"pludselig" poems
Jeg har altid hadet hospitaler.
Hospitaler med deres hvide vægge.
Lægerne med deres hvide kitler.
Glassene med de hvide piller.
Sengene med det hvide betræk.
Og for engangskyld hadede jeg månen. Så klam og hvid. Så pisse irriterende hvid og rund.
*** var ret hvid.
Ikke på den klamme og irriterende måde, men på en måde, der lyste i mørke. Som en gadelygte midt i nattens ingenting. En gadelygte, der lyste både dag og nat.
Pludselig slukkede den.
*** fortalte mig, at tidlige aftener bliver til morgener sent.
Mine hvide fingre strøg gennem hendes bølgede hår.
*** kiggede på mig med hendes lysende øjne. Jeg kiggede tilbage.
*** smilede.
Jeg tog fat i elefanten og gav den til hende. *** klemte den helt ind til sig, og en grå tåre faldt fra hendes hvide kind.
f.b
Jun 15, 2014
Jun 15, 2014 at 1:21 PM UTC
kom med mig
bare bliv i nat
du siger alle de ord jeg engang ville høre, men det føltes ikke rigtigt
hvad forventer du at jeg skal sige
du ved jo godt at det er lidt for sent
du tager min hånd
og siger du har ændret dig
men søde, dine undskyldninger narrer mig ikke
fordi for dig er det hele bare et spil
så bare forfør mig nu
for tiden har gjort mig stærk
jeg er begyndt at komme videre
jeg siger det her nu
du har haft din chance
og du ved jo godt at det er lidt for sent
en lille smule for forket
og jeg kan ikke vente
men du ved lige hvad du skal sige
du ved jo godt at det er lidt for sent
du siger at du drømmer om mit ansigt
men det er ikke mig du savner
du kan bare godt lide det du ser nu
men for at være ærlig
er det helt ligemeget nu
for du ved jo godt at det er lidt for sent
jeg var ung og forelsket
jeg gav dig alt hvad jeg havde
men det var aldrig nok
og nu vil du pludselig have kontakt
du ved jo godt at det er lidt for sent
gå hjem til din kæreste
jeg slipper dig fri
jeg elsker mig selv
du har et problem
men kom nu ikke og spørg mig om hjælp
for du ved jo godt at det er lidt for sent
en lille smule for forket
og jeg kan ikke vente
men du ved lige hvad du skal sige
du ved jo godt at det er lidt for sent
du siger at du drømmer om mit ansigt
men det er ikke mig du savner
du kan bare godt lide det du ser nu
men for at være ærlig
er det helt ligemeget nu
for du ved jo godt at det er lidt for sent
jeg kan elske med hele mit hjerte
jeg ved jeg har så meget at give, jeg havde så meget at give
men med en player som dig
der har jeg mistet troen
det er ikke den måde jeg skal leve mit liv
det er bare lidt for sent
det er bare lidt for sent
en lille smule for forket
og jeg kan ikke vente
men du ved lige hvad du skal sige
du ved jo godt at det er lidt for sent
du siger at du drømmer om mit ansigt
men det er ikke mig du savner
du kan bare godt lide det du ser nu
men for at være ærlig
er det helt ligemeget nu
for du ved jo godt at det er lidt for sent
du ved jo godt at det er lidt for sent
Jan 3, 2016
Jan 3, 2016 at 5:11 PM UTC
jeg så dig danse på en lørdag nat. jeg har aldrig set dig danse før.
det var allerførste gang jeg så dig danse.
du dansede til et nummer komponeret af en mand med et uforglemmeligt og krøllet navn.
og hele rummet summede af lyden af et klaver der blev slået an af en rystende finger og violin strengene der dansede rundt i luften, efterlod rummet i en skygge af pulver drømme og stjerner der faldt ned omkring dine fødder.
du dansede noget der kunne minde om en vals. men du dansede den alene.
vil du ikke danse lidt med mig i stedet for at gøre det helt alene? det ser så ensomt ud. smukt, dog ensomt.
du trak på smilebåndet. men så ej på mig.
så kom herhen.
du tog mig pludselig i dine arme og scenen var din, min, og vores. jeg har aldrig danset. kun i stuen som lille i min mors gamle balletskørt.
