"rammer" poems
beard-red explorers
pillaging-horror practitioners
tribal-family groups
insurgent-nomadic roots
that
trailed wave-rammers across never-ending spans,
continuously-toilfully matters not the demands
women and men side by each
beastly-feasters no table safe
stand up for yourself or be a weak-waif
in the bloodshot soul-panes, fierce
pagan-purveyors by rites
despised-womanizers
siege-setters
monk-murderers
a blood-spilling bee
treasure trove crash n’carry
Thor had his hammer
every wave-rammer had an oar for every
pair of life-stained hands, the stains
were borrowed and the very life-drained out of others
blood-smitten berserkers, heart-stoppers
and yet
discoverer’s children
wandering wet-wilderness
found a Stormy-Stop, a few
actually, and one be Newfoundland
may-haps they settled in peace.
Apr 20, 2016
Apr 20, 2016 at 9:02 PM UTC
Domen for mine visioner
Det er dine bløde læbers bevægelser
når du taler flydende
Ser stemmen i lydbølger som rammer strandkanten.
Virker lige så smukt som solens lange stråler
Rammer tippen af græsstråene
I en form for sommerlykkeland
En søndag morgen hvor duggen er frisk.
Du får mine øjne til at løbe i vand
Bliver het fanatisk, elektrisk, allergisk
Så du må gå væk, når du kysser mig,
- men bliv ved.
May 8, 2015
May 8, 2015 at 4:58 PM UTC
Mine drukne indvolde afskyr deres beholder.
Gennem nervebanen sendes stødende gnister af had.
Hvor vil de overbevise og kalder på den sødmede gift
hvor vil de have dens spreden af koma lignende afkom.
Først ubehagen,
så oppustet smerte der brister som en ballon
og brændsel med selvantændelige kræfter.
Den springer og opkast omsluger horisonten
af mennesker,
klipper,
udviskede farver.
Ujævne striber af rød er udfyldte billeder
der drypper en anelse ro på mine øjne,
det leder
det fører
ind gennem nervebanens flod.
To mørke eller fire
i hvert fald én
gør døsig
gør modig
gør opgivenhed
udholdenhed.
De dage der kommer er vel taget imod
i skrigen og styrke og tomhedens sod.
Selskrevne ord fordamper salt.
Efterladt,
afsluttet,
genfortalt
i latterlige evig kedsomhed
der udfylder fyldte *** af bevidsthed
hvor pladsmanglens rod eliminerer sig selv.
Usammenhængende lort skaber lyrik
gør intet som helst
og findes for ingenting.
Jeg læner tilbage og betragter et snitteværk
en udhugget skulptur.
Stærke farver vender tilbage i kindrødt
gennem abstrakt maleri
og så rammer svien af blomster og fryd
på eksperimenter af målrettet kunst.
Skammende lys i hvid og i sort.
Nøgterne syner synes skarpe for blikket
og lukker en port.
Brosten for brosten lægges på ny
og en fejl af en vej af smil og meditativ.
Jul 27, 2015
Jul 27, 2015 at 4:36 PM UTC
I vredens tider
Med de triste munde
Er det vigtigt at huske
På de gode stunde
Kroppen bliver bundet
Af sindets tanker
Og udvikler sig efter
Til et emotionelt anker
Når vreden den rammer
Og bliver til fysiske skrammer
Bliver sund fornuft
Sat bag stål og trammer
Feb 28, 2016
Feb 28, 2016 at 10:56 AM UTC
*Jeg ligger i sneen
Og føler ingenting.
Kulden rør mig ikke,
For den har allerede
Gnavet sig ind til mine ben...
Et ensomt snefnug falder på min kind,
Blidt det rammer,
Men jeg mærker det ik'
Hvorefter det langsomt smelter
Og triller ned ad min kind
Som de tåre
Jeg har grædt i tusindvis...
Mine fodspor i sneen
Er snart dækket af hvidt
Jeg tænker,
At dette ville
Du nok gerne have set...
Dette hvide landskab,
Der skinner så blidt.
Og jeg smiler,
Men kun et øjeblik.
Før jeg erindre,
At sådan blev det ik'...
