Submit your work, meet writers and drop the ads. Become a member
Yogeshwar Sharma Sep 2010
I asked you for friendship, you said no
What was the reason do let me know.

Please don't hold any grudge against me
I am not just another person in the crowd for free

Inside I felt my heart was made of gold
But you made me feel its only cold.

I thought friendship was meant to give shelter
But in real life its only a heart melting smelter

I felt I could  talk to you withour any fear
But when you said no I couldn't see anything clear.

Will my fresh wounds heal?
Cause I don't have left anything to feel!!!!

I wanted to feel friendship in real life
But today I realized its a thing of disguise.

I have accepted your no as your final answer
I don't know how to cope up with this disaster
I know I am only left with LAUGHTER!!!!
The poem basically deals with the hurt of a denied friendship!!!!!!!

Please its a self composed poem DO NOT COPY THIS!!!!!

I spent many sleepless nights 2 complete this
Michael W Noland Aug 2013
One by one they stagger in

And one by one
They are stabbed again

And there is not a single thing
That you or I can do for them

As they are they
And we are we

And we
We are Americans

All us worldly citizens

And we
We will do it all again

But

Bigger better
Smarter harder

Bigger bombs
Bigger bonds
Better arms
And better cons

Smarter teams
Smarter dreams
Harder fiends
With harder clings

To speculative seams

Sinking into the dreams
Meaninglessness

Free will
A cress

Made in the finesse of last laughs

Trapped in a maze
Amazed in lapsed..

Pain
The same as sympathy

Empathy fills me
But not you

Who the **** are you
Feel me feeling you

I am the impossible
Possibly hostile

Martyr to a better place
From carvers of the human face

Disgraced

Plucked and pruned
Fallen from space
****** imprudent
Shielded in hate

Grace is made this way

I can
I will
I am

And we can
All relate

From sculpted slates
We can blame the genetic traits

I stand
I ****
I am

Still me

But a who the **** are you
Is still a who the **** am I

And I am merely me
Marrying myself to the breeze

Flowing dis-compassionately

The woe only in I
Same goes for you

What’s mine is yours
And what’s yours
Is mine too

And you
You are
So ******* beautiful
To me

For me..

Waiting patiently
For us to meet

As this
This ******* dream

Is disintegrating

In graying hair
And brittled teeth

Right before me

Between my fingers
Secreting my completeness

The sheen that lingers
Of what may beat this

You are Less and less
Amiss and drifting through an abyss
Of timelessness
Or *******

Lighting the nothingness
With the something’s we have lit

Crumpling the summoning
Under running concepts

I flip it
Loop it
Re-repeat it
Speak it
And there it is

Until it's all there is

To be convinced
Of it ever being

It is what it is
It is what you make of it

But it
It is non-existent
Despite the coherence
Of the zing

It's still *******

However you paint it
Manipulative and complacent

I still sing

And once you get it
The pit still sits

Right where you left it
And you still aint ****

Merely being

We Just ride it
Until the end

Slowly declining in its decent
Commending the contempt
And spending our worth

To vent and purge
The splurging words
While observing the swerves
Of our naked nerves
In the sunlight

I writhe in light
Like in the warm shower insights
To my life
Lost when I dry

I'll be alright
When our eyes
Lock on the same night
On the same starry skies
Hypnotizing our lies
Into drive
As we drive
Off the same cliff

It's candle lit
Convalescence
To our testaments
To love and hate the love
In the wretched lessons
Lessened by the blessings
From the others projecting
Our chances of living
On our setting sons

Till the dawn of war drums
Strum with our fathers guns
On the gumption
Of the stun
As it fades away
As the faces deteriorate
From pictures framed of mind

Despite the rewinding
To the reeling back
Of everything that happened
In the snap back

Unto impact
It is the rubber band that snapped

That held it all together

Facts are still facts
Or perhaps
A map
To what happened
And trapped it
To one singular act
Of submission

The intuition
A mere vision
Made to action
Seeing is believing

The deceiving traction

Mashing the imagination
In its station for supremacy

Satisfaction

A ration
Of the disbelief
Molding into my souly retreat
Where I shall lovingly
Accept defeat
And fall upon my knees
Unto your love for me

