"stedet" poems
Jeg svarer dig ikke længere på snapchat
(uanset hvor meget det frister)
For jeg vil godt have noget med dig
(men jeg er bare pisse bange for at det ender som sidst)
Det knuste mig fuldstændigt
(og jeg ville ikke kunne klare endnu en omgang)
Så i stedet ligger jeg her
(og tænker på alt det der måske kunne ske)
Hvis jeg svarede dig på snapchat
Jun 11, 2015
Jun 11, 2015 at 4:36 PM UTC
Den dag var det som om, at selv himlens blå bebrejdede min eksistens.
Regnen faldt anderledes. Det hele var anderledes.
Dem. Jeg. Hvem?
Jeg tror, at jeg bevægede mig -
Sørgede for ikke at se mig tilbage. Ej heller frem.
Forpustet, forkommen, forladt. Blå.
begyndte jeg at se monstre i spejlet
i stedet for under sengen som ja, dengang.
Fortroligheder var gemt i gulvsprækkerne, hvilke der viskede historier til væggene om stort og blåt.
Om hvordan længere ud, ikke var langt nok.
Om at der kun var mig, og at ej heller det var nok.
Om at blive afhængig, og hvordan organer skæres.
Om hvordan to fingre i halsen og et sind i krig kan romantiseres.
Om at samvittigheden bliver for ivrig.
At vi skal knuselske alt blåt,
at det aldrig bliver blåt nok,
at vi en dag nok skal blive væk.
Apr 8, 2015
Apr 8, 2015 at 11:50 AM UTC
dine flotte, bløde læber,
der burde møde mine,
hele mine brugte læber,
men i stedet,
langsomt mimer,
desperat
eller måske er det bare mine tanker,
for hver gang jeg ser dit navn,
så synker mit hjerte,
helt ned til mine fødder,
knuser alle mine organer på vejen ned
hver gang jeg ser dit navn,
så tænker jeg på den aften,
den følelse,
de læber,
den ydmygelse,
som ikke kan forstås, men kun føles
langsomt,
trægt,
som du var i slowmotion,
fuldstændig som jeg er der,
lige nu,
kan jeg mærke hvordan det føles,
dine flotte øjne, der ikke længere kiggede på mig,
men på jorden,
for at undgå mig,
dine flotte læber, der snakkede med hende,
i stedet for at snakke med mig,
din trang til at gå,
gå langt væk fra mig,
langsomt,
lige forbi mig,
langsomt,
og som dine flotte læber,
langsomt mimer,
desperat,
bevæger mit hjerte sig ned,
langsomt,
bliver jeg mast,
indefra
langsomt dræber synet af dit navn,
mindet,
mig,
Jan 8, 2015
Jan 8, 2015 at 5:19 PM UTC
jeg så dig danse på en lørdag nat. jeg har aldrig set dig danse før.
det var allerførste gang jeg så dig danse.
du dansede til et nummer komponeret af en mand med et uforglemmeligt og krøllet navn.
og hele rummet summede af lyden af et klaver der blev slået an af en rystende finger og violin strengene der dansede rundt i luften, efterlod rummet i en skygge af pulver drømme og stjerner der faldt ned omkring dine fødder.
du dansede noget der kunne minde om en vals. men du dansede den alene.
vil du ikke danse lidt med mig i stedet for at gøre det helt alene? det ser så ensomt ud. smukt, dog ensomt.
du trak på smilebåndet. men så ej på mig.
så kom herhen.
du tog mig pludselig i dine arme og scenen var din, min, og vores. jeg har aldrig danset. kun i stuen som lille i min mors gamle balletskørt.
og det gik op for mig hvor perfekt min spinkle krop passede i den silhuet der før var udfyldt af noget ingen andre end du kunne se.
og scenen var din, min, og vores.
verden forsvandt omkring os mens vi dansede mellem stjernerne.
