dine flotte, bløde læber,
der burde møde mine,
hele mine brugte læber,
men i stedet,
langsomt mimer,
desperat
eller måske er det bare mine tanker,
for hver gang jeg ser dit navn,
så synker mit hjerte,
helt ned til mine fødder,
knuser alle mine organer på vejen ned
hver gang jeg ser dit navn,
så tænker jeg på den aften,
den følelse,
de læber,
den ydmygelse,
som ikke kan forstås, men kun føles

langsomt,
trægt,
som du var i slowmotion,
fuldstændig som jeg er der,
lige nu,
kan jeg mærke hvordan det føles,
dine flotte øjne, der ikke længere kiggede på mig,
men på jorden,
for at undgå mig,
dine flotte læber, der snakkede med hende,
i stedet for at snakke med mig,
din trang til at gå,
gå langt væk fra mig,
langsomt,
lige forbi mig,
langsomt,

og som dine flotte læber,
langsomt mimer,
desperat,
bevæger mit hjerte sig ned,
langsomt,
bliver jeg mast,
indefra
langsomt dræber synet af dit navn,
mindet,
mig,

SÅR DER HELER PÅ LÆBEN,
RU HÅNDOVERFLADER
OG BEN DER RYSTENDE FORSØGER AT VALSE MENSTURATIONSSMERTER, ØMME MUSKLER OG GRIMME NEGLEBÅND

*** SPØRGER OM HVAD DER ER GALT
JEG SIGER JEG ER KED AF DET OG GRÆDER
*** SIGER HVORFOR
OG JEG VED DET IKKE
OG HAR PÅ SAMME TID LYST TIL AT SNAKKE
MEN JEG SIGER INGENTING
OG INTET BRÆNDER MERE I HALSEN END USAGTE ORD
MEN DET VED DU VEL IKKE ******* LORTE PSYKOLOG

JEG GÅR PÅ EN STI
DEN ER 11
OG DER ER INGEN MENNESKER
SÅ JEG SÆTTER MIG PÅ EN BÆNK
OG JEG TØRRER IHÆRDIGT TÅRERNE VÆK
IMENS JEG VRÆLER BANDEORD
OG FORSØGER AT HULKE ALLE DÆMONERNE UD
SELVOM INTET GIVER POTE
OG JEG ER FORDÆRVET INDENI
TRÆKKER JEG PÅ SMILEBÅNDET
OG SMILEHULLERNE BEGEJSTRER SIG
MEN ER DET SÅDAN UNGDOM SKAL FØLES?

JEG TAGER UD OM LØRDAGEN
FORDI JEG ARBEJDER HVER FREDAG
SÅ JEG STJÆLER GLÆDE FRA SØNDAG
DEN GLÆDE DER NU FINDES
TUNGE ØJENLÅG
TEQUILA
TILTRÆNGT EFEMERISK LYKKE
OG TAKTISK SELVBEDRAGISK LATTER
TILFREDSHEDEN ER DER NÆPPE
MEN ER JEG GOD NOK NU ELLER HVAD?

JEG TAGER HJEM
MEN JEG VENTER FØRST PÅ NATBUSSEN
ELLER ER DET TOGET
ELLER METROEN
FØRST EN SMØG JEG BRÆNDER MIG PÅ FINGEREN
ALTING ER JO SLØRET
FORHELVEDE DET GØR ONDT.

JEG FRYSER OG MINE TÆNDER KLAPRER
JEG VED IKKE ENGANG HVORDAN JEG FÅR STEGET PÅ
VÅGNER DAGEN EFTER
SORTE RANDER UNDER ØJNENE
OG TØMMERMÆND
ER DET HELE DÉT VÆRD?

MED KRØLLEDE PENGESEDLER,
FINTSKÅRET TOBAK FRA KNÆKKEDE CIGARETTER,
OG ET UBRUGT KONDOM I TASKEN
GÅR JEG UD
MEN LÆGGER FOLK OVERHOVEDET MÆRKE TIL AT JEG GÅR?

LUGTEN AF BODEGA SPREDER SIG PÅ GADEN
NÅR JEG BEVÆGER MIG PÅ FORTOVET
JEG FÅR ET TILTRÆNGENDE KNUS FØR *** LUKKER MIG IND MEN LUKKER JEG OVERHOVEDET HENDE ELLER NOGEN IND?

