"omkring" poems
*Jeg elsker dig
Selv efter alt hvad der er sket
Så vil følelsen ikke forsvinde
Og det er lige meget hvad jeg gør...
Jeg har forsøgt at hade dig,
Men dette får mig kun til at græde.
Jeg har svinet dig til,
Men det sårer mig kun i sidste ende
Jeg har forsøgt at glemme dig,
Men alt omkring mig,
Minder mig om dig.
Kaffe kan jeg ikke drikke,
For selv det sætter minder i gang.
Jeg har mistet lysten
Til at gå i skole
Fordi jeg kan risikerer
At se dig...
Gad vide om hypnose vil kunne hjælpe,
Så jeg kan glemme,
Alle de minder,
Der involvere dig.
For lige meget hvad jeg prøver,
Så elsker jeg stadigvæk dig...*
Mar 24, 2016
Mar 24, 2016 at 6:18 AM UTC
jeg så dig danse på en lørdag nat. jeg har aldrig set dig danse før.
det var allerførste gang jeg så dig danse.
du dansede til et nummer komponeret af en mand med et uforglemmeligt og krøllet navn.
og hele rummet summede af lyden af et klaver der blev slået an af en rystende finger og violin strengene der dansede rundt i luften, efterlod rummet i en skygge af pulver drømme og stjerner der faldt ned omkring dine fødder.
du dansede noget der kunne minde om en vals. men du dansede den alene.
vil du ikke danse lidt med mig i stedet for at gøre det helt alene? det ser så ensomt ud. smukt, dog ensomt.
du trak på smilebåndet. men så ej på mig.
så kom herhen.
du tog mig pludselig i dine arme og scenen var din, min, og vores. jeg har aldrig danset. kun i stuen som lille i min mors gamle balletskørt.
og det gik op for mig hvor perfekt min spinkle krop passede i den silhuet der før var udfyldt af noget ingen andre end du kunne se.
og scenen var din, min, og vores.
verden forsvandt omkring os mens vi dansede mellem stjernerne.
jeg forsøgte at få del i dine tanker ved at lade mig suge ind i dit blik....men du havde travlt med at koncentrere dig om dine trin. ikke bare for dansens skyld, men det blik du anstrengte dig for ikke at sende mig handlede ikke blot om dansen men angsten for at træde forkert.
hvad ville der ske hvis du så mig i øjnene?
jeg kunne mærke din kropsvarme helt ind i sjælen mens du snurrede mig rundt. let og elegant og tilbage i dine arme.
se på mig.
stjernene var for længst faldet ned men var ikke længere at finde for mine fødder. for du så på mig. du så mig lige ind i øjnene, længe nok til at det begyndte at gøre ondt da du trådte et skridt tilbage men ikke længe nok til at jeg kom ind under huden på dig.
tak for dansen.
følelserne... var de ikke lige der?
og før jeg vidste af det var der ikke længere andet end mig og den sørgelige musik der nu fyldte rummet med opløste håb og tusind fejl og mangler.
på en lørdag nat så jeg dig danse for første gang. jeg havde aldrig set dig danse før. og på en lørdag nat så du mig i øjnene for første gang. du havde aldrig set mig i øjnene før....
.... og jeg har ikke danset siden
Mar 2, 2015
Mar 2, 2015 at 3:57 PM UTC
Højt højt oppe.
Stadig under skyerne.
Hvis du kigger ned, Flyder der lysende plader rundt i vandet.
Intet kan sammenlignes, intet er smukkere
end disse lysende byer, lysende biler, lysende drømme.
Byen reflekteres i mine øjne, har jeg set noget lignende?
Mine tanker går i stå, forundret. Det er smukt. Jeg er tom, alt rundt om er sort, pånær lyskæder som binder byen sammen, lysdioder danser ballet på indersiden af mine øjne. Det burde hedde hornminder i stedet for hornhinder. Jeg glemmer nok aldrig byens liv, dengang blev jeg liv.
Mange kilometer oppe i luften, oppe i himlen, svævende omkring essensen af jorden. Her er jeg nu, hvor er du?
Kigger du op i uendeligheden, intetheden, tænker du på mig flyvende, dig flyvende?
Jeg er sikker på mine øjne for dig virkede anderledes, jeg havde ikke den lysende by i øjnene, mine ben var låst fast til land, selvom mine tanker fløj. Der stod du helt klart, uden en fejl på dit ydre, og fremsatte at intet længere var i dit indre. Du skulle have set din by oppe fra, du ville forstå hvor mine tanker stammede fra.