jeg forsøgte at få del i dine tanker ved at lade mig suge ind i dit blik....men du havde travlt med at koncentrere dig om dine trin. ikke bare for dansens skyld, men det blik du anstrengte dig for ikke at sende mig handlede ikke blot om dansen men angsten for at træde forkert.
hvad ville der ske hvis du så mig i øjnene?
jeg kunne mærke din kropsvarme helt ind i sjælen mens du snurrede mig rundt. let og elegant og tilbage i dine arme.
se på mig.
stjernene var for længst faldet ned men var ikke længere at finde for mine fødder. for du så på mig. du så mig lige ind i øjnene, længe nok til at det begyndte at gøre ondt da du trådte et skridt tilbage men ikke længe nok til at jeg kom ind under huden på dig.
tak for dansen.
følelserne... var de ikke lige der?
og før jeg vidste af det var der ikke længere andet end mig og den sørgelige musik der nu fyldte rummet med opløste håb og tusind fejl og mangler.
på en lørdag nat så jeg dig danse for første gang. jeg havde aldrig set dig danse før. og på en lørdag nat så du mig i øjnene for første gang. du havde aldrig set mig i øjnene før....
.... og jeg har ikke danset siden
Mar 2, 2015
Mar 2, 2015 at 3:57 PM UTC
Højt højt oppe.
Stadig under skyerne.
Hvis du kigger ned, Flyder der lysende plader rundt i vandet.
Intet kan sammenlignes, intet er smukkere
end disse lysende byer, lysende biler, lysende drømme.
Byen reflekteres i mine øjne, har jeg set noget lignende?
Mine tanker går i stå, forundret. Det er smukt. Jeg er tom, alt rundt om er sort, pånær lyskæder som binder byen sammen, lysdioder danser ballet på indersiden af mine øjne. Det burde hedde hornminder i stedet for hornhinder. Jeg glemmer nok aldrig byens liv, dengang blev jeg liv.
Mange kilometer oppe i luften, oppe i himlen, svævende omkring essensen af jorden. Her er jeg nu, hvor er du?
Kigger du op i uendeligheden, intetheden, tænker du på mig flyvende, dig flyvende?
Jeg er sikker på mine øjne for dig virkede anderledes, jeg havde ikke den lysende by i øjnene, mine ben var låst fast til land, selvom mine tanker fløj. Der stod du helt klart, uden en fejl på dit ydre, og fremsatte at intet længere var i dit indre. Du skulle have set din by oppe fra, du ville forstå hvor mine tanker stammede fra.
Alt er så smukt oppe fra, men nogle gange skal man opleve det grimme ude fra, for at tegne billedet der kommer inde fra.
Nu er jeg på land, og vi er igen kilometer fra hinanden, det er sådan det må være, så jeg vil nu huske dine blå øjne sorte, og dit “smil". Da vi nu igen i fortiden var til, for at imødekomme fremtiden
Apr 12, 2018
Apr 12, 2018 at 4:00 PM UTC
en integral
har den funktion
at hvis man differentierer den
ender man op
med den originale
ligning
uændret
alt er
som før
måske er det derfor
jeg troede
at endnu en chance
til endnu en idiot
ville give mig
ro i sjælen
styr på livet
og mine udregninger
var korrekte
12 næsten 13
men resultatet
var katastrofalt
og jeg kunne
strege det over
men
jeg satte
to streger under
i stedet
Mar 18, 2015
Mar 18, 2015 at 4:49 AM UTC
Natten omslutter os som ringe af stål.
Jeg vil se igennem dine øjne,
transparent hele vejen.
Gennembore dine organer og sprænge rygsøjlen.
Tåget og tung af medicin ser jeg dig.
Mørke og reptiløjne.
Kolde som sne. Kyniske.
Solsystemet danser over jorden af bregner.
Man er forpligtet til at tænke håbefuldt,
men jeg tænker ikke håbefuldt.
- men famler i blinde med kolde hænder.
Isblå negle og blodmangel.
Lad os gå sammen, tænker jeg,
men tier.
