jeg synes, jeg er den mest inspirerende person i verden. jeg kan alt muligt. jeg kan tegne, jeg kan skrive, jeg kan læse mine egne tanker, ikke altid fejlfrit, men mine følelser får jeg i hvert fald nogenlunde forstået, og jeg ved, hvem jeg kan lide og hvad jeg kan lide og hvem jeg var. jeg synes, mine følelser for hende der jeg på en måde elsker (det er i hvert fald det, jeg har læst mig frem til) er mere interessante end hende, det synes alle andre også, det ved jeg, det synes jeg er fornuftigt at synes, og jeg er fornuftigere end dem. jeg har god musiksmag og god tøjstil, og de fleste er dummere end jeg. nogle gange ønsker jeg, at de ikke ville være så dumme og uforstående og stabile, og nogle gange har jeg ondt af dem, fordi de ikke inspirerer mig, med mindre jeg tænker noget om dem. men så skifter jeg mening igen, jeg skifter mening, fordi jeg er glad for at jeg er sindsforstyrret og kan læse tanker og se mig ud af alting og rive mit ansigt fra hinanden og skabe kunst af de hjerneceller, der
ryger med ud.