Alt er så smukt oppe fra, men nogle gange skal man opleve det grimme ude fra, for at tegne billedet der kommer inde fra.
Nu er jeg på land, og vi er igen kilometer fra hinanden, det er sådan det må være, så jeg vil nu huske dine blå øjne sorte, og dit “smil". Da vi nu igen i fortiden var til, for at imødekomme fremtiden
Apr 12, 2018
Apr 12, 2018 at 4:00 PM UTC
DU LEVER I DIN EGEN BOBLE
DIT EGET UNIVERS OG ALT KØRER FOR DIG
DU BRUGER NATTEN OG DAGEN PÅ DIN TING
PÅ LIGE DET DU ELSKER OG KAN
DIT LIV HANDLER OM DEN ENE TING DU KAN
DU GLEMMER ALT OMKRING DIG
DU SMILER OG ER GLAD
HELT IND I DIT HJERTE
DU VÅGNER OP I ET KOLDT ***
INTET LYS
DU VÅGENDE OP FRA VIRKELIGHEDEN
TIL KRIG OG ØDELÆGGELSE
LIVET VISER SIG FRA SIN MØRKE SIDE
DEN TING DU ELSKER
DEN TING DU KAN
ER BRAT
STEMMEN SIGER TIL DIG;
UNDSKYLD MEN DU KOMMER ALDRIG TIL AT DANSE IGEN
DU FORSTÅR DET IKKE
DU DANSER VIDERE SELVOM ALT GØR ONDT
ALT ER I MOD DIG
DU ER ALENE
DIN BEDSTEVEN BLEV DIT VÆRSTE MARERIDT
NU SKAL DU FINDE DIG SELV IGEN
FINDE EN PLADS I LIVET UDEN DIT KÆRESTE EJE
DU KOMMER DESVÆRRE ALDRIG TIL AT DANSE IGEN
MIN PIGE
May 2, 2016
May 2, 2016 at 5:28 PM UTC
*** står foran ham finere end nogensinde
Hendes hud er bogstavlig talt silke, i en nuance af hudfarve han ikke har set før,
Glinsende silke med øjne og mund
Og frodige bryster, der pludselige ligner puder
Øjnene og munden smelten sammen lige foran ham og danner et kridhvidt kors
Hånlige grin larmer i hans ører og luften bliver udefinerbart tynd
Han ved det er hende, men en ondskab farer op i ham som om han var fanden selv
Grinet forlader hendes krop og svæver som uendelige gebisser om hans hoved
Langt væk kan han tyde hendes stemme der beder ham om at slappe af og komme til sig selv
Men, han lader sig ej snydes og er nu helt overbevist om det ikke er hende
Knytnæver markerer hendes krop og *** er ikke længere af silke
*** er blod og kød der snart ikke er til at samle
Pludselig er der et helt publikum omkring ham der studerer hans akt nøje,
de skuer til hinanden mens de ryster på hovederne
Tårerne har overbemandet ham og i kampens hede bliver der uendeligt stille
*** er ikke til at se nogen steder
May 31, 2015
May 31, 2015 at 2:08 PM UTC
I fantasiens hjul omkring livet
løb vi rundt.
Cirkelforvirrede.
Vi søgte efter freden præcis som en natsværmer
ville søge efter lyset.
Lyset har aldrig fanget os.
Freden var øredøvende tavs og først da vi faldt,
mærkede vi glastårerne i græsset.
Som i en rus gav vores hjerter ekko.
Med et nu så skrøbeligt og taktløse **** måtte vi holde fast
for ikke at dø i nattens kolde ånde.
Stranguleret af horisontens loft og selv opspundende forventninger
Eksisterer vi kun, når vi vil.
Aug 12, 2015
Aug 12, 2015 at 7:24 AM UTC
*** var som himmelen
Aldrig det samme skær udstrålede ***
Som dagene før
Nogle dage udstrålede *** intet,
Og andre dage, svor jeg, at *** kunne
Være forår for de, som var omkring hende
*** kunne få enhver blomst til, at blomstre,
Og redde dem fra den kolde frostige vinter,
Som *** nogle dage selv blev opslugt af
Mest af alt, var *** mit forår
Og én blomst står stadig i min have,
Den som *** plantede
Selv gennem tiden, de år vi har været
På hver vores sti i livet, som aldrig vil
Krydse hinanden igen - har den stået
Smukt og prægtig i min have,
Aldrig vil den visne, for *** vil
holde den i live, aldrig vil den visne
og jeg håber, at ej heller *** visner,
jeg håber *** finder sit forår
og jeg vil i mit stille sind
sørge over, at jeg ikke kunne
være hendes forår dengang
tilbage i tiden, for der fandtes intet,
jeg hellere ville dengang
eller nu.