Sætter mig i stedet sammen med de andre
og vi klipper huller i hinandens hud.
Septembers fjerne varme sætter lys i mine øjne og
drager mig ud i natten.
Lyset erstattes af kulørt neon og tager pusten fra mig.
Der er en indebrændt stemme i min hals
og for enden af halsen sidder munden.
Tungen slår knuder og jeg kan næsten ikke,
men med sammenbidte tænder, skriger jeg.
Efter hvad aner jeg ikke.
Inhalerer det sidste marv ud af dagen
og hoster den ud med bræk.
Samfundet er dødt,
og jeg vil ikke længere forestille mig livet
med lungerne fyldte af kviksølv.
Jovist har vi været i det grønne. Jovist.
Jeg kom til festen i den sorte nat. Natten af ramaskrig.
Jeg ligger søvnløs i mælkevejen
diffust omsværmet af natteravne og stjerneskud.
Stjernedød.
Jeg lytter til deres stemmer,
ser dem igennem øjnene
og på et tidspunkt går jeg hjem.
Dec 21, 2014
Dec 21, 2014 at 4:24 PM UTC
aldrig før har den euforiske følelse
af kærlighed føltes så dejlig
som den nu gør med dig
hele min krop er fyldt til randen
med bobler i tusind farver
og jeg kan ikke holde dem inde
de bruser ud af mig og farver
himlen og skyerne i regnbuens farver
i stedet for mit melankolske blik
render jeg nu rundt med det
dummeste smil og ligner en
der rent faktisk for en stund
er lykkelig
aldrig før har den euforiske følelse
af kærlighed føltes så ægte
som den nu gør med dig
jeg var engang så naiv at jeg troede
jeg havde mødt den eneste ene
men nu er det som om han blot
var et langt mareridt
for du gør mig slet ikke bange som han
for du svarer altid og skriver søde ord
jeg ved at du ikke forlader mig
så nu ligger jeg her for en stund og
er tryg
aldrig før har den euforiske følelse
af kærlighed føltes så rigtig
som den nu gør med dig
for mit sind har altid været et puslespil
men det var som om at da du kiggede på mig
faldt alle brikkerne bare på plads
og du så mig klarer for den jeg er
end nogen anden nogensinde har gjort
så for første gang nogensinde skriver
jeg digte om at være glad og jeg ved ikke helt
men for en kort stund når du kigger på mig
er jeg forelsket?
Nov 9, 2015
Nov 9, 2015 at 1:34 PM UTC
og pludselig sidder du pakket ind i +5 dyner og burde egentlig ikke fryse, men der er så fandens koldt over det hele. laver flere liter te for at få det bedre men hælder kop efter kop ud i vasken, for bare lugten giver dig brækfornemmelser. modern family er ikke så sjovt længere og de eneste sange der får lov at spille færdigt er dem han linkede til dig. hans ******* musiksmag ramte plet hver gang. du kan ikke finde ud af om smerten mellem dine ribben er pga den halve flaske tequila du formådede at hælde ned i går eller om det bare skyldes de ord han sagde og hvor let han havde ved at droppe alt det han selv havde været med til at bygge op. du er ikke sikker på om han lagde mærke til dig da du løb gennem byen med en veninde i hånden og prøvede alt hvad du overhovedet kunne for ikke at lade ham se dig græde. du ved bare at lige nu gør det hele ondt og du tør ikke bevæge dig uden for din dør i frygt for at se dem sammen - han har jo tydeligvis ikke noget problem med at vise hende frem foran dig - end ikke på din egen fødselsdag. tillykke. du sidder i stedet i din dobbeltseng hvor jeres kroppe for første gang kolliderede. og du kan ikke slippe for det uanset hvad du gør. stryger tændstikker, for forhelvede, hvor ville det være let bare at lade det hele brænde væk.
du vil bare væk. jeg vil bare så gerne væk.
