"smelter" poems
I asked you for friendship, you said no
What was the reason do let me know.
Please don't hold any grudge against me
I am not just another person in the crowd for free
Inside I felt my heart was made of gold
But you made me feel its only cold.
I thought friendship was meant to give shelter
But in real life its only a heart melting smelter
I felt I could talk to you withour any fear
But when you said no I couldn't see anything clear.
Will my fresh wounds heal?
Cause I don't have left anything to feel!!!!
I wanted to feel friendship in real life
But today I realized its a thing of disguise.
I have accepted your no as your final answer
I don't know how to cope up with this disaster
I know I am only left with LAUGHTER!!!!
Sep 26, 2010
Sep 26, 2010 at 10:06 PM UTC
Monotone stemmer og opgave ark
i tusinde eksemplarer hjemsøger
mine drømme om ingenting.
Det hele smelter sammen
som metaller i ild
og det er der jeg ser dig.
Du hiver metalmassen ud af ilden
og kaster den ned på gulvet
hvor det ligger
som en stor rødglødende pøl
midt i det hele.
Du tænker ikke over
at jeg svøber metaller
i en skabelon
af mit hjerte.
Nov 6, 2014
Nov 6, 2014 at 1:13 PM UTC
**Of all known phenomena
Birth is the most wondrous
And the most miraculous
In the assortment of life’s stunners
So you always are a miracle
One readily celebrated each year
As the sparkle of your smile
Dazzles the world
Like sunshine after a dark tunnel
And the fire in your eyes is a smelter
To melt iced hearts and smelt rock faces
So dance maestro dance
And never once forget the choreography
Of the poetry in your fervent heart
Where hopes and dreams are a lovely duet
Happy birthday mover of the spirit
You who creates joy in moments of magic
When configurations of rainbow futures coax your heart
To beat intricate rhythms from life’s score sheet
Happy birthday to you, child from eternal vistas
Let your dreams carry you forward to fruition
Till life is oozing and dripping with honeyed dew
And each early morning walk is capped with shower bliss
And that promise of tomorrow and the day after the feat
Of never giving up on the business of living, no matter what
Happy birthday to you; you of stardust and moon glow**
Apr 2, 2016
Apr 2, 2016 at 6:05 PM UTC
Måske er jeg blevet for god til at elske folk
der ikke elsker igen.
Dig.
Det er altid dig jeg skriver om og kysser
i min fantasi.
Du er **** art, og sådan et drag at se.
Jeg har ikke længere energi til at savne dig.
Din verdensfjerne tilstedeværelse har åbent min mavesæk
i skrigende sår.
Jeg kan umuligt sige nej, når dine læber presser på,
men mit hjerte er væk.
Jeg vil ikke mærke din hånds kærtegn eller de ivrige kys på min hals.
Jeg vil være alene.
Så lad mig lære at leve,
lad mig synke dybt. Dybere.
Mærke bunden og skrabe den i desperation.
Lad mine lunger oversvømme i det iskolde vand,
uden at trøste mig. For jeg vil ånde igen.
Jeg vil skrige skyerne ned fra himlen og lade mig begraves i dem.
Lad mine isblå negle være blå, lad mig skrige hjertet ud
i tusinde stykker,
for jeg kan ikke bløde mere.
Solen smelter. Plastik.
Når jeg kigger på himlen ser jeg dig, og tænker på om vi forsvinder sammen med den.
Men der er ikke noget vi.
Evigheden skal være uden dig.
Jan 10, 2015
Jan 10, 2015 at 10:59 AM UTC
*Jeg ligger i sneen
Og føler ingenting.
Kulden rør mig ikke,
For den har allerede
Gnavet sig ind til mine ben...
Et ensomt snefnug falder på min kind,
Blidt det rammer,
Men jeg mærker det ik'
Hvorefter det langsomt smelter
Og triller ned ad min kind
Som de tåre
Jeg har grædt i tusindvis...
Mine fodspor i sneen
Er snart dækket af hvidt
Jeg tænker,
At dette ville
Du nok gerne have set...
Dette hvide landskab,
Der skinner så blidt.
Og jeg smiler,
Men kun et øjeblik.
Før jeg erindre,
At sådan blev det ik'...
Frosten bider mig i næsen,
Men i øjeblikket er jeg
Et halv-sociopatisk væsen
Og derfor
Ænser jeg den ik'...