Seeing you reflecting
Your similar beliefs

Once unbeknownst in the grief

Simply beautiful

I see us disappearing in the seas
In pulling tides
And swirling cities

Where we complete
Upon meeting
As we sink
Clindballe Nov 2014
Monotone stemmer og opgave ark
i tusinde eksemplarer hjemsøger
mine drømme om ingenting.
Det hele smelter sammen
som metaller i ild
og det er der jeg ser dig.
Du hiver metalmassen ud af ilden
og kaster den ned på gulvet
hvor det ligger
som en stor rødglødende pøl
midt i det hele.
Du tænker ikke over
at jeg svøber metaller
i en skabelon
af mit hjerte.
Written: November 6. - 2014
lidt dansk igen.
david mungoshi Apr 2016
Of all known phenomena
Birth is the most wondrous
And the most miraculous
In the assortment of life’s stunners
So you always are a miracle
One readily celebrated each year
As the sparkle of your smile
Dazzles the world
Like sunshine after a dark tunnel
And the fire in your eyes is a smelter
To melt iced hearts and smelt rock faces
So dance maestro dance
And never once forget the choreography
Of the poetry in your fervent heart
Where hopes and dreams are a lovely duet
Happy birthday mover of the spirit
You who creates joy in moments of magic
When configurations of rainbow futures coax your heart
To beat intricate rhythms from life’s score sheet
Happy birthday to you, child from eternal vistas
Let your dreams carry you forward to fruition
Till life is oozing and dripping with honeyed dew
And each early morning walk is capped with shower bliss
And that promise of tomorrow and the day after the feat
Of never giving up on the business of living, no matter what
Happy birthday  to you; you of stardust and moon glow
revised and enhanced into the final version
POSSIBLE Feb 2016
Take your first steps and do not refuse the heart taurus calling of of this journey.

Enkidu contemplated for a moment [seemingly eternal, but flowing into itself for a new moment of ‘now’ as it continues] how could there be a before in this equation?  He couldn’t remember.  “You have died, but are not yet done Enkidu,” The chorus continued  His name, those voices, all of them coagulated into a recognition of the past in a weighted epiphany.  

Welcome to the Divine imagination, it is here that you will truly be tested.  Your life on earth, that was simply the practice period, here is where you literally put realization into action.  This may be a place of light, but you are in a transitory period.  In order to find yourself you must achieve the wholeness that you were unable to achieve in life.  However, You are not alone in this journey there will be guides as there always have been.  IT is up to you to not miss them, it is up to you to truly listen and realize, it is up to you alone to act.

“You may have thought you were a hero once,” the voices sang, “but this is the true forge of heroes.  This is the cosmic smelter through which you will be folded and folded in such a way that you might fulfill your potential and help others to do the same.”

Instantly visions of Enkidu as a King welled forth from the surroundings.  The environment began to take on a similar substance to whatever he was thinking about.  Concepts became steps and Enkidu saw himself standing once again with Gilgamesh facing the Great walled city of Uruk, the masses chanting the brother’s names, and in his hand a rather grotesque piece of the great monster Humbaba!  

He wanted to look Gilgamesh in the eye, to cry to his brother how much he missed him, but...he forgot why.  Had he been gone?  Surely, this was the present moment as it is, and presently Enkidu and Gilgamesh were showing off their Great accomplishment.  A serpentine whisper projected from what sounded like Ishtar made itself heard, soft and clear though the crowd’s roar was shaking the foundation of the city.  

“Look what you have done!  Look how you have succeeded.  Gaze into the eyes of these assembled adorers.  Can you not feel the power that such recognition brings?  You can have all this and much, much more.”

The lure of accomplishment lingering in the air quietly preparing to harpoon Enkidu with the its’ concrete & possessive tendrils.  Something innately prompted him to not look into the eyes of the roaring crowd or to the eyes of his brother, Gilgamesh. Instead he squinted through the pupils as portals to the truth of their being.  In each of the eyes he saw a subtle poison.  In each was a yearning to possess the power of Enkidu, the aching delusion that they too could own such an experience as felling a demon and the riches that would follow from such an event. 

A lone pair of eyes shimmered behind the crowd’s edge.  They were the only pair of eyes empty of delusion empty of desire for what he had.  He was confused by this.  WHY would someone not want what he had?? They alone in the crowd saw the truth as it was.  They eyes spoke to him as a voice never could,

“Let go of these delusions.  You have already finished your journey for accomplishment, this journey is for truth.  This is your duty.  Remember to do your duty and let go of the results, if you hold onto the results you will be lost in your own hell and we will be unable to find you, let alone save you.”

As soon as this was understood the poised and now scorpion and serpentine tendrils of accomplishment made to strike at Enkidu’s heart and eyes.  To take his chance at immortality.  Enkidu became still and saw that the city, the people, and his accomplishment were illusions; complex, detail laden illusions, but illusions nonetheless.  Sand paintings which were constantly created and blown away.  

Understanding manifested as a chest piece of armor and a helmet both crafted from the light of the heavens.  The hooks of the tendrils found no hold on Enkidu’s spirit armored as it was.  And the light of understanding poured through the armor to foil the strike.  The illusion was thus illuminated through understanding. The environment faded back into the infinite light that was his existence before his journey back towards delusion....

The only thing that remained after the experience were the pair of eyes that had instigated his realization.  What appeared around them was a resplendent chariot with an infinitely beautiful being making itself manifest, first its structure shown through a light-lattice grid, then its frequency fell into form.  Krishna spoke to him through his eyes.  The speech was an invitation.  