Dec 6, 2014
Dec 6, 2014 at 6:52 AM UTC
Jeg vekker verden for tiden går: våkn opp
Vi kan være borte i morgen: stå opp
Jeg vekker verden, fordi jeg vil gi bort det jeg har,
I morgen kan vi miste den gaven
For hver dag er vi nærmere slutten
Som kan være starten av en ny begynnelse.
Så finn det stedet, din mening, din egen bølge,
Gi bort hjertet, gi bort alt,
Elsk,respekter andre, drøm,
Vær kul, vis verden at du er noen
Dag etter dag, tiden stopper ikke,
Jeg lever og vil oppleve hvert minutt.
Verdens farger i mitt blod,
Folkets **** med morgendagens luft,
Jeg skal vekke dere: Carpe Diem.
Stå opp med ordene på tunga, jeg lever
Fra nå av, ikke fra i morgen, fra nå av,
Har jeg ikke tid til å kaste tiden bort,
Skriv livets manus selv, og visk den aldri ut.
Alle har en vei å gå, alle er noen,
Og med hevet hode bærer de stolt sitt kors,
De kan lære deg å tro, vise deg vei.
Ikke vær redd for å kjempe for tilværelsen,
ikke vær redd for nederlag.
Jeg vekker verden, det er min vei,
Mitt oppdrag, min mening.
Så jeg sier nå til dere alle:
“Opplev hver dag, og bruk din gave.”
Og hvis du tror på kjærlighet,
Sørg for at den er gjensidig,
Sammen stå opp og se alltid samme vei,
Vær sammen til døden skiller dere ad.
DET er gaven.
Dec 19, 2017
Dec 19, 2017 at 8:46 AM UTC
men tanken om at det i stedet er hende
der får din varme
uskyldige kys i nakken
i mørke soveværelser
hendes fingre flettet ind i dine
hende, der fjerner dit tøj
og rører dig
hende, der hører dig når du så passioneret spiller
blid musik
hende, der hører dine inderste tanker
på dovne søndagsmorgener
jeg håber *** ved
at *** ligner mig
og jeg håber *** er klar over
at det før var mig der før hørte dine historier
delte din musik
og arret over dine læber
jeg håber *** ved
at jeg var der først
at det var mig der sov i dine arme
holdt dine hænder
kyssede dine læber
samlet i timevis
jeg håber du husker
de magiske stunder
stille nætter i stormvejr
kys under fyrværkeri
og i nattens mørke
efter ungdommens fester
bliver jeg mon hos dig
bliver jeg gammel med dig
i dine tanker
som du vil blive i mine
for du var der først
Mar 16, 2015
Mar 16, 2015 at 9:17 AM UTC
og jeg ender endnu engang med at være irriteret på mig selv
fordi jeg bremser mine følelser og lader som om jeg er verdens mest
modige og spændende person
prøver at imponerer dig med ord som jeg tror du vil høre
og praler af mine mange seksuelle erfaringer
som egentlig ikke har gjort andet end at efterlade mig
med en følelse af tomhed og udnyttelse
og medført at jeg havde problemer med overhovedet at blive
berørt eller bare rørt af andre mennesker
jeg burde i stedet have betroet dig at jeg kun har elsket
en enkelt gang nogensinde
hvor jeg gav alt hvad jeg havde at byde på og endte med
at tabe det hele på gulvet
så når jeg kommer med hurtige spydige svar og min sarkastiske
tone virker mere irriteret end spøgende er det fordi
jeg er ******* bange
for at videregive mit reparerede hjerte da det stadig bærer
præg af en hård kamp med at lære blot at banke for
at holde mig i live
Dec 2, 2015
Dec 2, 2015 at 3:57 PM UTC
Jeg er så så fuld
og her er tomme flasker
på perronen,
som triller rundt
i vinden,
og de minder mig
om folk.
Tomme
eller ødelagte
eller begge dele
eller lidt af hvert
Jeg er så så fuld
og jeg tager hjem alene
for at vågne til tømmermænd
og mascara på puden
i stedet for en
som dig,
fordi du leger
med din lighter
og mit hjerte er lavet
af papir.
