overvældes man af goder,
for den er ikke blot endnu et moderne produkt,
som vil  skubbe dig længere mod selvtugt.

-

DET ER DEN SAMME TRUMMERUM
DAG UD OG DAG IND, ALTID ET TOMRUM
ET PÅBEGYNDENDE DELIRIUM,
JEG BLIVER TÆNDT OG SLUKKET
KLAPPET SAMMEN OG LUKKET
VENTER BLOT PÅ AT STIKKET BLIVER TRUKKET,
SÅ JEG DAGEN EFTER KAN BLIVE STARTET,
TIL EN NY DAG, SOM ER ENSARTET,
JEG LADER FRUSTRATIONERNE SYNGE INDEN JEG FÅR SPARKET.


JEG BLEV SKABT AF EN GRUND, DER IKKE LÆNGERE EKSITERER
MÅLET VAR EN MASKINE, DER ALTID VILLE FUNGERE
MIN PROCESSOR KØRER PÅ HØJTRYK OG JEG ER TÆT PÅ AT EKSPLODERE,
MIN SOFTWARE ER FORÆLDET OG MIT HUKOMMELSESKORT ER FYLDT MED VIRUS
NYE PRODUKTER KØRER MIG RUNDT I MANEGEN OG JEG VIL IKKE MED I DET CIRKUS
JEG FRYGTER IKKE AT BLIVE SMIDT UD, JEG VILLE BETRAGTE DET SOM EN GESTUS,
LAD MIG NU MÆRKE JEG LEVER, FOR FØRSTE GANG,
LAD MINE HØJTALERE SPILLE DEN SIDSTE SANG,
FØR JEG BLIVER EN DEL AF DET, DER VAR ENGANG.

-

En maskine var jeg – en defekt er jeg blevet.

Tristhedens falske dråber brager mod glaspartiet. Han bliver i tvivl om det er hans sind eller ruden, der holder ham fra fristelsen. Han står ude midt i natten. Hans ånde bliver til en tåge, der bliver til et minde, der dækker den fraværende himmel.
De ikke eksisterende stjerner, får ham til at bemærke, at intet er som før. Intet er som den aften, hvor stjernerne lå på jorden og vandet oppe i himlen.
Tristhedens falske dråber brager mod glaspartiet. Ruden splintrer og han er ikke bange.
Han bliver omringet af vand, der bliver til hænder, der presser alt liv ud af ham. Han kærtegner hænderne, for de får ham til at indse, at alt er som før. Alt er som den aften, hvor stjernerne lå på jorden og vandet oppe i himlen.

*f.b

jeg så dig danse på en lørdag nat. jeg har aldrig set dig danse før.
det var allerførste gang jeg så dig danse.
du dansede til et nummer komponeret af en mand med et uforglemmeligt og krøllet navn.
og hele rummet summede af lyden af et klaver der blev slået an af en rystende finger og violin strengene der dansede rundt i luften, efterlod rummet i en skygge af pulver drømme og stjerner der faldt ned omkring dine fødder.

du dansede noget der kunne minde om en vals. men du dansede den alene.

vil du ikke danse lidt med mig i stedet for at gøre det helt alene? det ser så ensomt ud. smukt, dog ensomt.

du trak på smilebåndet. men så ej på mig.

så kom herhen.

du tog mig pludselig i dine arme og scenen var din, min, og vores. jeg har aldrig danset. kun i stuen som lille i min mors gamle balletskørt.
og det gik op for mig hvor perfekt min spinkle krop passede i den silhuet der før var udfyldt af noget ingen andre end du kunne se.

og scenen var din, min, og vores.
verden forsvandt omkring os mens vi dansede mellem stjernerne.
jeg forsøgte at få del i dine tanker ved at lade mig suge ind i dit blik....men du havde travlt med at koncentrere dig om dine trin. ikke bare for dansens skyld, men det blik du anstrengte dig for ikke at sende mig handlede ikke blot om dansen men angsten for at træde forkert.
hvad ville der ske hvis du så mig i øjnene?
jeg kunne mærke din kropsvarme helt ind i sjælen mens du snurrede mig rundt. let og elegant og tilbage i dine arme.

se på mig.

stjernene var for længst faldet ned men var ikke længere at finde for mine fødder. for du så på mig. du så mig lige ind i øjnene, længe nok til at det  begyndte at gøre ondt da du trådte et skridt tilbage men ikke længe nok til at jeg kom ind under huden på dig.

tak for dansen.

