engang var jeg sikker
på at det aldrig
ville være et problem
at drikke morgenkaffe
alene og det ville aldrig være
et problem at ryge dagens
første cigaret med vinduet
lukket mens storbyen
lever videre udenfor
men så forsvandt
du pludselig ud af
min hoveddør og for første
gang lukkede du døren bag dig
og jeg fandt ud af at det alligevel
regner på november-morgener
og ambulancerne suser stadigvæk
forbi mit vindue, den eneste forskel
er blot at der ikke er nogen
til at holde min hånd og det er
det der gør hele den forskel
som jeg troede var så ubetydelig
og jeg åbner stadig vinduet
inden dagens første cigaret, selv
i gennemskærende efterårs-
kulde fordi jeg ved at du synes
det er det rareste og jeg hælder ekstra
sukker i kaffen for at søde den
bitre smag af svigt og jeg ved
godt at det her efterspil er definitivt
men jeg har alligevel lagt ekstranøglen
til dig under måtten
hvis du en dag skulle finde på
at komme tilbage

vi har kolde hænder
fordi kulden bider mere
end mig i hans skulder
når han knepper mig mens mor hører på
og når hans ryg rammer væggen
og han fortæller mig at jeg er smuk
da slår mit hjerte en ekstra gang.
han er det fineste og rareste

jeg er vitterligt talt en elendig maler
men hvis jeg nu ejede alle verdens farver
ville jeg alligevel gøre mig så pokkers umage
og med abstrakte og forsigtige penselstrøg
male alle dine dage fine, yndefulde lyserøde farver og din himmel, den rareste lyseblå
jeg ville fjerne alt det sorte, der skulle indtræffe i dit livs snoede stier og erstatte dem med en varm, gul farve, der ville udfylde dig med alverdens lykke og glæde
fordi mindre end dette, burde ej være optimalt, for én som du