Lyden af kommunikation, hører jeg
en hvisken og taster der trykkes ned
Mit blik fanger et træt ansigt
To, tre, femten
Jeg sider på en stol
Jeg rækker en finger op
Men den bliver ikke set i skoven af hænder

Et host høres i det fjerne
Et grin sendes igennem lokalet
To, tre, femten
Hendes tyssen lukker stilheden ind
Jeg vender hovedet og kigger op

En forsvinder ind i et andet univers
To, tre, femten
Jeg forsvinder

på et øde sted
som ej er kendt af
mange

der brænder to triste hjerter
en tankestreg forbinder dem
men tager ej hinanden til sig

og mørket ligger som et tæppe
varmer triste hjerter
på en kold og blæsende
juli nat

"de mennesker du har mistet
bær' en del af dem i dig
og sørg over
tabet
af dem
for hele dem
betyder noget
for hele dig"

og sorgen var bundet
som en knude
en bristende én
som et for løst bundet snørebånd
og selvom ordene flød fra ligeså triste munde
saltede af fortids minder
var kun stilheden nødvendig
for at forstå
....
at her kunne triste hjerter
mødes
og føle i fællesskab
og alt ville være helt ok

i nattens sidste time
brændte et let kys
på mundvigen

givet i hemmelighed
taget imod med en åbenhed
som hele verden
ville kunne se fra stjernernes
lys i mørket

tankestregen forbandt dem ej
men de åbne sår helede sammen
den nat i en omfavnelse

fra to triste hjerter

Vinduet står på klem, så jeg kan høre biler der kører på vejen et par etager nede. De larmer og er ligeglade, så de holder mig vågen. Med øjne som er åbne og pupiller der er udspilede, kigger jeg rundt og føler mig rastløs og som raster af hende der grinte på gaden tidligere. Jeg finder mig selv i vindueskammen et minut senere med bilerne som selskab. Byen griner af mig. Håner mig for at være træt, og dens larmende latter holder mig vågen, ligesom den hjemløse på hjørnet af Nordhavn st., der råber ad dem der venter på togene.

Byen gider ikke holde kæft, så jeg tager min frakke på og lister ned ad trapperne, så jeg ikke vækker mine underboer, som byen forhåbentlig ikke håner her i nat. På gaden smiler folk som om vi kender hinanden, og kigger på mig med bløde blikke. Blomster kysser bænke og kærestepar kysser hinanden. Byen er en god ven af mange og en dyb forelskelse af nogle. Her i nat, med latter og bløde blikke, så er byen og jeg de allerbedste venner, trods dens humørsvingninger og melankolske humor.

En time senere er byen tavs. Den hjemløse mand er fuld og sovende på en bænk, bilerne strækker sig nu på motorveje og folk ligger med bare tæer i deres senge. Jeg kaster frakken i sofaen og ligger mig med dynen over mine skuldrer.

Byen kysser mig stille godnat til stilheden fra de tomme gader,
og jeg sover indtil den kærligt kysser mig godmorgen til følelsen af sollys på mine øjenlåg og lyden af mennesker der taler på fortove.

vælg at passe ind
vælg at slukke gløden
og tænde for fjernsynet

vælg et trygt miljø
med pænt friserede veje
med anlagte børn
der både kan bukke og neje

vælg labrador til konen
og fjerdreaflukkede omgivelser
fadøl med drengene
og en kattelem til at snige igennem
når det hele blev FOR trykt

vælg at fylde stilheden og stemme hende videre
som et metaforisk "tak"
for at gøre fredagen mere
meningsfuld, og for at have
noget at længes efter

vælg at græde til begravelser
vælg at mumle sympatisk med
stå og stirre på kisten
og undre dig over
"hvor blød den mon er?"

vælg fredagshygge, fælleskonto, dansetimer, rugbrødsmadder på jobbet, smurt af skilsmissehungrende kløer, vælg nabokonen og hendes ynge (og mere livlige) køkkenhave

vælg bagdøren, vælg fordøren, vælg køkkenbordet, sofaen, kontoret, chaiseloungen, solsengen, trampolinen, barnesengen - både af hendes og af dit

vælg at skændes til fodboldturningen
vælg "pastasalat",
"nej frikadeller",
"nej pastasalat"
til fællesspisningen på skolen

vælg det perfekte liv, og vælg de diskursnæssige resultat af dine GRUSOMME handlinger.
vælg at bortforklare det hele
og fortæl hende
hvordan alkohol flyder igennem
familien, som gondolen fra bryllupsrejsen til venedig

vælg at tage hjem tidligt
vælg at betvivle din funktion og eksistens igennem
den stille
9 timers lange køretur
"hjem"

