Submit your work, meet writers and drop the ads. Become a member
andenrangs poet Oct 2014
TROR DU DET HER ER EN GOD IDE? JA. NEJ. JO DET ER. NEJ, VENT... IKKE ALLIGEVEL.
DET GÅR IKKE... VI OPFØRER OS SOM OM VI ER KÆRESTER.
ER VI KÆRESTER? NEJ, VEL? JO VI ER. MÅSKE LIDT? ELLER ER VI BARE VENNER? HVAD SYNES DU? JEG VED DET IKKE. VED DU DET HELLER IKKE? OKAY. JAMEN HVAD ER VI SÅ? HAR DU LYST TIL DET HER? HAR DU LYST TIL MIG? JEG HAR LYST TIL DIG. ELLER HAR JEG? JEG VED DET IKKE MEN KYS MIG NU. HVORFOR HOLDT DU OP? VAR DET IKKE RART? JO. ELLER.. JO DET VAR DET. ER DU SUR PÅ MIG? NEJ JEG ER IKKE SUR PÅ DIG. JEG ER SUR PÅ MIG. HVORFOR? JEG VED DET IKKE, HVOR SKULLE JEG OGSÅ VIDE DET FRA? GIDER DU IKKE GODT BARE GÅ? NEJ, BLIV. VENT.. JEG GÅR, DET ER BEDST. DET ER MIN SKYLD. ELLER ER DET DIN SKYLD? ELLER MIN OG DIN SKYLD? HVIS JEG BLIVER KYSSER DU MIG SÅ? JEG HAR LYST TIL AT KYSSE DIG. SÅ KYS MIG. OG STOP IGEN. NEJ BLIV VED. STOP. KYS MIG IGEN. STOP. HVAD ER DET HER? HVAD ER VI? DU VED DET IKKE? GODT. FOR JEG VED DET HELLER IKKE. SÅ KYS MIG NU OG STOP IGEN. BESLUT DIG. OKAY, KYS MIG. MEN TROR DU VIRKELIG DET HER ER EN GOD IDE?
KAOS.
bladknopperne ville være spredte og udspærrede,
hårspidserne tørre, nederdelen limet op ad låret og
et barns sidste rømmelse
der ville være en rødlig substans i papkruset, nærmest skrigende
som et opråb og tæt på lyserød som hendes milde hud.
der ville være ømme ankler og grådige berøringer,
der ville gnides op ad et dunet kindben indtil de skarpe
konturer af et nyt menneske truede sig frem med katteøjne
og et sidste underspillet, barnligt, men stadig skyldigt støn
- digte om alt det, der vandaliserer os
et arsenal af pligter
skyld som våben
kampføring på åben gade
pile af beskyldninger
gemte under lag af venlige 'kh'er i bunden af imessage-beskeden
mit ønske om bare at svare med et: stopppp :)))
det grålige skemalagte liv
det forventelige liv
nålen af dårlig samvittighed lige under navlen
prikkende, trækker blodet
min krop er ikke en nålepude
dine ord er ikke nåle
og skylden er ikke
rensende
Frederik B Mar 2015
*** spurgte om vi skulle drikke kaffe. bestilte kakao istedet. jeg drak min kaffe. som aftalt. vi snakkede som dengang. ingen hæmninger. hudløst ærlige - om alt andet end os.
*** sov med smykker på. iført sine læderbukser og en nedringet t-shirt. nattetimernes tomhed blev afbrudt af en snorken, som jeg besynderligt nok fandt tiltrækkende.
*** bad mig om at finde min gamle lighter frem. rive i tandhjulet i et forsøg på at skabe en gnist. en gammel flamme kunne opstå. med lidt held og den rette fremgangsmåde.
kaffen er skyld i, at jeg ikke er en del af hendes drømme. kakaoen er skyld i, at *** ikke er en del af min virkelighed.
jeg vil jo allerhelst lade dig flakke urørt forbi mit
keramikhjerte, der er placeret tilfældigt med søvnige
hænder fra sidste fredag nat, hvor du gik uden ord
jeg vil allerhelst pakke de ting ind, jeg allerede
har forvildet mig ud i at pakke op,  men tiden
overhæler mig, indhenter mig, forhindrer mig
og  alligevel føler jeg, at jeg har mistet tid jeg ikke kan
få tilbage igen, tynget af de transparente vægge og nu føles
glæden omkring mig så iscenesat og irrelevant
det smager af løgne, når jeg tygger på det længe nok
og samtidig så tætsiddende, klistrende, omfavnende at jeg
bliver bange for, det er ægte
jeg er malplaceret og falsk, mens jeg kæderyger og
snakker med vinden, fordi den slår igen med kolde
stød, som ingen andre tør fortælle mig, jeg fortjener
jeg siger, jeg ikke er bange for noget, og at gul
neglelak er det eneste, der kan gøre mig glad, men
jeg er bange for overraskelser, for den formiddag,
du ringede, rystede mine hænder som skælvende blade