**“Join me on this path of authenticity and duty.  Be a true hero and come aboard the chariot this moment.  Do not refuse this call my love.  This is a call to see yourself as you have yet to witness it.”
The journey continues, the illusion prevails....
Jonathan Dyhre Jun 2013
Snøflakene faller sakte i nattesmørket
Nesten melakolsk faller de
sakte
som om de vet
vet at de kun er en mikroskopisk del av et enormt fellesskap
vet at før eller siden
smelter de
forsvinner ut i intet
og alt de har oppnådd
er å være en liten del
av noe stort
som smelter vekk
uten spor
verden smelter under solen
jeg smelter uden solen
ingen kan læse hinandens tanker men alle vil prøve
vi smiler men med aggression under huden
tyngdekraften har lagt sin tunge hånd på mit bryst, skubber mig mod jorden
jorden, som smelter
My head is bowed
Pelted by pellets of invisible rain
That burn life sparks from a smelter
The heat of the sun, quickly vanishing
Realization stabs deep, lightning sharp
Bright, brilliant for only a second
Then gone, gone, gone from it's target
Chosen for it's revelation
I feel the thunder shake my guts
No longer in the distance
The hammer strikes hard
And the flash of metal on steel
Spits electricity, aimed with precision
So I cover my head with my hands
My instinct is to hit the ground
Assume the position
Hide in a cellar womb, conceived in my mind
For just this purpose
I should not have made the promise
Not to venture too far
From fetal security
It's much better in this gelatinous cellar tomb
White washed as it is by all Your lies

Can you feel the wind blowing?
Howling and whining, whistling a dreadful tune
Giving voice to ghosts and spirits, angry at me
Threatening to knock me down, back to the ground
******* down and stone me
With lethal hailstones as the apostle stands back to watch
Threaten to whip me up and whirl me around
Just so much debris caught in the jaws of a hungry tornado
It threatens to toss me off, useless detritus
Into ever growing puddles
But I am a heavy feather
A wet leaf, mired in fresh mud
So I ain't goin' nowhere

If I had the nerve
I would lift up my head from useless prayers
Take a quick look and hope to see
Where it's all coming from
Grey clouds drifting too quickly
Ugly colors on infinite canvas
Confusing melodies drawn upon staves of silence
Sick, *****, murky ether
That delivers nothing but bad tidings
I only want to **** the messenger
The artist, the composer
I know exactly where to find Him
He's in the womb
He's in the tomb
And he's mean to ***** me out of his silent mouth
And he's heartless to leave me alone for these years he's given me
And he's cruel to teach me of the Grand Obsession
That will take me back to Him

I will stop up my ears aganst the raging tempest
Because I do not want to hear
So sure that my denial
Rooted, as it is, in ignorance
Will perform alchemy
If only in the playground of my mind
A minor tweak in the illusion
But I have not the nerve
Nor have I the skills
My magic is too fragile
So my back remains hunched
Eyes still closed
Head in hands, bobbing back and forth
To the beat
Of some heavy rock music I've chosen
To drown out the sound
Of the Hurricane
© 2011 by James Arthur Casey
Dig
Måske er jeg blevet for god til at elske folk
der ikke elsker igen.
Dig.
Det er altid dig jeg skriver om og kysser
i min fantasi.
Du er **** art, og sådan et drag at se.
Jeg har ikke længere energi til at savne dig.
Din verdensfjerne tilstedeværelse har åbent min mavesæk
i skrigende sår.
Jeg kan umuligt sige nej, når dine læber presser på,
men mit hjerte er væk.
Jeg vil ikke mærke din hånds kærtegn eller de ivrige kys på min hals.
Jeg vil være alene.
Så lad mig lære at leve,
lad mig synke dybt. Dybere.
Mærke bunden og skrabe den i desperation.
Lad mine lunger oversvømme i det iskolde vand,
uden at trøste mig. For jeg vil ånde igen.
Jeg vil skrige skyerne ned fra himlen og lade mig begraves i dem.
Lad mine isblå negle være blå, lad mig skrige hjertet ud
i tusinde stykker,
for jeg kan ikke bløde mere.
Solen smelter. Plastik.
Når jeg kigger på himlen ser jeg dig, og tænker på om vi forsvinder sammen med den.
Men der er ikke noget vi.
Evigheden skal være uden dig.
Echoes Of A Mind Mar 2016
Jeg ligger i sneen
Og føler ingenting.
Kulden rør mig ikke,
For den har allerede
Gnavet sig ind til mine ben...

Et ensomt snefnug falder på min kind,
Blidt det rammer,
Men jeg mærker det ik'
Hvorefter det langsomt smelter
Og triller ned ad min kind
Som de tåre
Jeg har grædt i tusindvis...

Mine fodspor i sneen
Er snart dækket af hvidt
Jeg tænker,
At dette ville
Du nok gerne have set...

Dette hvide landskab,
Der skinner så blidt.
Og jeg smiler,
Men kun et øjeblik.
Før jeg erindre,
At sådan blev det ik'...

Frosten bider mig i næsen,
Men i øjeblikket er jeg
Et halv-sociopatisk væsen
Og derfor
Ænser jeg den ik'...

For jeg ved ik' hvordan
Jeg skal komme igennem dagen,
Som uret snart slår an...

Den sidste dag, den sidste time,
Før du lægges endeligt til hvile.
Men lige nu vil jeg ikke tænke,
Ikke føle, ikke mærke sorgens lænke,
Der langsomt tynger mig ned...