Frosten bider mig i næsen,
Men i øjeblikket er jeg
Et halv-sociopatisk væsen
Og derfor
Ænser jeg den ik'...
For jeg ved ik' hvordan
Jeg skal komme igennem dagen,
Som uret snart slår an...
Den sidste dag, den sidste time,
Før du lægges endeligt til hvile.
Men lige nu vil jeg ikke tænke,
Ikke føle, ikke mærke sorgens lænke,
Der langsomt tynger mig ned...
Jeg vil blot ligge her i sneen
Før jeg går ind
Og lægger de sidste roser
På kisten...*
Mar 20, 2016
Mar 20, 2016 at 5:38 AM UTC
Jeg er ******* furious
På renden til døden
En pine i skallen
Vores samfund er af pacifisme
Du bliver smidt ud hvis du krummer hår
Du bliver smidt i spjældet hvis du ******* slår
Jeg lover dig min kære
Du er ikke alene
Vi skal lige have noget på det rene
Mit alu-bat rammer dit klamme fjæs
Og jeg råber til jeg bliver ******* hæs
Du er så ******* imbecil
At jeg får lyst til at skyde dig med en pil
Dine grimme bryn og snottede tryne
Ja fandme om du skal gemme dig under din dyne
For du har gjort mig farlig
Og bare roligt det er ikke arveligt
Men jeg smadrer dit kranie
For det eneste du snakker om
Er dit ******* terrarie
Din stemme piver i mit hoved
Jeg brænder dig sort af sod
Min kære lille mide
Hold kæft jeg får dig til at lide
Bare vent og se
Jeg kommer til at le
Jan 26, 2015
Jan 26, 2015 at 9:08 AM UTC
Kaffen er varm og duften er velkendt når den rammer mine sanser. Åbner op for den velkendte smag, som jeg snart smager. Når kaffen er varm, møder jeg måske lidt flere minder end hvis den var kold. For når den er kold, så er vi gået, og samtalen og tankestrømmen er som regel forbi.
Når kaffen er varm går samtalen mellem dig og mig, eller dig og hende eller ham på velsmurte skinner og solen skinner måske i øjeblikket, og glæden stråler ud af dine vintertrætte øjne, og jeg ser det. Vi smiler. Vi er glade. Måske endda lykkelige, lige der i øjeblikket. Enten med selvskab af dig, ellers sidder jeg alene med den varme kop mellem mine skrøbelige hænder, som er trætte efter dagens forhindringer, som jeg har måtte stå imod. Måske tænker jeg for meget.
Jeg svæver mellem mælkeskum og varme bønner, væk fra det der gemmer sig bag ruden, som dugger til af varmen fra min nu varme krop mod vinduskammen. Jeg lader dem strømme, tankerne, lader dem svæve som om de flygtede fra det kolde vejr mod varmere lande. Dagens, ugens eller månedens ophobninger af forvirrede, glade, vrede og småligegyldige tanker.
Det er små øjeblikke som denne hvor jeg ser at de travle øjeblikke er der for mange af. Fordi om lidt er kaffen kold, og snart kalder hverdagen igen. Tiden går, kaffen er kold, og snart er der kun kaffemærker af den tidligere varme kaffe tilbage.
Feb 22, 2016
Feb 22, 2016 at 2:28 PM UTC
Du er alt
Alt hvad jeg vil have
Min måne
Og mine stjerner
Men måske
Måske er jeg solen
For din berøring
Den føles så klar
Så klar at det gør ondt
Vi rør hinanden
Så let så flygtigt
For når du er månen
Månen og stjernerne
Og jeg er solen
Så rammer vi hinanden
Men kun lige akkurat
Akkurat nok til at vide
Vide at vi rør hinanden
Ja, for vi ved nemlig godt
At vi fandeme ikke
Er skabt til at være sammen
Jun 9, 2015
Jun 9, 2015 at 6:49 AM UTC
din historie rodfæster en sandhed i mig
om cigarrøg og fremmede mennesker
deres magt over kønnet og min krop
i forestillingen;
jeg mister arme
jeg ser mit kød hvordan det forsvinder
(det nemme er at falde fra)
indersiden af låret
mavens rundhed brysternes buen ansigtets rene træk
mine læber; deres måde at skille på
nu vender jeg dem altid på vrangen før jeg går ud
i alle disse berøringer
disse berøringer
i én smeltet masse af hud og hår
*
I just want you to know (jeg ser ikke længere hendes ansigt)
i minderne;
kun krop
kun krop
kun krop
*
der vokser et svigt i mig
i mine øjenvipper
når jeg græder tårer som rammer andres hudlag
diffunderer
fra væske til følelse til en berøring to mennesker imellem
vores relation er ikke andet end tag på hud
og afstumpede nik gennem bevoksede ***
*
I metroen;
altid metroen et ikke *** vi kører imod
et transportmiddel der opsluger. du kan se det i øjnene på disse ”mennesker” i ikke-rummet.
