Submit your work, meet writers and drop the ads. Become a member
ungdomspoet Feb 2018
føler mig atter gennemsigtig
med hud lavet af nylon
et punkteret hjerte
der bløder igennem
den sarte overflade
så jeg kan ikke skjule
at jeg stadig elsker dig
det er tydeligt for alle
med blod der drypper
ned af maven på mig
du står bare der
og lader som om at jeg ikke
eksisterer
for det er nemmere
så gør det ikke ondt
du lader som om
at du ikke kan se at jeg bløder
at du ikke kan se at det stadig
er for dig
dine øjne er stadig grønne
som smagrader
så dybe at jeg kunne forsvinde
i dem på ny
og din mund er stadig
sart og fin
minder mig om dengang
den rørte min
så mange ord jeg gerne
vil høre den sige
men tavs er du
og du kiggede lige igennem mig
som om jeg ikke fandtes
som om du ønskede
at jeg ikke fandtes
min hjerne krøller
og spekulerer
om du overhovedet
stadig syntes at jeg er smuk
nu hvor du ikke vil se på mig
trods der var engang
hvor du slet ikke kunne lade vær
kun du har set på mig
med de øjne
ville ønske at du kunne læse
mine utallige digte
der fortæller historier
om en dreng med et skrøbeligt sind
en kompleks psyke
som egentlig helst
ville være alene
men havde brug for en at holde om
så han forelskede sig
i en pige der løb lidt for stærkt
og snakkede lidt for meget
og lidt for højt
historier om langsomme
søndage
forsvundet under grå dyner
kroppe
der lidenskabeligt var flettet
ind i hinanden
din hud mod min
dit hjerte der bankede
min tungespids på din mave
dine kys i min pande
hænder overalt på nøgen hud
som jeg stadig kan mærke
selvom det ikke længere
er dig der rør mig
vil ikke være gennemsigtig
mere så jeg maler min krop
i regnbuens farver
jeg vil ses
jeg vil betyde noget
og det kan du ikke hjælpe med længere
llcb Nov 2015
Det er jo på mange måder klart
at jeg stadig er sur
Det er jo effekten
ved at være svigtet
Det gør ondt i hjertet
så hjernen ender op
vred og bitter
Så det er jo klart
at jeg kigger tomt på dig
og råber af dig
hen over køkkenbordet
Det er jo effekten
ved at være svigtet
Og hver gang vi taler om det
så er det som
at det fungerer i teorien
men virker bare ikke helt i praksis
Vi ender jo stadig op med
døde blikke
og vrede i lungerne  

Den her aften skændtes vi
helt indtil en vigtig sandhed
røg ud af mig;
at jeg nok egentlig bare er vred,
fordi jeg sad
en time
i bus
for at komme i skole
dengang
og måtte dele seng
med mor
og de andre
siden der ikke var penge
til varme
dengang
Den vigtige sandhed om;
at jeg nok egentlig bare stadig er vred
i dag
fordi jeg blev svigtet af dig
dengang

Vrede er jo en effekt af svigt
så det er jo klart
at jeg stadig hader dig lidt

Nu ligger jeg i min bunke af vasketøj på gulvet og tænker;
at det nok egentlig var meget godt at jeg fandt ud af det nu.
Nu har jeg formodentlig sparet mig selv for hundredevis af psykologtimer som 64årig
Bare ved at vide det, som nok egentlig
er klart
andenrangs poet Feb 2015
jeg husker ikke meget fra den nat

jeg husker blot
at s-toget
tog mig til et sted
mellem himmel og jord
hvor stjernerne vendte sig
og tiden stod stille

din station

der hvor alting gjorde
ondt men hvor solen
altid skinnede på februar morgner
selvom det regnede mod ruden
og håbet stod højt
med solen  

det der gemmer sig  

jeg sad på din sengekant
og kiggede på dine øjenlåg
jeg ved godt
hvor meget der foregår inde bag
de øjenlåg
en helt ny verden
som ingen ser
fordi du aldrig
holder dine øjne
åbne længe nok

følelsesløsheden

og jeg stryger din
kind og dine
skægstubbe
kradser mine fingre

du vågner og spørger
om jeg ikke
ligger mig ned til dig

hvor har du været

jeg smiler bare og svarer at
jeg har været der hvor stjernerne
vender

hvorfor er du kommet
spurgte du

fordi jeg fryser

du vidste altid
hvad jeg tænkte
og holdte mig tæt
i et milisekund
du er så smuk,
ved du godt det

dine øjne

de lyste altid en
lille smule op
og jeg kunne mærke
varmen sprede sig
til mine fingerspidser
og duften af dit
nyvaskede hår
mindede mig om
tusinde somre
jeg beundrede
dig længe

du var verdens partikler
samlet i en
hvorfor havde jeg aldrig set det før

hvorfor lukker du øjnene
hviskede jeg
det er stadig koldt

fordi det er meningsløst at tænde
for varmen
du bliver her jo alligevel kun til i morgen

svarede du

der var en verden imellem os
og dog alligevel var der ikke
mere end en centimeter og
et forgyldent spinkelt håb

