"skrive" poems
her kunne jeg
skrive
om vores kærligheds
dage
da vi delte en
tapas-tallerken og en flaske
af den bedste vin
på en fortovscafé
og tog bad i de århusianske
solstråler
og her kunne jeg skrive
om dig og mig og det vi to
(aldrig) havde men jeg gør
det ikke for der er ikke
mere tapas og der er ikke mere
vin
og heller ikke flere solstråler, men værst
af alt er der ikke mere dig og mig
og så er der faktisk (ikke) mere tilbage
at skrive om
Nov 5, 2014
Nov 5, 2014 at 10:51 AM UTC
De spørger om alle mine digte er om dig?
Jeg svare altid nej, men det er de måske lidt alligevel...
Men mest om mig selv, mest om mig selv dengang jeg var med dig. Mest om mig og mig selv og om dig og om hvordan du gjorde mig kantet og skarp.
Handler det om ham? Hvem ham, svare jeg? De griner, for de ved godt at jeg ved hvad de mener. De mener ham der bringer mine tanker i kog, ham der udkogte og udkørte og dæmpede mig, og dampede ud over alles forventninger, for bare at få en dråbe accept på sig. Ham der ikke tror han er god nok, men god nok til at fortælle at andre er gode nok, når han har brug for at få af vide at han god nok, og flot nok og høj nok, og....Ja. Det er nok ham, og hvad så, hvis det passer mig at skrive om en spasser, der har kastet mig, ind og ud af hjertekar, ind i en blindgyde, af blinde svar?
De spørger om alle mine digte er om dig?
Nej men det er dette digt, SVARE JEG.
Aug 6, 2019
Aug 6, 2019 at 5:52 PM UTC
*Fortryder jeg,
At jeg lod dig ind
Nej,
Jeg fortryder ikke,
At det var dig,
Som jeg lod ind.
Men jeg fortryder alt det,
Som vi nu er blevet til...
Jeg fortryder ikke handlingen gjort
Under påvirkning af følelser
Følelser, som jeg ikke kendte til
Før jeg mødte dig
Men jeg fortryder handlinger,
Som jeg har gjort
Fordi du sårede mig...
For lige så meget,
Som jeg holder af dig,
Lige så meget smerter det mig nu
at se dig.
Allerhelst så vil jeg ikke
Være i nærheden af dig.
For dette gør ondt
På mig...
Jeg fortyder ord sagt i vrede,
Hvor jeg mig befandt
I en såret tilstand
Hvor jeg kun kendte til en måde
at afreagerer på...
Jeg fortryder så mange ting,
At skrive om dem
Ville tage en evighed
Men den ene ting,
Som jeg ikke fortryder,
er,
At jeg lod dig ind....*
Mar 18, 2016
Mar 18, 2016 at 8:34 AM UTC
Du har båret rundt på et hjerteformet stykke glas hele livet indtil du tabte det på det gulv der udløste smerten
Glasset smadrede og splittede derefter til atomer
Du prøvede at samle det men du fik glasskår ind mellem fingrene og du blødte sådan
Du lod glasskårene ligge i et skab, satte en lås på og smed nøglen væk
Nu vandrer du rundt med cigaretskodder i skoene og græder rødvin, du lader natten spise dig rå og sover på en pude der ikke er din
Der går dage og der går år
Du glemmer din identitet og ønsker ikke at redes mere, du har glemt alt om det glasformede hjerte
Du var sikker på du gik alene i mørke gyder, men jeg har set dig og skriver dystre men smukke digte om dit knuste hjerteformede glas
Hvis du læser disse ord en dag skal du smage på dem og skylle dem ned med kogende vand
Jeg skrive dette digt i håb om du vil finde ud af du kan samle glasset og undgå angst og omklamrende sorg
Du skal finde nøglen, det kan tage tid men når du står med den i hånden skal du gå hen til skabet og du skal kysse glasskårene
Du vil bløde og du vil græde men så vil du mærke befrielse
Du vil vide at ingen psykolog eller ingen mand ville kunne samle det men kun din egen tro på livet
Du vil dø en dag og det kan være i morgen sågar som det kan være om tredive år men hjertet der før var af glas er solidt metal og du vil ikke lade nogle tabe det på jorden
Feb 2, 2015
Feb 2, 2015 at 4:09 PM UTC
et rystende maleri. han har brugt lang tid på det, får jeg at vide
det ligner noget et barn har tegnet. bogstaverne er runde
og vaklende og skæve. han har malet farverne ind over hinanden.