Derfor er jeg så så fuld
og alene på perronen
Venter på at noget
tager mig hjem
så jeg selv
kan krølle
papiret
sammen
i min brystkasse
på endnu en lørdag aften.
Oct 8, 2015
Oct 8, 2015 at 12:33 PM UTC
tiden går baglæns -
og vi spiser græs i stedet for salat.
Jul 29, 2014
Jul 29, 2014 at 2:52 PM UTC
det orange skær lægger sig som et yndefuldt lag over alle de opsatte trekanter, der så fint repræsenterer den syvdags-beboende flok af festglade mennesker, der dag for dag snor sig spruttende af glæde rundt mellem de mange stier, der opfyldes af et ocean af humørfyldte druklege
jeg selv er en del af det
og jeg trasker nynnende rundt mellem
lattergaspatroner,
smadrede oliofska flasker
og knækkede stoleben
lad os kalde det en smuk losseplads
der er noget helt specielt ved atmosfæren
også selv når hovederne sumre og pumpes op af den nu velkendte klang af dak
og når man næsten dehydrerende, forstår manglen på alt det vand man burde ha indtaget
i stedet for det euforiserende væske
et sødt pars hænder smelter sammen i aftensolens skær,
lige inden de vender sig mod hinanden og blidt lader deres læber mødes.
Selve romantikken i seancen, bliver desværre hurtigt udvekslet med et råsnaveri
og jeg ryster let på hovedet.
Samtidigt står jeg og overvejer alvoren i den
thomas helmig sang,
mine ører skuer i det fjerne.
Det hele får mig til at tænke over, hvad ægte kærlighed egentlig er
en brummende bas drøner bagfra forbi os, og jeg opfanger i selvsamme sekund, at den gigantiske højtaler, imponerende nok,
er blevet hægtet fast på cyklen med knapt så sparsomme mængder gaffatape
og jeg tænker, at cyklens skarpe sving, har en vis lighed med den roterende fornemmelse af lidelse, der mærkes dybt langs min rygsøjle
om det er fra mit efterhånden propfyldte net med unødvendigt gøgl
eller de mange udmattende gåture på pladsen
er jeg ikke helt klar over
nu ligger jeg herhjemme
ikke i teltet, som jeg nu havde vænnet mig til
men helt hjemme
alt i alt har jeg en mærkværdig fornemmelse af, at skulle vanedanne mig selv ind i roskildes dagsrutiner, hvilket ville være en stor overbelastning for den ellers ganske normale hverdag
men jeg sidder alligevel her, inde i min egen boble og tænker at min modreaktion på savnen, vel umuligt bør være andet end at lede efter de små værdifulde ligheder, der kan genskabe min fascination af roskilde festivalens mange glæder
Sep 13, 2016
Sep 13, 2016 at 3:29 AM UTC
når jeg en dag dør
bør mit hjerte være ved at briste
med alle de mennesker, jeg har fyldt livet ud med
de sting, jeg har syet stof sammen med, syet mig selv sammen med
de billeder, jeg har taget og de billeder, jeg har set
"dette her øjeblik vil jeg huske for evigt"
et løfte jeg vil bære med mig, jeg venter på at udløse det
hvad man lader synke ind i ens person
jeg vil danse hver dag
med høj musik og løse lemmer og let latter
helst alene
jeg vil være afhængig af at danse
"nu tager jeg lige min morgendans"
(sådan, i stedet for løb)
svede på den glade måde
finder genbrugsting - silketørklæder, porcelænskopper, træmøbler
sidder på gulvet, tegner på mine venner på mine hænder
flytter til fremmede byer med fremmede mennesker, fremmede venner
og får nye ar på sjælen, ny ild i blodet
persiske gulvtæpper i parisianske loftslejligheder
lyserøde roser, rosenrød hjertefryd
