"sarte" poems - Hello Poetry

Bury me in Paris, when my heart stops and my eyes open wide, next to Beckett or Sarte & de Beauvoir, ménage à trois. Bury me in Paris, where the tourists go, on the Champs-Élysées, or near the home of Picasso. Bury me in Paris where the Seraphs scoff and roll their brown eyes and the saints sell paints on the edge of the Seine’s grime. Bury me in Paris between the pavement and le Métro, take my body to whatever stop, just go. Bury me in Paris on a winter’s night, beneath the Louvre pyramid light. Bury me in Paris with Lady Liberty in tow, make my bed next to de Balzac, next to Marceau. Bury me in Paris at the foot of l’Obélisque accompanied by pharaohs, exhumed. Bury me in Paris, leave me there, I guess, in the hotel room overlooking the Arc. I, fully dressed. Bury me in Paris while listening to Robespierre’s final scream, the silence drowned out only by the guillotine. Bury me in Paris, Montrouge, your angel calls to me, that one who serves macarons at the head of the Tuileries. Bury me in Paris, with the Angel, unimpressed, next to her, I, in eternal rest. Bury me in Paris, toss me off Bir-Hakiem, splashing, or under tour Eiffel in the springtime night, waking. Bury me in Paris, my body yearns to be free and true, but if I am to die in New Orleans, bon Ange de Montrouge, Bury me there with the jazz worms, singing: “Angel, come to me, come to me, Angel, come.”

0

Jul 31, 2013

Jul 31, 2013 at 3:26 PM UTC

colt

bury me in Paris

Bury me in Paris, when my heart stops and my eyes open wide, next to Beckett or Sarte & de Beauvoir, ménage à trois. Bury me in Paris, where the tourists go, on the Champs-Élysées, or near the home of Picasso. Bury me in Paris where the Seraphs scoff and roll their brown eyes and the saints sell paints on the edge of the Seine’s grime. Bury me in Paris between the pavement and le Métro, take my body to whatever stop, just go. Bury me in Paris on a winter’s night, beneath the Louvre pyramid light. Bury me in Paris with Lady Liberty in tow, make my bed next to de Balzac, next to Marceau. Bury me in Paris at the foot of l’Obélisque accompanied by pharaohs, exhumed. Bury me in Paris, leave me there, I guess, in the hotel room overlooking the Arc. I, fully dressed. Bury me in Paris while listening to Robespierre’s final scream, the silence drowned out only by the guillotine. Bury me in Paris, Montrouge, your angel calls to me, that one who serves macarons at the head of the Tuileries. Bury me in Paris, with the Angel, unimpressed, next to her, I, in eternal rest. Bury me in Paris, toss me off Bir-Hakiem, splashing, or under tour Eiffel in the springtime night, waking. Bury me in Paris, my body yearns to be free and true, but if I am to die in New Orleans, bon Ange de Montrouge, Bury me there with the jazz worms, singing: “Angel, come to me, come to me, Angel, come.”

28

Passa la nave mia colma d'oblio per aspro mare, a mezza notte, il verno, enfra Scilla e Cariddi; ed al governo siede'l signore, anzi'l nimico mio; a ciascun remo un penser pronto e rio che la tempesta e'l fin par ch'abbi a scherno; la vela rompe un vento umido, eterno di sospir', di speranze e di desio; pioggia di lagrimar, nebbia di sdegni bagna e rallenta le già stanche sarte, che son d'error con ignoranza attorto. Celansi i duo mei dolci usati segni; morta fra l'onde è la ragion e l'arte: tal ch'incomincio a desperar del porto.

0

2k

Francesco Petrarca

Passa la nave mia colma d'oblio

Passa la nave mia colma d'oblio per aspro mare, a mezza notte, il verno, enfra Scilla e Cariddi; ed al governo siede'l signore, anzi'l nimico mio; a ciascun remo un penser pronto e rio che la tempesta e'l fin par ch'abbi a scherno; la vela rompe un vento umido, eterno di sospir', di speranze e di desio; pioggia di lagrimar, nebbia di sdegni bagna e rallenta le già stanche sarte, che son d'error con ignoranza attorto. Celansi i duo mei dolci usati segni; morta fra l'onde è la ragion e l'arte: tal ch'incomincio a desperar del porto.