Oct 15, 2014
Oct 15, 2014 at 3:27 PM UTC
Jeg skriver portrætter med ord
og maler deres ansigter lidt på skrå,
for det er jo sådan de ser ud.
Skæve smil, skæve meninger, skæve hjerter.
Jeg fravælger mig farver og blander en sort, så jeg kan iscenesætte mine følelser lidt
EKSTRA!
Jeg kaster bandeord ud i et tomrum, direkte ind i djævlens svælg, og åbner mit gab omkring hornet.
Kvæles fornøjeligt, med en kvalmende følelse som danner en fornemmelse af et uægte samvær mellem to parterede hjerter.
Jeg iscenesætter mine følelser lidt
EKSTRA!
Smelter sammen med Nikotindræbende dampe, som lufter mine lunger med et frisk **** af gensidig afsky og selv-væmmelse.
Jeg absorbere det kemikaliedannede hvide projektil, som jeg skyder ned i en suppedas af mavefornemmelser.
Jeg iscenesætter mine følelser lidt
EKSTRA!
Nov 5, 2017
Nov 5, 2017 at 4:43 PM UTC
kapslen af frostgrader omkring mig smelter langsomt
forbarmende forår
jeg har en vinterjakke, men der er hul i den venstre lomme
der er kun tre måneder tilbage
det er tåget
du er blevet til en myte
omhyllet af tåge, bestående af tusinder af reflekterende vandpartikler
uforståelig og fantastisk og håbefuld
er du bag tæppet af tåge?
der er noget fabelagtigt og verdensfjernt over støvregnen
alt er indhyllet, umiddelbar udsigt over gaden, skjult passage
noget magisk ved tanken om, at den enkelte dråbe i sig selv blot er regn
men at formationen af de millioner af mikroskopiske dråber
bliver til en dis, en stemning, en følelse
når man står ét sted virker det som om, at tågen starter længere henne
hvis man flytter sig derhen virker den til, at starte hvor man stod før
et spørgsmål om placering
subjektivt
aldrig helt tæt på, en visuel løgn
tåge bevæger sig ikke udelukkende horisontalt
et tag hjælper ikke mod tåge, den smyger sig stillestående
hvor regn blot uden skelnen kolliderer med enhver overflade
noget blidt, noget magisk, noget nyt;
sneen er væk - optøet
forår
Jan 25, 2016
Jan 25, 2016 at 4:28 PM UTC
Det er blot ord på papir
Men ord der skal skrives
Og røg fra min mund
Men røg der skal ind og ud
Har ingen mening, ingen tanke bag
Men ingenting fylder alt for meget
Fordi mit liv fylder for lidt
Drukner jeg i intetheden
Og lader mine tanker forsvinde i ordene
Som ikke bliver talt men skrevet ned.