Jeg vil blot ligge her i sneen
Før jeg går ind
Og lægger de sidste roser
På kisten...
Dansklæren gav en opgave om at skrive et digt om sorg indenfor det semantiske skema: vinter....vi fik 3 minutter og dette digt er mit resultat af den opgave.....sjovt nok beskriver det meget godt min følelsesmæssige tilstand lige for tiden....nu hvor jeg efter 3 hårde uger endelig tillader mig selv at gå ned med den stress, som jeg har gået rundt og kæmpet for at holde i skak...
Expect a lot of poems to be released since I have nothing else to do while being tied to the bed due to stress
andenrangs poet Oct 2014
du bad mig om at vente her
på hjørnet af frederiksberg allé
mens du gik den modsatte vej
og du så dig aldrig tilbage som om du ikke var i tvivl
men alligevel
tog du mine hænder og sagde at jeg bare
skulle stole på dig og dit (sidste) kys brænder
stadig på mine frost kolde læber
jeg har ventet i en menneskealder og
jeg har set en verden af københavn som ellers
bare ville have passeret mine øjne som små
ubetydelige skygger
vejret har skiftet mere end før
og jeg ligner mest af alt en der har gået sit
livs walk of shame
for jeg er stadig klædt i den sorte kjole
og de små sko med hæl som du forærede
mig dengang
læbestiften er intakt endnu
og jeg smager af daggamle cigaretter
og whisky
og luften blandes af duften af
chanel og vores søde minder
den københavnske vinter slider ikke
så meget på mit sind når jeg tænker på det
og mine følelser smelter
jeg kan nok godt vente fem minutter endnu
men du kom aldrig forbi frederiksberg allé igen og
du afleverede aldrig mit hjerte tilbage selvom
du havde lovet det da du tog mine hænder og kyssede
mig (for sidste gang)
Louise Sep 2016
det orange skær lægger sig som et yndefuldt lag over alle de opsatte trekanter, der så fint repræsenterer den syvdags-beboende flok af festglade mennesker, der dag for dag snor sig spruttende af glæde rundt mellem de mange stier, der opfyldes af et ocean af humørfyldte druklege

jeg selv er en del af det, og jeg trasker nynnende rundt mellem lattergaspatroner, smadrede oliofska flasker og knækkede stoleben
lad os kalde det en smuk losseplads

jeg er så stærkt fascineret af atmosfæren
også selv når mit hoved sumre og pumpes op af den velkendte klang af dak
og når jeg næsten dehydrere, af alt det vand jeg burde ha indtaget, i stedet for at anvende det til at drukne min hjerne i, når mine tanker lader sig sejle roterende rundt i orange bølger
dette dræner også én fra energi
så jeg mindes tydeligt øjeblikket, hvor vi tillod os selv at falde hen en times tid
og derefter, med et sæt, vågne op af tørsten samt trangen til at fortsætte indtagelsen af det påvirkende væske

vi går over mod apollo for at
endnu en gang
opleve nydelsen af tame impala's smukke udsendelser af øregangsorgasmer
jeg har det lidt halvdårligt, og forsøger lidt akavet at rette fokus mod mine eksotiske babyhår i panden, som stikker ud fra den gule skyggekasket, der meget udiskret og med en ekstrem ensfarvet sammensætning, matcher alt andet gult på min krop
for en stund virkede ignorancen

åh, se, en pomfritbod

et sødt pars hænder smelter sammen i aftensolens skær, lige inden de vender sig mod hinanden og blidt lader deres læber mødes. selve romantikken i seancen, bliver desværre hurtigt udvekslet af et råsnaveri, og jeg ryster let på hovedet
mine midlertidige følgesvende hiver straks deres mobiler frem og filmer et nøjagtigt pragteksemplar af mit sørgelige kærlighedsliv, mens jeg står standhaftigt og udstråler et hjerteskærende ansigtstryk
under mit humoristiske og selvironiske lag af skuespil, står jeg og overvejer alvoren i den thomas helmig sang, mine ører skuer i det fjerne
og med ét fremstår hele situationen nærmest egentlig som en bedrøvelse i sig selv, når jeg realiserer sandhedens betydning

en brummende bas drøner bagfra forbi os, og jeg opfanger i selvsamme sekund, at den gigantiske højtaler, imponerende nok, er blevet hægtet fast på cyklen med knapt så sparsomme mængder gaffatape
og jeg tænker, at cyklens skarpe sving, har en vis lighed med den roterende fornemmelse af lidelse, der dybt mærkes langs min rygsøjle
om det er fra mit efterhånden propfyldte net med unødvendige, fjollede småting eller de mange udmattende gåture på pladsen er jeg ikke helt klar over

nu ligger jeg herhjemme
ikke i teltet eller hos andrea, for den sags skyld
men helt hjemme
mine øjenlåg vibrerer af savn, når jeg hører musik, der minder mig om roskilde gengivelsen af de mange øjeblikke, 'nede mette' har sejlet rundt mellem mine slidte øregange, kan ikke fremstå på samme måde, som det gjorde på festivalpladsen
lugten af cigaretter sidder stadig mellem mine fingre
jeg spekulerer over, om det måske skyldes de mange gennempillet filtre