og ud på skinnerne, de drømmer, stigende over kanten. En stemme;
attention à la marche en descendant du train
og jeg retter opmærksomhed, for jeg stoler mere og mere på stemmer uden ansigter
på højtalermagt
end på alle de mennesker, jeg kender.
*
I metroen;
jeg er så træt af at være træt af hans opførsel
catcalling som fænomen, der stammer fra metroens ikke-rum
det må det gøre !
den opslugende kraft, han kan lugte den den hænger i luften,
og alle er usikre
må man gerne efterlade sit liv inden man stiger ind?
attention à ton corps et ta voix
du ved aldrig hvilket ansigt han bærer
*
det er en forventning om at være utilpas, der bor i mig.
en forventning om
at blive catcallet
at mærke fremmede mænds hænder på min krop
at iklæde mig tøj jeg tør gå alene hjem i
at sove på gulvet hos venner for at undgå natbussen
*
jeg ved godt
at ikke alt er mit eget valg
*
og jeg brækker mig i metroen i en uber på gaden i min egen opgang
og jeg skammer mig over skammen
den skam forbundet med fremmedes ord og handlinger
*
du ventede engang på boulevard Saint-Denis
og en mand spurgte dig om hvor meget du kostede for at være hans
én hel nat
og det tog mig én hel dag at forstå din tavshed overfor ham
han kan ikke gå og forvente at alle kvinder på gaden potentielt kan være hans til den rette pris
VI EJER IKKE HINANDEN
OG JEG ER TRÆT AF MIG SELV
NÅR JEG LØBER VEJEN FRA MIN METRO TIL MIN HOVEDDØR
og ånder lettet op
bag en låst dør
Aug 22, 2019
Aug 22, 2019 at 9:08 AM UTC
Det roterer i rislende tørre lyde
Hypnotiserer og deprimerer
Rammer væggene og smælder
Tordner af tanker
Uendelig rotation
Væggene holder altid
Så tankerne smælder endnu
På en madras i et hvidt ***
Spinder du med stormen
Vælter fremover
Anstrengte bemærkninger
Smalltalks med mig selv
Stilhed i mig og rislen i dig
Blot fuld af ord der giver mening
Munden former lydene
Passerer læberne og rammer
Smælder mod væggen
Men ikke i mit ***
Bare ord
Dec 10, 2014
Dec 10, 2014 at 2:58 AM UTC
vælg at passe ind
vælg at slukke gløden
og tænde for fjernsynet
vælg et trygt miljø
med pænt friserede veje
med anlagte børn
der både kan bukke og neje
vælg labrador til konen
og fjerdreaflukkede omgivelser
fadøl med drengene
og en kattelem til at snige igennem
når det hele blev FOR trykt
vælg at fylde stilheden og stemme hende videre
som et metaforisk "tak"
for at gøre fredagen mere
meningsfuld, og for at have
noget at længes efter
vælg at græde til begravelser
vælg at mumle sympatisk med
stå og stirre på kisten
og undre dig over
"hvor blød den mon er?"
vælg fredagshygge, fælleskonto, dansetimer, rugbrødsmadder på jobbet, smurt af skilsmissehungrende kløer, vælg nabokonen og hendes ynge (og mere livlige) køkkenhave
vælg bagdøren, vælg fordøren, vælg køkkenbordet, sofaen, kontoret, chaiseloungen, solsengen, trampolinen, barnesengen - både af hendes og af dit
vælg at skændes til fodboldturningen
vælg "pastasalat",
"nej frikadeller",
"nej pastasalat"
til fællesspisningen på skolen
vælg det perfekte liv, og vælg de diskursnæssige resultat af dine GRUSOMME handlinger.
