"samle" poems - Hello Poetry

*** står foran ham finere end nogensinde Hendes hud er bogstavlig talt silke, i en nuance af hudfarve han ikke har set før, Glinsende silke med øjne og mund Og frodige bryster, der pludselige ligner puder Øjnene og munden smelten sammen lige foran ham og danner et kridhvidt kors Hånlige grin larmer i hans ører og luften bliver udefinerbart tynd Han ved det er hende, men en ondskab farer op i ham som om han var fanden selv Grinet forlader hendes krop og svæver som uendelige gebisser om hans hoved Langt væk kan han tyde hendes stemme der beder ham om at slappe af og komme til sig selv Men, han lader sig ej snydes og er nu helt overbevist om det ikke er hende Knytnæver markerer hendes krop og *** er ikke længere af silke *** er blod og kød der snart ikke er til at samle Pludselig er der et helt publikum omkring ham der studerer hans akt nøje, de skuer til hinanden mens de ryster på hovederne Tårerne har overbemandet ham og i kampens hede bliver der uendeligt stille *** er ikke til at se nogen steder

0

May 31, 2015

May 31, 2015 at 2:08 PM UTC

frederikke-hyldgaard

*** er ikke til at se nogen steder

*** står foran ham finere end nogensinde Hendes hud er bogstavlig talt silke, i en nuance af hudfarve han ikke har set før, Glinsende silke med øjne og mund Og frodige bryster, der pludselige ligner puder Øjnene og munden smelten sammen lige foran ham og danner et kridhvidt kors Hånlige grin larmer i hans ører og luften bliver udefinerbart tynd Han ved det er hende, men en ondskab farer op i ham som om han var fanden selv Grinet forlader hendes krop og svæver som uendelige gebisser om hans hoved Langt væk kan han tyde hendes stemme der beder ham om at slappe af og komme til sig selv Men, han lader sig ej snydes og er nu helt overbevist om det ikke er hende Knytnæver markerer hendes krop og *** er ikke længere af silke *** er blod og kød der snart ikke er til at samle Pludselig er der et helt publikum omkring ham der studerer hans akt nøje, de skuer til hinanden mens de ryster på hovederne Tårerne har overbemandet ham og i kampens hede bliver der uendeligt stille *** er ikke til at se nogen steder

16

angstens afgrund er meget dyb og jeg har forvandlet mig til et af de mennesker der altid sidder i vindueskarmen og ser verden suse forbi mens jeg blot bliver siddende i frygt for at de tynde stankelben skal vakle og vælte blandt fremmede og aldrig blive set af nogen eller noget din tid går min står stille jeg har prøvet at skifte mit blod ud med tør hvidvin og jeg har prøvet at samle spyttet i min mund og lade det sive ud af mundvigen og ned i mit skød men det eneste der kommer ud er små lodne edderkopper der får det til at klø og kradse over hele kroppen mens små minder af glas flyver om min krop og sætter sig som små blødende sår der aldrig bliver til ar og jeg bliver siddende i min vindueskarm for jeg ved at mine tynde stankelben vil vakle og vælte og gulvet vil brase sammen under mig de siger allesammen jeg skal vågne op ...men angstens afgrund er dyb så jeg bliver siddende her i min vindueskarm mens din tid går og min står stille

0

Apr 16, 2015

Apr 16, 2015 at 3:30 PM UTC

emilie-s-jensen

forfaldent fundament

angstens afgrund er meget dyb og jeg har forvandlet mig til et af de mennesker der altid sidder i vindueskarmen og ser verden suse forbi mens jeg blot bliver siddende i frygt for at de tynde stankelben skal vakle og vælte blandt fremmede og aldrig blive set af nogen eller noget din tid går min står stille jeg har prøvet at skifte mit blod ud med tør hvidvin og jeg har prøvet at samle spyttet i min mund og lade det sive ud af mundvigen og ned i mit skød men det eneste der kommer ud er små lodne edderkopper der får det til at klø og kradse over hele kroppen mens små minder af glas flyver om min krop og sætter sig som små blødende sår der aldrig bliver til ar og jeg bliver siddende i min vindueskarm for jeg ved at mine tynde stankelben vil vakle og vælte og gulvet vil brase sammen under mig de siger allesammen jeg skal vågne op ...men angstens afgrund er dyb så jeg bliver siddende her i min vindueskarm mens din tid går og min står stille