For jeg ved ik' hvordan
Jeg skal komme igennem dagen,
Som uret snart slår an...
Den sidste dag, den sidste time,
Før du lægges endeligt til hvile.
Men lige nu vil jeg ikke tænke,
Ikke føle, ikke mærke sorgens lænke,
Der langsomt tynger mig ned...
Jeg vil blot ligge her i sneen
Før jeg går ind
Og lægger de sidste roser
På kisten...*
Mar 20, 2016
Mar 20, 2016 at 5:38 AM UTC
hvis jeg engang glemmer, hvordan luften dufter om efteråret, hvordan sand føles mellem mine tæer eller hvordan en hånd på min kind skaber ro i mit sind, så fortæl mig det hele. fortæl mig hvordan jeg plejede at tale om alt, hvad jeg synes er så fantastisk og hvad jeg tænker, når hele min krop er træt og jeg kun kan hviske mine ord. fortæl mig hvordan vi lå i timevis med mine ben over dine og mine læber på din nakke, hvordan ordene "jeg elsker dig" aldrig blev slidte på vores tunger, hvordan jeg altid talte om eventyr udenfor og du altid ville grine af mig og ryste på hovedet fordi du vidste at jeg i virkeligheden hellere ville ligge i vores utallige dyner i utallige timer, som var hver dag en søndag. fortæl mig hvordan jeg altid druknede i dine øjne og blev stum i hele minutter, og hvordan jeg ville tale i søvne om alle de ting jeg aldrig siger, selvom jeg slet ikke behøver fordi du allerede ved det. fortæl mig hvordan min hånd passede så perfekt i din, at alle klichéer om den eneste ene blev til virkelighed hver gang din hånd fandt vej til min. fortæl mig hvordan vi kunne grine til vores øjne løb i vand og vores maver var ømme, og hvordan vi kunne falde i søvn i hinandens omfavnelser fordi trygheden gjorde os søvnige. fortæl mig om alle de syndige øjeblikke vi har delt, og hvordan vores kroppe smelter sammen, når lyset er slukket. fortæl mig hvordan jeg aldrig kunne undvære dig og hvordan det aldrig var smertefrit at forlade dig, når du stod i mine natbukser og med uglede krøller. fortæl mig især hvordan vores læber var bløde og om alle vores lange kys, der aldrig skulle være endt. fortæl mig hvordan resten af verden altid var så ligegyldig, når bare vi havde hinanden. fortæl mig at du elsker mig, og at du aldrig vil gå. så kan jeg huske igen
Sep 21, 2015
Sep 21, 2015 at 8:50 PM UTC
Snøflakene faller sakte i nattesmørket
Nesten melakolsk faller de
sakte
som om de vet
vet at de kun er en mikroskopisk del av et enormt fellesskap
vet at før eller siden
smelter de
forsvinner ut i intet
og alt de har oppnådd
er å være en liten del
av noe stort
som smelter vekk
uten spor
May 31, 2013
May 31, 2013 at 9:00 PM UTC
du bad mig om at vente her
på hjørnet af frederiksberg allé
mens du gik den modsatte vej
og du så dig aldrig tilbage som om du ikke var i tvivl
men alligevel
tog du mine hænder og sagde at jeg bare
skulle stole på dig og dit (sidste) kys brænder
stadig på mine frost kolde læber
jeg har ventet i en menneskealder og
jeg har set en verden af københavn som ellers
bare ville have passeret mine øjne som små
ubetydelige skygger
vejret har skiftet mere end før
og jeg ligner mest af alt en der har gået sit
livs walk of shame
for jeg er stadig klædt i den sorte kjole
og de små sko med hæl som du forærede
mig dengang
læbestiften er intakt endnu
og jeg smager af daggamle cigaretter
og whisky
og luften blandes af duften af
chanel og vores søde minder
den københavnske vinter slider ikke
så meget på mit sind når jeg tænker på det
og mine følelser smelter
jeg kan nok godt vente fem minutter endnu
men du kom aldrig forbi frederiksberg allé igen og
du afleverede aldrig mit hjerte tilbage selvom
du havde lovet det da du tog mine hænder og kyssede
mig (for sidste gang)
Oct 29, 2014
Oct 29, 2014 at 2:31 PM UTC
et rystende maleri. han har brugt lang tid på det, får jeg at vide
det ligner noget et barn har tegnet. bogstaverne er runde
og vaklende og skæve. han har malet farverne ind over hinanden.