14

Det eneste jeg vil læse, er dine tanker, men alligevel bladrer jeg videre i bøgerne, æder dem op. Jeg er blevet weekendnarkoman, og din kærlighed er mit stof. Jeg er blevet afhængig. Verden forsvinder under mig, så jeg kan flygte ud over den sorte hinde af kulstof, vi har spredt. Du er lykken i lykkelighed, men jeg er ked af det. Selvom du ikke ved det. For jeg vil have DIG til at være med MIG, jeg vil se på intet. Jeg vil lade være med alt. Jeg ser på dig opgivende. - Over de ting du ikke gør, og ikke siger du vil, Men som jeg i fortabelse af dig, ved at din underbevidsthed kan føle jeg vil have. Du skal kunne mærke mit hjerteslag, slå som 1000 piskesmæld hver gang DU er i nærheden, og ser ind i mine sårede safir-blå øjne og sarte sjæl, Den er kombineret og komponeret af lange klagesange fra alle de mennesker, Der har det svært. Som jeg hjælper, og elsker. Selvom, jeg selv føler mig I underskud af kærlighed, men anderledes. Fra dig. Til mig. Til dig. Fra mig. Vi er samlet, når vi ligger ned, sammen - smilende i solen. En melankolsk drøm. Jeg gør mit liv, til et univers alene. Virkelighed… For ikke at blive fuld med mig selv - over dig, speeder jeg mig selv; med for mange for evigt, forandrede tanker. Du forstår ikke, det er dig. Og kun dig. Min hyldest til den sommer, vi ikke får sammen. For jeg er den, og du er det, som jeg er bange for, forlader mig i efterårets mørke. Jeg ser solen går ned og jeg ser mit maniske humør gøre det samme. Pladserne i de små byer er fyldt med folk, som drikker italiensk rødvin, det kan vi også. Det bliver et sted jeg tager mig og dig tilbage til, når jeg gennemgår min hjerne. Vi var der ikke. Vi kommer ikke sådanne steder. Men hvis du bare så på mig, Så ville du vide, at jeg vil give dig hele min verden, på trods af den er rodet og grim, Og du er smuk og ordentlig. Men vi er ens, med få modsætninger, en symbiose.

0

Mar 13, 2016

Mar 13, 2016 at 12:44 PM UTC

holkenfeldt

For evigt for mange

Det eneste jeg vil læse, er dine tanker, men alligevel bladrer jeg videre i bøgerne, æder dem op. Jeg er blevet weekendnarkoman, og din kærlighed er mit stof. Jeg er blevet afhængig. Verden forsvinder under mig, så jeg kan flygte ud over den sorte hinde af kulstof, vi har spredt. Du er lykken i lykkelighed, men jeg er ked af det. Selvom du ikke ved det. For jeg vil have DIG til at være med MIG, jeg vil se på intet. Jeg vil lade være med alt. Jeg ser på dig opgivende. - Over de ting du ikke gør, og ikke siger du vil, Men som jeg i fortabelse af dig, ved at din underbevidsthed kan føle jeg vil have. Du skal kunne mærke mit hjerteslag, slå som 1000 piskesmæld hver gang DU er i nærheden, og ser ind i mine sårede safir-blå øjne og sarte sjæl, Den er kombineret og komponeret af lange klagesange fra alle de mennesker, Der har det svært. Som jeg hjælper, og elsker. Selvom, jeg selv føler mig I underskud af kærlighed, men anderledes. Fra dig. Til mig. Til dig. Fra mig. Vi er samlet, når vi ligger ned, sammen - smilende i solen. En melankolsk drøm. Jeg gør mit liv, til et univers alene. Virkelighed… For ikke at blive fuld med mig selv - over dig, speeder jeg mig selv; med for mange for evigt, forandrede tanker. Du forstår ikke, det er dig. Og kun dig. Min hyldest til den sommer, vi ikke får sammen. For jeg er den, og du er det, som jeg er bange for, forlader mig i efterårets mørke. Jeg ser solen går ned og jeg ser mit maniske humør gøre det samme. Pladserne i de små byer er fyldt med folk, som drikker italiensk rødvin, det kan vi også. Det bliver et sted jeg tager mig og dig tilbage til, når jeg gennemgår min hjerne. Vi var der ikke. Vi kommer ikke sådanne steder. Men hvis du bare så på mig, Så ville du vide, at jeg vil give dig hele min verden, på trods af den er rodet og grim, Og du er smuk og ordentlig. Men vi er ens, med få modsætninger, en symbiose.