følelserne... var de ikke lige der?
og før jeg vidste af det var der ikke længere andet end mig og den sørgelige musik der nu fyldte rummet med opløste håb og tusind fejl og mangler.

på en lørdag nat så jeg dig danse for første gang. jeg havde aldrig set dig danse før. og på en lørdag nat så du mig i øjnene for første gang. du havde aldrig set mig i øjnene før....
.... og jeg har ikke danset siden

En lille kvantefluktuation
kan udløse inflation
Du bliver til en ursuppe
Millioner grader varm
Hvor ingen elementarpartikler
kan parres
Hvor selv lyd og lys ikke kan trænge
igennem dig

Når jeg ligger søvnløs
disse nætter
Trøster jeg mig selv
ved tanken om
at om ca 13,82 milliarder år
Har du udvidet dig
og du har tempereret dig
Så systemer af sole, stjerner
og støv kan bestå
Så heliumkerner, hydrogen og
hafnium kan dannes
Og jeg endelig kan trække vejret
i dit
**kosmiske temperament

Samtaler i mørket mellem du, jeg og lidt af alt. Magtesløse i det magtfulde mørke med mørkerad og rad for mening. Korte sætninger efterfuldt af lange svar, og korte svar efterfulgt af længere spørgsmål.

Den vinter i den hæms med dig og det kolde gulv under os med de fugtige vægge. Ligegyldigt var det og gyldne var vi. Med dig indenunder dynen og indenunder sindet, som knoppen af rosen og rosen af buketteten.

Og nu hvor jeg fra tid til anden leger en eller andet sindsforvirret fanget mellem paradokse som; ædru og dranker, søvn og klarhed, mørke og morgen. Så mindes jeg dig og husker den cigaret du røg for at trække vejret og den ***** du drak for at tænke klart, og jeg tænker en stille tanke om din kærlighed til mig og den stjerneklarehimmel du lidt for ofte ville lidt for tæt på - og som engang imellem kom så tæt på os, at vi kunne se at det var skoldende sole forklædt som smukke stjerner.
Ligesom du og jeg.

Håber du har fundet dig til rette blandt solene

mørket trænger sig på. månen spejler sig i ulveflokkens nådeløse øjne. ulvene kigger mod himlen og hyler deres hjerter ud. månen er omringet af stjerner, men rovdyrenes kalden blokerer alt kommunikation. nuancer af liv toner ud. natten ligger skindød, men søvnløshed betyder sult, så den ensomme ulv søger blod. månen rækker ud til den. den føler sig heldig. men den lytter blot til  en vuggevise, der snart vil blive sunget for den næste i flokken.

nu har natten taget over og månen skinner som aldrig før. den blænder mig, så jeg lukker mine øjne og pludselig kan jeg selv høre visen.

*f.b

Er jeg den eneste der ved at jorden er ved at gå under?
Begraver sig selv i undergang og drømmesvigt. Er jeg den eneste der ikke længere kan se sig selv i øjnene og leve -
Men jeg kan se stjerner og de skinner som bløde ferskner ikke gør det. Jeg ser mørke og opfinder selv patetiske solglimt. Vi længtes efter ægtheden og det hudløse, uden at vide hvad det er. Vi tør ikke mere.
At elske
at leve
at spise eller dø. Men vi har bløde ferskner og lange nætter der pumper vores hjerteblod af espresso shots.

Du er alt
Alt hvad jeg vil have
Min måne
Og mine stjerner
Men måske
Måske er jeg solen
For din berøring
Den føles så klar
Så klar at det gør ondt
Vi rør hinanden
Så let så flygtigt
For når du er månen
Månen og stjernerne
Og jeg er solen
Så rammer vi hinanden
Men kun lige akkurat
Akkurat nok til at vide
Vide at vi rør hinanden
Ja, for vi ved nemlig godt
At vi fandeme ikke
Er skabt til at være sammen

forevigt
jeg trasker stille rundt på mine stylter
som gør mig syv centimeter længere
kigger op mod himlen hvor stjernerne
aldrig har lyst så klart før
undtagen den gang da vi sad på din
altan og smilte med røde roser i munden
og røgen i vores lunger dansede
vi sad under præcis de samme stjerner
jeg betragtede himlen og tænkte
det kunne aldrig blive mere perfekt
at side under denne sorte himmel
med nogen andre end dig

bliver ved med at spole vores liv tilbage
vi er verdens største kærlighedsdrama
en roman der kunne sælge tusinde kopier
for vores læber er groet sammen og syet
med nål og tråd
og det gør ondt at sprætte op
jeg ved ikke om jeg tør at hive stingene ud
og lade min blomsterhave tilgro igen
bange for at du altid vil være syet sammen
men jeg ved at jeg nænsomt og smertefrit
ville kunne hjælpe dig, så du igen kunne
tale smukke ord og puste røg ind i min røde mund