og det gik op for mig hvor perfekt min spinkle krop passede i den silhuet der før var udfyldt af noget ingen andre end du kunne se.
og scenen var din, min, og vores.
verden forsvandt omkring os mens vi dansede mellem stjernerne.
jeg forsøgte at få del i dine tanker ved at lade mig suge ind i dit blik....men du havde travlt med at koncentrere dig om dine trin. ikke bare for dansens skyld, men det blik du anstrengte dig for ikke at sende mig handlede ikke blot om dansen men angsten for at træde forkert.
hvad ville der ske hvis du så mig i øjnene?
jeg kunne mærke din kropsvarme helt ind i sjælen mens du snurrede mig rundt. let og elegant og tilbage i dine arme.
se på mig.
stjernene var for længst faldet ned men var ikke længere at finde for mine fødder. for du så på mig. du så mig lige ind i øjnene, længe nok til at det begyndte at gøre ondt da du trådte et skridt tilbage men ikke længe nok til at jeg kom ind under huden på dig.
tak for dansen.
følelserne... var de ikke lige der?
og før jeg vidste af det var der ikke længere andet end mig og den sørgelige musik der nu fyldte rummet med opløste håb og tusind fejl og mangler.
på en lørdag nat så jeg dig danse for første gang. jeg havde aldrig set dig danse før. og på en lørdag nat så du mig i øjnene for første gang. du havde aldrig set mig i øjnene før....
.... og jeg har ikke danset siden
Mar 2, 2015
Mar 2, 2015 at 3:57 PM UTC
*** står foran ham finere end nogensinde
Hendes hud er bogstavlig talt silke, i en nuance af hudfarve han ikke har set før,
Glinsende silke med øjne og mund
Og frodige bryster, der pludselige ligner puder
Øjnene og munden smelten sammen lige foran ham og danner et kridhvidt kors
Hånlige grin larmer i hans ører og luften bliver udefinerbart tynd
Han ved det er hende, men en ondskab farer op i ham som om han var fanden selv
Grinet forlader hendes krop og svæver som uendelige gebisser om hans hoved
Langt væk kan han tyde hendes stemme der beder ham om at slappe af og komme til sig selv
Men, han lader sig ej snydes og er nu helt overbevist om det ikke er hende
Knytnæver markerer hendes krop og *** er ikke længere af silke
*** er blod og kød der snart ikke er til at samle
Pludselig er der et helt publikum omkring ham der studerer hans akt nøje,
de skuer til hinanden mens de ryster på hovederne
Tårerne har overbemandet ham og i kampens hede bliver der uendeligt stille
*** er ikke til at se nogen steder
May 31, 2015
May 31, 2015 at 2:08 PM UTC
mørket trænger sig på. månen spejler sig i ulveflokkens nådeløse øjne. ulvene kigger mod himlen og hyler deres hjerter ud. månen er omringet af stjerner, men rovdyrenes kalden blokerer alt kommunikation. nuancer af liv toner ud. natten ligger skindød, men søvnløshed betyder sult, så den ensomme ulv søger blod. månen rækker ud til den. den føler sig heldig. men den lytter blot til en vuggevise, der snart vil blive sunget for den næste i flokken.
nu har natten taget over og månen skinner som aldrig før. den blænder mig, så jeg lukker mine øjne og pludselig kan jeg selv høre visen.
f.b
May 1, 2014
May 1, 2014 at 9:24 AM UTC
Jeg søger
søgte
søger stadig
efter brikker
pusler spil
spiller
med brikkerne
til de samles
jeg samler dem
i et spil
og jeg spiller det
spiller levende
spillevende
og lever i de spil
som jeg finder
i haven
for jeg har en have
og haven har et træ
jeg har et træ
der bærer æbler
somme tider
sidste år bar det ingen
ingenting
men tingene kom
kom ud af luften
blev luftet
luftet ud
med sproget
sproget sprang ud
og det blomstrede
pludselig
og puslede
raslede og voksede
og skabte
sproget skabte
gennem mig
jeg skabte mig
og sproget
i haven
og udenfor
men mest indeni
så jeg nu søger
forsøger
at finde
***
mellemrum
imellem ***
og ord
for billeder
forbilleder
uden for mig
Jun 29, 2013
Jun 29, 2013 at 4:55 PM UTC
*** TAGER TIL FESTER ALENE.
SKRIVER AT *** ELSKER DIG INDEN *** TAGER AFSTED, MEN SVARER IKKE NÅR DU SKRIVER, AT DU ELSKER HENDE TILBAGE.