33

Du har båret rundt på et hjerteformet stykke glas hele livet indtil du tabte det på det gulv der udløste smerten Glasset smadrede og splittede derefter til atomer Du prøvede at samle det men du fik glasskår ind mellem fingrene og du blødte sådan Du lod glasskårene ligge i et skab, satte en lås på og smed nøglen væk Nu vandrer du rundt med cigaretskodder i skoene og græder rødvin, du lader natten spise dig rå og sover på en pude der ikke er din Der går dage og der går år Du glemmer din identitet og ønsker ikke at redes mere, du har glemt alt om det glasformede hjerte Du var sikker på du gik alene i mørke gyder, men jeg har set dig og skriver dystre men smukke digte om dit knuste hjerteformede glas Hvis du læser disse ord en dag skal du smage på dem og skylle dem ned med kogende vand Jeg skrive dette digt i håb om du vil finde ud af du kan samle glasset og undgå angst og omklamrende sorg Du skal finde nøglen, det kan tage tid men når du står med den i hånden skal du gå hen til skabet og du skal kysse glasskårene Du vil bløde og du vil græde men så vil du mærke befrielse Du vil vide at ingen psykolog eller ingen mand ville kunne samle det men kun din egen tro på livet Du vil dø en dag og det kan være i morgen sågar som det kan være om tredive år men hjertet der før var af glas er solidt metal og du vil ikke lade nogle tabe det på jorden

0

Feb 2, 2015

Feb 2, 2015 at 4:09 PM UTC

frederikke-hyldgaard

et brev til dig

Du har båret rundt på et hjerteformet stykke glas hele livet indtil du tabte det på det gulv der udløste smerten Glasset smadrede og splittede derefter til atomer Du prøvede at samle det men du fik glasskår ind mellem fingrene og du blødte sådan Du lod glasskårene ligge i et skab, satte en lås på og smed nøglen væk Nu vandrer du rundt med cigaretskodder i skoene og græder rødvin, du lader natten spise dig rå og sover på en pude der ikke er din Der går dage og der går år Du glemmer din identitet og ønsker ikke at redes mere, du har glemt alt om det glasformede hjerte Du var sikker på du gik alene i mørke gyder, men jeg har set dig og skriver dystre men smukke digte om dit knuste hjerteformede glas Hvis du læser disse ord en dag skal du smage på dem og skylle dem ned med kogende vand Jeg skrive dette digt i håb om du vil finde ud af du kan samle glasset og undgå angst og omklamrende sorg Du skal finde nøglen, det kan tage tid men når du står med den i hånden skal du gå hen til skabet og du skal kysse glasskårene Du vil bløde og du vil græde men så vil du mærke befrielse Du vil vide at ingen psykolog eller ingen mand ville kunne samle det men kun din egen tro på livet Du vil dø en dag og det kan være i morgen sågar som det kan være om tredive år men hjertet der før var af glas er solidt metal og du vil ikke lade nogle tabe det på jorden

14

Kan jeg? brænde mig selv ned med hud og neglerod hver en sprække af fregnede smil og skarpe vinterknogler havde man fingre af kul kunne man tegne sig selv op i silhuet en skælvene kvindes begyndende skygge tager form på halvmånens blege papir under fuldmånen er jeg en lysende diamant indtil da danser jeg på tåspidsen om bålet kan jeg se mig selv gå op i røg og damp stolt som den enøjede konge Skal jeg? presses sammen til noget du ikke genkender når vi støder ind i hinanden i gaderne tilfældigt, selvfølgeligt gyderne af vores måneskinsvandringer hvor vi drømte om en måne der var hel skal jeg samle månens stykker sammen uden dig til at smile når jeg ikke blot er konturer af vores drømme og jeg lyser gyderne op Må jeg? glemme at du fandtes den dag hvor der var måneformørkelse og du ikke dukkede op i gyden jeg så dig gå op i røg jeg så at ilden i dit hjerte aldrig brændte for mig må jeg vide at jeg kan blive en funklende diamant også efter at jeg brændte mine fingre på dit hjerte da du sagde at du elskede mig under månen og jeg vidste at du var aftagende

0

Jul 19, 2014

Jul 19, 2014 at 3:10 PM UTC

Denblpige

Måneformørkelse

Kan jeg? brænde mig selv ned med hud og neglerod hver en sprække af fregnede smil og skarpe vinterknogler havde man fingre af kul kunne man tegne sig selv op i silhuet en skælvene kvindes begyndende skygge tager form på halvmånens blege papir under fuldmånen er jeg en lysende diamant indtil da danser jeg på tåspidsen om bålet kan jeg se mig selv gå op i røg og damp stolt som den enøjede konge Skal jeg? presses sammen til noget du ikke genkender når vi støder ind i hinanden i gaderne tilfældigt, selvfølgeligt gyderne af vores måneskinsvandringer hvor vi drømte om en måne der var hel skal jeg samle månens stykker sammen uden dig til at smile når jeg ikke blot er konturer af vores drømme og jeg lyser gyderne op Må jeg? glemme at du fandtes den dag hvor der var måneformørkelse og du ikke dukkede op i gyden jeg så dig gå op i røg jeg så at ilden i dit hjerte aldrig brændte for mig må jeg vide at jeg kan blive en funklende diamant også efter at jeg brændte mine fingre på dit hjerte da du sagde at du elskede mig under månen og jeg vidste at du var aftagende