vælg at bortforklare det hele
og fortæl hende
hvordan alkohol flyder igennem
familien, som gondolen fra bryllupsrejsen til venedig
vælg at tage hjem tidligt
vælg at betvivle din funktion og eksistens igennem
den stille
9 timers lange køretur
"hjem"
vælg de svedige håndflader ved alteret
at betvivle vægtskålenes indhold
føl det blide og lette pres
fra de stirrende øjne
det overdøvende orgel
mens lugten af trygge rammer og boliglån
får dig til at gylpe et surt "ja"
vælg halvdelen af sofaen, det ene barn,
singelfyrslivet i en 33m2 kælderlejlighed
vælg at drukne tårene i endeløs ************
og nyd alle kampene på fjernsynet
vælg at bombadere telefonsvaren
vælg at smadre spejlet
vælg at kæmpe for det søde forstadsliv
Jul 30, 2014
Jul 30, 2014 at 7:39 PM UTC
et rystende maleri. han har brugt lang tid på det, får jeg at vide
det ligner noget et barn har tegnet. bogstaverne er runde
og vaklende og skæve. han har malet farverne ind over hinanden.
det rammer som en snestorm, som en iskold bølge inde i hjernen, tårerne som spor af følelsen
kernen af et menneske, hvem er man når den svinder, når den
ryster og hiver efter vejret og falder
og langsomt smelter bort?
det er smertefuldt at være vidne til. forsvinder han? er det hans sidste maleri?
ikke til at holde ud, jeg må væk, jeg må besøge ham eller
skrive et digt, jeg må gøre noget
for ellers flyder jeg over
af salte, kolde bølger der vælder
Sep 9, 2015
Sep 9, 2015 at 1:00 PM UTC
det kilder i min rygsøjle,
små dråber af farven kirsebærrød
rammer gulvet ved mine fødder
de former fine, perfekte cirkler
hvor er det typisk ironi
unik, enestående blev der hvisket
af en ukendt stemme i skyggen
lys på højde med solens stråler
var placeret med retning mod mig
stilheden laver en klapsalve,
som fylder salen
jeg bliver ført rundt i manegen
af hvem, tja, hvem ved
sårene uden skorpe bliver revet op
de fine, perfekte cirkler bliver til et
vandfald af varm, rød væske
det tunge gardin falder ned,
lyset mister sin ***** der mindede
en om den smukke sommerdag
og
det sidste syn er gråhvide, bløde
tabte fjer
Mar 2, 2015
Mar 2, 2015 at 5:37 PM UTC
Duften af kaffe forandre sig når vandet rammer de knuste bønner
Kan spejle mig i regnbueboblerne på skummet
Tilføjer vand mer og mer i en tynd stråle
De siger det sådan den bedste smag trænger igennem
vent 5 minutter og så pres
Jeg ved ikke om jeg tror på dem
Men jeg gør det for hvis nu det er sådan
Vil jeg ikke gå glip af den særlige smag
jeg vil ikke vente 5 minutter har trang til at presse nu
Det er spild ikke at få det bedste ud af det
Den gode duft forsvandt jo allerede da vandet ramte de knuste bønner.
Det sidste må ej forsvinde for så er det hele meningsløst
Jun 13, 2015
Jun 13, 2015 at 12:21 PM UTC
Støvet dufter af dig.
Du, et gammelt minde
Tabt, og trådt ned i de slidte gulvbrædder
Som en flig har du boret dig ind under huden, og dybt inde rammer du en nerve.
Jeg har ledt steder jeg vidste du ikke var, for at finde en anden smerte.
Jeg har fløjet sammen med spurve i retninger du ikke er, for at finde et andet sind.
Jeg har hejst hvide flag, og begravet stride økser, men alligevel har blodet strømmet som en flod i Amazonas sumpede skovbunde. Jeg snittede med vilje forkerte initialer ind i træetskerne, fordi jeg vidste at du ikke ville besøge min fremtidsseance.
