"rummet" poems
det er bare tomme ord
tomme ord der fylder rummet
tomme ord der bryder igennem
stilhedens tykke vægge
ord man ved hvis betydning
ikke eksistere
fordi de tomme ord
er ord der bliver sagt
når venskabet allerede har mistet
dets ynde og pragt
c.t
Nov 3, 2014
Nov 3, 2014 at 5:02 PM UTC
jeg så dig danse på en lørdag nat. jeg har aldrig set dig danse før.
det var allerførste gang jeg så dig danse.
du dansede til et nummer komponeret af en mand med et uforglemmeligt og krøllet navn.
og hele rummet summede af lyden af et klaver der blev slået an af en rystende finger og violin strengene der dansede rundt i luften, efterlod rummet i en skygge af pulver drømme og stjerner der faldt ned omkring dine fødder.
du dansede noget der kunne minde om en vals. men du dansede den alene.
vil du ikke danse lidt med mig i stedet for at gøre det helt alene? det ser så ensomt ud. smukt, dog ensomt.
du trak på smilebåndet. men så ej på mig.
så kom herhen.
du tog mig pludselig i dine arme og scenen var din, min, og vores. jeg har aldrig danset. kun i stuen som lille i min mors gamle balletskørt.
og det gik op for mig hvor perfekt min spinkle krop passede i den silhuet der før var udfyldt af noget ingen andre end du kunne se.
og scenen var din, min, og vores.
verden forsvandt omkring os mens vi dansede mellem stjernerne.
jeg forsøgte at få del i dine tanker ved at lade mig suge ind i dit blik....men du havde travlt med at koncentrere dig om dine trin. ikke bare for dansens skyld, men det blik du anstrengte dig for ikke at sende mig handlede ikke blot om dansen men angsten for at træde forkert.
hvad ville der ske hvis du så mig i øjnene?
jeg kunne mærke din kropsvarme helt ind i sjælen mens du snurrede mig rundt. let og elegant og tilbage i dine arme.
se på mig.
stjernene var for længst faldet ned men var ikke længere at finde for mine fødder. for du så på mig. du så mig lige ind i øjnene, længe nok til at det begyndte at gøre ondt da du trådte et skridt tilbage men ikke længe nok til at jeg kom ind under huden på dig.
tak for dansen.
følelserne... var de ikke lige der?
og før jeg vidste af det var der ikke længere andet end mig og den sørgelige musik der nu fyldte rummet med opløste håb og tusind fejl og mangler.
på en lørdag nat så jeg dig danse for første gang. jeg havde aldrig set dig danse før. og på en lørdag nat så du mig i øjnene for første gang. du havde aldrig set mig i øjnene før....
.... og jeg har ikke danset siden
Mar 2, 2015
Mar 2, 2015 at 3:57 PM UTC
Jeg var så lykkelig, og du var så lykkelig, og vi var så glade og lykkelige i øjeblikket. Vi var så forelskede den aften at byen bare hang som et maleri bag os. Du talte med en lav stemme, der fik højlydte grin ud ad mig, og så råbte vi et par gange at folk så smukke ud. Jeg tror at vi udgjorde et flot par der i mørket ved siden af neonlysene i søerne. Du sagde at du elskede mig fra Alaska og tilbage, og jeg svarede at du var skør. Du kastede dit hovede tilbage og smilte til hvad der lignede himlen, og så tog vi metroen fra Frederiksberg til Nørreport og løb til Marstalsgade med en rosé vi havde lånt af kiosken. Ad den smalle gade kiggede på høje bygninger og lod som om de alle var Eiffeltårnet. Vi kiggede ind ad folks små vinduer, og så de liv som jo foregår bag mure af beton. Et par som skændtes, og vi svor at det aldrig skulle være os. En far der lagde sin datter til at sove i en drømmeseng, som fik tårer frem i mine øjne. Du spurgte hvorfor jeg græd på en fredag aften, og jeg fortalte dig om min far som var forskruet og fanget i en billedramme på en villavej. Så kyssede du mig og sagde at mennesker bliver skøre af at leve i billedrammer. At de før eller siden knækker glasset, fordi at alt ilten forsvinder. Vi ville aldrig leve i en billedramme. Vi var de typer som man ville se på storskærm over Rådhuspladsen. Røde neonlys over alle menneskerne i billedrammer. Vi sov i min lejlighed på gulvet, fordi at sengen var for mennesker i billedrammer og vi var jo neonlys i forhold til de glødepærer. Og da vi vågnede, kiggede du på mig som om alt ilten var forsvundet ud ad rummet. Undskyldende over at have trukket vejret for dybt. Jeg forstod det ikke, men du fortrød mig lidt tror jeg. Du fortalte at du skulle hjem, hvor du derefter kindkyssede mig og forsvandt ud ad entreen. Du var ikke forelsket i mig trods gode kys og neonlys. Jeg var lidt ked af at jeg nåede at forelske mig i løbet af en nat.