23

I make such effort to reconcile what was thought yesterday in dreams written by capricious colors and shapes with what was handed down to me in the reality of the situation. Scrambling through madness chasing after issues brought forth by parents bestowing hope to what should really be the hopeless. Sarte taught us better even still it appears self determination is not enough Not Enough. Those words clamor through every facet of my existence somehow still not enough still still not enough _ _ _ "Everything’s gonna be alright", Words I can't understand. So I push forward without consent To the place where the road end.

0

Jan 2, 2012

Jan 2, 2012 at 2:23 PM UTC

allan-e-bartlett

Perpetual Motion

I make such effort to reconcile what was thought yesterday in dreams written by capricious colors and shapes with what was handed down to me in the reality of the situation. Scrambling through madness chasing after issues brought forth by parents bestowing hope to what should really be the hopeless. Sarte taught us better even still it appears self determination is not enough Not Enough. Those words clamor through every facet of my existence somehow still not enough still still not enough _ _ _ "Everything’s gonna be alright", Words I can't understand. So I push forward without consent To the place where the road end.

28

when a pronoun retracts and becomes compounded e.g.: itself, himself... it complicates matters with a dually functioning vigor of content expression: which extends thanks to the surgical assertion that the definite aritlce (scalpel) and indefinite article (forceps) proceed to govern a. retractive pronoun usage within compounding is reflexive (reflex bias) and b. pronouns given unto punctuation markings are reflective, the notorious "i" of sartre's usage; in the poor sense of the word when expressed as mirror-image, since sarte's linear dittoing markings possess a narcissistic chiral exclusion of an active ownership of will that's simply a misuse of denotative marking - it would simply imply an orwellian conception of double-think, of " what's " actually defined via " thinking about it when orientated by gemini (i.e. the ditto markings imply a repeat, or simply - as above / follow suite.)

0

Dec 12, 2015

Dec 12, 2015 at 11:07 AM UTC

removed.polaroid-scrabble

pedant

when a pronoun retracts and becomes compounded e.g.: itself, himself... it complicates matters with a dually functioning vigor of content expression: which extends thanks to the surgical assertion that the definite aritlce (scalpel) and indefinite article (forceps) proceed to govern a. retractive pronoun usage within compounding is reflexive (reflex bias) and b. pronouns given unto punctuation markings are reflective, the notorious "i" of sartre's usage; in the poor sense of the word when expressed as mirror-image, since sarte's linear dittoing markings possess a narcissistic chiral exclusion of an active ownership of will that's simply a misuse of denotative marking - it would simply imply an orwellian conception of double-think, of " what's " actually defined via " thinking about it when orientated by gemini (i.e. the ditto markings imply a repeat, or simply - as above / follow suite.)

37

I am the Voluntary insomniac. I suffer from no such misfortune. Midnight to 3 is a blessing, At night, I'm reality's surgeon. Delving head-first into current events, And philosophies of East and of West; Jack Kerouac and Jean Paul-Sarte have me sweating; And I look forward to Alan Watts next. Lets discover it all! How exciting it is, I've been privileged as I am alive. I read and I write, Walk dark streets on some nights, And on others, I lay and watch stars. I am the Voluntary insomniac. On some nights I sit and sip tea, Read Al-Jazeera's new headlines, And depart upon intellects sea. In the depth of the night I become everything; Every person, every move, every sound. Every taste, every touch, every feeling, every thought, I am the stars, the ocean, the ground. In the present I become the future and past And explore the great misunderstood; Everything becomes clear as my boat starts to steer, And my feet waver from where they once stood. And on every sweet night, it doesn't matter how far My ship crossed infinity's sea, I am lost on open water forever; I adventure eternally.