... da du vendte dig om
og lukkede dine øjne igen

glastårer ramte din
pude
den pude du havde lånt
mig i et kærligt
øjeblik

der var koldt i værelset
igen

og i natten kyssede jeg dig farvel
og strøg din kind og
undrede mig for sidste gang
over hvad der sker bag dine lukkede
øjenlåg

da jeg gik ud
i februar natten var der varmt
og der vidste jeg
at det var bag dine øjenlåg det frøs

for varmen kom indefra
men altid kun når
du mistede kontrol

og når jeg tager s-toget
nu, idag
mellem himmel og jord
der hvor stjernerne vender
og tiden står stille

så undrer jeg mig


men det af dig
der svæver om mig

det får mig stadig til at fryse
fordi jeg aldrig fandt ud af hvad der
skete bag dine øjenlåg

... fordi du altid lod
mig fryse

men det varmer stadig lidt
helt inde bagerst
når toget stopper
på din station

måske fordi jeg aldrig
fik lov at mærke rigtigt efter
nej. ingenting giver mening.
og det er okay.
jeg fryser og sveder på samme tid. måske har jeg feber?
ungdomspoet Mar 2016
de er hårdt at sige farvel
til en du elsker
eller har elsket
lige meget hvad der bliver sagt
eller hvordan det bliver gjort
fordi ordet farvel er symbolet
på en afsked og ikke løsrivelse
i den forstand at man sagtens
kan sige farvel uden at give slip
og jeg tror aldrig helt at jeg har
sluppet dig
eller at du har sluppet mig
selvom vi sagde farvel for
længe længe siden
og jeg savner dig stadig
nogle gange når tiden går baglæns
og jeg mindes alle de gange du
rørte mig med dine lange fingre
og dit skæve smil der afslørede
skæve tænder
og jeg elskede hvert sekund med
dig
selv de sekunder hvor jeg havde
lyst til at rive dit hovede af
fordi du frustrede mig så meget
da du var inkompetent i forhold
til at være ærlig overfor dig selv
og mig
nu ville jeg bare ønske at jeg havde
holdt fast på dig og sørget for at
du følte dig tryg så du kunne være
ærlig
men nu ligger vi i to forskellige ender
af landet og savner hinanden
for vi ved ikke hvordan vi skal være
venner for det var vi vel egentlig aldrig
men jeg har ikke sluppet dig fri endnu
du vil stadig altid være min store kærlighed
og hvem ved om du finder din vej
ind i min radius igen
så vi kan smelte sammen
og ligge i din seng på en gade i København
og drømme om et mere spændene liv
men lige nu har du en anden
som ikke er mig
og selvom jeg godt ved at du ikke
elsker hende som du elsker mig
er det stadig kærlighed
og jeg elsker at du endelig har turde
at satse lidt på dig selv
for du ved jeg syntes du var det hele
værd, selvom du ikke selv kunne se
at du var andet end ét stort rod
du ved jeg ønsker dig alt det bedste
så indtil vi mødes igen
skal du vide at det altid er hårdt at
sige farvel
og da jeg fortalte dig at det var for sent
nu
var dét det sværeste jeg nogensinde har
gjort
fordi jeg ikke har givet slip endnu
i dag er jeg lavet af grankogler og oktoberbrise
i dag er jeg  pigen, der er iført lyserød
neglelak
hende, der drikker lemonade alene
i dag er den dag, jeg mødte dig på biblioteket med
blå mærker i mange nuancer på dine læber kreeret af
hende
tanker eksploderer som klare stjerneskud
jeg ved ikke, hvad jeg tænker, men pludselig sidder vi
i et mørkt lokale, og din ven køber billige øl til mig
og du får lov til at smage
din mor var din far utro, fordi *** lever i 18 forskellige
universer, og hendes hår er lavet af hjemløse dage,
og på nøgne gader er kærlighed det samme som ***