Men hey det var jo ikke din skyld. Det er jo hvad der sker, når man drikker hvidvin på tom mave.
Sep 12, 2015
Sep 12, 2015 at 10:53 AM UTC
din historie rodfæster en sandhed i mig
om cigarrøg og fremmede mennesker
deres magt over kønnet og min krop
i forestillingen;
jeg mister arme
jeg ser mit kød hvordan det forsvinder
(det nemme er at falde fra)
indersiden af låret
mavens rundhed brysternes buen ansigtets rene træk
mine læber; deres måde at skille på
nu vender jeg dem altid på vrangen før jeg går ud
i alle disse berøringer
disse berøringer
i én smeltet masse af hud og hår
*
I just want you to know (jeg ser ikke længere hendes ansigt)
i minderne;
kun krop
kun krop
kun krop
*
der vokser et svigt i mig
i mine øjenvipper
når jeg græder tårer som rammer andres hudlag
diffunderer
fra væske til følelse til en berøring to mennesker imellem
vores relation er ikke andet end tag på hud
og afstumpede nik gennem bevoksede ***
*
I metroen;
altid metroen et ikke *** vi kører imod
et transportmiddel der opsluger. du kan se det i øjnene på disse ”mennesker” i ikke-rummet.
og ud på skinnerne, de drømmer, stigende over kanten. En stemme;
attention à la marche en descendant du train
og jeg retter opmærksomhed, for jeg stoler mere og mere på stemmer uden ansigter
på højtalermagt
end på alle de mennesker, jeg kender.
*
I metroen;
jeg er så træt af at være træt af hans opførsel
catcalling som fænomen, der stammer fra metroens ikke-rum
det må det gøre !
den opslugende kraft, han kan lugte den den hænger i luften,
og alle er usikre
må man gerne efterlade sit liv inden man stiger ind?
attention à ton corps et ta voix
du ved aldrig hvilket ansigt han bærer
*
det er en forventning om at være utilpas, der bor i mig.
en forventning om
at blive catcallet
at mærke fremmede mænds hænder på min krop
at iklæde mig tøj jeg tør gå alene hjem i
at sove på gulvet hos venner for at undgå natbussen
*
jeg ved godt
at ikke alt er mit eget valg
*
og jeg brækker mig i metroen i en uber på gaden i min egen opgang
og jeg skammer mig over skammen
den skam forbundet med fremmedes ord og handlinger
*
du ventede engang på boulevard Saint-Denis
og en mand spurgte dig om hvor meget du kostede for at være hans
én hel nat
og det tog mig én hel dag at forstå din tavshed overfor ham
han kan ikke gå og forvente at alle kvinder på gaden potentielt kan være hans til den rette pris
VI EJER IKKE HINANDEN
OG JEG ER TRÆT AF MIG SELV
NÅR JEG LØBER VEJEN FRA MIN METRO TIL MIN HOVEDDØR
og ånder lettet op
bag en låst dør
Aug 22, 2019
Aug 22, 2019 at 9:08 AM UTC
Jeg sad på broen, med fødderne svævende over himlen. Jeg så mit spejlbillede, men jeg kunne ikke genkende det. Det kunne ingen. Så jeg lod mig falde. Omringet af kulde og farven blå. Alene i rummet. Tættere på intet. Længere væk fra alting. Det eneste jeg havde tilbage var mig selv, men ham kendte jeg desværre ikke.
f.b
May 25, 2014
May 25, 2014 at 4:31 PM UTC
udprintede ord
at finde tilbage til sin kerne, noget autentisk, noget egentligt
sort sengetæppe, forudbestemt uduelighed - skæbnens skrøbelighed
menneskelig fornægtelse og sorte huller
i sokkerne, i universet
at forsvinde fra det hele, fra alt det planlagte
bare tage afsted, ud i himmelrummet, alene
producere nostalgisk eller glad eller forelsket musik
fra en komet i rummet
tage sig en rundtur i stjernetegn, stjernetåger, astrofysisk
kigge på livets vidundere
ikke sige farvel, ikke sige på gensyn
bare flygte, fordufte
efterlade alle folk med alle deres forvirrende følelser til at rode sig selv ud
som barn ville jeg altid drømme om rumrejser
aeronautisk hjerte, dagdrømmer som altid
det mægtige, det endeløse, det u-udforskede
vægtløshed, universet!