lad mig drukne i cirkler af dårlig samvittighed, ja selv
samme samvittighed jeg i tirsdags sagde, jeg ikke ejede
få mig ud og i vandet, hvor tilværelsen kun kan se på
klip mine vinger og lad mig drukne i stemmerne, der
fortæller mig, jeg skulle have vidst bedre og vidst mere
for vi afslutter hinandens sætninger og cigaretter, og
jeg ved godt,
det er min skyld nu
- digte om onsdage
Laura Amstutz Jul 2017
mine favoritpersoner har altid været dem
med sand mellem tæerne
og bølger i tankerne
(for ikke at glemme salten på deres læber)
jeg synker al skylden for disse ting
- bliver kvalt
ligesom vandmelonfrøene
man ikke måtte sluge
som mor altid sagde
disse frø voksede til planter
der aldrig visnede
jeg har gemt kys som valuta
og skyld er bare frø
og kys er bare læber
men hvad er valutakursen på hukommelsen
de kunne lande det fly på mit hjerte
det er det sidste, jeg når at tænke og
så falder benene og universet sammen
under og over mig og fra alle sider og
det er ligegyldigt, hvilken vej jeg går
eller for den sags skyld ser, for du står
der altid - ja lige dér, og blokerer for de
milde solstråler, der holder sammen på
mit allersidste fokuspunkt
du er der altid, selv når angsten spiser
af mit kranie og gemmer rester til mine
stikkende, prikkende, rivende fingerspidser
- digte om alt det, der vandaliserer os
gravlægger mine overskudsdage
nu kommer vakuumet
din efterklang i mine handlinger
tornadoer af ingenting indeni mine hulrum
nåleprik af skyld, af skam, af pinlighed
undskyld, undskyld, undskyld
når jeg fosser over med følelser som blod på det hvide lagen som
den første ******* på konfirmationskjolen: u v e l k o m m e n t
men jeg kan ikke binde mine knogler sammen og rejse mig op jeg
kan ikke findele min hud og klistre den over de
udsatte, røde muskler som et skjold jeg kan ikke
gravlægge situationen
din efterklang i mit liv i min identitet i min person
jeg vokser som ukrudt i livets grøft for jeg ved at
alle har ønsket om solen liggende under deres hud alle
sitrer af indebrændthed og
vi selvantænder
Frederik B Oct 2015
Vi har løbet så længe
kan vi tage det med ro
og for en gangs skyld
Lad os være hinanden tro

Du er min blomst
lad mig være din biolog
helt ærligt kvinde
Jeg vil høre hvad du tænker på

Det kan blive os mod verden
du skal ikke være bange
lad mig fri dig fra dine tanker
Vi kan klare det her sammen

Hvad er tid når du er nær mig
det står stille i mit hoved
siger ikke at vi har travlt men
Tiden går hurtigere end jeg troed