0

Apr 5, 2012

Apr 5, 2012 at 11:26 PM UTC

tread

The Voluntary Insomniac

I am the Voluntary insomniac. I suffer from no such misfortune. Midnight to 3 is a blessing, At night, I'm reality's surgeon. Delving head-first into current events, And philosophies of East and of West; Jack Kerouac and Jean Paul-Sarte have me sweating; And I look forward to Alan Watts next. Lets discover it all! How exciting it is, I've been privileged as I am alive. I read and I write, Walk dark streets on some nights, And on others, I lay and watch stars. I am the Voluntary insomniac. On some nights I sit and sip tea, Read Al-Jazeera's new headlines, And depart upon intellects sea. In the depth of the night I become everything; Every person, every move, every sound. Every taste, every touch, every feeling, every thought, I am the stars, the ocean, the ground. In the present I become the future and past And explore the great misunderstood; Everything becomes clear as my boat starts to steer, And my feet waver from where they once stood. And on every sweet night, it doesn't matter how far My ship crossed infinity's sea, I am lost on open water forever; I adventure eternally.

33

lyset lyder som disse sarte vibrationer og det hele ender i en babyblå sproget skubber til loftet og det krøllede papir vinder alt mens det ligger der mine arme kan i dette øjeblik vande tusinde haver

0

May 28, 2016

May 28, 2016 at 3:50 PM UTC

karl-otto-haushofer

Improvisering 1

lyset lyder som disse sarte vibrationer og det hele ender i en babyblå sproget skubber til loftet og det krøllede papir vinder alt mens det ligger der mine arme kan i dette øjeblik vande tusinde haver

8

når jeg en dag dør bør mit hjerte være ved at briste med alle de mennesker, jeg har fyldt livet ud med de sting, jeg har syet stof sammen med, syet mig selv sammen med de billeder, jeg har taget og de billeder, jeg har set "dette her øjeblik vil jeg huske for evigt" et løfte jeg vil bære med mig, jeg venter på at udløse det hvad man lader synke ind i ens person jeg vil danse hver dag med høj musik og løse lemmer og let latter helst alene jeg vil være afhængig af at danse "nu tager jeg lige min morgendans" (sådan, i stedet for løb) svede på den glade måde finder genbrugsting - silketørklæder, porcelænskopper, træmøbler sidder på gulvet, tegner på mine venner på mine hænder flytter til fremmede byer med fremmede mennesker, fremmede venner og får nye ar på sjælen, ny ild i blodet persiske gulvtæpper i parisianske loftslejligheder lyserøde roser, rosenrød hjertefryd skrive bøger skrive mig ind i andres liv i de andres liv fylde et, to *** med kunst fylde mig selv med kunst balancere mig på snore på relationer på drømme danse på hvidmalede gulvbrædder, tømme karaffel efter karaffel af vand marmormonomenter i øjenkrogen lyserøde følelser, mørkebrune hænder stå op til morgenens sarte ansigt, sarte farver køre i toge og busser til ingen som helst steder og bare kigge købe fremmed musik, tage til ukendte koncerter sejle i grønne søer klatre i bjerge printe og klippe i mine egne fotografier, printe mine egne bøger græde og bløde og svede og elske og fyldes som en menneskelig frugtkurv med oplevelsespapayaer, efterårsæbler, følsomhedskiwier og glædesappelsiner der er så længe til der er så kort tid til

0

May 16, 2016

May 16, 2016 at 12:17 PM UTC

en-anonym-skikkelse

hvad vil du så efter 3.g?

når jeg en dag dør bør mit hjerte være ved at briste med alle de mennesker, jeg har fyldt livet ud med de sting, jeg har syet stof sammen med, syet mig selv sammen med de billeder, jeg har taget og de billeder, jeg har set "dette her øjeblik vil jeg huske for evigt" et løfte jeg vil bære med mig, jeg venter på at udløse det hvad man lader synke ind i ens person jeg vil danse hver dag med høj musik og løse lemmer og let latter helst alene jeg vil være afhængig af at danse "nu tager jeg lige min morgendans" (sådan, i stedet for løb) svede på den glade måde finder genbrugsting - silketørklæder, porcelænskopper, træmøbler sidder på gulvet, tegner på mine venner på mine hænder flytter til fremmede byer med fremmede mennesker, fremmede venner og får nye ar på sjælen, ny ild i blodet persiske gulvtæpper i parisianske loftslejligheder lyserøde roser, rosenrød hjertefryd skrive bøger skrive mig ind i andres liv i de andres liv fylde et, to *** med kunst fylde mig selv med kunst balancere mig på snore på relationer på drømme danse på hvidmalede gulvbrædder, tømme karaffel efter karaffel af vand marmormonomenter i øjenkrogen lyserøde følelser, mørkebrune hænder stå op til morgenens sarte ansigt, sarte farver køre i toge og busser til ingen som helst steder og bare kigge købe fremmed musik, tage til ukendte koncerter sejle i grønne søer klatre i bjerge printe og klippe i mine egne fotografier, printe mine egne bøger græde og bløde og svede og elske og fyldes som en menneskelig frugtkurv med oplevelsespapayaer, efterårsæbler, følsomhedskiwier og glædesappelsiner der er så længe til der er så kort tid til