alt i alt har jeg en mærkværdig fornemmelse af, at skulle vanedanne mig selv ind i roskildes dagsrutiner, hvilket ville være en stor overbelastning for den ellers ganske normale hverdag
men jeg sidder alligevel her, inde i min nøddeskal og tænker at min modreaktion på savnen, vel umuligt bør være andet end at lede efter de små værdifulde ligheder, der kan genskabe min fascination af roskilde festivalens mange glæder
L S Tesler Sep 2015
hvis jeg engang glemmer, hvordan luften dufter om efteråret, hvordan sand føles mellem mine tæer eller hvordan en hånd på min kind skaber ro i mit sind, så fortæl mig det hele. fortæl mig hvordan jeg plejede at tale om alt, hvad jeg synes er så fantastisk og hvad jeg tænker, når hele min krop er træt og jeg kun kan hviske mine ord. fortæl mig hvordan vi lå i timevis med mine ben over dine og mine læber på din nakke, hvordan ordene "jeg elsker dig" aldrig blev slidte på vores tunger, hvordan jeg altid talte om eventyr udenfor og du altid ville grine af mig og ryste på hovedet fordi du vidste at jeg i virkeligheden hellere ville ligge i vores utallige dyner i utallige timer, som var hver dag en søndag. fortæl mig hvordan jeg altid druknede i dine øjne og blev stum i hele minutter, og hvordan jeg ville tale i søvne om alle de ting jeg aldrig siger, selvom jeg slet ikke behøver fordi du allerede ved det. fortæl mig hvordan min hånd passede så perfekt i din, at alle klichéer om den eneste ene blev til virkelighed hver gang din hånd fandt vej til min. fortæl mig hvordan vi kunne grine til vores øjne løb i vand og vores maver var ømme, og hvordan vi kunne falde i søvn i hinandens omfavnelser fordi trygheden gjorde os søvnige. fortæl mig om alle de syndige øjeblikke vi har delt, og hvordan vores kroppe smelter sammen, når lyset er slukket. fortæl mig hvordan jeg aldrig kunne undvære dig og hvordan det aldrig var smertefrit at forlade dig, når du stod i mine natbukser og med uglede krøller. fortæl mig især hvordan vores læber var bløde og om alle vores lange kys, der aldrig skulle være endt. fortæl mig hvordan resten af verden altid var så ligegyldig, når bare vi havde hinanden. fortæl mig at du elsker mig, og at du aldrig vil gå. så kan jeg huske igen
Ottar Apr 2016
moon beams read all the stories to the children at night as they
went to bed, not sleepy

the Underjordiske were everywhere they could cause a fray, always
acting out and creepy

and lost people from far away have stories to tell
but eyes, echo against safe canyon walls, they are lost too,

And the Earth gives a beautiful sigh out my window, and the branches and leaves say "again, do it again, do"

I let my self drift on the Columbia River, an inner tube swollen with the air from the smelter on the steep banks of that place called home

and here the clear and cold night snaps me out of my reverie
for just a moment, I see the gloaming

the dream, I had as a child climbing mountains all,
ones that scratched the belly of the sky

from there I would see all the longboats there that ever floated
on any ocean or any bay with sails on mast high, flags to fly

and the bright lit ones would be the funeral pyres
lighting the way to the Rainbow Bridge,
"Odin, Ve, can you hear me?"

big dreams that don't fit in small houses and needles
from the street won't pick locks but pierce lives, lost souls of the sea

and my past is a lover that lets me sleep at the foot
of her bed, curled up on a cushion of Dogwood flowers,

every morning to wake up in a different alley and walk just long
enough to see that I am lost, powerless

but i fear that this is savagely wrong
and there is no music in here to sooth the beast  

standing so close to border of reality that I
hear all the illegal crossings scream, West to East

and Belugas gently drop
into the deep part of the
of the River Fraser where I wait, they leave
me her letter and take the bait
and she said "she didn't think
I would mind if she found someone
else, as the distance and time was further
than she first thought", and the tears...
filled that flow since, and through time

Empty

at my feet helmets, two, both an ancient one, a new
one, i light the letter divided in half light the paper on fire
and
my great great great grandfather says as he
turns away saying "there is no shade in the shadow of the cross"
Okay, eat the mushroom and you will understand.
Really it is a happy poem, from my happy place.
"there is no shade in the shadow of the cross" - graffiti
et  rystende maleri. han har brugt lang tid på det, får jeg at vide

det ligner noget et barn har tegnet. bogstaverne er runde
       og vaklende og skæve. han har malet farverne ind over hinanden.

det rammer som en snestorm, som en iskold bølge inde i hjernen, tårerne som spor af følelsen

                  kernen af et menneske, hvem er man når den svinder, når den
           ryster og hiver efter vejret og falder
og langsomt smelter bort?

        det er smertefuldt at være vidne til. forsvinder han? er det hans sidste maleri?