*(f.b)
Kan læses forfra og bagfra.
andenrangs poet Mar 2015
jeg så dig danse på en lørdag nat. jeg har aldrig set dig danse før.
det var allerførste gang jeg så dig danse.
du dansede til et nummer komponeret af en mand med et uforglemmeligt og krøllet navn.
og hele rummet summede af lyden af et klaver der blev slået an af en rystende finger og violin strengene der dansede rundt i luften, efterlod rummet i en skygge af pulver drømme og stjerner der faldt ned omkring dine fødder.

du dansede noget der kunne minde om en vals. men du dansede den alene.

vil du ikke danse lidt med mig i stedet for at gøre det helt alene? det ser så ensomt ud. smukt, dog ensomt.

du trak på smilebåndet. men så ej på mig.

så kom herhen.

du tog mig pludselig i dine arme og scenen var din, min, og vores. jeg har aldrig danset. kun i stuen som lille i min mors gamle balletskørt.
og det gik op for mig hvor perfekt min spinkle krop passede i den silhuet der før var udfyldt af noget ingen andre end du kunne se.

og scenen var din, min, og vores.
verden forsvandt omkring os mens vi dansede mellem stjernerne.
jeg forsøgte at få del i dine tanker ved at lade mig suge ind i dit blik....men du havde travlt med at koncentrere dig om dine trin. ikke bare for dansens skyld, men det blik du anstrengte dig for ikke at sende mig handlede ikke blot om dansen men angsten for at træde forkert.
hvad ville der ske hvis du så mig i øjnene?
jeg kunne mærke din kropsvarme helt ind i sjælen mens du snurrede mig rundt. let og elegant og tilbage i dine arme.

se på mig.

stjernene var for længst faldet ned men var ikke længere at finde for mine fødder. for du så på mig. du så mig lige ind i øjnene, længe nok til at det  begyndte at gøre ondt da du trådte et skridt tilbage men ikke længe nok til at jeg kom ind under huden på dig.

tak for dansen.

følelserne... var de ikke lige der?
og før jeg vidste af det var der ikke længere andet end mig og den sørgelige musik der nu fyldte rummet med opløste håb og tusind fejl og mangler.

på en lørdag nat så jeg dig danse for første gang. jeg havde aldrig set dig danse før. og på en lørdag nat så du mig i øjnene for første gang. du havde aldrig set mig i øjnene før....
.... og jeg har ikke danset siden
llcb Sep 2015
Jeg var så lykkelig, og du var så lykkelig, og vi var så glade og lykkelige i øjeblikket. Vi var så forelskede den aften at byen bare hang som et maleri bag os. Du talte med en lav stemme, der fik højlydte grin ud ad mig, og så råbte vi et par gange at folk så smukke ud. Jeg tror at vi udgjorde et flot par der i mørket ved siden af neonlysene i søerne. Du sagde at du elskede mig fra Alaska og tilbage, og jeg svarede at du var skør. Du kastede dit hovede tilbage og smilte til hvad der lignede himlen, og så tog vi metroen fra Frederiksberg til Nørreport og løb til Marstalsgade med en rosé vi havde lånt af kiosken. Ad den smalle gade kiggede på høje bygninger og lod som om de alle var Eiffeltårnet. Vi kiggede ind ad folks små vinduer, og så de liv som jo foregår bag mure af beton. Et par som skændtes, og vi svor at det aldrig skulle være os. En far der lagde sin datter til at sove i en drømmeseng, som fik tårer frem i mine øjne. Du spurgte hvorfor jeg græd på en fredag aften, og jeg fortalte dig om min far som var forskruet og fanget i en billedramme på en villavej. Så kyssede du mig og sagde at mennesker bliver skøre af at leve i billedrammer. At de før eller siden knækker glasset, fordi at alt ilten forsvinder. Vi ville aldrig leve i en billedramme. Vi var de typer som man ville se på storskærm over Rådhuspladsen. Røde neonlys over alle menneskerne i billedrammer. Vi sov i min lejlighed på gulvet, fordi at sengen var for mennesker i billedrammer og vi var jo neonlys i forhold til de glødepærer. Og da vi vågnede, kiggede du på mig som om alt ilten var forsvundet ud ad rummet. Undskyldende over at have trukket vejret for dybt. Jeg forstod det ikke, men du fortrød mig lidt tror jeg. Du fortalte at du skulle hjem, hvor du derefter kindkyssede mig og forsvandt ud ad entreen. Du var ikke forelsket i mig trods gode kys og neonlys. Jeg var lidt ked af at jeg nåede at forelske mig i løbet af en nat.