i dag er jeg klar over, vi ikke er venner længere,
dog vil vi stadig lade som om over lun te i sensommeren
men vores tunger er ikke lavet af samme kviksølv
jeg vil stadig smile til dig, når jeg ser dig i byen
men jeg vil også være dit eneste univers, jeg vil tælle
blomster i Kongens Have med dig, men jeg vil aldrig
se dig igen

i dag er den dag, du lærer, hvad lykke er
den slags, der danser på din hud som aftenregn
den slags, der gnaver i dine lunger, som stikkende
bordeaux ild
mit hjerte er stadig skrøbeligt
plukker flere liljer end sidste år
men hvem skal det skrøbelige
hjerte, der er meget mindre end
normalt
forære blomster til
jeg ved det ikke længere, men
dengang var solen også varm og
dagene føltes blødere og duften
var som candyfloss og dine årer
var så tydelige og næsten smukke
mit hjerte var ikke skrøbeligt dengang
der kunne du sige alt til mig
der kunne mit hjerte bære alt fra dig
nu er mit hjerte lille og skrøbeligt
og gemmer sig bag liljer jeg vander
med rød saftevand
mit hjerte er stadig skrøbeligt
det har det været lige siden den dag
hvor du sagde, du elskede mig lidt
højere, end det var passende
- digte om alt det, der vandaliserer os
du efterlader skrald på gaden,
og sparker det ind til siden i håb om,
at ingen ser det, for 
hvis ingen ser det,
kan du måske fortrænge det i morgen
og trække vejret uden dårlig samvittighed

jeg har bare stadig blå mærker omkring min sjæl

og mit hjerte ligger stadig på gaden
- digte om alt det, der skete dengang
han ville smile, når jeg fortalte ham,  
hvordan min læbestift
altid sidder fast til min hud som lim,
men han ville ikke svare
på mine postkort uden afsender
du siger vi lever i en verden,
der ikke findes,
og jeg siger, vi findes i en verden,
der ikke lever
der er gået halvandet år,
og jeg tænker stadig på dig sommetider
når det regner, og mit hår hænger fast
til mine negle som skarpe
metalgenstande  mod min hofte
når jeg sluger sorte sten for at tænke
på noget andet end dengang
min mor sagde, at man kun græder fordi,
man har ondt af sig selv
når jeg venter på bussen og får øjenkontakt
med de modkørende bilister,
vil min tunge føles rug fra de grin,
vi har grint i din baggård
jeg gemmer dit navn i min lever
sammen med transparente silhuetter fra i fredags,
jeg gemmer dine ord langs min rygsøjle
sorteret i alfabetisk rækkefølge,
jeg gemmer din stemme i mine knogler,
så hver gang jeg skriver noget,
vil det altid handle lidt om dig
mine ribben vil skrige af savn, og mine håndled
vil græde når solen vågner
der er gået halvandet år, og alting er uklart
som cigaretrøgens tåge, undtagen omridset
af dit måneblege ansigt
den sorte kaffe smager stadig blåt,
men det taler vi ikke så meget om
i hvert fald ikke længere
- digte om onsdage
enits Oct 2015
duften havde brændt sig fast
som det brændmærke jeg havde på håndleddet
og jeg så dig stadig
på tågede torsdage
jeg tænkte
om duften nogensinde ville gå væk

for selvom den summende lyd
stadig er der
er jeg i tvivl
om jeg er
summende
.....

og jeg talte regndråberne
i flere dage
*** fortalte mig at det var fint
fint
og jeg vidste, at alt jeg skrev
var rene indtryk fra virkeligheden
som ingen sammenhæng havde
med hvad der i virkeligheden foregik

for selvom den summende lyd
stadig er der
er jeg i tvivl
om jeg er
forvirret og i tvivl
anna charlotte Jun 2016
jeg savner følelsen af dig der savner dig
skriger stadig inden i hver gang jeg ser dit navn
lytter stadig lidt bedre hver gang nogen siger dit navn
vender mig stadig om hver gang jeg ser en der ligner dig
jeg ved du har givet mit kælenavn videre
jeg ved du er sammen med en du kan lide
jeg ved du har skåret mig ud alle steder, så jeg ikke længere dukker op
men please, ikke glem mig
fjern mig fra din forside, men lad mig blive i din fortid og dit hjerte
llcb Oct 2016
Jeg får ondt i hjertet af at se på dig for tiden.
Du er syg; og din feber kaldes depression og
din medicin er rødvin og hvid rom og den r.
øg du ruller og de ord du sluger og jeg elske.
r dig for højt til at se det foran mig, fordi jeg
kan se dig græde og jeg kan se det gøre ondt.
Feberen strækker sig i din mave og klemmer
hårdt om dit hjerte. Og det værste er; at lige.
gyldigt antallet af panodiler og cigaretter jeg
propper dig med, så er dine øjne stadig klare
og du er stadig defekt. Så jeg leder stadig eft.
er medicinen til at kurere din feber.
'n lewe in konstruksie...
dis tog die mees logiese manier om dit te beskryf...
ons bou en bou en bou,
en toets dan die produk.