det rammer som en snestorm, som en iskold bølge inde i hjernen, tårerne som spor af følelsen
kernen af et menneske, hvem er man når den svinder, når den
ryster og hiver efter vejret og falder
og langsomt smelter bort?
det er smertefuldt at være vidne til. forsvinder han? er det hans sidste maleri?
ikke til at holde ud, jeg må væk, jeg må besøge ham eller
skrive et digt, jeg må gøre noget
for ellers flyder jeg over
af salte, kolde bølger der vælder
Sep 9, 2015
Sep 9, 2015 at 1:00 PM UTC
moon beams read all the stories to the children at night as they
went to bed, not sleepy
the Underjordiske were everywhere they could cause a fray, always
acting out and creepy
and lost people from far away have stories to tell
but eyes, echo against safe canyon walls, they are lost too,
And the Earth gives a beautiful sigh out my window, and the branches and leaves say "again, do it again, do"
I let my self drift on the Columbia River, an inner tube swollen with the air from the smelter on the steep banks of that place called home
and here the clear and cold night snaps me out of my reverie
for just a moment, I see the gloaming
the dream, I had as a child climbing mountains all,
ones that scratched the belly of the sky
from there I would see all the longboats there that ever floated
on any ocean or any bay with sails on mast high, flags to fly
and the bright lit ones would be the funeral pyres
lighting the way to the Rainbow Bridge,
"Odin, Ve, can you hear me?"
big dreams that don't fit in small houses and needles
from the street won't pick locks but pierce lives, lost souls of the sea
and my past is a lover that lets me sleep at the foot
of her bed, curled up on a cushion of Dogwood flowers,
every morning to wake up in a different alley and walk just long
enough to see that I am lost, powerless
but i fear that this is savagely wrong
and there is no music in here to sooth the beast
standing so close to border of reality that I
hear all the illegal crossings scream, West to East
and Belugas gently drop
into the deep part of the
of the River Fraser where I wait, they leave
me her letter and take the bait
and she said "she didn't think
I would mind if she found someone
else, as the distance and time was further
than she first thought", and the tears...
filled that flow since, and through time
Empty
at my feet helmets, two, both an ancient one, a new
one, i light the letter divided in half light the paper on fire
and
my great great great grandfather says as he
turns away saying "there is no shade in the shadow of the cross"
Apr 16, 2016
Apr 16, 2016 at 2:44 AM UTC
kigger ind på lejlighederne og
gløden af følelser vælder i mig glimt af tårer glimt af
vægtløshed og mørkeblå og bålrøg
som om jeg nogensinde har oplevet noget der kører som en spillefilm i
mit hoved når jeg tænker på det perfekte
som om jeg ved hvad jeg egentlig tænker som om ord ikke dekonstrueres og knækker sammen ved blot et enkelt blik
verden er opløselig
ubetinget tidsløshed
livet er elastisk
hvis nogen fortalte mig, at jeg ikke har været på jorden i mere end fem år ville jeg ikke tvivle det
mine minder smelter ligesom under opmærksomhedens lys som gamle billeder af glemte mennesker som om nogen har plantet dem i mig som om jeg
aldrig har været mit eget menneske før
og alt der sker lige her topper ikke alt hvad der sker på gaden og i byen og i landet og i havene og på kontienterne og på kloden og i solsystemet og i galaksen og i universet og i eksistensen
det hele er slimet og formløst i min forståelse
jeg kan ikke forklare det for jeg ved ikke noget
jeg kan ikke forklare det men jeg ved ikke noget
som om jeg er et stykke tyggegummi på undersiden af en
sejlbåd midt i
saltvandet
hvis jeg kniber øjnene sammen bliver teksten fed
saltvandet
Apr 23, 2016
Apr 23, 2016 at 6:04 PM UTC
Jeg kan høre det milde havskummet,
Det berører bakken så nær hjemmet sitt.
Skjønnhet vevd i sitt rustne gylne hår,
Jeg har ikke kjent henne lenge, men *** lar meg gå på lufta.
Det er noe *** har, en slags nåde,
Det skinner som en gemstone gjennom ansiktet hennes.
Hennes øyne kan være gjennomsnittlig på noen andre,
Men i hennes ser jeg himmelen, et hjerte smelter meg.
*** har barnslig lurer og jeg elsker det så,
Og *** gir av det mest lunefullt lys.