så meget mere end bare moder jord
så meget mere end blot det konkrete og forståelige
per aspera
Nov 22, 2015
Nov 22, 2015 at 9:28 AM UTC
dine summende ord flyver rundt om hovedet på mig
blander sig med støjen fra min overophedet computer
en unødvendig larm i rummet
jeg fanger dig som myggen på væggen
jeg masser dig som myggen i min hånd
du er en blodsugende myg på jagt
efter opmærksomhed
men det er også det eneste du får
for ingen har kærlighed til myg som dig
de finder dig
de slår dig ihjel
som myggen i min hånd
Jan 25, 2015
Jan 25, 2015 at 4:07 PM UTC
ferskenfarvet
skrattende
over os er himmelen kongeblå og pyntet med stjerner, med vidundere, med vidner til dette
rundt
kirsebær-rød
blødt og varmt gulvtæppe
sen-septemberens luft
lyde, mennesker
åbent vindue som en varm invitation til gadens liv
intet er for meget eller for lidt
lige præcis tilpas, balanceret, roligt men spændende
komfortabelt men udfordrende
voksende følelse, lysende, brændende - men let
lavendel
ingen tårer; tunge, skamfyldte, drænende
kun et let smil
fyrfadslys
cremefarvet og fjerlet latter
rosmarin
lykkelig stilhed
poetisk øjeblik, stilnet samtale
citrongræs
smuk og stilfærdig fortællerform; ydmyg
inspirationen ligger så tæt i rummet at dug former sig på ruden
og tanker i hovederne
og samtaler der flyder sammen og fletter sig til ét forhold; én tanke
et ideal
sommerfugle-flagrende øjenvipper
morgenfruer
vi ligger på gulvet
en brise af brænde-røg
pladespilleren kører, dæmpet, upåtrængende
dyb vejrtrækning
vi føler os okay
ferskner
Jan 11, 2016
Jan 11, 2016 at 12:49 PM UTC
Klokken er 02:52
Jeg har lige røget en cigaret
Blå king's for at være præcis
Alt er mørkt omkring mig
På nær et rødt lys som garanteret lyser
mit ansigt op i mørket.
Jeg sidder en smule ubekvemt i
en rød sækkestol som matcher det eneste lys i rummet, lidt corny hvis du spørger mig!
Her sidder jeg så alene, men det gør ingenting, fordi regnen på ruderne får det hele til at fremstå levende, i et ellers dødt ***
Klokken er nu 02:57, det er 5 minutter siden jeg begyndte at skrive alt dette.
May 13, 2017
May 13, 2017 at 9:00 PM UTC
Et sted er der et lys.
Det sniger sig ind, rammer ikke.
Det lader dig beundre, hiver dig ikke ind.
Det lyver og skaber håb.
Alt imens stilheden fylder rummet.
For stille er der.
Hvis du lytter godt efter høre du et suk og to hænder foldes.
Mærk efter og føl hulken der spreder sig kilometer væk.
Kig op og vær forundret.
Alting er ikke godt og okay er ikke et rigtigt ord.
Ting misforstås ofte.
Men forstå mig ret.
Det sker og det er sket.
En tøven opstår for hvad kan du føle og hvad kan du se.
Er ikke det samme.
Nej tværtimod.
At se er solen.
Men hvem elsker ikke månen.
Om natten folder vi os ud.
Til toner langt over vores syn.
Toner der rammer hjertet.
Toner der hiver os ned op og rundt
Og pludselig er vi i et cirkus.
Der er mange mennesker og alligevel ser man kun en.
Oct 11, 2014
Oct 11, 2014 at 3:47 PM UTC
et lille stykke sky
et lille blad, der har fløjet rundt indtil den landede på vejen
et græsstrå, der ikke bliver klippet, fordi det står et sted hvor græsslåmaskinen ikke kommer
en tom taleboble, der venter på at nogen snakker
et enligt ben der leder efter en makker
et mindre skænderi, der aldrig blev løst
en lille glød i et slukket bål
en knækket kam
et forhenværende hvidt snørrebånd der nu er brunt
en lille nullermand nede i min mørkeste skuffe
en førstepræmie, der aldrig blev vundet
en afklippet tånegl på badeværelsesgulvet
en tyggegummi-klat foran et storcenter
et vindue ingen kigger ud af
et udbrændt fyrfadslys
en sæbebobbel der aldrig sprang
en lille månesten der flyder rundt i rummet
en streg på væggen, som ikke kan fjernes med vand
en bøtte maling, der ikke ved hvordan en pensel ser ud
et vissent blad, der ikke vil give slip på sin gren
en stor plet
en brugt papkasse, der er blevet bølget i regnen
et glimt i øjet
en rusten skrue, der engang har siddet i et skib
et håbefuldt smil, som ingen så, og som hurtigt blev glemt igen
Dec 14, 2015
Dec 14, 2015 at 1:15 PM UTC
Når din larmende stilhed
Opsluger rummet
Og mig
Ønsker jeg at dø
Jan 27, 2015
Jan 27, 2015 at 8:06 AM UTC
Du flyttede ind i mit tomrum for et par år siden. Udfyldte det fint med badekar, vindeltrapper, Helle Helle noveller og små kys morgen middag og aften. Talte om alle de steder vi skulle hen. Sammen.