DU HØRER IKKE FRA HENDE FØR OM MORGENEN, HVOR *** ER PÅ VEJ HJEM FRA BYEN. ALENE. *** TRÆNGER TIL SELSKAB, MEN INGEN TAGER DEN NÅR *** RINGER.
KUN DU.
FOR DU HAR LAGT SØVNLØS OG VENTET PÅ DET OPKALD. FOR DET BETYDER NOGET FOR DIG. MEN IKKE FOR HENDE.
*** SIGER DET ER DUMT OG AT DU SKAL HOLDE DIN KÆFT. DU BLIVER TAVS FOR EN STUND OG PLUDSELIG ER *** TRÆT AF AT DU ALDRIG SIGER NOGET.
f.b
Jul 11, 2014
Jul 11, 2014 at 7:16 PM UTC
engang var jeg sikker
på at det aldrig
ville være et problem
at drikke morgenkaffe
alene og det ville aldrig være
et problem at ryge dagens
første cigaret med vinduet
lukket mens storbyen
lever videre udenfor
men så forsvandt
du pludselig ud af
min hoveddør og for første
gang lukkede du døren bag dig
og jeg fandt ud af at det alligevel
regner på november-morgener
og ambulancerne suser stadigvæk
forbi mit vindue, den eneste forskel
er blot at der ikke er nogen
til at holde min hånd og det er
det der gør hele den forskel
som jeg troede var så ubetydelig
og jeg åbner stadig vinduet
inden dagens første cigaret, selv
i gennemskærende efterårs-
kulde fordi jeg ved at du synes
det er det rareste og jeg hælder ekstra
sukker i kaffen for at søde den
bitre smag af svigt og jeg ved
godt at det her efterspil er definitivt
men jeg har alligevel lagt ekstranøglen
til dig under måtten
hvis du en dag skulle finde på
at komme tilbage
Nov 12, 2014
Nov 12, 2014 at 4:21 AM UTC
Jeg tror mennesket stræber efter ansvarsløshed. Vi bliver født uden ansvar; i den totale afmagt. Til sidst er vi ligeså skrøbelige og uselvstændige som i begyndelsen, og ind i mellem det og den, så prøver folk at påtage sig opgaver og roller for at tildele årene og dagene noget værdi. Hertil følger ansvar. Men frihed under ansvar er ikke frihed. Når man erkender, at man forsøgte at tillægge noget nogen værdi, så er man bundet af frigørelsen. Så ser man at uanset hvilken værdi, man har lyst til at give, kan man give, så værdien pludselig får værdi, og man frigøres fra frigørelsen. Det er frihed uden ansvar og selvstændighed og årets frugt.
Apr 6, 2015
Apr 6, 2015 at 10:00 PM UTC
Vi lå afklædte i din seng
og du hviskede i mit øre du ikke vil dø
Længe lå vi og stirrede op i loftet i fuldkommen stilhed
Jeg kiggede på dig og små sommerfugle fløj rundt i din mave
Jeg kyssede dig så inderligt at himlen pludselig virkede besynderligt nær
Uden at sige et ord, konstaterede jeg for mig selv
du aldrig ville dø
for jeg skrev jo lange digte om min længsel og om dine store øjne
Jeg ville ikke lade dig dø
Jeg ville gemme den bedste samling af ord om dig
og lægge den i en æske og sende den direkte til evigheden
Jan 25, 2015
Jan 25, 2015 at 9:26 AM UTC
og pludselig sidder du pakket ind i +5 dyner og burde egentlig ikke fryse, men der er så fandens koldt over det hele. laver flere liter te for at få det bedre men hælder kop efter kop ud i vasken, for bare lugten giver dig brækfornemmelser. modern family er ikke så sjovt længere og de eneste sange der får lov at spille færdigt er dem han linkede til dig. hans ******* musiksmag ramte plet hver gang. du kan ikke finde ud af om smerten mellem dine ribben er pga den halve flaske tequila du formådede at hælde ned i går eller om det bare skyldes de ord han sagde og hvor let han havde ved at droppe alt det han selv havde været med til at bygge op. du er ikke sikker på om han lagde mærke til dig da du løb gennem byen med en veninde i hånden og prøvede alt hvad du overhovedet kunne for ikke at lade ham se dig græde. du ved bare at lige nu gør det hele ondt og du tør ikke bevæge dig uden for din dør i frygt for at se dem sammen - han har jo tydeligvis ikke noget problem med at vise hende frem foran dig - end ikke på din egen fødselsdag. tillykke. du sidder i stedet i din dobbeltseng hvor jeres kroppe for første gang kolliderede. og du kan ikke slippe for det uanset hvad du gør. stryger tændstikker, for forhelvede, hvor ville det være let bare at lade det hele brænde væk.