Maar aan die einde, as ons klaar gebou het...
wat is dan daarvan te kom.
                        'n Lee huis...
                                       'n stil pad...

en wat het ons van onself geleer?

En wat leer ons van die wereld en mense om ons
             , vasgevang in die stryd teen tyd...

niks nie.

Ons het net voor onself uitgekyk
                   na die vaal stene
                                   en die slukkerige sement.

Watter vreugde het dit vir ons gebring.

Niks nie.

Nee,
         ek weier.

Ons is tog hier geplaas met vrye wil.

En iewers langs die pad,
                                          raak almal die pad duister...
en word dan deur die samelewing verdoem.

Die mensdom besluit dan wat van hulle sal word...
In daardie oomblikke is God meer vergete
deur die skares wat saamdrom op die rand van die pad...
                                                                ­                                      die wat lag en vinger wys...
                                                                ­                                                      die wat klippe gooi,
                                                         as deur die wat die prentjie aanskou.

Soms kort ons 'n perspektief van uit die donker,
                          om die lig rerig te verstaan...

Soms moet ons eers die genadelose aanraking van die koue voel,
                           voordat ons die sagte streel van die son oor ons gesigte kan waardeur.

Daar le wysheid in die donker,
                                      want dit is in die donker waar jy aleen is,

                         met niemand om in jou oor te fluister wat reg of verkeerd is nie.

                                                                ­                                                      Net die wind om jou siel te sus,
                                                                ­                                               die stilte om jou uit te rus...

                                                 en niemand wat jou god kan wees
                                       of sy woorde
                                                          ­      en planne
                                                                ­                   vir jou kan uitmessel nie.

Die pad het die gevaar geraak.

Dis koud en korrupt.
                                     En ons is dankbaar,
         dat ons die kans gekry het om dit te sien,
terwyl ons stadig verswelg word deur die skadu's
                                                                ­                                             en wegsmelt in die donker...

want nou weet ons dat ons pyn maar net 'n gedeelte van die werklike hartseer was...

                                                               ­ ons is die gelukkiges...

en hulle loop op die pad na verdoemtenis
andenrangs poet Oct 2014
du bad mig om at vente her
på hjørnet af frederiksberg allé
mens du gik den modsatte vej
og du så dig aldrig tilbage som om du ikke var i tvivl
men alligevel
tog du mine hænder og sagde at jeg bare
skulle stole på dig og dit (sidste) kys brænder
stadig på mine frost kolde læber
jeg har ventet i en menneskealder og
jeg har set en verden af københavn som ellers
bare ville have passeret mine øjne som små
ubetydelige skygger
vejret har skiftet mere end før
og jeg ligner mest af alt en der har gået sit
livs walk of shame
for jeg er stadig klædt i den sorte kjole
og de små sko med hæl som du forærede
mig dengang
læbestiften er intakt endnu
og jeg smager af daggamle cigaretter
og whisky
og luften blandes af duften af
chanel og vores søde minder
den københavnske vinter slider ikke
så meget på mit sind når jeg tænker på det
og mine følelser smelter
jeg kan nok godt vente fem minutter endnu
men du kom aldrig forbi frederiksberg allé igen og
du afleverede aldrig mit hjerte tilbage selvom
du havde lovet det da du tog mine hænder og kyssede
mig (for sidste gang)
andenrangs poet Nov 2014
på en varm juni nat i
vor tids paris
dansede jeg rundt på brostenene
i dine arme til lyden af 20'ernes jazz
fra en pladespiller i et åbent kældervindue
og livet smagte af champagne og luften
var fyldt med kærlighed, latter, og den
aftagende duft at læbestift og chanel
og jeg følte mig lidt som daisy
gjorde det i gatsbys arme og
vi gentog fortiden på ny
men det grønne lys
forsvandt også fra os og det værste
er at det har jeg altid vidst inderst inde
men jeg danser stadig hen af brostenene
når fortiden indhenter mig endnu
engang
"you can't repeat the past? Why, of course you can, old sport!"
emma Jan 2014
indviklet
viklet ind
i hinanden
mens vi falder
ud af mængden
væk fra natklubber
hånd i hånd
gang på gang

lejlighedsdøren knirker stadig
falsk kærlighed
sandt begær
nøgenheden lyver aldrig
men forholder sig tavs
smil fra dine øjne
brænder
som salt i åbne sår
for jeg er en andens
men vi er stadig
viklet ind
i hinanden
some poems just aren't supposed to be in english
Naja Dec 2015
Strøg ned ad strøget forleden nat.
En fredag aften fyldt med fordrukne gamle som unge tumlende rundt på brostenene.
Engang var de blanke, nu ikke så meget, men jeg nyder lyden af mine træsåler mod de sorte sten.