Så tog du en dag afsted uden mig, og jeg sad tilbage med et tomrum. Igen.
Du strippede det, så man kunne se de ridsede linoleumsgulve og nøgne vægge.
Nu er det jo ryddet igen, og det gør mig hul og mit blik tomt; de er jo vinduer indtil rummet, hvor du plejede at læse Hemingway højt for mig mens du lå omvendt i den grønne velour sofa.
Vil du please komme tilbage med dine papkasser og løgnhistorier
så du kan fylde mit tomrum ud igen ?
Jul 8, 2016
Jul 8, 2016 at 5:29 PM UTC
poesi som noget materielt
observationer og relfeksioner og opdigtning
vi lever i den anden dimension
på papiret; i teorien
hvor er aktualiteten?
i rummet? på værelset?
håndholdt minde
tekstuel reference og tekstilfabrikering
mødet mellem individualisme og nihilisme over en kop kaffe
jeg er ikke sikker på, om jeg forstår
vi skal bare væk
lige om lidt
lyden af tastaturet
udprint, sort på hvidt
en realitet - eller hvad?
meta-plan
usvarligt
Jan 27, 2016
Jan 27, 2016 at 8:24 AM UTC
OG JEG ER FYLDT MED ORD OG FØLELSER UDEN ORD
FYLDT MED LYDE OG FARVER OG LYS OG SANSER
DER IKKE EKSISTERER
FLYDENDE I MIN EGEN EKSISTENS I BOGSTAVERNES INDRE LOGIK
JEG GRIBER UD EFTER NYE ORD, NYE
KOMBINATIONSMULIGHEDER SOM DET
EVINDELIGT ÆNDREDE MØNSTER I
TØJET PÅ TØRRESNORREN
OG JEG TÆNKER PÅ KATTEN, DER HOPPEDE FRA TOPPEN PÅ
BILLEDERNE VI TOG OG STJERNERNE VI KIGGEDE PÅ
OM DE ER DER ENDNU
HVOR MEGET VI IKKE VED
HVOR LIDT VI EGENTLIGT VED
HVILKE MÆRKER VI SÆTTER PÅ STEDERNE VI EFTERLADER MENNESKERNE VI
GÅR FRA
OG DET HELE ULMER SOM LAVA UNDER STEN-HINDEN
SOM EN SNESTORM I DET YDRE *** UFORKLARLIGT OG RASENDE
SOM BARN VAR DET MEST FORUNDERLIGE JEG KUNNE FORESTILLE MIG EN TUR I RUMMET
DET MEST OMVÆLTENDE OG
EKSISTENTIELLE OG JEG ER BANGE FOR AT
TABE DEN MÆLKETAND TABE DEN
URO DEN
MIDLERTIDIGHEDS-FORNEMMELSE AT ALTING BLOT VAR
ET GLIMT AF EN EKSISTENS OG IKKE
EN UENDELIGT UDSTRAKT OPLEVELSE SOM
STENENES REJSE FRA KLIPPERNE TIL HAVENE TIL STRANDENE TIL PARCELHUSINDKØRSLERNE OG BØRNENES LOMMER OG VINDUESKARMENE
LIVET BÆRER EN MED SIG BÆRER EN FORAN SIG SOM EN FORÆLDER SOM ET DAMPLOKOMOTIV DER SKUBBER LUFTEN FREMAD UD I LIVET
Mar 20, 2016
Mar 20, 2016 at 6:40 PM UTC
ikke tage livet så tungt blot lade sig
bevæges lade det ske
som at sidde i solen længe og mærke varmen helt ind i marven
eller at flyde vægtløs i vandet med lukkede øjne og forestille sig rummet og vakuum
med kropsløse eksistener
hænge i den hvide hængekøje over det grønne græs med den blå himmel over sig
mit skælvende hjerte er selvklæbende vi
tvinges til at definere til at
fortolke og forstå
May 4, 2016
May 4, 2016 at 3:52 PM UTC