Selv når vi står på den kalde betongen,
Jeg kan se blomster spring opp rundt føttene hennes.
Jeg tror jeg elsker henne, ja, det gjør jeg!
Nei jeg gjør det ikke, det kan ikke være sant.
-Det tynne barnet bak deg.
May 11, 2017
May 11, 2017 at 6:40 PM UTC
Jeg skriver portrætter med ord
og maler deres ansigter lidt på skrå,
for det er jo sådan de ser ud.
Skæve smil, skæve meninger, skæve hjerter.
Jeg fravælger mig farver og blander en sort, så jeg kan iscenesætte mine følelser lidt
EKSTRA!
Jeg kaster bandeord ud i et tomrum, direkte ind i djævlens svælg, og åbner mit gab omkring hornet.
Kvæles fornøjeligt, med en kvalmende følelse som danner en fornemmelse af et uægte samvær mellem to parterede hjerter.
Jeg iscenesætter mine følelser lidt
EKSTRA!
Smelter sammen med Nikotindræbende dampe, som lufter mine lunger med et frisk **** af gensidig afsky og selv-væmmelse.
Jeg absorbere det kemikaliedannede hvide projektil, som jeg skyder ned i en suppedas af mavefornemmelser.
Jeg iscenesætter mine følelser lidt
EKSTRA!
Nov 5, 2017
Nov 5, 2017 at 4:43 PM UTC
kapslen af frostgrader omkring mig smelter langsomt
forbarmende forår
jeg har en vinterjakke, men der er hul i den venstre lomme
der er kun tre måneder tilbage
det er tåget
du er blevet til en myte
omhyllet af tåge, bestående af tusinder af reflekterende vandpartikler
uforståelig og fantastisk og håbefuld
er du bag tæppet af tåge?
der er noget fabelagtigt og verdensfjernt over støvregnen
alt er indhyllet, umiddelbar udsigt over gaden, skjult passage
noget magisk ved tanken om, at den enkelte dråbe i sig selv blot er regn
men at formationen af de millioner af mikroskopiske dråber
bliver til en dis, en stemning, en følelse
når man står ét sted virker det som om, at tågen starter længere henne
hvis man flytter sig derhen virker den til, at starte hvor man stod før
et spørgsmål om placering
subjektivt
aldrig helt tæt på, en visuel løgn
tåge bevæger sig ikke udelukkende horisontalt
et tag hjælper ikke mod tåge, den smyger sig stillestående
hvor regn blot uden skelnen kolliderer med enhver overflade
noget blidt, noget magisk, noget nyt;
sneen er væk - optøet
forår
Jan 25, 2016
Jan 25, 2016 at 4:28 PM UTC
det orange skær lægger sig som et yndefuldt lag over alle de opsatte trekanter, der så fint repræsenterer den syvdags-beboende flok af festglade mennesker, der dag for dag snor sig spruttende af glæde rundt mellem de mange stier, der opfyldes af et ocean af humørfyldte druklege
jeg selv er en del af det
og jeg trasker nynnende rundt mellem
lattergaspatroner,
smadrede oliofska flasker
og knækkede stoleben
lad os kalde det en smuk losseplads
der er noget helt specielt ved atmosfæren
også selv når hovederne sumre og pumpes op af den nu velkendte klang af dak
og når man næsten dehydrerende, forstår manglen på alt det vand man burde ha indtaget
i stedet for det euforiserende væske
et sødt pars hænder smelter sammen i aftensolens skær,
lige inden de vender sig mod hinanden og blidt lader deres læber mødes.
Selve romantikken i seancen, bliver desværre hurtigt udvekslet med et råsnaveri
og jeg ryster let på hovedet.
Samtidigt står jeg og overvejer alvoren i den
thomas helmig sang,
mine ører skuer i det fjerne.