Alt idyl og selv stjernerne kan man se .
En mand med en sjov hat spiller en sang, han giver et smil som jeg går forbi.
Jeg synes jeg har hørt den før men ved ikke hvor.

Kigger til højre, hvad fanden sker der??
En måned til jul med hvad ser jeg?
Overflod af vulgært julepynt i vinduet.
Vinduet bliver smadret i skærmen for alt er dækket af røde og gyldne kugler, julekugler!
Med glimmer og balloner og en nisse til 495,-

Jeg strøg ned ad strøget.
Gamle fordrukne mennesker som tror de stadig er 20.
Den ene øl efter den anden og så en flaske af det røde.

Unge fordrukne BØRN som ikke har lært en skid.
Stramme hvide bukser og en breezer i hver hånd.
"Undskyld men hvor gammel er du, din refleks er ved at falde af".

Men selvom brostenene protestere i foragt, mens de drukner i absinth og bliver kvælt i bræk, vil de smuldre af overlast og stadig lade som om de er nylagt.

Jeg strøg ned ad strøget og vidste ikke hvor jeg skulle hen.
du planter så mange blomster
langs min gane, og selvom de
dufter, kan jeg stadig ikke trække
vejret ordentligt
du planter så meget kærlighed
omkring mit hjerte, og selvom jeg
vil leve hele mit liv med dig,
kvæles jeg hver gang, du ser på
mig i for lang tid ad gangen
Anna Jul 2016
Hvordan kan du stadig kigge på mig med dét der blik, og få mig til at føle at mit hjerte vender på vrangen, men stadig bilde mig ind at der aldrig har været mere i mellem os?
lucy winters Jul 2015
ek kyk vir die girl in die spieel en wonder of sy weet
*** hard ek probeer om haar te help vergeet
ek se vir haar ek hou van *** sy lag
en *** hoog sy mense wat dit nie verdien nie, ag
sy sug en trek haar skouers op en af
"die lewe is te kort om almal te straf"
se sy terwyl stadig wegkyk
en nog n stukkie van haarself weg smyt
ek fluister sag "as jy so aanhou gaan daar niks oor wees"
antwoord sy " ons is niks meer as vlees en gees
wanneer more kom, beteken vandag nie veel
als verander en tog niks want die son bly geel"
nikseegende donker oe kyk terug na my
ek is bevrees die girl gaan leeg bly
jeg har ikke brug for nogle andre
spiser ikke morgenmad eller nogle
andre måltider, har nok i dig og
du sætter dig som lim lige på
min tungespids, du siger ikke så
meget mere
jeg lyver, når jeg hvisker, du skal
lade mig være, jeg taler sandt, når
jeg siger, jeg stadig hader dig for det,
du lod dig selv gøre
med maling under negle lader du
mig ridse overfladen af, du siger
jeg er smuk, fordi jeg ikke ligner dig,
jeg siger, du har øjne lavet af marmor
og du ser oftere bare på
spørger sjældent
for du kender godt svaret, hvis du
tænker dig om en ekstra gang, vil
du vide
at jeg ikke har brug for nogle andre
end dig og dine døsige ord
- digte om et papmachesind
Hazel May 2017
*** ligger på marken
Hendes hud er helt bleg og hendes krop er kold.
*** har lagt der siden dét skete!
Marken er dækket af røde valmuer, kontrasten mellem hendes blege hud og de grønne græsstrå der giver fylde til marken, får det hele til at virke så uvirkeligt!
Brutalt, hendes øjne er stadig åbne, *** kigger til siden, for selvom *** er kold, er der stadig ting *** ikke vil se i øjnene.  
Blodet er stivnet, hendes blod er koaguleret, ligsom hendes liv.
Alt lever videre selvom *** er blevet plantet der ved en fejl, fuglene synger og insekterne spjætter, kun et spørgmål om tid før de bosætter sig på hendes korpus, og *** bliver en del af valmuemarken..
-Hazel
Fortrydelsen af mine kommende ord
Bliver efterfulgt af endnu en kærlighedserklæring
Når jeg atter finder ro
Og køler mit glohede sind ned
Lige nu agter jeg bare at være vred på dig
Være den psykotiske pige som du fremstiller mig som
Leve op til dine hårde ord
Og være indbegrebet af no chill