det rammer som en snestorm, som en iskold bølge inde i hjernen, tårerne som spor af følelsen
kernen af et menneske, hvem er man når den svinder, når den
ryster og hiver efter vejret og falder
og langsomt smelter bort?
det er smertefuldt at være vidne til. forsvinder han? er det hans sidste maleri?
ikke til at holde ud, jeg må væk, jeg må besøge ham eller
skrive et digt, jeg må gøre noget
for ellers flyder jeg over
af salte, kolde bølger der vælder
Sep 9, 2015
Sep 9, 2015 at 1:00 PM UTC
jeg synes, jeg er den mest inspirerende person i verden. jeg kan alt muligt. jeg kan tegne, jeg kan skrive, jeg kan læse mine egne tanker, ikke altid fejlfrit, men mine følelser får jeg i hvert fald nogenlunde forstået, og jeg ved, hvem jeg kan lide og hvad jeg kan lide og hvem jeg var. jeg synes, mine følelser for hende der jeg på en måde elsker (det er i hvert fald det, jeg har læst mig frem til) er mere interessante end hende, det synes alle andre også, det ved jeg, det synes jeg er fornuftigt at synes, og jeg er fornuftigere end dem. jeg har god musiksmag og god tøjstil, og de fleste er dummere end jeg. nogle gange ønsker jeg, at de ikke ville være så dumme og uforstående og stabile, og nogle gange har jeg ondt af dem, fordi de ikke inspirerer mig, med mindre jeg tænker noget om dem. men så skifter jeg mening igen, jeg skifter mening, fordi jeg er glad for at jeg er sindsforstyrret og kan læse tanker og se mig ud af alting og rive mit ansigt fra hinanden og skabe kunst af de hjerneceller, der
ryger med ud.
Jan 12, 2015
Jan 12, 2015 at 5:09 PM UTC
jeg kunne skrive lange breve, sange og digte om dine hænder, der altid er blødere end mine, når jeg lader mine fingerspidse kærtegne dem. dine skuldre, som jeg lader min kind hvile på, når du holder mig i dine arme. dine små mørke krøller, der kilder din nakke, og som kun jeg må lade mine fingre glide igennem. og jeg ved jo godt, at det er åndsvagt og tåbeligt, men når dine læber beder mig om at gå og dine øjne tigger mig om at blive, falder mit indre sammen i små stykker og salte dråber løber ned at mine kinder. jeg ved jo godt, at du ikke mener det, når du siger at jeg ikke kan blive i dine hvide lagner for evigt, men dine ord trænger alligevel ind i mine inderste kamre og lukker op for alle tænkelige smerter som mine årer kan rumme. jeg ved jo også godt, at jeg ikke kan blive ved med at kysse dine fløjsbløde læber indtil ingenting gør ondt mere, men når dine brune øjne kigger på mig og vores næser er en millimeter fra berøring, vil den evige længsel ikke tage ende.
Mar 27, 2015
Mar 27, 2015 at 7:32 PM UTC
Jeg kan ikke forstå hvorfor
du sådan skal overvåge os?
Du kan ikke forstå hvorfor
du sådan skal være 3. hjul af os 4.
Jeg kan ikke skrive frit på Twitter
for du overvåger mig som en høg
du sender spørgsmål til 1. og 2. hjul
du skriver håndskrevne breve til 1. hjul
du ringer til 2. hjul
du snapchatter til os alle 3
men når vi alle er sammen siger du intet
heller ikke på tomandshånd nævner du
hvad du er så utilfreds med
for hvis du er 3. hjul
så er det jo mig der er 4. hjul.