Det hele får mig til at tænke over, hvad ægte kærlighed egentlig er
en brummende bas drøner bagfra forbi os, og jeg opfanger i selvsamme sekund, at den gigantiske højtaler, imponerende nok,
er blevet hægtet fast på cyklen med knapt så sparsomme mængder gaffatape
og jeg tænker, at cyklens skarpe sving, har en vis lighed med den roterende fornemmelse af lidelse, der mærkes dybt langs min rygsøjle
om det er fra mit efterhånden propfyldte net med unødvendigt gøgl
eller de mange udmattende gåture på pladsen
er jeg ikke helt klar over
nu ligger jeg herhjemme
ikke i teltet, som jeg nu havde vænnet mig til
men helt hjemme
alt i alt har jeg en mærkværdig fornemmelse af, at skulle vanedanne mig selv ind i roskildes dagsrutiner, hvilket ville være en stor overbelastning for den ellers ganske normale hverdag
men jeg sidder alligevel her, inde i min egen boble og tænker at min modreaktion på savnen, vel umuligt bør være andet end at lede efter de små værdifulde ligheder, der kan genskabe min fascination af roskilde festivalens mange glæder
Sep 13, 2016
Sep 13, 2016 at 3:29 AM UTC
uhåndgribeligt, fragmenteret
forvirret
mudret
tunnelsyn, papirsfly, sammenkrøllet note
opmærksomhedskrævende intethed
larmende stilhed
sukkende sindstilstand
jeg føler mig separeret fra min egen krop, fra mine egne handlinger, fra denne verden og himmelrummet og tankerne og sidste år
tåge, sumpet, nysgerrigt; hemmeligt
struktureret tilintetgørelse
frakoblet virkelighed
rutine-kunst, ikke fra hjertet eller hovedet men fra hånden
udslukt, for nu
vi vender tilbage efter vi har fikset de tekniske problemer
nu: afsted til IKEA, discountmøbler i dårlig kvalitet som alle alligevel køber
verden smelter sammen omkring os og vi vil ikke indse det; ikke SE DET
menneskelig fejhed, menneskelig fejl
terrorangst og global opvarmning og fattigdom og ****** up
EN UGES PAUSE
som mininum
hvis det endelig skal være, så skær mig dog helt væk; fjern det hele
ikke endnu
er træt af at lave noget - er træt af ikke at lave noget
det hele står stille og kører med 300 km i timen på én gang
sælsomt
livet er som en sky
flyvende, himmelen er ikke blå
virkelighedschok
jeg er! jeg er! du er! vi er!
min verden er aldrig blevet set fra andet end mine menneskelige øjne
vestlig, menneskelig kropslighed
skyer, man som barn troede, var håndgribelige totter vat; men som i virkeligheden bare er kolde, våde og gennemtrængelige vand-konstellationer
virkeligheden er både det allermest vidunderlige og det mest skuffende
en bizar periode, nogen kalder den '2.g'
mine digtes fokus
er blevet bredere, mere abstrakt og mindre detaljeret
jeg kan hverken passe tankerne i en kasse eller sætte en rød tråd (sorry)
at separere handlingen fra den, der handler
mennesket, uspejlet i sine handlinger
handlingen, uafhængigt at menneskelig magt
at prøve at være over det hele går simpelthen ikke
nogen må stoppe mig
stop mig!
stop samfundet!
stop jordkloden!
stop Tiden!
det stolte og det sårbare
Nov 18, 2015
Nov 18, 2015 at 1:17 PM UTC
lyden af a-mennesker
lyden af hundeluftere, af eneboere, af kærestepar og babyer og frimærkesamlere og dagdrømmere, lyden af regn, af busser, af cykel-ringeklokker og armbåndsure der tikker
tusinde af by-lyde smelter sammen til én stor, stille larm
regndråberne løber om kap på mit vindue
blomsterne på mit natbord er derimod visne
jeg har tre sammenfoldede digte i min ene jakkes lomme
avocadoplanten vokser og skyder nye blade, grønne og spinkle som håbet
havet bruser et sted langt væk herfra
bilerne snoer sig afsted på krøllede hovedveje og trækker spor af lys efter sig
månen følger bilen, hvis du spørger børnene indeni
alting sker lige nu. i universet lyser
stjerner og solen brænder sin evige brand
fordømt og velsignet
Mar 2, 2016
Mar 2, 2016 at 8:17 AM UTC
Its hard to find that sparkle in a world intent of flashes
its something I cant put my heart on.
I wish I could.
but I cant. not yet.
I was broken along the way to love
and I think I dont know how to put it all back to what it used to be to be me.
it wasnt stolen. I took it back. but its in pieces.
the only way to get the scars out is to melt it all down
and let it smelter. when it reforms I have a choice over which shape I take,
but I am so afraid of the process,
I cant look at the flashes to catch the spark to light the fire.