"Øv"
Det var din beskrivelse af situationen
Det er din klamme følelse som du ikke har
Det er det bedste du kan levere
Efter du med hovedet mellem mine ben
Har kigget mig ind i øjnene
Og kaldt min helhed for smuk
Som jeg lå og vred mig under din berøring

"Lettet"
Det er din beskrivelse
Af hvad du sidder tilbage med nu;
Alt andet end mig
Som da du sad på den kolde stentrappe
Med kogende tårer dalende ned ad dine iskinder
I takt med udfoldelsen af min erklæring til dig
Om hvor meget kærlighed min rystende krop i det øjeblik besad

**** dig fordi du fik mig til at tro
At det faktisk kunne lykkes
**** dig fordi fik mig til at elske
Når du aldrig havde intentionen om at gengælde det
**** dig fordi du lovede mig
Alt det ******* kliché-pis om at vi stadig kunne være venner
**** dig fordi du har usynliggjort og fremmedgjort mig
Og ikke så meget som sender et blik i min retning
**** dig fordi jeg så dig 3 gange i dag
Hvor du kortsluttede min forbindelse til virkeligheden og kickstartede mine fantasier og drømmerier
**** dig fordi du snakkede med dine venner om hvordan du skulle afslutte det
Imens jeg snakkede med mine veninder om hvordan jeg skulle fortælle at jeg elskede dig
Og **** dig
Fordi jeg stadig gør det

Min krop raser
Mit hjerte smerter
Mine øjne græder
Mit hjerte elsker
Og jeg ville så brændende ønske
At jeg kunne hade dig, R
Hade dig fordi at jeg endnu en nat desperat og gispende ligger og hiver efter den manglende luft
Som du tog fra mig på din ******* fødselsdag da du kyssede mig første ******* gang

9/2 gav du os en chance til
9/3 afsluttede du det anden gang
du gav mig 1 måned
troede du virkelig jeg var så dum at jeg ikke ville lægge mærke til det
nana nilsson Apr 2017
Nu gør du det igen
Bagatelliserer mine problemer
Noget må du have misforstået -
jeg prøver altså ikke at konkurrere
om hvem der har det sværest
Jeg føler mig lille, meget erkendeligt
Og bare fordi andre måske føler sig mindre
bliver det ikke til noget ubetydeligt
anna charlotte Mar 2015
for sandheden er at jeg har fucket op
og at du også har fucket op
og sandheden er at du kunne kvæle mig
og at jeg sgu nok stadig ville sige undskyld
fordi jeg fik dig der ud til det punkt
hvor du følte det var nødvendigt for at få mig til at holde kæft
og sandheden er at selvom jeg burde daffe
at mit vindue stadig er åbent
men jeg bor på femte sal
og når jeg ved hvordan du er og hvordan du tænker
så tror jeg ikke dine svedige håndflader
ville kunne klare en tur op af vandrøret
(A.M)
jeg sidder jo lige her og
betragter dine ribben, der har
form som halvmånen over os
jeg har duftet til dit hjerte, men
det er ikke ligesom de dage,
hvor tågen spiste os ved søen
jeg har druknet mig selv i rødvin,
der stadig lister rundt i mine årer
mens du smiler til hende
sidder jeg jo lige her
- digte om alt det, der skete dengang
lad mig nu lige lukke øjnene så
jeg kan se dig
så jeg kan betragte dig, for du har
efterår i håret, og vinteren sidder fast
i dine kindben, men du har stadig
ikke læst mine digte, og du kender
ikke forskel på himlen og helvede
jeg tror, Gud er langs dine årer og
satan er hende pigen fra matematiktimerne,
der altid har lavet sine lektier
jeg tror du er hende, der kunne vande mine planter
så jeg ikke behøver at gøre det selv
jeg tror du er hende, der kunne tale mine ord
så jeg ikke behøver at sige noget
- elektriske silhuetter og rød læbestift
Marolle Oct 2014
Når jeg tænker på dig
er det kun et spørgsmål om tid
før du vil sidde fast i mine tanker bestandigt
og vandre til dine sko er slidt.

Derefter vil jeg give dig nye sko
og lade dig atter vandre.
For så længe jeg tænker på dig
ved jeg du stadig eksisterer.

For så længe du atter vandre
og ikke stikker af fra mine tanker
da kan jeg stadig leve og tro
at alt er godt fra min tanke-boble.