skrive bøger skrive mig ind i andres liv
i de andres liv
fylde et, to *** med kunst
fylde mig selv med kunst
balancere mig på snore på relationer på drømme
danse på hvidmalede gulvbrædder, tømme karaffel efter karaffel af vand
marmormonomenter i øjenkrogen lyserøde følelser, mørkebrune hænder
stå op til morgenens sarte ansigt, sarte farver
køre i toge og busser til ingen som helst steder og bare kigge
købe fremmed musik, tage til ukendte koncerter
sejle i grønne søer
klatre i bjerge
printe og klippe i mine egne fotografier, printe mine egne bøger
græde og bløde og svede og elske
og fyldes som
en menneskelig frugtkurv
med
oplevelsespapayaer,
efterårsæbler, følsomhedskiwier og
glædesappelsiner
der er så længe til
der er så kort tid til
May 16, 2016
May 16, 2016 at 12:17 PM UTC
Jeg er slet ikke færdig, men jeg sidder lidt fast i øjeblikket. Fanget i en forelskelse og i en 5-timers aflevering og i bunken af rod på mit værelse og i at skrive. Jeg burde bare kysse ham hårdt, lave opgaven, rydde lortet og gøre noget, i stedet for konstant at skrive om hvad jeg vil gøre. Jeg kan blive så dødtræt af det hele. Jeg har lyst til at klippe mit hår page, og fortælle mine forældre at jeg ryger.
Men jeg gør bare alt halvt og aldrig helt.
Og det må da næsten være mere usundt,
end de smøger jeg ryger om dagen.
Aug 31, 2015
Aug 31, 2015 at 4:16 PM UTC
Dit bryst gav mig tryghed
Det var varmt og jeg kunne høre
I din brystkasse
Et hav i bevægelse
En skov i blomstring
Og rytmen i dit hjerte
Gav mig mod til at give efter
At løbe væk med dig
Kunne have været en realitet
Vi kunne have overgivet os selv
Til hinanden
Vi kunne have danset
I skinnet fra hinandens øjne
Men i stedet
Løb vi væk til et univers
Hvor vi ikke var venner
Hvor vi ikke var mennesker
Men hvor vi blot
For en stund
Var to skygger forenet
I skæret af månelyset
Jeg fik næring af dit bryst mod mit
Du smagte af efterår
Jeg ved at jeg smagte af regn
Men du formede mig efter din krop
Og fik mig til at smage af forår
Jeg kyssede dig hårdt
Det var min frelse
Du dyrkede min tilstedeværelse
Det var din overgivelse
Til mit ønske om uendelig intimitet
til M.P
Feb 14, 2015
Feb 14, 2015 at 9:50 AM UTC
kunne i ikke mobilepaye mig
en tillykke-tyver
i stedet for at skrive
"tillykke med dagen:)"
på min væg
når vi begge ved hvilken af delene
der giver mig flest billige øl
Mar 8, 2015
Mar 8, 2015 at 5:27 PM UTC
Svæver rundt, i et univers af realitet og illusioner
En flugt, fra det virkelig liv, som slet ikke er virkeligt
Hvem og hvor er jeg ?
Spørgsmål jeg stiller mig selv lidt for ofte
Det eneste jeg rigtigt vil, er at komme væk for en kort stund
Men fylder i stedet mig selv med alkohol og andre ting
Prøver at passe ind, imens mine tanker råber af mig
Jeg skal væk og det er nu.
Jun 21, 2015
Jun 21, 2015 at 4:17 PM UTC
Du placerer ord i min mund og det bryder jeg mig ikke om
Du frarøver mine smilehuller og graver miner i stedet
Jeg hader dig sådan
Du hælder rødvin udover min krop og jeg sidder som den lille havfrue
Jeg hader dig sådan
Du river hårtotter ud der føles som kontinenter
Jan 27, 2015
Jan 27, 2015 at 4:33 PM UTC
der er en grund til at når jeg passere dig på gaden,
siger at jeg så en jeg engang kendte,
i stedet for en jeg kender.
Oct 19, 2015
Oct 19, 2015 at 2:21 AM UTC