JEG SIDDER VED RADIATOREN
DEN ER VARM OG SYMPATISK
IKKE SOM DE SKØDELØSE KYS
ELLER DEN ANARKISTISKE IDENTITET
MEN ER JEG IKKE OKAY NU?

JEG KVÆLER DEN KOGENDE KOFFEIN
OG KÆFTEN BRÆNDER
KU DET BLIVE MERE KAOTISK
KU DET?
DEN KRUMMEDE VÅDE MEN LUNE CIGARET HÆNGER I MUNDVIGEN
JEG TAGER DEN IMELLEM PEGEFINGEREN OG FUCKFINGEREN INHALERER OG PUSTER UD
HVAD JEG HÅBER PÅ ER TOMHEDEN INDENI
IMENS TÅRERNE UFRIVILLIGT LØBER NED AF KINDERNE HVORNÅR HOLDER DET OP?

ER DET STRÆKMÆRKERNE,
DET RUNDE ANSIGT,
POLLENALLERGIEN,
MANGEL PÅ SYMPATI OG PENGE
ELLER BARE MIN PERSONLIGHED
DÉT DER GØR AT JEG IKKE ER GOD NOK?

drømmen om storbyslivet og drømmen om ****
mareridt om landsbylivet og mareridt om hvile
det var sådan jeg havde forestillet mig det
livet i byen versus livet i landet
min forestilling var korrekt i starten
nyt hjem, ny hverdag, nye bekendtskaber
jeg faldt på plads, jeg etablerede mig, jeg integrerede mig
jeg blev det menneske jeg ikke ville være
det menneske der altid er forjaget
det menneske der ikke har tid til at smile til folk på gaden
det menneske der ikke kan andet end at smalltalke
jeg blev det menneske jeg ikke ville være
endelig opdager jeg denne forvandling af mig selv
jeg husker, hvem jeg var engang
jeg husker de stille morgener, med den friske luft
jeg husker gåtur med mine forældres labrador
jeg husker roen
jeg husker smilene
jeg husker minder
jeg savner
jeg holder disse minder i live
jeg bliver mindet om dem ofte
specielt når jeg har de dårlige dage
når jeg så tilbringer tid med mine home-girls
da opdager jeg, at det er der jeg har gemt dem
alle minderne vi deler, alle minderne om drømmene
disse er splittet mellem personer fra landsbylivet
personer der kender mig fra mit gamle liv
disse personer søger jeg til på dårlige dage
for jeg blev det menneske jeg ikke ville være
nye bekendtskaber forsøger at forstå mine minder
og omvendt forsøger jeg at forstå deres
men det kan aldrig blive det samme
for vi har levet forskellige liv før vi mødtes
og forståelsen vil derfor aldrig være fuldendt
man kan snakke om her og nu begivenheder
og forsøge at skabe fælles minder
der kan snøre os sammen som et spindelvæv
eller et ekstra sikkerhedsnet
men nye bekendtskaber vil forevig og altid
minde mig om den jeg engang var og den jeg er blevet
for jeg er blevet det menneske jeg ikke ville være  

*(Marolle)

du har brugt to år på at fortælle mig
at regnen på din rude, lyden af dråberne, der faldt tungt,
lød som mit grin; beroligende og uendeligt
at bladene, der falder til jorden, midt i oktober, så sørgelige ud, og du svor på
at sådan en sorg, den mangel af glæde og lys, sådan skulle jeg aldrig føle
og smagen af kaffe, dit yndlings drug, var præcis som du så mig;
varm, stærk, vedvarende og efterlod dig med tanken om, hvornår du kunne få mere
tre uger har jeg nu været foruden disse ord
din berøring
dit nærvær
tre uger fyldt med kaffe, regn og efterår, men intet har jeg hørt