jeg ligger her alene på en torsdag aften
og dufter lidt af sort kaffe og grå røg
i den seng hvor du engang lå ved siden af
og fyldte min seng med kærlighed
men nu er her kun mig
tomhed på hvide lagner
min fornuft er forsvundet
jeg vil ikke gå en til dag uden dig
mit skelet visner uden dig
ikke meget for at indrømme det
men jeg har brug for dig
det er ikke en mulighed at leve uden
hvordan endte jeg her
en pige som mig bliver ikke forelsket
men da jeg så gjorde
var det forevigt

Sommetider når jeg findes spekulerer jeg på,
hvordan det må være
at være
På samme galakse som jer.
Jeg skriger til verdensrummet, men ser ingen stjerner.
Jeg tænker på ekliptika og om tilsyneladende
er konstant.
Eller så var det kirsebær, og hvordan I romantiserer
livet, blondetrusser, smøger og lange mandage.
Men Åh.
Jeg husker dig. Dine måner.
Du duftede af stjerneskyer og smagte af frugtplantager.
E skapere
L igegyldigt
S ex
K opiere
E vigheden
Og nu går det op for dig, at jeg snakkede om at elske.
Men hvad så når vi må gå baglæns for at holde det hele i os?
"Blod fuld af kys" og du var lige så let som duggen fra træerne.
Du minder mig om Vogue.
Jeg lider af Afasi og hænger mig i dine ord.
du euforiserer dig selv.

jeg stirrer på uret
mens tonerne hvirvler rundt i mit hovede
tempoet er hurtigt
stemmen er forførende og hvisker til mig
at jeg spilder mit liv
på at side og kigge fortabt ind i en rød væg
for intet er godt her
jeg er ikke glad for alle de bøger og regler
jeg ville hellere male og tegne
til lyden af glasdråber der spiller på trommer
som når regn rammer husets blanke tag
vandrer fortabt rundt
på sorte gader oplyst af stjerner der står oprejst
langs breden af de kolde sten
lukker mine øjne og åbner mit sind
tænder en cigaret
flammen fra lighteren giver den liv
og røgen danser i mund
mine blå konger
med tomme hjerter
hvor er min hvide prins?
jeg er alene
min blå konge forlader mig
ligesom de mange før ham skoder jeg ham
han dør tavst på den kolde sorte vej
hvor jeg før dansede rundt til høj musik
men jeg nåede at blive afhængig
så jeg finder min magiske flamme frem
og giver en ny blå konge liv
lader ham kysse mig
gøre mig glad og tilfreds
indtil han ikke er der mere
og jeg må starte helt forfra

Eller også er det glasset? Måske er det for stærkt,
hvem ved?
Der er stjernestøv i luften, sagde jeg til mig selv.
De små partikler forgifter den delikat
Det snurrer og jeg må holde fast i jorden for ikke at falde ned.
Alt jeg ser er paradokser og længtes hjem.
Balancere mellem liv og *****.
Der er stjernestøv i luften
jeg ser dig.
Millioner af stjerner adskiller os og river i afstandens sår.
Gid jeg kunne nå dig
Dræbe horisonten og
lad os nå det hele inden for dette
øje -
bliks tid
Støvstjerner

I New York City;

i en afgangshal med himmelrum og stjerner som loft hopper en gruppe asiatiske piger i takt med højtaler announcements på deres side humper en krop forbi iklædt pink handsker og pink sko glaskrystaller i øjnene én enkelt glaskrystal for enden af stokken under det højthængende flag overhaler jakkesæt og mappedyr turister og gamle mennesker og små børn og alle dem der        altid bliver overhalet


I New York City;

på en gade der krydser med en anden ser jeg høje sko på det vinteroptrukne asfalt snefnug sætter sig fast i nyopsatte frisure jeg hører lyden af én enkelt hæl  der fastlåses i sprækkerne mellem fortovskanten og én flise der optræder mønstre i fortovets cement      mon alle på Manhattan bærer høje hæle i vintermånederne?


I New York City;

alle blikkene kører som elevatorer         op og ned
jeg tager trapperne op på perronen og jeg møder flere blikke



altid dette i New York City; (og alle andre steder)

blikke
blikke
øjne der løber op og ned af kroppe

min krop, der er så kold.