vælg de svedige håndflader ved alteret
at betvivle vægtskålenes indhold
føl det blide og lette pres
fra de stirrende øjne
det overdøvende orgel
mens lugten af trygge rammer og boliglån
får dig til at gylpe et surt "ja"

vælg halvdelen af sofaen, det ene barn,
singelfyrslivet i en 33m2 kælderlejlighed
vælg at drukne tårene i endeløs *******
og nyd alle kampene på fjernsynet
vælg at bombadere telefonsvaren
vælg at smadre spejlet
vælg at kæmpe for det søde forstadsliv

det kilder i min rygsøjle,
små dråber af farven kirsebærrød
rammer gulvet ved mine fødder
de former fine, perfekte cirkler
hvor er det typisk ironi

unik, enestående blev der hvisket
af en ukendt stemme i skyggen
lys på højde med solens stråler
var placeret med retning mod mig
stilheden laver en klapsalve,
som fylder salen

jeg bliver ført rundt i manegen
af hvem, tja, hvem ved
sårene uden skorpe bliver revet op
de fine, perfekte cirkler bliver til et
vandfald af varm, rød væske

det tunge gardin falder ned,
lyset mister sin ***** der mindede
en om den smukke sommerdag
og
det sidste syn er gråhvide, bløde
tabte fjer

før stilheden ramte os som en kold vinterstorm
blomstrede der roser i din mund
som når du kyssede mig fik min tunge til at bløde
og jeg slugte mit røde blod som var jeg kannibal
jeg ville aldrig kunne få nok af duften fra dine roser
forblindet narkoman
en grim afhængighed af tung røg og dybe samtaler
men en dag visnede blomsterne i din mund
og dine skæve tænder kom til syne
duften var forsvundet og dine kys fik mig ikke til at bløde
men den kolde vinter fik mig til at fryse til is
hver gang du rørte ved mig fik du kolde fødder
en snefnug landede på min grædende kind
jeg er færdig med afvænning
du flyder ikke længere rundt i mine åre
så hvis jeg bløder vil det ikke dufte af roser længere

Et sted er der et lys.
Det sniger sig ind, rammer ikke.
Det lader dig beundre, hiver dig ikke ind.
Det lyver og skaber håb.
Alt imens stilheden fylder rummet.
For stille er der.
Hvis du lytter godt efter høre du et suk og to hænder foldes.
Mærk efter og føl hulken der spreder sig kilometer væk.
Kig op og vær forundret.
Alting er ikke godt og okay er ikke et rigtigt ord.
Ting misforstås ofte.
Men forstå mig ret.
Det sker og det er sket.
En tøven opstår for hvad kan du føle og hvad kan du se.
Er ikke det samme.
Nej tværtimod.
At se er solen.
Men hvem elsker ikke månen.
Om natten folder vi os ud.
Til toner langt over vores syn.
Toner der rammer hjertet.
Toner der hiver os ned op og rundt
Og pludselig er vi i et cirkus.
Der er mange mennesker og alligevel ser man kun en.

at spænde ben for sig selv, slå knuder på sine samtaler, sin eksistens
kategorisere sig selv som et håbløst tilfælde og så give op
mentalt tysse på dialoger, trække sig ind under sin skal, sit skjold, som et skaldyr overfor havets bølger
knirkende knogler, vokseværk, under huden
som frø plantet i mørk, tung, tryg muld, en spire på vej op, skrøbeligt grøn og tillidsfuld
løb en risiko! dæmpet, som under et vattæppe
verden udenfor, der bankes snart på døren
hold vejret, nyd stilheden
livet venter

fuglen levende
Skuddet bryder stilheden
fuglen døende

I vores liv sammen går vi på gløder. Lister i smerter og tanker der gør ondt. Du misforstår mig. Ofte. Gør mig misforstået og gør at vi mister tråden, vi klinger os til. Og når du misforstår mig og jeg misforstår dig og vi misforstår hinanden, får jeg røde kinder og sammenpressede bryn. Og jeg udnytter mine ord uden omhu. Vi råber og råber og ser vredt på hinanden, og når at hade hinanden i den luft vi sluger og som sluger os. Og vrede sluger mig. Hele mig på en gang af de få ting du siger til mig, eller af de ord du undgår.
Du sagde engang til mig, at du var gladere uden mig. Så mig i øjnene og fortalte mig det. Jeg smækkede med døren som et skrig der sad fast og lagde mig på gulvet. Stilheden sitrede i luften som orange gløder på et bål. Alene og misforstået på egetræsplankerne. Fanget i ilden som en heks på bålet.