måske du skulle have brugt mindre tid på at snakke
og mere tid på at elske mig

hvad mon
du og jeg ville betro
hinanden i en af de der intime og
livsbekræftende snakke man
har med et menneske tidligt om
morgenen
i det mørke efterår
hvor resten af verden drømmer
og det eneste der er
vigtigt
er du og jeg
og vores sårbare slør af
følelser
jeg spekulerer ofte
over det
også
den nat hvor jeg spankulerede hen over trægulvet langsomt
og forsigtigt som var
det beklædt med blanke
glasskår fra knuste vinglas
hen til den lukkede dør
på den anden side af trappen
hvor jeg ved du er
men jeg tøver i det
jeg skal til at banke på
som om det virker
meningsløst
så jeg går tilbage
hen over gulvet uden at trække
vejret for de mange skår
af glas
er kommet under huden
og følelserne
bløder fra mine fødder
til der ikke er mere
tilbage og jeg håber
du vil gå den samme tur
over gulvet til den anden
side af trappen til der
hvor jeg er og bløde følelser
fra dine fødder så vi
en nat kan føle alting
sammen
mens resten af verden
drømmer

Tager toget den forkerte vej
så vi kan snakke syv minutter mere
men du er en snyder
og pludselig står jeg i centrum
bliver et lille bymenneske
der køber mad og kaffe
jeg gemmer mig
blandt byens ansigter
kører over langebro i bus
aftensolen er min svaghed
jeg ønkser at bussen vil blive ved
med at køre
skrive
føre mig
men med et skal jeg af
og jeg er efterlandt med mindet
om de syv lange sekunder
du fastholde mit blik

Gjennom språk gjør vi oss forstått
alikevel virker det ikke som vi forstår
vi snakker sammen
bruker språket
later som om vi lytter
mens vi egentlig bare venter
venter på at personen skal bli ferdig
slik at vi selv kan snakke
skape forståelse
uten egentlig å forstå

jeg faldt engang for en kvinde
ikke på den der forelskede måde
mere bare i form af en dyb fascination
i tre år agerede *** støttehjul
og så pludselig
flyttede *** ud i periferien af mit liv
fik sådan lidt en post-fascinations-depression
og brugte yderligere tre år på at forsøge
at finde hendes dobbeltgænger
det lykkedes ikke
da jeg endelig havde sluttet fred
med fraværet af hende i mit liv
dukkede *** op og sagde alle mulige smukke ting
*** er det bål man hælder hundrede liter vand på
men som alligevel
blusser op igen og brænder skoven ned
og jeg ved ikke om jeg skal lægge
mit hoved på hendes skulder, fortælle hende
at *** har reddet mit liv mindst én gang
eller bare drikke kaffe
og snakke om vejret

engang var det kærligheden der holdt mig vågen på dette tidspunkt
       nu er det noget andet

engang kunne vi snakke uden at kigge på uret
       nu kigger vi ikke engang på hinanden

vi sad og spillede det samme computerspil
       nu spiller vi den af for os selv

mørket svigter aldrig

"man kan, hvad man vil"
det sagde du selv
da du tog mit hjerte i dine lune hænder
efter 6 måneder i den evige
kulde
du og jeg
dig og mig
vi er så meget
men lige nu, er vi ingenting
længsel er vores drivkraft
kærligheden er skrøbelig
og vi skal passe på
så vi ikke knuser den
igen
lad os prøve igen
lad os elske igen
det føles som gamle dage
når dine øjne smiler til mig
og minder mig om
hvorfor jeg hoppede i det blå hav
de består af
til at starte med
lygtepælens skær krammer
din mørkegrønne bil
med duggede ruder
fordi vi trækker vejret istedet for at
snakke
jeg forsvinder i
lyserøde skyer
når du fortæller mig
at du har savnet mig
inden du trækker i mit halstørklæde
for at lade vores læber mødes
jeg ser ikke andet
end hvad vi kunne blive
du og jeg
dig og mig
igen

der er så meget at snakke om men jeg vil være stille
alt jeg ønsker er at det kan være
u k o m p l i c e r e t
og det er det måske
men sådan føles det ikke
de mindste handlinger de mindste følelser blæses ude af proportion
perifære fantommennesker i mørket
perifære fantomfornemmelser i natten
syrenerne på mit bord er ved at visne
hvis jeg føler noget, føler jeg det
hvis ikke gør jeg ikke
så simpelt så uendeligt indviklet
det er så ligetil at jeg bliver rundtosset
mit værelse er endelig rent men mine tanker er rodede
ville gerne feje i mine følelser men
jeg elsker det uforklarede