Jeg vil lade dig vide
og jeg har ladet dig vide
at vi aldrig har villet gøre dig til 3. hjul bevidst
og jeg har sagt undskyld og du har accepteret
du sagde, jeg jo kun kunne tale for mig selv
hvilket jo er sandt
og det har jeg så gjort
du glemmer bare at tænke over,
at det jo faktisk er mig der er det 4. hjul
(Marolle)
Oct 21, 2014
Oct 21, 2014 at 9:52 AM UTC
når jeg en dag dør
bør mit hjerte være ved at briste
med alle de mennesker, jeg har fyldt livet ud med
de sting, jeg har syet stof sammen med, syet mig selv sammen med
de billeder, jeg har taget og de billeder, jeg har set
"dette her øjeblik vil jeg huske for evigt"
et løfte jeg vil bære med mig, jeg venter på at udløse det
hvad man lader synke ind i ens person
jeg vil danse hver dag
med høj musik og løse lemmer og let latter
helst alene
jeg vil være afhængig af at danse
"nu tager jeg lige min morgendans"
(sådan, i stedet for løb)
svede på den glade måde
finder genbrugsting - silketørklæder, porcelænskopper, træmøbler
sidder på gulvet, tegner på mine venner på mine hænder
flytter til fremmede byer med fremmede mennesker, fremmede venner
og får nye ar på sjælen, ny ild i blodet
persiske gulvtæpper i parisianske loftslejligheder
lyserøde roser, rosenrød hjertefryd
skrive bøger skrive mig ind i andres liv
i de andres liv
fylde et, to *** med kunst
fylde mig selv med kunst
balancere mig på snore på relationer på drømme
danse på hvidmalede gulvbrædder, tømme karaffel efter karaffel af vand
marmormonomenter i øjenkrogen lyserøde følelser, mørkebrune hænder
stå op til morgenens sarte ansigt, sarte farver
køre i toge og busser til ingen som helst steder og bare kigge
købe fremmed musik, tage til ukendte koncerter
sejle i grønne søer
klatre i bjerge
printe og klippe i mine egne fotografier, printe mine egne bøger
græde og bløde og svede og elske
og fyldes som
en menneskelig frugtkurv
med
oplevelsespapayaer,
efterårsæbler, følsomhedskiwier og
glædesappelsiner
der er så længe til
der er så kort tid til
May 16, 2016
May 16, 2016 at 12:17 PM UTC
Tager toget den forkerte vej
så vi kan snakke syv minutter mere
men du er en snyder
og pludselig står jeg i centrum
bliver et lille bymenneske
der køber mad og kaffe
jeg gemmer mig
blandt byens ansigter
kører over langebro i bus
aftensolen er min svaghed
jeg ønkser at bussen vil blive ved
med at køre
skrive
føre mig
men med et skal jeg af
og jeg er efterlandt med mindet
om de syv lange sekunder
du fastholde mit blik
Sep 21, 2014
Sep 21, 2014 at 3:22 PM UTC
Har lyst til at skrive kærlighedsdigte om alt det du hader ved dig selv
Jul 7, 2015
Jul 7, 2015 at 6:21 PM UTC
Klokken er 02:52
Jeg har lige røget en cigaret
Blå king's for at være præcis
Alt er mørkt omkring mig
På nær et rødt lys som garanteret lyser
mit ansigt op i mørket.
Jeg sidder en smule ubekvemt i
en rød sækkestol som matcher det eneste lys i rummet, lidt corny hvis du spørger mig!
Her sidder jeg så alene, men det gør ingenting, fordi regnen på ruderne får det hele til at fremstå levende, i et ellers dødt ***
Klokken er nu 02:57, det er 5 minutter siden jeg begyndte at skrive alt dette.
May 13, 2017
May 13, 2017 at 9:00 PM UTC
Jeg er slet ikke færdig, men jeg sidder lidt fast i øjeblikket. Fanget i en forelskelse og i en 5-timers aflevering og i bunken af rod på mit værelse og i at skrive. Jeg burde bare kysse ham hårdt, lave opgaven, rydde lortet og gøre noget, i stedet for konstant at skrive om hvad jeg vil gøre. Jeg kan blive så dødtræt af det hele. Jeg har lyst til at klippe mit hår page, og fortælle mine forældre at jeg ryger.
Men jeg gør bare alt halvt og aldrig helt.