Men hey det var jo ikke din skyld. Det er jo hvad der sker, når man drikker hvidvin på tom mave.
anna charlotte Feb 2015
en kold januars morgen - tak fordi du smilte så sødt, og kyssede så godt, undskyld fordi jeg ikke krammede så godt, da vi sagde farvel for altid.
en forårs dag - tak for de søde blikke og håndholdning på stranden, til den konfirmation, undskyld fordi jeg glemte dit nummer
en sommer aften på grøndalsvej - jeg ved godt du har taget en omvej, kun for at følges med mig, tak for håndholdning og kram, undskyld at jeg ikke svarede på dine opkald
endnu en sommer aften men på godthåbsvej - tak for den sprite, undskyld fordi jeg bare gik
endnu en sommer aften dog i et kolonihavehus - tak for alle de søde kindkys og en hel masse brændte skumfidusser(det var ligeså meget min skyld), undskyld fordi jeg blev veninder med din lillesøster
en varm efterårs eftermiddag/aften - tak for turen på din Christiana-cykel, og for vores små kys i din pool, undskyld fordi din bedsteven faldt for mig
endnu en efterårs aften dog knap så varm -  tak for isen, tak for din varme-jakke, hænder og kys, undskyld fordi jeg ikke var tydelig nok
en kold nytårs aften - tak for hele december måned, undskyld at du skulle finde ud af det igennem hende, men jeg troede ikke det var seriøst, undskyld.
2013 var da **** - forsættelse følger
Louise Sep 2016
det orange skær lægger sig som et yndefuldt lag over alle de opsatte trekanter, der så fint repræsenterer den syvdags-beboende flok af festglade mennesker, der dag for dag snor sig spruttende af glæde rundt mellem de mange stier, der opfyldes af et ocean af humørfyldte druklege

jeg selv er en del af det, og jeg trasker nynnende rundt mellem lattergaspatroner, smadrede oliofska flasker og knækkede stoleben
lad os kalde det en smuk losseplads

jeg er så stærkt fascineret af atmosfæren
også selv når mit hoved sumre og pumpes op af den velkendte klang af dak
og når jeg næsten dehydrere, af alt det vand jeg burde ha indtaget, i stedet for at anvende det til at drukne min hjerne i, når mine tanker lader sig sejle roterende rundt i orange bølger
dette dræner også én fra energi
så jeg mindes tydeligt øjeblikket, hvor vi tillod os selv at falde hen en times tid
og derefter, med et sæt, vågne op af tørsten samt trangen til at fortsætte indtagelsen af det påvirkende væske

vi går over mod apollo for at
endnu en gang
opleve nydelsen af tame impala's smukke udsendelser af øregangsorgasmer
jeg har det lidt halvdårligt, og forsøger lidt akavet at rette fokus mod mine eksotiske babyhår i panden, som stikker ud fra den gule skyggekasket, der meget udiskret og med en ekstrem ensfarvet sammensætning, matcher alt andet gult på min krop
for en stund virkede ignorancen

åh, se, en pomfritbod

et sødt pars hænder smelter sammen i aftensolens skær, lige inden de vender sig mod hinanden og blidt lader deres læber mødes. selve romantikken i seancen, bliver desværre hurtigt udvekslet af et råsnaveri, og jeg ryster let på hovedet
mine midlertidige følgesvende hiver straks deres mobiler frem og filmer et nøjagtigt pragteksemplar af mit sørgelige kærlighedsliv, mens jeg står standhaftigt og udstråler et hjerteskærende ansigtstryk
under mit humoristiske og selvironiske lag af skuespil, står jeg og overvejer alvoren i den thomas helmig sang, mine ører skuer i det fjerne
og med ét fremstår hele situationen nærmest egentlig som en bedrøvelse i sig selv, når jeg realiserer sandhedens betydning

