Vi skal være nøgne sammen. Se solen stå op sammen, vi skal vågne i et sommerlykkeparadis. Sidde ved vandet, høre bølgerne SLÅ. Slå ind mod livet i os - mod bredderne af de skinnende, lysende strande. Vi skal slange os på landet, vikle os i tang og skum der bruser. Brusende beruset af vin og kærlighed. Blomstre i en symbiose; bonderoser og lavendler i lyng af lungers dybe vejrtrækninger, og galoperende elskende hjerteslag. Det er fremtiden. Fremtiden i en drøm jeg havde, dengang jeg vågnede op, - for år siden, for flere verdener siden.

Døde blikke,
der vandrer rundt,
som zombier på Dommedag,
eller en tiger i bur.

Ingen kan glemme,
hvorfor vi er her,
endda i det næste årti,
vil mindet sidde fast,
sort på hvidt,
i bogen der.

Og de er her alle sammen,
store som små,
arm i arm,
de gå.

Hovedet holder de højt,
i et forsøg på,
at stoppe det,
de ikke kender,
selvom de godt ved,
at man med terror
sjældent bliver venner.

Paris' gallionsfigur,
er nu ændret,
fra Eiffeltårn til blyant,
"Je suis Charlie"
Vi håber ytringen en dag bliver fri

Jeg må da være den værste datter af alle døtre


Jeg lod ham sidde der
mutters alene
Et ovalt bord og en lun lasagne foran sig
En rank ryg iført en perfekt strøget blå skjorte
Og han var så skuffet
ked af det
grædefærdig

Fordi jeg var egoistisk - sagde han
og han var hensynsløs - sagde jeg

Og nu er alt bare så trist

Trist af alt, var synet af ham alene ved bordet
Det ovale bord
Hvor han stirrede ind i væggen istedet for på mig
Egoistiske jeg, mig men aldrig dig

Ikke en lyd spillede for at opmundre ham
Ikke andet end gaflen som tilsidst ramte den tomme tallerken
som nok forundre og dundre frem for at opmundre

Egoisme er min alkoholisme af individualisme
men denne samvittighed smager af likør midt på dagen


Han er måske den værste far af alle fædre
men jeg må da være den værste datter af alle døtre

Der er mørkt over København
Som en dødstrussel.
Den, du fik i foregårs
på lægens kontor
Der hvor han tøvede og sagde
"Du må hellere sidde ned"
Siden har du været tavs.
Tavs som ind i Helvede. Et sted
du ikke ender, men et sted,
som du føler du er.
Kræften æder dig op,
gør dig svag og lille.
Tankevækkende, når du burde være den store.

Når jeg tænker på dig
er det kun et spørgsmål om tid
før du vil sidde fast i mine tanker bestandigt
og vandre til dine sko er slidt.

Derefter vil jeg give dig nye sko
og lade dig atter vandre.
For så længe jeg tænker på dig
ved jeg du stadig eksisterer.

For så længe du atter vandre
og ikke stikker af fra mine tanker
da kan jeg stadig leve og tro
at alt er godt fra min tanke-boble.

*(Marolle)

Sidder blandt fremmede
der ikke burde være det
en del af en mængde
hvor jeg ikke hører til
alligevel nyder jeg,
at sidde der
blandt de fremmede
og være en af dem,
bare et øjeblik.

Men lydende bliver højere
stemmerne insisterende
og jeg ved ikke hvad jeg skal sige
eller hvad jeg skal gøre eller
hvad jeg skal svare på.
Og de fremmede vil mere
end bare at være dem selv -
de vil noget med mig, og jeg vil bare
være mig.

De vil ha' jeg bliver en del af dem
en del af den mængde,
jeg synes er så svær
så larmende og overfladisk
og faretruende stor, og jeg sidder
der blandt nogle jeg egentlig burde kende.
Være lige som dem
uden egentlig at være det
bare for et øjeblik.

Noget om at sidde i en lille biograf
flette mine fingre ind i dine
i dag
er ord
overvurderede
vi holder sammen
vi sidder sammen
som vi jo i virkeligheden gør
Noget om at ønske
at tiden her går i stå
for når filmen er ****
er vi tilbage
og det kan være svært
at finde i hinanden igen

Endu en dag hvor jeg kan mærke helt indefra min knogler at det bliver en dag med uro i kroppen
det er ubehageligt at min krop sumre og ryster
jeg kan ikke sidde stille
jeg har allermest lyst til at løbe rundt bare for at få den irriterende sumren væk eller kradse min hud op så jeg kun mærker det
det er sjovt for hver gang jeg har sådan en dag lægger jeg meget mere mærke til min vejrtræknings rytme og det ret så ubehageligt det får mig til at gå i helt  panik
det føltes nemlig som at min vejrtræknings rytme er forkert  hvilket giver mig endu mere uro
som så får mig til at overtænke
når jeg så overtænker går det næsten altid galt  og forvirre kun mig selv meget mere end jeg er i forvejen.

"Og hvor lang tid skal jeg sidde her og se på at du ****** dit liv op?" Spurgte ***, mens han sugede endnu en streg

ikke tage livet så tungt blot lade sig
bevæges lade det ske
som at sidde i solen længe og mærke varmen helt ind i marven
eller at flyde vægtløs i vandet med lukkede øjne og forestille sig rummet og vakuum
med kropsløse eksistener
hænge i den hvide hængekøje over det grønne græs med den blå himmel over sig
mit skælvende hjerte er selvklæbende vi
tvinges til at definere til at
fortolke og forstå

Rummeligheden oser mellem væggene i dit hjem
Imens familiære søvnige melodier undslipper munde
Toner indpakket i bobler baner sig vej gennem brystets dyb, runger og spadserer ud gennem tungens fastlagte rute

I takt til morgenfriske Beethovenlyttende mænd kravler søvnrester på skift ud af vanddrænede kroge
Baner sig vej mod møre fingre
Og havner dernæst på foranliggende aviser
Endnu engang omhandlende jorden og dens utallige affærer med fjenden
Måske det havner på gulvet så det kan trædes på
Måske det havner på stolen så det kan siddes på
Uanede mængder søvnrester knuses under ballernes velvære og tyngde, som var det ulovligt at savne bløde sengelinneder

Kroppe kæmper sig standhaftigt op på ømme fødder
Størkner i lodret position
Vipper hovedets ydmyge vinkel ud af takt
Pudens smertetærskel har vokset sig større end nakkens
Mærker blæren presse på som var det en fødsel
Som ville kroppen tvinge al udmattelse ud af ren desperation om
At få tømt urinsække

Nyder undslippelsen kan nu
Sidde på stolen, knuse søvn, begynde opstandelsen på ny som en marionetdukke
Husker på ikke at være en glemsom sjæl
Glemmer trods alt ikke at hive i egne snore