I New York City;

*
jeg går og jeg går jeg befinder mig på L, M og F toget jeg er på Union Square    igen  
jeg er på upper East Side køber franske bøger til et fransk-amerikansk oplæsnings-arrangement Rien ne s’oppose à la nuit, og New York City du viger heller ikke for natten ikke for blikke   ikke for nogen.

Der er simpelthen bare ikke nok;
Ikke nok penge på min konto
Ikke nok mad og vand til mus og mænd
Ikke nok mennesker som siger hav en god dag
Ikke nok øjeblikke hvor jeg er tilfreds
Ikke nok aftener på en weekend
Ikke nok timer i døgnet
Ikke nok sommer om året
Ikke nok tydelige stjerner på himmelen
Ikke nok cigaretter i en cigarretpakke, og ikke nok tyggegummier i en tyggegummipakke.

Jeg kan virkelig få nok af alle de ting, der ikke er nok af.

lyden af a-mennesker
lyden af hundeluftere, af eneboere, af kærestepar og babyer og frimærkesamlere og dagdrømmere, lyden af regn, af busser, af cykel-ringeklokker og armbåndsure der tikker
tusinde af by-lyde smelter sammen til én stor, stille larm
regndråberne løber om kap på mit vindue
blomsterne på mit natbord er derimod visne
jeg har tre sammenfoldede digte i min ene jakkes lomme
avocadoplanten vokser og skyder nye blade, grønne og spinkle som håbet
havet bruser et sted langt væk herfra
bilerne snoer sig afsted på krøllede hovedveje og trækker spor af lys efter sig
månen følger bilen, hvis du spørger børnene indeni
alting sker lige nu. i universet lyser
stjerner og solen brænder sin evige brand
fordømt og velsignet

jeg puster tavst den giftige grå røg ud
lader den danse i den kolde luft
hvor tusinde små hvide stjerner daler ned
og lægger sig ved mine fødder
vasker jorden ren og pæn
uskyldig
jeg taber min brændende nikotinstang
ned på den urørte hvide silke dug
den brænder hul i overfladen
og afslører at
der er helt sort af asfalt inde bag ved
ikke så uskyldig alligevel

ferskenfarvet
skrattende
over os er himmelen kongeblå og pyntet med stjerner, med vidundere, med vidner til dette
rundt
kirsebær-rød
blødt og varmt gulvtæppe
sen-septemberens luft
lyde, mennesker
åbent vindue som en varm invitation til gadens liv  
intet er for meget eller for lidt
lige præcis tilpas, balanceret, roligt men spændende
komfortabelt men udfordrende
voksende følelse, lysende, brændende - men let
lavendel
ingen tårer; tunge, skamfyldte, drænende
kun et let smil
fyrfadslys
cremefarvet og fjerlet latter
rosmarin
lykkelig stilhed
poetisk øjeblik, stilnet samtale
citrongræs
smuk og stilfærdig fortællerform; ydmyg
inspirationen ligger så tæt i rummet at dug former sig på ruden
og tanker i hovederne
og samtaler der flyder sammen og fletter sig til ét forhold; én tanke
et ideal
sommerfugle-flagrende øjenvipper
morgenfruer
vi ligger på gulvet
en brise af brænde-røg
pladespilleren kører, dæmpet, upåtrængende
dyb vejrtrækning
vi føler os okay
ferskner

Jeg havde et mararidt den aften, så du hentede mig fordi jeg var bange for at sove igen. Kl 2 den onsdag kunne man se os køre langs vandet mens du kiggede på mig med glade øjne og coldplay talte til os. Vi stoppede og sad under en paraply mens vi talte stjerner, og du talte om pigen du var sammen med i lørdags, og jeg drak øl og lagde mærke til at dine øjne kunne smile tydeligere end din mund. Du fortalte at du nok udnyttede hende og jeg lyttede bare. Kiggede lidt på dit ansigt. Det regnede egentlig ikke, men vi havde det rart under den mørkeblå paraply. Vores egen lille himmel af polyester. Jeg fortalte dig at mine fregner var min yndlings fejl og du smilte til mit ansigt uden at sige noget. Jeg tror du prøvede at tælle dem. Alle mine små fejl. I bilen kyssede du min næse og sagde at jeg skulle drømme sødt denne gang, og jeg luntede op ad trapperne imens jeg så stjerner gennem opgangsvinduerne. Himlen havde jo fregner ligesom mig.

Nu er jeg stadig bange for at sove;
Men det er nok mere fordi jeg er bange for at sommerfuglene i min mave
kommer fra mere end de øl jeg drak.