en brummende bas drøner bagfra forbi os, og jeg opfanger i selvsamme sekund, at den gigantiske højtaler, imponerende nok, er blevet hægtet fast på cyklen med knapt så sparsomme mængder gaffatape
og jeg tænker, at cyklens skarpe sving, har en vis lighed med den roterende fornemmelse af lidelse, der dybt mærkes langs min rygsøjle
om det er fra mit efterhånden propfyldte net med unødvendige, fjollede småting eller de mange udmattende gåture på pladsen er jeg ikke helt klar over

nu ligger jeg herhjemme
ikke i teltet eller hos andrea, for den sags skyld
men helt hjemme
mine øjenlåg vibrerer af savn, når jeg hører musik, der minder mig om roskilde gengivelsen af de mange øjeblikke, 'nede mette' har sejlet rundt mellem mine slidte øregange, kan ikke fremstå på samme måde, som det gjorde på festivalpladsen
lugten af cigaretter sidder stadig mellem mine fingre
jeg spekulerer over, om det måske skyldes de mange gennempillet filtre

alt i alt har jeg en mærkværdig fornemmelse af, at skulle vanedanne mig selv ind i roskildes dagsrutiner, hvilket ville være en stor overbelastning for den ellers ganske normale hverdag
men jeg sidder alligevel her, inde i min nøddeskal og tænker at min modreaktion på savnen, vel umuligt bør være andet end at lede efter de små værdifulde ligheder, der kan genskabe min fascination af roskilde festivalens mange glæder
llcb Jun 2015
Du ser i mine blå øjne og fortæller mig at jeg er typen.
Typen som folk forelsker sig i i juni måned for at aldrig se igen til august. Typen som fortæller en historie der efterlader folk med åbne munde og vandede øjne. Og som danser på vejen fordi at *** stoler på at bilerne stopper for hendes skyld. Typen som taler så tæt på en at man næsten burde kysse, men det er bare for at se ens øjenfarve i mørket. Typen som giver ærlige komplimenter om ens ansigt ud ad det blå og ikke forventer gengæld. Typen som man tænker over bagefter, men aldrig nok til at komme tilbage til. Typen som man kun kysser en gang.

Jeg lever og ånder for at forelske folk

Og hvor er det dog trist at være et tidsfordriv på et eller andet punkt.
MB May 2015
Han forlader mig, jeg ved det
Jeg mister ham en dag
Han er trist over mine handlinger
dem jeg ikke kan ændre
Han betyder alt, jeg betyder intet
Vi var glade for en tid. Lykkelige måske.
Han savner hende stadig
Som et spøgelse sidder *** i hans sind
og ødelægger alt
Han siger han elsker mig
Men han tænker for meget. Jeg tænker for lidt
Jeg føler skyld for os begge, og jeg er bange
Han er den eneste jeg har elsket. Den eneste jeg vil.
Han tror ikke mine ord. Tror de er tomme.
Laura Amstutz Dec 2018
Oven på mit fladtliggende tøj
Ligger jeg nøgen og udstrakt placeret
Med armene over hovedet
Som til en mere end ok koncert
Hvor vi sammen tilbeder kunstneren
Nu tilbeder jeg alene de parallelle brædder
På indersiden af taget
Bilder mig selv ind de dufter
Af nyslået græs og glemte minder
Forsvinder ind i mit hovede
Som når jeg bebrejder mig selv
Ting jeg alligevel ikke er skyld i
Tager mig selv i hånden
For jeg er så træt
Af at se søvntilsvinede øjne
Syng mig en vise og se mig danse
Ind i drømmelandskaber
Et hav så tungt
de hvide tænder, smilende, smilende, smilende
de hvide tennissokker, hvide jakker, hvide sneakers
den hvide indpakning
renhedens farve
den hvide sjæl
den hvide skyld
plet-søgende
uskyldige konnotationer
som gnisten, der brænder landsbyen ned
snebolden, der sender lavinen afsted
lying through your white teeth
med dit skyldfrie white-collar work
pletfri samvittighed
hvide perler på snor om den hvide hals, skinnende med berettigelse
tilegne sig hvide lagner og hvidt marmor og hvide checks
korruptionens farve
med imperialismens skyldbølger, brusende ind over den privatiserede strand for hver en afblegning af hud der foregår i sydafrika