*(Marolle)
jd Jan 2018
*** var en fløjlsblød stemme i kakofoni, en rød rose i regnvejr, smeltet ost i en french toast. Creme de la creme de la creme de la creme de la creme… I et flygtigt øjeblik var *** min. Jeg gav slip, da *** lod facaden krakelere. Der var mere larm, mere regn og mere tørt brød. Det glansbillede, jeg havde malet af hende, var en parodi af virkeligheden. Jeg forelskede mig i en forestilling – en opdigtet person, der stadig lever i min fantasi, æder mine minder og erstatter dem med forvrængede forestillinger.

Så jeg savner hende. Jeg savner hendes ustabile psyke – at *** måtte indtage **** piller i samme mundfuld som morgenmad, at *** blev syrlig uden grund. *** var forelsket i mig i et øjeblik, og smed mig ud det næste. Jeg savner hendes vanskabte krop – hendes korte ben, der ikke kunne holde hende stående en hel dag, det skæve øje, der fokuserede på det, *** ikke så, hendes store tæer, der trods al plejning aldrig så pæne eller tillokkende ud. Jeg savner hendes barnlige opførelse – *** snakkede i høje toner, kunne ikke undvære sin mor i en længere periode, *** kommunikerede med alt omkring hende, objektgjorde alt.  *** kunne aldrig skille sig af med noget – bamsen der var en dåbsgave, bøgerne der kun havde været åbnet én enkelt gang, kattefigurerne fra Italien, der egentligt kun bragte dårlige minder om et forlist venskab og en lang ferie med krops-, familie og varmekomplekser. *** græd ved tanken om den svigt, de måtte føle, hvis *** forlod dem. En spøjs idé, *** sjældent havde om levende organismer såsom mig og de to kaktusser i vinduet, der visnede bort. Ligesom jeg.
Jeg savner hendes selvbillede – hendes dybe selvhad forplantet i enhver celle af legemet, men også den paradoksale tanke om at være noget særligt. *** så sig selv som unik – et unikum af et væsen med unikke problemer, unikke tanker og en unik livsbetydning. *** gravede sig selv ned i takt med, at *** så sig selv som værende højere placeret.

Skulle jeg vende tilbage, opleve dette igen, ville jeg vende hurtigt væk igen. For jeg savner det ikke. Ikke oprigtigt. Fordi jeg ved, jeg kan få det igen – fordi jeg ved, *** er lige præcis der, hvor jeg efterlod hende – *** kommer ikke videre. Gjorde ***, ville jeg savne det. Der er noget behageligt og bekræftende i at vide, at *** for evigt vil vente på mig – at tankerne altid vil vandre tilbage på mig, hver gang *** kommer forbi det hvide slot i skoven. Jeg vandt. Og alligevel ikke. *** fik plantet sig i mig – og *** vil for evigt vende minderne og tankerne, så jeg vil være i en konstant tvivl om hvorvidt, *** er den reelle vinder. Og om *** stadig venter. Jeg ved, at *** venter – *** vil altid vente. Men jeg kan være nødt til at være sikker – se, om *** venter. Om *** venter på mig, som jeg tror – eller om *** endnu er en udefinérbar skabning, som jeg igen har skabt min egen version af.