43

Stiplede linjer viser mig vejen En mor der tager sit barn i hånden Guider igennem sort røg Forvirrede forbipasserende Jordens galskab Til pastelbesatte stier og stjernesten Liv kommer mig i møde Flade væsner med hjerter i hænderne Spænding mellem vores kroppe Vores verdener kulminerer Dækker industribygningerne med sarte solskinsstrejf, lyserøde skyer og sammenplantninger Min tur til Venus flettede himlene sammen

0

Apr 30, 2015

Apr 30, 2015 at 3:28 PM UTC

damkjr

Turen til Venus

Stiplede linjer viser mig vejen En mor der tager sit barn i hånden Guider igennem sort røg Forvirrede forbipasserende Jordens galskab Til pastelbesatte stier og stjernesten Liv kommer mig i møde Flade væsner med hjerter i hænderne Spænding mellem vores kroppe Vores verdener kulminerer Dækker industribygningerne med sarte solskinsstrejf, lyserøde skyer og sammenplantninger Min tur til Venus flettede himlene sammen

17

hendes læber fangede hans blik fyldige men sarte som et rosenblad hendes store øjne med de lange vipper som et dådyr grønne som nåle på et grantræ han stirrede direkte ind i dem fortabte sig i dybet hvor han så hendes sjæl forbløffet over den godhed og rummelighed han fandt som en sol der titter frem bag grå skyer *** var nærmest altid omringet af en form for lys glødende han var taknemmelig for hver en kurve hendes krop bølgede sig i maveskindet der var så fint og blødt hendes lange ben som bar hende yndefuldt rundt på jorden hendes brune lokker med pandehåret som *** til tider skjulte sig bag fik hende til at ligne noget fra et modeblad fra tredserne og der var en slags ydmyghed over måden *** bare ikke kunne tage imod et kompliment uden at blive forlegen som om *** ikke selv kunne se hvor fuldstændig håbløst smuk *** egentligt er hendes latter og stemme sød og skrøbelig hendes bevægelser der nærmest var filmiske som om *** dansede på en scene han blev fascineret af hele hendes væsen og fandt hende meget sexet på en måde som er svær at forklare han sagde til hende at *** lignede lidt et kys og et kys blev *** til

0

Nov 4, 2018

Nov 4, 2018 at 1:13 PM UTC

ungdomspoet

du ligner et kys

hendes læber fangede hans blik fyldige men sarte som et rosenblad hendes store øjne med de lange vipper som et dådyr grønne som nåle på et grantræ han stirrede direkte ind i dem fortabte sig i dybet hvor han så hendes sjæl forbløffet over den godhed og rummelighed han fandt som en sol der titter frem bag grå skyer *** var nærmest altid omringet af en form for lys glødende han var taknemmelig for hver en kurve hendes krop bølgede sig i maveskindet der var så fint og blødt hendes lange ben som bar hende yndefuldt rundt på jorden hendes brune lokker med pandehåret som *** til tider skjulte sig bag fik hende til at ligne noget fra et modeblad fra tredserne og der var en slags ydmyghed over måden *** bare ikke kunne tage imod et kompliment uden at blive forlegen som om *** ikke selv kunne se hvor fuldstændig håbløst smuk *** egentligt er hendes latter og stemme sød og skrøbelig hendes bevægelser der nærmest var filmiske som om *** dansede på en scene han blev fascineret af hele hendes væsen og fandt hende meget sexet på en måde som er svær at forklare han sagde til hende at *** lignede lidt et kys og et kys blev *** til