                ikke til at holde ud,    jeg må væk,    jeg må besøge ham eller
         skrive   et   digt, jeg må gøre noget

for ellers flyder jeg over

     af salte, kolde bølger der vælder
kigger ind på lejlighederne og
gløden af følelser vælder i mig glimt af tårer glimt af
vægtløshed og mørkeblå og bålrøg
som om jeg nogensinde har oplevet noget der kører som en spillefilm i
mit hoved når jeg tænker på det perfekte
som om jeg ved hvad jeg egentlig tænker som om ord ikke dekonstrueres og knækker sammen ved blot et enkelt blik
verden er opløselig
ubetinget tidsløshed
livet er elastisk
hvis nogen fortalte mig, at jeg ikke har været på jorden i mere end fem år ville jeg ikke tvivle det
mine minder smelter ligesom under opmærksomhedens lys som gamle billeder af glemte mennesker som om nogen har plantet dem i mig som om jeg
aldrig har været mit eget menneske før
og alt der sker lige her topper ikke alt hvad der sker på gaden og i byen og i landet og i havene og på kontienterne og på kloden og i solsystemet og i galaksen og i universet og i eksistensen
det hele er slimet og formløst i min forståelse
jeg kan ikke forklare det for jeg ved ikke noget
jeg kan ikke forklare det men jeg ved ikke noget
som om jeg er et stykke tyggegummi på undersiden af en
sejlbåd midt i
saltvandet
hvis jeg kniber øjnene sammen bliver teksten fed
**saltvandet
Scott Hamsun May 2017
Jeg kan høre det milde havskummet,
Det berører bakken så nær hjemmet sitt.
Skjønnhet vevd i sitt rustne gylne hår,
Jeg har ikke kjent henne lenge, men *** lar meg gå på lufta.
Det er noe *** har, en slags nåde,
Det skinner som en gemstone gjennom ansiktet hennes.
Hennes øyne kan være gjennomsnittlig på noen andre,
Men i hennes ser jeg himmelen, et hjerte smelter meg.
*** har barnslig lurer og jeg elsker det så,
Og *** gir av det mest lunefullt lys.
Selv når vi står på den kalde betongen,
Jeg kan se blomster spring opp rundt føttene hennes.
Jeg tror jeg elsker henne, ja, det gjør jeg!
Nei jeg gjør det ikke, det kan ikke være sant.

-Det tynne barnet bak deg.
kapslen af frostgrader omkring mig smelter langsomt
forbarmende forår
jeg har en vinterjakke, men der er hul i den venstre lomme
der er kun tre måneder tilbage
det er tåget
du er blevet til en myte
omhyllet af tåge, bestående af tusinder af reflekterende vandpartikler
uforståelig og fantastisk og håbefuld
er du bag tæppet af tåge?
der er noget fabelagtigt og verdensfjernt over støvregnen
alt er indhyllet, umiddelbar udsigt over gaden, skjult passage
noget magisk ved tanken om, at den enkelte dråbe i sig selv blot er regn
men at formationen af de millioner af mikroskopiske dråber
    bliver til en dis, en stemning, en følelse
  når man står ét sted virker det som om, at tågen starter længere henne
hvis man flytter sig derhen virker den til, at starte hvor man stod før
et spørgsmål om placering
  subjektivt
aldrig helt tæt på, en visuel løgn
tåge bevæger sig ikke udelukkende horisontalt
et tag hjælper ikke mod tåge, den smyger sig stillestående
    hvor regn blot uden skelnen kolliderer med enhver overflade
noget blidt, noget magisk, noget nyt;
sneen er væk - optøet
forår
naturfænomenet 'tåge' - dannes ved et møde mellem varmt og koldt
i nordisk skabelsesmytologi er tåge grobund for livets opståen
Hazel Nov 2017
Jeg skriver portrætter med ord
og maler deres ansigter lidt på skrå,
for det er jo sådan de ser ud.
Skæve smil, skæve meninger, skæve hjerter.
Jeg fravælger mig farver og blander en sort, så jeg kan iscenesætte mine følelser lidt
EKSTRA!

Jeg kaster bandeord ud i et tomrum, direkte ind i djævlens svælg, og åbner mit gab omkring hornet.
Kvæles fornøjeligt, med en kvalmende følelse som danner en fornemmelse af et uægte samvær mellem to parterede hjerter.
Jeg iscenesætter mine følelser lidt
EKSTRA!

Smelter sammen med Nikotindræbende dampe, som lufter mine lunger med et frisk **** af gensidig afsky og selv-væmmelse.
Jeg absorbere det kemikaliedannede hvide projektil, som jeg skyder ned i en suppedas af mavefornemmelser.
Jeg iscenesætter mine følelser lidt
EKSTRA!
-Hazel
lyden af a-mennesker
lyden af hundeluftere, af eneboere, af kærestepar og babyer og frimærkesamlere og dagdrømmere, lyden af regn, af busser, af cykel-ringeklokker og armbåndsure der tikker
tusinde af by-lyde smelter sammen til én stor, stille larm
regndråberne løber om kap på mit vindue
blomsterne på mit natbord er derimod visne
jeg har tre sammenfoldede digte i min ene jakkes lomme
avocadoplanten vokser og skyder nye blade, grønne og spinkle som håbet
havet bruser et sted langt væk herfra
bilerne snoer sig afsted på krøllede hovedveje og trækker spor af lys efter sig
månen følger bilen, hvis du spørger børnene indeni
alting sker lige nu. i universet lyser
stjerner og solen brænder sin evige brand
fordømt og velsignet
uhåndgribeligt, fragmenteret
    forvirret
mudret
   tunnelsyn, papirsfly, sammenkrøllet note
opmærksomhedskrævende intethed
larmende stilhed