Feb 15, 2018
Feb 15, 2018 at 4:58 PM UTC
jeg stirrer på uret
mens tonerne hvirvler rundt i mit hovede
tempoet er hurtigt
stemmen er forførende og hvisker til mig
at jeg spilder mit liv
på at side og kigge fortabt ind i en rød væg
for intet er godt her
jeg er ikke glad for alle de bøger og regler
jeg ville hellere male og tegne
til lyden af glasdråber der spiller på trommer
som når regn rammer husets blanke tag
vandrer fortabt rundt
på sorte gader oplyst af stjerner der står oprejst
langs breden af de kolde sten
lukker mine øjne og åbner mit sind
tænder en cigaret
flammen fra lighteren giver den liv
og røgen danser i mund
mine blå konger
med tomme hjerter
hvor er min hvide prins?
jeg er alene
min blå konge forlader mig
ligesom de mange før ham skoder jeg ham
han dør tavst på den kolde sorte vej
hvor jeg før dansede rundt til høj musik
men jeg nåede at blive afhængig
så jeg finder min magiske flamme frem
og giver en ny blå konge liv
lader ham kysse mig
gøre mig glad og tilfreds
indtil han ikke er der mere
og jeg må starte helt forfra
Nov 11, 2014
Nov 11, 2014 at 4:57 AM UTC
Der er områder af mig der ikke er menneskelige.
Statisk elektricitet som jeg udånder gennem min munds korridor.
Mine fingerspidser er blå, og jeg kan ikke mærke DIG.
Jeg er alt for lav og jeg kan ikke nå dig.
Min katastrofebevidsthed er skrækkeligt fin og træder jeg forkert,
er det ****
I mistillid frygter jeg et væsen der dukker op og kvæler mig.
At du forstøver uden at skrige mit navn.
Én enkelt gang.
For verden.
Der er ingen der må se os.
Uden værn.
Jeg drømmer om en kognition.
En kulminering af ærlighed, der får verden til at falde sammen.
Ét øjeblik der slipper lyset ind.
Hvor fortiden flyder.
Vi skal aldrig mere falde
Vi lander på fødderne.
Et ukendt humør passerer min hjerne i takt med, at vi rammer jorden.
I et sindssygt øjeblik af ærlighed.
Jan 2, 2015
Jan 2, 2015 at 3:58 PM UTC
vi har kolde hænder
fordi kulden bider mere
end mig i hans skulder
når han knepper mig mens mor hører på
og når hans ryg rammer væggen
og han fortæller mig at jeg er smuk
da slår mit hjerte en ekstra gang.
han er det fineste og rareste
Feb 23, 2016
Feb 23, 2016 at 12:09 PM UTC
Når du rammer min nethinde så pumper mit hjerte kraftigt blod ud fra min venstre hjertehalvdel til min højre, så jeg bliver helt varm i kroppen af al blodet der cirkulerer rundt i mine arterier, og der er nu ikke længere plads til H2O indeni, så det damper ud som sved i mine små håndflader og min krop bliver til noget jeg ikke kan holde styr på med kolesterol på speed og kolde tær og molekyler der danser ind i hinanden og årha, al den forelskede gør min krop helt udmattet og får mig til at smile som en vanvittig.
Apr 12, 2016
Apr 12, 2016 at 6:21 PM UTC
Hvilken side af mit ansigt vil du nu ramme?
Hvilken farve vil dine øjne være?
Hvilken lyd vil dine ord udforme, når de rammer mig i mit dybeste indre? Klokken 07:42 går jeg ned ad trappen.
Synet af dine pupiller som svulmer op ved tanken om dine næste ord.
Smerten når de rammer, som en kold håndflade på mine sprukne kinder, borer sig igennem mit kød og giver genlyd i mine knogler.
Skyggen fra mine arme som dækker mit ansigt.
Vil du nogensinde kunne se igennem smerten og strømmen af ord, eller fylder min eksistens for lidt i forhold til dit ego?
Når min krop visner og falder sammen på stengulvet, afviger lyden af dine skridt og mine øjenlåg lukker sig og omfagner min krop.