Og det må da næsten være mere usundt,
end de smøger jeg ryger om dagen.
Aug 31, 2015
Aug 31, 2015 at 4:16 PM UTC
kunne i ikke mobilepaye mig
en tillykke-tyver
i stedet for at skrive
"tillykke med dagen:)"
på min væg
når vi begge ved hvilken af delene
der giver mig flest billige øl
Mar 8, 2015
Mar 8, 2015 at 5:27 PM UTC
som et
blodskudt øje
inde i
øjets hule
varme tårer på kolde kinder
stive fingre i frostgrader som
en invitation
til at holde hænder eller
skrive krøllede breve på
pastelblåt papir
på en tankstation
med snefnug på sjælen
støvet følelse og
afbrudte tanker
hulrummet, der omringer
eksistensen
som et rystende holdt brev med kærlighedserklæringer
på koldt notespapir
skrøbeligt og nænsomt holdt i hånden i frygt for sammenkrølning
tanker om
solen, pakket ind bag
skylag af sod og
stress fra byerne
medicineret drøm
grønne øjne glimtende med
usagte intentioner
hallucinationer om
sommerens fuglesang og
væsener med
altomsluttende tanker i kontrast til deres
intetsigende øjne
i øjenhulerne
blodskudte
Feb 22, 2016
Feb 22, 2016 at 5:01 PM UTC
impulsen til at skrive med store bogstaver for ligesom at lade noget af al den kaotiske energi der sliber mig op indefra som sandpapir ud
som om livet gentager sig
ikke flere emner end tre, der ligesom bare kører på repeat
med forskellig indpakning
jeg kan skrive en hel sang om, hvordan jeg fortrød at mase en bille
fordi jeg ikke gad smide den ud af vinduet som normalt
men jeg føler at jeg har hørt det hele før som om vi drukner i ekkoer
i nedslidte ideer i nylonstrømper der løber i bølger af opbrugte stemmer
sådan en undren om, hvorvidt enhver sætning indenfor de eksisterende sprog allerede er blevet sagt eller skrevet eller tænkt
om nogen har artikuleret denne sætning i samme præcise formulering
eller om der er
r u m m e l i g h e d
til mig
Apr 23, 2016
Apr 23, 2016 at 6:07 PM UTC
et uforstående hjerte
forsømte dagdrømme om at
høre en elskedes hvisken
mærke fingerneglene tegne spørgsmål på huden
under huden
hoster viljestyrken op
flygter fra vinden, flygter fra de uforstående
en krop under sandet, en tanke bag den lukkede mund
underholder mig selv med at stille scenarier op som planter i en vindueskarm
har ondt i mine fingre fra at skrive
har ondt i min eksistens fra ikke at skrive
at spejle det forhenværende
tanker som at spise slimet spaghetti uden bestik
knuderne vrider sig rundt og væk og ned på bordet
min krop fortæller mig at jeg skal
stoppe
ligesom lyskurve der skriger med farven rød, ingen lytter, ingen lytter
ræser over for gult
følelsen i maven af kolliderende biler
rødt lys
Apr 7, 2016
Apr 7, 2016 at 3:42 PM UTC
Jeg ser mine ord, forstår dem ikke,
men at skrive dem er en nødvendighed, en overlevelsesstrategi
for at komme gennem timen, dagen, livet
ganske basalt
hvad skriver jeg
hvad tænker jeg
hvad føler jeg
hvad siger jeg
intet og alt i samme sætning
Apr 29, 2015
Apr 29, 2015 at 11:35 AM UTC
at glæde sig til livet
ikke bare gemme som udkast, men skrive i ét hug og så udgive det
hvor meget er der er at se frem til?
en bobbel springes, aldrig mere melankoli
en mærkelig fase
selvbekræftende mangel på motivation
lørdag aften
hovedet i en fiktiv verden
uendelige små-ting arrangeret, på sine pladser
blyanter, blade, mønter, planter, parfume, læbepomader
tænker på et helt tomt lokale med alle mine ejendele spredt ud på gulvet
efterlade det hele
overflod
Jan 23, 2016
Jan 23, 2016 at 5:57 PM UTC