sukkende sindstilstand
jeg føler mig separeret fra min egen krop, fra mine egne handlinger, fra denne verden og himmelrummet og tankerne og sidste år
tåge, sumpet, nysgerrigt; hemmeligt
     struktureret tilintetgørelse
frakoblet virkelighed
rutine-kunst, ikke fra hjertet eller hovedet men fra hånden
udslukt, for nu
vi vender tilbage efter vi har fikset de tekniske problemer
nu: afsted til IKEA, discountmøbler i dårlig kvalitet som alle alligevel køber

verden smelter sammen omkring os og vi vil ikke indse det; ikke SE DET
menneskelig fejhed, menneskelig fejl
terrorangst og global opvarmning og fattigdom og ****** up

EN UGES PAUSE
som mininum
   hvis det endelig skal være, så skær mig dog helt væk; fjern det hele
ikke endnu
er træt af at lave noget - er træt af ikke at lave noget
det hele står stille og kører med 300 km i timen på én gang
sælsomt
livet er som en sky
flyvende, himmelen er ikke blå
   virkelighedschok
jeg er! jeg er! du er! vi er!
min verden er aldrig blevet set fra andet end mine menneskelige øjne
vestlig, menneskelig kropslighed

skyer, man som barn troede, var håndgribelige totter vat; men som i virkeligheden bare er kolde, våde og gennemtrængelige vand-konstellationer

virkeligheden er både det allermest vidunderlige og det mest skuffende
en bizar periode, nogen kalder den '2.g'
mine digtes fokus
er blevet bredere, mere abstrakt og mindre detaljeret
jeg kan hverken passe tankerne i en kasse eller sætte en rød tråd (sorry)
at separere handlingen fra den, der handler
mennesket, uspejlet i sine handlinger
handlingen, uafhængigt at menneskelig magt
at prøve at være over det hele går simpelthen ikke
nogen må stoppe mig
stop mig!
stop samfundet!
stop jordkloden!
stop Tiden!
      det stolte og det sårbare
det kan godt være at der på den ene eller anden måde er opstået en sammenhæng og en kausalitet i dette: det er skam ikke med vilje! trust me! mine tanker er en grødmasse! : )
S Smoothie Feb 2014
Its hard to find that sparkle in a world intent of flashes

its something I cant put my heart on.

I wish I could.

but I cant. not yet.

I was broken along the way to love

and I think I dont know how to put it all back to what it used to be to be me.

it wasnt stolen. I took it back. but its in pieces.

the only way to get the scars out is to melt it all down

and let it smelter. when it reforms I have a choice over which shape I take,

but I am so afraid of the process,

I cant look at the flashes to catch the spark to light the fire.
Louise Sep 2016
det orange skær lægger sig som et yndefuldt lag over alle de opsatte trekanter, der så fint repræsenterer den syvdags-beboende flok af festglade mennesker, der dag for dag snor sig spruttende af glæde rundt mellem de mange stier, der opfyldes af et ocean af humørfyldte druklege

jeg selv er en del af det
og jeg trasker nynnende rundt mellem
lattergaspatroner,
smadrede oliofska flasker
og knækkede stoleben
lad os kalde det en smuk losseplads

der er noget helt specielt ved atmosfæren
også selv når hovederne sumre og pumpes op af den nu velkendte klang af dak
og når man næsten dehydrerende, forstår manglen på alt det vand man burde ha indtaget
i stedet for det euforiserende væske

et sødt pars hænder smelter sammen i aftensolens skær,
lige inden de vender sig mod hinanden og blidt lader deres læber mødes.
Selve romantikken i seancen, bliver desværre hurtigt udvekslet med et råsnaveri
og jeg ryster let på hovedet.
Samtidigt står jeg og overvejer alvoren i den
thomas helmig sang,
mine ører skuer i det fjerne.
Det hele får mig til at tænke over, hvad ægte kærlighed egentlig er

en brummende bas drøner bagfra forbi os, og jeg opfanger i selvsamme sekund, at den gigantiske højtaler, imponerende nok,
er blevet hægtet fast på cyklen med knapt så sparsomme mængder gaffatape
og jeg tænker, at cyklens skarpe sving, har en vis lighed med den roterende fornemmelse af lidelse, der mærkes dybt langs min rygsøjle
om det er fra mit efterhånden propfyldte net med unødvendigt gøgl
eller de mange udmattende gåture på pladsen
er jeg ikke helt klar over