Feb 1, 2014
Feb 1, 2014 at 7:18 PM UTC
Du har aldrig læst mine digte
Du ved ikke at de alle er skrevet til dig
Jeg ville have læst dem alle for dig
den dag du opdagede hvor dybt
i mit hoved jeg egentlig lever
Jeg ville have læst dem
så du forstod den sandhed
der gemmer sig bag hver strofe
og hver sætning
Så du forstod
at jeg blot er et menneske
Hvis historier aldrig
er blevet genfortalt
At jeg hverken har vinger eller gæller
og hverken besidder tro
eller overbevisninger
og at du er den eneste sandhed jeg kender
At du er essensen af alt hvad der er godhed
og at verdens ondskab smelter
ved dine fødder
og at din krop minder om
den mest ensomme af alle enge
under den mest blå af alle himler.
Apr 11, 2015
Apr 11, 2015 at 3:18 PM UTC
To høje søjler
Støder sammen,
rammes af solens stråler, fra øst.
I vest flettes der fingre,
varmen i mellem, smelter glas.
Sådan går digtet om du og jeg, “metaforer i krig”. Jeg slås uden om de tunge kys, og jeg drysser din berøring med kobber. Våde kys og din kobberkrop bliver grøn.
Kemien kaster vandpatroner på kobberkroppens fysiske følelser. Vandstanden steg og lavt blev højt.
Jul 18, 2018
Jul 18, 2018 at 6:39 PM UTC
hjerter i symbiose
og hjertestrengene spænder sig ud over flere kilometers vidde
en evig higen efter
den fjerne hjemplanet opbygget af
opaler og citronkernerne og lyserøde negle og nattergalesang
med en befolkning bestående udelukkende af måneskin og
champagnebobler
som smelter sammen og genopstår
sarte og bløde og i konstant venskabelighed
vi er bygget til så meget mere
til at brænde
til at svæve, at opløses og gensamles
essenstænkningen forskydes og jeg eksisterer to steder på én gang
mit folk som skytsengle bevåger alle jeg nærer glødende kærlighed for og
kysser alle ensomme menneskers øjenlåg, forstår den
s ø g e n d e s j æ l s s a n s e l i g h e d
og på en grøn-tyrkis morgen vil du finde din hjemstavn
og brænde, svæve, opløses og gensamles
som dit sande jeg
grøn og formløs
og uendelig
Mar 20, 2016
Mar 20, 2016 at 6:30 PM UTC
Der er kun så mange parallelle universer jeg har kunne møde dig i
men jeg tror jeg har elsket dig i dem alle
Du gør mig svimmel af din kærlighed
Ikke længere alene,
vi smelter sammen til en tosomhed
Min yndlingsbeskæftigelse
Jeg er ikke bange for at give dig mit alt,
du må få alle mine stykker
For man kan aldrig blive helt tom når man er fyldt op af forelskelse
Mar 28, 2017
Mar 28, 2017 at 3:07 PM UTC
ligge med maven vendt mod himmelens blå favn
rygraden smelter under solens stråler og
hele kroppen synker ned i græsset
smørblomsterne, presset mellem bøgernes sider
falder ud og samles op og indrammes
to knæ i to denim-bukseben
og buksebenene, foldede
sidder på den sorte stol i det hvide ***
dine tre skønhedsknopper under trøjen
håret flettet tæt ind på hovedbunden
fire krydsede fingre og to øreringe
nede i sprækken mellem de hvide gulvbrædder
Mar 9, 2016
Mar 9, 2016 at 2:41 PM UTC
med tårer i øjnene hiver jeg luft ned i mine ekspansive lunger, husker
husker: det er bare nu'et. det er blot en brøkdel.
og en dag vil jeg have glemt dette øjeblik, dette blink med øjnene, forbipasseret fortvivlelse og forvildelse og utilpashed
og en dag vil jeg have varme, gyldne minder lokaliseret bag øjenhulen, bag drømmene
og jeg vil have hængt hvidt vasketøj op, jeg vil have talt med en vred bille, kørt i en lyseblå bil og købt mine egne øko-appelsiner.
jeg vil have klippet mit hår mindst ti gange, foldet fingrene om en andens krop, om en andens ømheder, en andens tanker, jeg vil have haft et hundrede forskellige par sko på mine to fødder, set nye vidundere og nye lavpunkter
og det smelter sammen og alt det ubehagelige fylder mindst
men lige nu kaster ubehag lange skygger
Apr 4, 2016
Apr 4, 2016 at 4:59 PM UTC