du vil bare væk. jeg vil bare så gerne væk.
Dec 6, 2014
Dec 6, 2014 at 6:52 AM UTC
du var som den tåge der blødt omfavner mig
i den efterhånden kølige efterårs morgen
ligeså svær var du at se igennem og du slørrede
mit syn for omverden
og da det blev sommer og du forlod mig
kunne jeg pludselig se mere klart end nogensinde
men nu er tågen tilbage og dit nærværs fravær
puster mig koldt i nakken, så mine hår rejser sig
alle dine løgne var spundet åh så nøje i det
smukkeste spindelvæv og du havde fanget mig i det
i takt med at sollyset forsvinder og dagene bliver kortere
mister jeg også mine fjollede tanker om at
kærlighed er mere end bare en myte
så mine tanker flyver langt væk
til dage hvor du holdt mig tæt og vi kiggede hinanden
dybt i øjnene, med blikke der talte klarer end
vi kunne med vores ord
jeg mindes sønvløse nætter og langsomme morgner
der næsten føltes uvirkelige
som om vi var med i en spillefilm der kørte på replay
de aftner hvor vi skålede i rødvin
og lod os synke ind i en dyb rus
som dig og mig gjorde det aller bedst
du var den misforståede, flabede dreng der havde røget
for mange cigaretter og ikke tænkte så store tanker om
sig selv, men gik for meget op i hvad andre tænkte
jeg så dig for så meget mere end hvad de andre så
alle dine gode sider og alle dine slemme
jeg så det hele, jeg følte det hele
og jeg stod der alligevel - jeg står her endnu
du vil altid have mig og det ved du
min evige efterårsforelskelse hvor er du
jeg ved du har en anden nu
og du fortjener også kun det bedste der findes
så må jeg jo erkende at det ikke var mig
for jeg var den misforståede, naive pige der havde
røget for mange cigaretter og ikke tænkte så store
tanker om sig selv, men lærte at elske en misforstået dreng
på trods af at *** endnu ikke havde lært at elske sig selv
jeg er tom for ord
for jeg ved at jeg allerede har sagt det hele
du ændrede mig og du rørte mig som ingen anden har gjort
og jeg savner dig, jeg mangler dig
og dette efterår, drømmer jeg endnu engang kun om dig
Oct 28, 2015
Oct 28, 2015 at 6:01 PM UTC
begyndte at græde i danskundervisningen idag
men det er da også uforsvarlig at en ung pige
med en depression på bagen og friske sår på håndledet
skal side og analysere digte der handler om selvmordsforsøg
og netop dét som *** går rundt og kæmper med
at hendes evne til at forstå disse digte bliver til en skrøbelighed
og denne helt samme skrøbelighed kommer nu til syne
for hele klassen og alt hendes arbejde for at virke glad
falder pludselig til jorden og *** føler sig gennemsigtig
som om at hendes langærmede bluse nu ikke er lang nok
til at skjule de lange sår på hendes håndled og de
er til offentligt skue og skaber frygt og rædsel
og alligevel sidder de bare dér og kigger med store øjne
som om *** er et fremmed dyr der taler følelsernes sprog
og det lyder som vulapyk i deres øre fordi de aldrig selv
har følt apatien
aldrig har indset at der ikke er noget
der er værd at leve for
Jan 14, 2016
Jan 14, 2016 at 8:18 AM UTC
Der står en kvinde
over for mig.