42

hjerter i symbiose og hjertestrengene spænder sig ud over flere kilometers vidde en evig higen efter den fjerne hjemplanet opbygget af opaler og citronkernerne og lyserøde negle og nattergalesang med en befolkning bestående udelukkende af måneskin og champagnebobler som smelter sammen og genopstår sarte og bløde og i konstant venskabelighed vi er bygget til så meget mere til at brænde til at svæve, at opløses og gensamles essenstænkningen forskydes og jeg eksisterer to steder på én gang mit folk som skytsengle bevåger alle jeg nærer glødende kærlighed for og kysser alle ensomme menneskers øjenlåg, forstår den s ø g e n d e s j æ l s s a n s e l i g h e d og på en grøn-tyrkis morgen vil du finde din hjemstavn og brænde, svæve, opløses og gensamles som dit sande jeg grøn og formløs og uendelig

0

Mar 20, 2016

Mar 20, 2016 at 6:30 PM UTC

en-anonym-skikkelse

rum-væsenligt

hjerter i symbiose og hjertestrengene spænder sig ud over flere kilometers vidde en evig higen efter den fjerne hjemplanet opbygget af opaler og citronkernerne og lyserøde negle og nattergalesang med en befolkning bestående udelukkende af måneskin og champagnebobler som smelter sammen og genopstår sarte og bløde og i konstant venskabelighed vi er bygget til så meget mere til at brænde til at svæve, at opløses og gensamles essenstænkningen forskydes og jeg eksisterer to steder på én gang mit folk som skytsengle bevåger alle jeg nærer glødende kærlighed for og kysser alle ensomme menneskers øjenlåg, forstår den s ø g e n d e s j æ l s s a n s e l i g h e d og på en grøn-tyrkis morgen vil du finde din hjemstavn og brænde, svæve, opløses og gensamles som dit sande jeg grøn og formløs og uendelig

21

føler mig atter gennemsigtig med hud lavet af nylon et punkteret hjerte der bløder igennem den sarte overflade så jeg kan ikke skjule at jeg stadig elsker dig det er tydeligt for alle med blod der drypper ned af maven på mig du står bare der og lader som om at jeg ikke eksisterer for det er nemmere så gør det ikke ondt du lader som om at du ikke kan se at jeg bløder at du ikke kan se at det stadig er for dig dine øjne er stadig grønne som smagrader så dybe at jeg kunne forsvinde i dem på ny og din mund er stadig sart og fin minder mig om dengang den rørte min så mange ord jeg gerne vil høre den sige men tavs er du og du kiggede lige igennem mig som om jeg ikke fandtes som om du ønskede at jeg ikke fandtes min hjerne krøller og spekulerer om du overhovedet stadig syntes at jeg er smuk nu hvor du ikke vil se på mig trods der var engang hvor du slet ikke kunne lade vær kun du har set på mig med de øjne ville ønske at du kunne læse mine utallige digte der fortæller historier om en dreng med et skrøbeligt sind en kompleks psyke som egentlig helst ville være alene men havde brug for en at holde om så han forelskede sig i en pige der løb lidt for stærkt og snakkede lidt for meget og lidt for højt historier om langsomme søndage forsvundet under grå dyner kroppe der lidenskabeligt var flettet ind i hinanden din hud mod min dit hjerte der bankede min tungespids på din mave dine kys i min pande hænder overalt på nøgen hud som jeg stadig kan mærke selvom det ikke længere er dig der rør mig vil ikke være gennemsigtig mere så jeg maler min krop i regnbuens farver jeg vil ses jeg vil betyde noget og det kan du ikke hjælpe med længere