39

En varm væske i en brunrød farve Næsten usynelig varm luft stiger til vejrs Et lidt for gennemblødt lidt for brugt tebrev flyder rund I bunden af den limegrønne kop Snart begynder de små korn at flyde Flyde ud af en mør og næsten ødelagt pose af tyndt papir Først rundt i det lunkne snart kolde vand Derefter vil det samle sig på bunden i en lille bunke Når den bliver for kedelig ender det I den gamle rustne og lidt for lille håndvask i kolonihavens køkken

0

Feb 22, 2015

Feb 22, 2015 at 11:23 AM UTC

najaquist

Tetid

En varm væske i en brunrød farve Næsten usynelig varm luft stiger til vejrs Et lidt for gennemblødt lidt for brugt tebrev flyder rund I bunden af den limegrønne kop Snart begynder de små korn at flyde Flyde ud af en mør og næsten ødelagt pose af tyndt papir Først rundt i det lunkne snart kolde vand Derefter vil det samle sig på bunden i en lille bunke Når den bliver for kedelig ender det I den gamle rustne og lidt for lille håndvask i kolonihavens køkken

12

det er som om, at han længes efter at skændes som har han et ønske om, at vi skal slynge ord efter hinanden, vi sammen kan samle op fra gulvet og fortryde imorgen han tirrer mig og det er på grænsen til patetisk, hvor tydeligt det er, at formålet er ikke-eksisterende han savner vel adrenalinet, støjen og forløsningen men jeg er træt så nu går jeg i seng imens råber han af døren, velvidende om, at døren ignorerer ham ligeledes gør jeg

0

Jun 19, 2014

Jun 19, 2014 at 6:37 AM UTC

nikoline

onsdag aften

det er som om, at han længes efter at skændes som har han et ønske om, at vi skal slynge ord efter hinanden, vi sammen kan samle op fra gulvet og fortryde imorgen han tirrer mig og det er på grænsen til patetisk, hvor tydeligt det er, at formålet er ikke-eksisterende han savner vel adrenalinet, støjen og forløsningen men jeg er træt så nu går jeg i seng imens råber han af døren, velvidende om, at døren ignorerer ham ligeledes gør jeg

9

et persoligt *** kontra et privat *** dramatiserende effekt; pilfingret højrøstet at kaste ord op i luften og krydse fingre for, at de lander i en meningsfuld enhed et solidt grundlag, en grundlæggende spørgsmål irettesættelse og tvivlsommelighed en helt er opbygget af oldtidens sten, tårer og menneskelige idealer heltemod er et koncept; udødeligt og uopnåeligt bølgerne vasker glasskår op på stranden, fremviser resultatet af et fler-årigt tilfældigt slibe-arbejde glassets kanter slides langsomt ned og bliver omdannet til noget mere appellerende, noget man ønsker at røre så rundt og blødt at det føles forkert så modificeret fra gadens skarpe skår at det er uundgåeligt at samle op som en hånd der konstant flytter sig til et uvelkomment område, kradser skorpen af et nyligt helet sår tiltrækningskraft bølgen bærer gaver vi smider skadelige genstande i havet, men havet returnerer det menneskevenligt; kanteløst en fjer daler langsomt men rammer også bunden

0

Dec 3, 2015

Dec 3, 2015 at 5:04 PM UTC

en-anonym-skikkelse

sårbart / uredigeret /kanter

et persoligt *** kontra et privat *** dramatiserende effekt; pilfingret højrøstet at kaste ord op i luften og krydse fingre for, at de lander i en meningsfuld enhed et solidt grundlag, en grundlæggende spørgsmål irettesættelse og tvivlsommelighed en helt er opbygget af oldtidens sten, tårer og menneskelige idealer heltemod er et koncept; udødeligt og uopnåeligt bølgerne vasker glasskår op på stranden, fremviser resultatet af et fler-årigt tilfældigt slibe-arbejde glassets kanter slides langsomt ned og bliver omdannet til noget mere appellerende, noget man ønsker at røre så rundt og blødt at det føles forkert så modificeret fra gadens skarpe skår at det er uundgåeligt at samle op som en hånd der konstant flytter sig til et uvelkomment område, kradser skorpen af et nyligt helet sår tiltrækningskraft bølgen bærer gaver vi smider skadelige genstande i havet, men havet returnerer det menneskevenligt; kanteløst en fjer daler langsomt men rammer også bunden

20