for hver af de 1/3 kvinders anvendelse af kemiske cremer indeholdende blandt andet kviksølv falder et blad af det indhegnede friserede haveareals træ til jorden

white man's burden og hvide menneskers indlærte fremmedgørelse
hvidt hvidt hvidt hvidt kridhvidt
anna charlotte Aug 2015
jeg er glad
for en gangs skyld
ingen der overskygger mig
hverken en dum tøs, eller en liderlig dreng
jeg er mig selv
er helt nyt sted
LANGT væk fra dig
men selvom jeg er glad
ville jeg faktisk ønske...
at jeg var glad, sammen med dig
tilbagevendende
nu står vi her igen
   tastende fingre, hurtige refleksioner
          lysende computerskærme-sind

udmattende på alle leder og kanter. alt er godt og varmt
   uappelerende, fragementeret; apatisk
for en gangs skyld kaster jeg problemerne over skulderen
      (samler dem nok op i morgen. måske)

  samtale udenfor i flere timer; stillestående - følelsesløshed i fingre og tæer
at blive opvarmet, opløst
  sammensmeltning
Amalie Skov Feb 2017
Der er så meget mere i livet end at finde en der vil have dig eller være ked af det over en der ikke vil. Der er meget vidunderlig tid, der skal bruges på at finde dig selv, uden at håbe på at nogen vil forelske sig i dig på vejen, og det behøver ikke at være smertefuldt eller tomt. Du er nødt til at fylde dig selv op med kærlighed. Ikke alle andre. Bliv et helt væsen, på egen hånd. Tag på eventyr, fald i søvn i skoven med dine venner, tag bade uden for, gå rundt i byen om natten, sid på en café alene, skriv på toiletbåse, efterlad sedler i biblioteksbøger, pynt dig for din egen skyld, giv til andre, smil en masse. Gør alt med kærlighed, men du skal ikke romantisere livet, som kan du ikke leve uden det. Lev for dig selv og vær glad på egen hånd. Det er ikke mindre smukt, det lover jeg dig.
anna charlotte Aug 2016
kærlighed som vores er aldrig gratis
vi betaler med vores ego for at opnå en ny måde at være høj på
men jeg tror ærligtalt at vi begge har lidt for meget stolthed
til at vi to nogensinde kunne give bare en smule op på os selv, for en andens skyld
så nu ligger jeg endnu en gang
og gæt hvem der er tilbage
Anna den stolte og standhaftige pige der nægter at gå på kompromis, selvom *** indeni ved *** burde
anna charlotte May 2019
Og med et, blev jeg mig selv igen
Hvor jeg dog kan se alting anderledes nu
Hvor jeg dog ville ønske du aldrig havde smadret og ændret mig
Hvor jeg dog ville ønske jeg aldrig havde sagt undskyld til dig, for at lade dig ødelægge mig
Hvor jeg dog godt kan forstå hvorfor det forgik sig, ingen af os var til at genkende
Hvor var det dog ikke min skyld, selvom du prøvede at overbevise mig om det
anna charlotte Jan 2023
vi tager hjem hver for sig
mit hjerte har en bpm på 280
jeg kan ikke finde ud af om det din skyld
eller de andre ting natten har budt på

hvis du var taget med mig hjem
tænker jeg

tager hjem til mig eller dig
så ville vi bytte
du kunne være mig og jeg dig
byen har ikke sovet i mange år

hvis du kigger på mig lang tid nok
finder du måske noget du elsker
din stemme er lidt spøjs
trods de ting du siger er meget værre

kys mig, tænker jeg
men det kun min pude ved min side
så jeg sender ham et kys og jeg føler han kysser mig tilbage
jeg ånder ikke lettet

— The End —