Måske er ***
barn. Jeg
danser efteraber
hendes bevægelser. Pludselig
smadrer *** hånden
mod mit ansigt.
Jeg mærker min krop
slippe taget.
Den er ikke længere min;
danser slår vrider sig
uhæmmet
Jeg ser korpus
i skår.
Og skårene danser
i takt med barnet
Nov 28, 2014
Nov 28, 2014 at 6:26 AM UTC
Tager toget den forkerte vej
så vi kan snakke syv minutter mere
men du er en snyder
og pludselig står jeg i centrum
bliver et lille bymenneske
der køber mad og kaffe
jeg gemmer mig
blandt byens ansigter
kører over langebro i bus
aftensolen er min svaghed
jeg ønkser at bussen vil blive ved
med at køre
skrive
føre mig
men med et skal jeg af
og jeg er efterlandt med mindet
om de syv lange sekunder
du fastholde mit blik
Sep 21, 2014
Sep 21, 2014 at 3:22 PM UTC
den hurtighed, der har omringet os er en, som vi alle forsøger at løbe i hælene på, omfavne og vise at vi elsker
men vores Nike Free 4.0 bliver pludselig fyldt med bly
mørkegrå, tonstunge, bindende blyklodser, der hiver og trækker kroppen ned i gruset, der smuldrer mellem fingrespidserne, alt imens hurtigheden får et kilometer langt forspring
pludselig ligger vi der, pulsen falder ned til et punkt, hvor den dunker i takter, der bemærkes og føles
noget lyd er omkring dig, præcis hvad det er, ved du ikke helt: det lyder dog bekendt, hvilket giver en blussende, varm fornemmelse i kinderne, og da hører du det - fuglekvidre
en sammensætning af glade toner, der tilsammen udgør en melodi, som letter dig fra jorden
de olivengrønne træer bliver tværet til siden, som om du kørte hånden over et vådt maleri, for du bevæger dig i bløde piruetter på tåspidsen, og mærker solens nuancer indeni
langsomheden står ved din side og snurrer i cirkler sammen med dig, inderst inde, helt nede i maven, der ved du godt at noget er forandret, men det siger du ikke noget til.
Apr 26, 2015
Apr 26, 2015 at 3:37 PM UTC
Jeg glemmer aldrig den dag jeg første gang fortalte om smagen af mine tåre, om stenen i mit hjerte og om smerten i mit bryst.
Da jeg fortalte de tanker jeg altid har været bange for at tænke og hvordan jeg følte mig tusinde kilo lettere efter. Hvordan to hænder, to læber og to kroppe mødtes til en leg, hvordan du fuldendte mig og hvordan du ubevidst gjorde livet værd at leve.
Din berøring og din accept var så tilfredstillende og kompletgørende at de selv de hårdeste stunder pludselig virkede overkommelige.
Du overtog mig med en sådan omhug, du gjorde at mit hjem føltes som et hjem og at mit liv føltes som et liv.
Selv din mindste berøring jog selv den værste smerte bort, og selvom jeg ikke altid siger det, så sætter jeg pris på din eksistens.
Jeg sætter pris på din medmenneskelighed, din vejrtrækning og din måde at se verden på.
Du har åbnet mine øjne for verdens vidunderlighed, og jeg har indset hvor utroligt heldig jeg er. Tak.