0

Feb 19, 2018

Feb 19, 2018 at 3:26 AM UTC

ungdomspoet

historier om det der er sket

føler mig atter gennemsigtig med hud lavet af nylon et punkteret hjerte der bløder igennem den sarte overflade så jeg kan ikke skjule at jeg stadig elsker dig det er tydeligt for alle med blod der drypper ned af maven på mig du står bare der og lader som om at jeg ikke eksisterer for det er nemmere så gør det ikke ondt du lader som om at du ikke kan se at jeg bløder at du ikke kan se at det stadig er for dig dine øjne er stadig grønne som smagrader så dybe at jeg kunne forsvinde i dem på ny og din mund er stadig sart og fin minder mig om dengang den rørte min så mange ord jeg gerne vil høre den sige men tavs er du og du kiggede lige igennem mig som om jeg ikke fandtes som om du ønskede at jeg ikke fandtes min hjerne krøller og spekulerer om du overhovedet stadig syntes at jeg er smuk nu hvor du ikke vil se på mig trods der var engang hvor du slet ikke kunne lade vær kun du har set på mig med de øjne ville ønske at du kunne læse mine utallige digte der fortæller historier om en dreng med et skrøbeligt sind en kompleks psyke som egentlig helst ville være alene men havde brug for en at holde om så han forelskede sig i en pige der løb lidt for stærkt og snakkede lidt for meget og lidt for højt historier om langsomme søndage forsvundet under grå dyner kroppe der lidenskabeligt var flettet ind i hinanden din hud mod min dit hjerte der bankede min tungespids på din mave dine kys i min pande hænder overalt på nøgen hud som jeg stadig kan mærke selvom det ikke længere er dig der rør mig vil ikke være gennemsigtig mere så jeg maler min krop i regnbuens farver jeg vil ses jeg vil betyde noget og det kan du ikke hjælpe med længere

75

What is intelligence? Is knowing what to do when one hasn’t been taught? Education often relays on history and a repetition of facts. Rendering people not creating new things or thoughts, even if education can be a bedrock as something one can derive from. Thinking without writing. Not all philosophers are dogmatic. Despite their sole education or speciality in a branch of philosophy. For most ideologies derive at a finality. Where actions can viewed as applied knowledge. But education itself can be a prevention from someone discovering themselves, laying a path for ignorance. Facts can prevent people from thinking for themselves. Every structure is to be thought of as a particular form of equilibrium, more or less stable within its restricted field and losing its stability on reaching the limits of the field. Language is often the key to any intelligence, from the narrative of the mind, to the spoken or written word to the receptive person. As philosophy just question or self-thinking. Reading is only partial. Documentaries only partial. Dialog is partial. Experience is everything. The present is the problem. No one ever use the present as a parent. Everything is incomplete. Exposing oneself to thinkers, Sarte, Plato, Chomsky are only a few. Ignorance will always plague humanity and be told throughout history, public or private. Making the Bible public, gave the common people a reason to learn how to read. Accidentally birthing both interruption and criticism outside the professional network. Despite intentions, duality will exist. Marcus Aurelius put forth what we do now will echo eternity. The exertion of will over reality will provide a conflict in the domain of reality, affecting the person exerting, whether it’s good or bad, will be based upon the reception. Every truth comes sooner or later. Long term and short term self always around.

0

Feb 23, 2019

Feb 23, 2019 at 1:33 AM UTC

knowledge-variable

intelligence

What is intelligence? Is knowing what to do when one hasn’t been taught? Education often relays on history and a repetition of facts. Rendering people not creating new things or thoughts, even if education can be a bedrock as something one can derive from. Thinking without writing. Not all philosophers are dogmatic. Despite their sole education or speciality in a branch of philosophy. For most ideologies derive at a finality. Where actions can viewed as applied knowledge. But education itself can be a prevention from someone discovering themselves, laying a path for ignorance. Facts can prevent people from thinking for themselves. Every structure is to be thought of as a particular form of equilibrium, more or less stable within its restricted field and losing its stability on reaching the limits of the field. Language is often the key to any intelligence, from the narrative of the mind, to the spoken or written word to the receptive person. As philosophy just question or self-thinking. Reading is only partial. Documentaries only partial. Dialog is partial. Experience is everything. The present is the problem. No one ever use the present as a parent. Everything is incomplete. Exposing oneself to thinkers, Sarte, Plato, Chomsky are only a few. Ignorance will always plague humanity and be told throughout history, public or private. Making the Bible public, gave the common people a reason to learn how to read. Accidentally birthing both interruption and criticism outside the professional network. Despite intentions, duality will exist. Marcus Aurelius put forth what we do now will echo eternity. The exertion of will over reality will provide a conflict in the domain of reality, affecting the person exerting, whether it’s good or bad, will be based upon the reception. Every truth comes sooner or later. Long term and short term self always around.

6