nu ligger jeg herhjemme
ikke i teltet, som jeg nu havde vænnet mig til
men helt hjemme
alt i alt har jeg en mærkværdig fornemmelse af, at skulle vanedanne mig selv ind i roskildes dagsrutiner, hvilket ville være en stor overbelastning for den ellers ganske normale hverdag
men jeg sidder alligevel her, inde i min egen boble og tænker at min modreaktion på savnen, vel umuligt bør være andet end at lede efter de små værdifulde ligheder, der kan genskabe min fascination af roskilde festivalens mange glæder
Amanda Bordrup Apr 2015
Du har aldrig læst mine digte
Du ved ikke at de alle er skrevet til dig
Jeg ville have læst dem alle for dig
den dag du opdagede hvor dybt
i mit hoved jeg egentlig lever
Jeg ville have læst dem
så du forstod den sandhed
der gemmer sig bag hver strofe
og hver sætning
Så du forstod
at jeg blot er et menneske
Hvis historier aldrig
er blevet genfortalt
At jeg hverken har vinger eller gæller
og hverken besidder tro
eller overbevisninger
og at du er den eneste sandhed jeg kender
At du er essensen af alt hvad der er godhed
og at verdens ondskab smelter
ved dine fødder
og at din krop minder om
den mest ensomme af alle enge
under den mest blå af alle himler.
Til M.P
nana nilsson Mar 2017
Der er kun mange parallelle universer jeg har kunne møde dig i
men jeg tror jeg har elsket dig i dem alle
Du gør mig svimmel af din kærlighed
Ikke længere alene,
vi smelter sammen til en tosomhed
Min yndlingsbeskæftigelse
Jeg er ikke bange for at give dig mit alt,
du må få alle mine stykker
For man kan aldrig blive helt tom når man er fyldt op af forelskelse
Hazel Jul 2018
To høje søjler
Støder sammen,
rammes af solens stråler, fra øst.
I vest flettes der fingre,
varmen i mellem, smelter glas.

Sådan går digtet om du og jeg, “metaforer i krig”. Jeg slås uden om de tunge kys, og jeg drysser din berøring med kobber. Våde kys og din kobberkrop bliver grøn.
Kemien kaster vandpatroner på kobberkroppens fysiske følelser. Vandstanden steg og lavt blev højt.
-Hazel Lamb
ligge med maven vendt mod himmelens blå favn
rygraden smelter under solens stråler og
hele kroppen synker ned i græsset
smørblomsterne, presset mellem bøgernes sider
falder ud og samles op og indrammes
to knæ i to denim-bukseben
og buksebenene, foldede
sidder på den sorte stol i det hvide ***
dine tre skønhedsknopper under trøjen
håret flettet tæt ind på hovedbunden
fire krydsede fingre og to øreringe
nede i sprækken mellem de hvide gulvbrædder
hjerter i symbiose
og hjertestrengene spænder sig ud over flere kilometers vidde
en evig higen efter
den fjerne hjemplanet opbygget af
opaler og citronkernerne og lyserøde negle og nattergalesang
med en befolkning bestående udelukkende af måneskin og
champagnebobler
som smelter sammen og genopstår
sarte og bløde og i konstant venskabelighed
vi er bygget til så meget mere
til at brænde
til at svæve, at opløses og gensamles
essenstænkningen forskydes og jeg eksisterer to steder på én gang
mit folk som skytsengle bevåger alle jeg nærer glødende kærlighed for og
kysser alle ensomme menneskers øjenlåg, forstår den
s ø g e n d e   s j æ l s   s a n s e l i g h e d
og på en grøn-tyrkis morgen vil du finde din hjemstavn
og brænde, svæve, opløses og gensamles
som dit sande jeg
grøn og formløs
og uendelig
med tårer i øjnene hiver jeg luft ned i mine ekspansive lunger, husker
husker: det er bare nu'et. det er blot en brøkdel.
og en dag vil jeg have glemt dette øjeblik, dette blink med øjnene, forbipasseret fortvivlelse og forvildelse og utilpashed
og en dag vil jeg have varme, gyldne minder lokaliseret bag øjenhulen, bag drømmene
og jeg vil have hængt hvidt vasketøj op, jeg vil have talt med en vred bille, kørt i en lyseblå bil og købt mine egne øko-appelsiner.
jeg vil have klippet mit hår mindst ti gange, foldet fingrene om en andens krop, om en andens ømheder, en andens tanker, jeg vil have haft et hundrede forskellige par sko på mine to fødder, set nye vidundere og nye lavpunkter
og det smelter sammen og alt det ubehagelige fylder mindst
men lige nu kaster ubehag lange skygger
eksistensiel forsømthed
fordømt, for tømt for ting
et hvidt ***, blænder
tænderne under læberne
sammenknebne
livet har trukket mig med sig
på slæb
jeg kigger på dig men jeg kan ikke se dig
som en fantomforbløffelse
hvem er du
men det er vel et unfair spørgsmål
ikke enhver kan besvare
taber man energien, taber man pusten, taber man tråden?
endten har ingen det, ellers har alle det
alting opløses foran mig foran min opløselige krop som en
treo i vandhanevand
som blod på tube
gennemanalyseret og forsømt
min krop er af gelé
og jeg smelter ned i min madras
hvem vil ikke gerne danse hver aften?
hvordan opnår vi
hvad vi vil
hvorfor vil vi det

livet er abstrakt for tiden

— The End —