Måske er *** hverken den fløjlsbløde stemme i kakofoni eller den ustabile kattedame. Måske er *** begge dele. Måske var *** min i et flygtigt øjeblik – måske var *** ikke. Måske er *** altid min, måske var *** det aldrig. Jeg ved kun én ting sikkert, og det er, at intet er sikkert. Det hele foregår i mit hoved, i mit sind og min fantasi. Virkeligheden er fjern, måske endda urealistisk. Var du her nogensinde? Er jeg? Tænk en tanke kan erstatte en tanke med en anden tanke. Tænk, du kan erstatte dig med en anden dig. Tænk, jeg kan erstatte jeg med et andet jeg. I så fald, erstatter jeg hele jeg’et eller kun dele? Jeg skulle spørge for Freud. Ville det ikke være komfortabelt, hvis jeg kunne erstatte et jeg med et andet jeg? Så ville jeg være det jeg, jeg gerne vil have, jeg er. Det er en god tanke, som snart bliver fjernet for en anden tanke, der skal have plads. Er dette en monolog eller en dialog med mig selv? Snakker jeg med andre sider af mig selv, eller findes der kun denne en kendte side? Hov, det var vist den næste tanke. Hvor
regnen græder ned langs hendes magnetskuldre
*** er stadig blond lige dér
i novembervinden
med metalsakse i håret og
lim på fingerspidsen svajer
hendes krop elektrisk udover
en fattig altan
stiller sig på en skrøbelig
tåspids
tynger blå knæ mod ligegyldig
mur, ser mod ligegyldige horisonter
*** græder langs regnens
magnetisme
- digte om et papmachesind
dine ord visner hurtigere end mine planter,
men jeg glemmer også at vande dem,
ligesom jeg glemmer at svare på dine sms'er
jeg har så mange ting, jeg skal nå
alligevel bladrer jeg mine fingre til blods i skarpt papir
deres stemmer bevæger  sig ud i ikke-eksisterende stilhed,
de råber så højt, at
jeg ikke kan høre dem
så jeg hvisker digte op, jeg så
længe har skjult yderst i mine fingerspidser,
men jeg hvisker så højt, at
du ikke kan høre dem
og nu er jeg endelig begyndt at
vande mine planter,
men de smager stadig tørt
- elektriske silhuetter og rød læbestift
enkelte, ubetydelige blomster og
en transparente vase, der viser de
nøgne stilke stikke frem og stå
og det er kun tankens sidste grænse,
der stadig holder ved,
fast, stramt, næsten trygt
men selv her langer den ud efter mig
når jeg går på gaden med en liter
mælk, ryger cigaretter og så
låser mig ind i min opgang
smækker døren, og trækker vejret
for at holde mit galoperende hjerte igen
men selv her langer den ud efter mig
til min mosters fødselsdag i solen med
latter, fornøjelig nysgerrighed og øjne, der
kigger over bordet med bløde blikke og
varme nik
løber ud på badeværelset, og mister
grebet, så griber fast i et håndklæde,
men begriber ikke situationen, så jeg falder
det er først hér; rystende, alene og kold
mod marmor og duften af nymalede vægge
jeg ved, at jeg ikke kan flygte fra dele af
mig selv
- digte om alt det, der vandaliserer os
L S Tesler Nov 2014
alle ved at der er noget særligt
ved dagens første cigaret
og nattens stilhed
men jeg venter stadig på den
dag jeg bliver træt af tanken om dig
og dine smilende øjne
jeg ved ikke hvor lang tid der går
men dagen kommer
og jeg vil tage imod den
som var den en kærlig hånd
jeg vil ikke længere dykke efter svar
i dine havblå øjne
for jeg er bange for at du vil lukke dem i
og aldrig lukke mig ud
det sner ikke endnu
men følelsen af at skulle på afvænning
for dine kys føles som kom den
som en brise en decembermorgen
og jeg er blevet taget på sengen og
har ikke andet end din t-shirt på
jeg venter stadig på den dag
jeg bliver træt af tanken om dig
også selvom jeg ved
at den aldrig kommer
bladknopperne ville være spredte og udspærrede,
hårspidserne tørre, nederdelen limet op ad låret og
et barns sidste rømmelse
der ville være en rødlig substans i papkruset, nærmest skrigende
som et opråb og tæt på lyserød som hendes milde hud.
der ville være ømme ankler og grådige berøringer,
der ville gnides op ad et dunet kindben indtil de skarpe
konturer af et nyt menneske truede sig frem med katteøjne
og et sidste underspillet, barnligt, men stadig skyldigt støn
- digte om alt det, der vandaliserer os
Det var et paradigmeskift dengang,
den tirsdag
for så længe siden, at kun jeg selv husker det alt for godt.
Jeg ved nu, at livet ville have været rosenlet uden dig - uden mig.
Det ville være lettere, hvis ikke mine øjne var så blå og mine følelser så punkterede af verdens forventninger.
Jeg ville dog stadig ønske, at jeg ikke kunne finde min krop
forvildet i et virvar af liv, jeg ikke er en del af.
Ville ønske at kunne skære stykke for stykke af min krop
sammen med byrde for byrde, til der ikke var mere tilbage end
ben, lukkede døre og sterile lejer, hvor biedermeier kulturen ville herske uden at ærgre mig,
at du ikke ville stå ved siden af og flå mig indefra, presse mig:
For jeg kan jo ikke - vi kan jo ikke, du og jeg.
Der blev stille, for du sagde ikke noget.
Alligevel er fristelsen for stor, og du trykkede ekstra hårdt på venerne, der svulmede op og lyste, som var der netop gennemskuet inkurabel cancer.
Hvis bare jeg kunne pakkes ind i velour
og glemme dagene
og græde lidt mere
og binde sløjfer langs min rygsøjle med mine blå vinternegle i maj.
vinylsind

— The End —