du planter følelser i min hovedbund og
alle ord lyder pludseligt æstetiske i din mund
bygger bittesmå ophold af sanser, der sitrer
i knoglerne som små, skarpe, solstråler, der
stikker mod hud
de bittesmå tråde i dine fingerspidser, som
får mig til at indse de øjeblikke, hvor
sjælesygdomme ligger sig som en tyk dyne
over huden, men samtidig gør øjnene mindre
barnagtige
som skovbrande og fugleslagsmål på fortovet
snart hvisker smerten til angsten, og snart
borer den sig ud fra et bekvemt sted
herude er virkeligheden, og det er smerten

to lukkede øjne
mødes i nattens mørke lys
blanke silhuetter danser
sanser efter duften af hjem
et helt fremmed sted

Kaffen er varm og duften er velkendt når den rammer mine sanser. Åbner op for den velkendte smag, som jeg snart smager. Når kaffen er varm, møder jeg måske lidt flere minder end hvis den var kold. For når den er kold, så er vi gået, og samtalen og tankestrømmen er som regel forbi.
Når kaffen er varm går samtalen mellem dig og mig, eller dig og hende eller ham på velsmurte skinner og solen skinner måske i øjeblikket, og glæden stråler ud af dine vintertrætte øjne, og jeg ser det. Vi smiler. Vi er glade. Måske endda lykkelige, lige der i øjeblikket. Enten med selvskab af dig, ellers sidder jeg alene med den varme kop mellem mine skrøbelige hænder, som er trætte efter dagens forhindringer, som jeg har måtte stå imod. Måske tænker jeg for meget.

Jeg svæver mellem mælkeskum og varme bønner, væk fra det der gemmer sig bag ruden, som dugger til af varmen fra min nu varme krop mod vinduskammen. Jeg lader dem strømme, tankerne, lader dem svæve som om de flygtede fra det kolde vejr mod varmere lande. Dagens, ugens eller månedens ophobninger af forvirrede, glade, vrede og småligegyldige tanker.
Det er små øjeblikke som denne hvor jeg ser at de travle øjeblikke er der for mange af. Fordi om lidt er kaffen kold, og snart kalder hverdagen igen. Tiden går, kaffen er kold, og snart er der kun kaffemærker af den tidligere varme kaffe tilbage.

måske det er det vi er,
weekendalkoholikere
måske vi elsker det,
bassen, der overdøver vores eget hjerteslag,
bassen, der dunker mere end vores tanker,
smagen af sprit, og røgen der hænger i tøjet
tænder den ene cigaret med den sidste,
ryger, drikker, danser,
danser det hele væk,
håber på at svingende hofter og klamme blikke,
kan slette det hele,
drikker måske for at glemme,
eller måske for at huske
men kan man kurere en sygdom med en anden,
for hvad hjælper det at vi drikker os fra vores sanser,
og gemmer os bag billeder så slørede som livet,
når vi i virkeligheden har bræk på skoene,
og tomme pakker i vores tomme lommer

måske det er det vi er,
weekendalkoholikere
måske vi elsker det,
måske ikke
måske det bare er hvem vi er,
syge mennesker,
der lader som om vi har det sjovt,

poesien i det ucharmerende
det smålige, det trivielle, det kedelige og det ubetydelige
    skriv, selvom du føler dig blottet og lille og som en teenager, der skriver dagbog
   'i dag ville jeg ønske, jeg kunne trække mig totalt ind i min egen fantasiverden'
totalopslugt, indlevelse
lyde (sange) der er kantede, farveprægede, pigmenterede, spjættende eller rumlende eller glidende
sanser, der flyder sammen; et net af indtryk

at arbejde sig selv ind i et mønster; udtøm uforudsigelighed til det hele
forbrugersamfund - fortærer!

at tage afstand for at repositionere sig
og genindsætte sig

OG JEG ER FYLDT MED ORD OG FØLELSER UDEN ORD
FYLDT MED LYDE OG FARVER OG LYS OG SANSER
DER IKKE EKSISTERER
FLYDENDE I MIN EGEN EKSISTENS I BOGSTAVERNES INDRE LOGIK
JEG GRIBER UD EFTER NYE ORD, NYE
KOMBINATIONSMULIGHEDER SOM DET
EVINDELIGT ÆNDREDE MØNSTER I
TØJET PÅ TØRRESNORREN
OG JEG TÆNKER PÅ KATTEN, DER HOPPEDE FRA TOPPEN PÅ
BILLEDERNE VI TOG OG STJERNERNE VI KIGGEDE PÅ
OM DE ER DER ENDNU
HVOR MEGET VI IKKE VED
HVOR LIDT VI EGENTLIGT VED
HVILKE MÆRKER VI SÆTTER PÅ STEDERNE VI EFTERLADER MENNESKERNE VI
GÅR FRA
OG DET HELE ULMER SOM LAVA UNDER STEN-HINDEN
SOM EN SNESTORM I DET YDRE ***, UFORKLARLIGT OG RASENDE
SOM BARN VAR DET MEST FORUNDERLIGE JEG KUNNE FORESTILLE MIG EN TUR I RUMMET
DET MEST OMVÆLTENDE OG
EKSISTENTIELLE OG JEG ER BANGE FOR AT
TABE DEN MÆLKETAND TABE DEN
URO DEN
MIDLERTIDIGHEDS-FORNEMMELSE AT ALTING BLOT VAR
ET GLIMT AF EN EKSISTENS OG IKKE
EN UENDELIGT UDSTRAKT OPLEVELSE SOM
STENENES REJSE FRA KLIPPERNE TIL HAVENE TIL STRANDENE TIL PARCELHUSINDKØRSLERNE OG BØRNENES LOMMER OG VINDUESKARMENE
LIVET BÆRER EN MED SIG BÆRER EN FORAN SIG SOM EN FORÆLDER SOM ET DAMPLOKOMOTIV DER SKUBBER LUFTEN FREMAD UD I LIVET

Stilhed

Du stiller spørgsmålstegn
Til min eksistens
Du efterlyser svar
Uden at du sanser
At svaret
Er min stilhed