Feb 24, 2015
Feb 24, 2015 at 2:11 PM UTC
en flok af engle
der danser i mine drømme
rammer min næsetip
med deres tryllestøv
bevæger mig over imod
den uimodståelige
regnbue
der fortæller mig
at om lidt
vil jeg krydse den
finde guld
og vågne op
c.t
Nov 30, 2014
Nov 30, 2014 at 5:43 PM UTC
et persoligt *** kontra et privat ***
dramatiserende effekt; pilfingret
højrøstet
at kaste ord op i luften og krydse fingre for, at de lander
i en meningsfuld enhed
et solidt grundlag, en grundlæggende spørgsmål
irettesættelse og tvivlsommelighed
en helt er opbygget af oldtidens sten, tårer og menneskelige idealer
heltemod er et koncept; udødeligt og uopnåeligt
bølgerne vasker glasskår op på stranden, fremviser resultatet af et fler-årigt tilfældigt slibe-arbejde
glassets kanter slides langsomt ned og bliver omdannet
til noget mere appellerende, noget man ønsker at røre
så rundt og blødt at det føles forkert
så modificeret fra gadens skarpe skår at det er uundgåeligt at samle op
som en hånd der konstant flytter sig til et uvelkomment område, kradser skorpen af et nyligt helet sår
tiltrækningskraft
bølgen bærer gaver
vi smider skadelige genstande i havet,
men havet returnerer det menneskevenligt; kanteløst
en fjer daler langsomt men rammer også bunden
Dec 3, 2015
Dec 3, 2015 at 5:04 PM UTC
Et sted er der et lys.
Det sniger sig ind, rammer ikke.
Det lader dig beundre, hiver dig ikke ind.
Det lyver og skaber håb.
Alt imens stilheden fylder rummet.
For stille er der.
Hvis du lytter godt efter høre du et suk og to hænder foldes.
Mærk efter og føl hulken der spreder sig kilometer væk.
Kig op og vær forundret.
Alting er ikke godt og okay er ikke et rigtigt ord.
Ting misforstås ofte.
Men forstå mig ret.
Det sker og det er sket.
En tøven opstår for hvad kan du føle og hvad kan du se.
Er ikke det samme.
Nej tværtimod.
At se er solen.
Men hvem elsker ikke månen.
Om natten folder vi os ud.
Til toner langt over vores syn.
Toner der rammer hjertet.
Toner der hiver os ned op og rundt
Og pludselig er vi i et cirkus.
Der er mange mennesker og alligevel ser man kun en.
Oct 11, 2014
Oct 11, 2014 at 3:47 PM UTC
at totaludslette sig selv i krampagtige forsøg på at udvinde
enhver dråbe af potentiale
i en udslukt flod, udtørret
at dele sig selv op i procenter, prioriteret
35,4% der, 100% der,
indtil man pludselig er i minus
hvor er man så?
(på bunden)
kold klarsindethed
varm panik
blodet strømmer til kinderne, stemningslæggende,
smilende rammer tvivlen
som en enkelt optrevlet maske i et udarbejdet system
hold fingrende fra det, ubevidst pilfingret
gennemanalyseret
Nov 8, 2015
Nov 8, 2015 at 10:28 AM UTC
Når historien presses sammen til én stund
Holder vejret og betragter en andens liv
Med alle følelser griber ud efter øjeblikket
Og halser efter handlingen som én der vil være med
Kaster stjålne blikke efter situationernes virkelighed
Håber på at mennesket vil vende om
Se på én og ændre retning
Men med handlingen som livet
ændres kursen uden mig
Kradser lydløst væggen tynd
For at holde luften inde
Men når øjeblikket er gået i stå
Og historien blot fortsætter i mit hoved
Er det at virkeligheden rammer som en lussing
Starter op og sættes i omdrejninger
Huskes handlingen efter
Har øjeblikket undfanget virkeligheden
Mennesket rækker ikke ud efter mig
Men når jeg stopper tankernes forudrettede mønster
Vender han sig om og kigger på mig
Smiler adskildt fra en verden
der formidler drømme jeg ikke kendte til
Dec 10, 2014
Dec 10, 2014 at 3:05 AM UTC