Oct 11, 2014
Oct 11, 2014 at 5:15 PM UTC
jeg forstår egentlig ikke
hvordan jeg er endt her
jeg forstår ikke hvorfor
jeg pludselig ikke kan
føle noget for nogle
jeg forstår egentlig ikke
hvordan jeg er blevet så
kold og kynisk og ensom
jeg kan pludselig ikke
give en eneste dreng et
enkelt kys uden at det
føltes helt helt forkert
hvorfor lige mig?
hvorfor skal jeg lide under
denne forfærdelige
lidelse af kroniske hjertesorger
og et evigt håb for ægte
kærlighed
Jun 27, 2015
Jun 27, 2015 at 3:06 PM UTC
jeg faldt engang for en kvinde
ikke på den der forelskede måde
mere bare i form af en dyb fascination
i tre år agerede *** støttehjul
og så pludselig
flyttede *** ud i periferien af mit liv
fik sådan lidt en post-fascinations-depression
og brugte yderligere tre år på at forsøge
at finde hendes dobbeltgænger
det lykkedes ikke
da jeg endelig havde sluttet fred
med fraværet af hende i mit liv
dukkede *** op og sagde alle mulige smukke ting
*** er det bål man hælder hundrede liter vand på
men som alligevel
blusser op igen og brænder skoven ned
og jeg ved ikke om jeg skal lægge
mit hoved på hendes skulder, fortælle hende
at *** har reddet mit liv mindst én gang
eller bare drikke kaffe
og snakke om vejret
Oct 10, 2017
Oct 10, 2017 at 4:49 PM UTC
nogle gange glemmer mit hjerte at slå
når tiden pludselig står meget stille
jeg ligner mest af alt et spøgelse
der lister rundt på glasskår af knuste ***** flasker
mens livet langsomt bliver suget ud af min tomme blege krop
men der findes også dage som suser forbi hvor
mit hjerte pumper dobbelt så meget blod ud som det burde
til mine blå vener er ved at sprænges
og jeg kan mærke at det banker helt oppe i halsen
mit hjerte banker for dig
og når du forlader mig
så er der ikke længere noget at banke for
det vil aldrig være besværet nok at arbejde så hårdt
blot for at holde mig i live
så hver gang du forlader mig dør jeg en lille smule
Dec 19, 2015
Dec 19, 2015 at 7:38 PM UTC
Et sted er der et lys.
Det sniger sig ind, rammer ikke.
Det lader dig beundre, hiver dig ikke ind.
Det lyver og skaber håb.
Alt imens stilheden fylder rummet.
For stille er der.
Hvis du lytter godt efter høre du et suk og to hænder foldes.
Mærk efter og føl hulken der spreder sig kilometer væk.
Kig op og vær forundret.
Alting er ikke godt og okay er ikke et rigtigt ord.
Ting misforstås ofte.
Men forstå mig ret.
Det sker og det er sket.
En tøven opstår for hvad kan du føle og hvad kan du se.
Er ikke det samme.
Nej tværtimod.
At se er solen.
Men hvem elsker ikke månen.
Om natten folder vi os ud.
Til toner langt over vores syn.
Toner der rammer hjertet.
Toner der hiver os ned op og rundt
Og pludselig er vi i et cirkus.
Der er mange mennesker og alligevel ser man kun en.
Oct 11, 2014
Oct 11, 2014 at 3:47 PM UTC
Jeg kan mærke dine hænder tage fat om min tynde slappe arm. Jeg sparker og slår uden at opnå noget, og et skrig flår i halsen på mig, men det vil ikke ud. Det kan ikke komme ud, for det samler sig bare til spyt i højre mundvig og ligger sig i lag med alle de ord jeg ikke fik sagt.
Nærm dig ikke og hold ikke om mig, for jeg vil ikke have, at du skal høre min vejrtrækken og mine gisp. Jeg vil ikke vise dig, at mit hjerte galoperer og hamrer indtil min krop ryster af rædsel og, at jeg har trykken for ørerne og blod rosende til mine kinder, som bliver varme og farves røde, for ikke engang min angst vil jeg forære dig.
Tåre der ikke får lov til at flyde ud, føles som det grove sandpapir min far plejede at bruge til sine lyse afskårne træstykker. Lader jeg tårerne flyde føles det som det glas han engang kom til at ødelægge i raseri, og alt blev til små, skarpe glasskår i den sølvfarvede-stål-håndvask. Pludselig ved jeg hvordan han havde det dengang, hvor alt gik i flammer og alt spildte over. Jeg skriger under vand og er holdt fast med lænker og ræb, imens sten bliver smidt mod mig. Jeg lukker de tunge øjenlåg ned over mine matte øjne.
Sep 27, 2017
Sep 27, 2017 at 12:28 PM UTC