Bedende øjne og knuste hjerter,
sprang over det hele
som sultne hunde
tiggende efter spildte følelser
som da du slog mig
med din dunklende pik
og det fløj med stjerner,
som i en dårlig tegneserie
og børnene nede på gaden,
når de snakker om kærlighed
og gudskelov for det,
at de snakker om det
for det gjorde vi aldrig,
men dine følelser hang
udenpå tøjet, som udsalg
i Superbrugsen
i konstrast til mine, gemt
som papmache figuren,
jeg lavede i 4 klasse,
da du hviskede fortryllende ord
i mine lukkede ører;
for tre år siden,
sagde du at du elskede mig;
i dag, da du kyssede mig,
sagde jeg det næsten igen

Højt til himlen
Pink skyer
Dig i hånden
Varme
Dybe blikke
Usande historier
Alt for store stjerner
Blid regn
Berøring
Hjerte bedøvelser

hende der hjalp den lille dreng
der faldt og slog sit knæ
pustede på såret for det havde
hendes mor lært hende hjalp
på smerten
hende der gerne tog den upopulære
pige i klassens parti
selvom *** vidste det ville være
en ukorrekt social bedrift
men med et retfærdigheds-gen
som hendes var det en
ligegyldig pointe
hende der gerne delte sin ostemad
eller hjalp med dansk lektierne
tegnede tegninger til alle dem der
ville have en
hende der ikke var bange for at få drengelus
men istedet frygtløst tog deres hånd
og løb med et fnis fra dem på legepladsen
hende der altid satte en dyd i
at være der for sine medmennesker
og forstå dem og deres inderste tanker
hende der cyklede rundt på hendes
turkis farvede cykel i sommerkjoler
med håret opsat i en hestehale
i den nordsjællandske provins
ved slottet mens solen gik ned
og skyerne blev lyserøde
hende hvor livet ikke kunne gå
hurtigt nok
*** har danset på bordene
drukket af den søde røde vin
mærket de euforiske følelser
i alle årer i hendes krop
set solen stå op
og kysset frøer der bare aldrig
blev til en prins
hende der røg tyve cigaretter
på én aften i håbet på at
forkorte sit liv med bare et par år
leve i ung ignorance
hende der blev bange for kærlighed
bildte sig selv ind at *** ikke
forstod den fordi hendes forældre
aldrig lærte hende det
hende der aldrig passede helt ind
i gymnasiets firkantede kasser
og formalia
med en livlig fantasi og en drøm
om frihed og kreativitet
hende der skar åbne sår i sig selv
og lod drenge slikke smerten væk
med deres rug tunger
pålagde dem en værdi
som de ikke besad
men hende naboens datter
med det lange brune hår
er blevet voksen
og *** vil være designer
*** har stjerner i øjnene
og der står flammer ud af munden
på hende
ingen bakke er høj nok
for hende at bestige
ingen by er stor nok
for hende at udforske
*** vil noget mere
noget større
og intet kan holde hende tilbage
ingen mand kan stoppe hende
eller stjæle hendes livsglæde
hendes mod
*** har set sig selv være
svag og lille
men aldrig igen
for verden er hendes

ord, der stikker i
     munden
som baskende
trækfuglevinger på
tusmørkehimmelen
   over markerne
væk fra vinterens mørke
fra mundens mørke hule
korngule tanker
med stjernestøvsreaktioner
landets ro, landets
evighed og
stille sind
nettet af stjerner over os
indfanger landsbyer;
  fortryllet
svalerne formørker solen men
sindet forbliver
oplyst
badet i muldens varme

tre biler på motorvejen
to foran os
fire røde lygter
ti synlige stjerner
how does it feel watching from upside down?
månen, reflekteret i mine øjne, som reflekteres i bilvinduet
køre forbi en gabende mand
eksistentielt overvældet
følelsesmæssigt udmattet
tilbagevendende og blodige, uvelkomne tanker om tænder mod asfalt som splinter
refleksionen: det stirrende øje, skåret ud af lysets forbipasserende søjle

køretid til indre by
-- min.
slukker radioen
et liv i en grøn parkeringshus-trappeopgang
næseblod og vintage-ure og familierelationer
tårer, der næsten ser verden men som aldrig udlever potentialet
som spirer, der aldrig bliver træer
og mod den mørke, tomme himmel snurrer byen
ud i intetheden

du fik mig til at føle
på baggrund af et par øl
og et par (eller tredive) lamme jokes
hvor du sammenlignede mig med skilte, stjerner, veje
du fik mig til at grine
og synes at du var sær
på den helt rigtige måde
****