angstens afgrund er
meget dyb
og jeg har forvandlet mig til
et af de mennesker der altid
sidder i vindueskarmen
og ser verden suse forbi
mens jeg blot bliver siddende
i frygt for at de tynde stankelben
skal vakle og vælte
blandt fremmede og aldrig blive set
af nogen eller noget

din tid går
min står stille

jeg har prøvet at skifte mit blod
ud med tør hvidvin og jeg har prøvet
at samle spyttet i min mund og lade
det sive ud af mundvigen og ned i mit skød
men det eneste der kommer ud er
små lodne edderkopper
der får det til at klø og kradse
over hele kroppen
mens små minder af glas
flyver om min krop og
sætter sig som små blødende
sår der aldrig bliver til ar

og jeg bliver siddende i min vindueskarm
for jeg ved at mine tynde stankelben
vil vakle og vælte
og gulvet vil brase sammen under mig

de siger allesammen jeg skal vågne op
...men angstens afgrund er dyb
så jeg bliver siddende her i min vindueskarm
mens din tid går og min står stille

søvnløsheden banker på
men braser ind uden tilladelse
og jeg ved hverken
hvad jeg skal gøre af
hænder
fødder
hjerne
hjerte
tårer
latter
sorg og glæde
sjæl og følelse
for post-depressionen bliver siddende lidt endnu
og den bliver siddende lidt for længe
til jeg er gennemhullet af savn og 7 års
post-depressioner

nogen gange er det bare den nøgne, raffinerede idé
om os to, der kører til havets nattevind alt for sent for
at ryge cigaretter, du købte med fra berlin og dufte salt
i mellem sætningerne, imens vi lader sand gro fast på
blege kindben
nogen gange er det bare den nøgne, raffinerede idé
om os to, der skal tilbringe al tidens mængde sammen,
der gør, jeg bliver siddende, og spørger, om du har
lyst til mere kaffe