Jeg mangler at åbne op
Men istedet strammer jeg op
Lukker i for verdenen omkring
Og skriver blot ord på papir
Dec 10, 2014
Dec 10, 2014 at 7:37 AM UTC
får du kolde fødder? sikke et varmt hjerte
indvendig blæst, hul
rusker bladende af træerne,
efterladt på gaderne
tomme, snørklede blodårer leder til et støvet midtpunkt; centrum
forladt, drænet for mennesker, for energi
overgangen til vinter, livsløst, koldt, nøgne træer
cementen med mærker fra alle fodgængere; alle dem, du omgås
sætter præg på dig
som en krakeleret glasrude, der kun
mangler ét prik
for at brase sammen
så alle omkring vinduet kan skære sig på fragmenterne, mindes
dit sammenbrud
din modtagelighed
skrøbelig
årstiden reflekterer dit kollaps
min næsetip fryser og jeg mindes din konstant kolde tilstand
at gå gennem en kold og ensom gade
november kommer, dernæst de koldeste måneder
må hellere skaffe en vinterjakke
og håbe på forår
Oct 25, 2015
Oct 25, 2015 at 10:15 AM UTC
den hurtighed, der har omringet os er en, som vi alle forsøger at løbe i hælene på, omfavne og vise at vi elsker
men vores Nike Free 4.0 bliver pludselig fyldt med bly
mørkegrå, tonstunge, bindende blyklodser, der hiver og trækker kroppen ned i gruset, der smuldrer mellem fingrespidserne, alt imens hurtigheden får et kilometer langt forspring
pludselig ligger vi der, pulsen falder ned til et punkt, hvor den dunker i takter, der bemærkes og føles
noget lyd er omkring dig, præcis hvad det er, ved du ikke helt: det lyder dog bekendt, hvilket giver en blussende, varm fornemmelse i kinderne, og da hører du det - fuglekvidre
en sammensætning af glade toner, der tilsammen udgør en melodi, som letter dig fra jorden
de olivengrønne træer bliver tværet til siden, som om du kørte hånden over et vådt maleri, for du bevæger dig i bløde piruetter på tåspidsen, og mærker solens nuancer indeni
langsomheden står ved din side og snurrer i cirkler sammen med dig, inderst inde, helt nede i maven, der ved du godt at noget er forandret, men det siger du ikke noget til.
Apr 26, 2015
Apr 26, 2015 at 3:37 PM UTC
uhåndgribeligt, fragmenteret
forvirret
mudret
tunnelsyn, papirsfly, sammenkrøllet note
opmærksomhedskrævende intethed
larmende stilhed
sukkende sindstilstand
jeg føler mig separeret fra min egen krop, fra mine egne handlinger, fra denne verden og himmelrummet og tankerne og sidste år
tåge, sumpet, nysgerrigt; hemmeligt
struktureret tilintetgørelse
frakoblet virkelighed
rutine-kunst, ikke fra hjertet eller hovedet men fra hånden
udslukt, for nu
vi vender tilbage efter vi har fikset de tekniske problemer
nu: afsted til IKEA, discountmøbler i dårlig kvalitet som alle alligevel køber
verden smelter sammen omkring os og vi vil ikke indse det; ikke SE DET
menneskelig fejhed, menneskelig fejl
terrorangst og global opvarmning og fattigdom og ****** up
EN UGES PAUSE
som mininum
hvis det endelig skal være, så skær mig dog helt væk; fjern det hele
ikke endnu
er træt af at lave noget - er træt af ikke at lave noget
det hele står stille og kører med 300 km i timen på én gang
sælsomt
livet er som en sky
flyvende, himmelen er ikke blå
virkelighedschok
jeg er! jeg er! du er! vi er!
min verden er aldrig blevet set fra andet end mine menneskelige øjne
vestlig, menneskelig kropslighed
skyer, man som barn troede, var håndgribelige totter vat; men som i virkeligheden bare er kolde, våde og gennemtrængelige vand-konstellationer
virkeligheden er både det allermest vidunderlige og det mest skuffende
en bizar periode, nogen kalder den '2.g'
mine digtes fokus
er blevet bredere, mere abstrakt og mindre detaljeret
jeg kan hverken passe tankerne i en kasse eller sætte en rød tråd (sorry)
at separere handlingen fra den, der handler
mennesket, uspejlet i sine handlinger
handlingen, uafhængigt at menneskelig magt
at prøve at være over det hele går simpelthen ikke
nogen må stoppe mig
stop mig!
stop samfundet!
stop jordkloden!
stop Tiden!
det stolte og det sårbare
Nov 18, 2015
Nov 18, 2015 at 1:17 PM UTC
Klokken er 02:52
Jeg har lige røget en cigaret
Blå king's for at være præcis
Alt er mørkt omkring mig
På nær et rødt lys som garanteret lyser
mit ansigt op i mørket.
Jeg sidder en smule ubekvemt i
en rød sækkestol som matcher det eneste lys i rummet, lidt corny hvis du spørger mig!
Her sidder jeg så alene, men det gør ingenting, fordi regnen på ruderne får det hele til at fremstå levende, i et ellers dødt ***
Klokken er nu 02:57, det er 5 minutter siden jeg begyndte at skrive alt dette.
May 13, 2017
May 13, 2017 at 9:00 PM UTC
jeg så ham
han så mig
jeg bumpede rent faktisk ind i ham
ham den fremmede
den fremmede jeg for blot fire måneder siden lå ved siden af
blev holdt af, og holdte om
jeg så ham
men han så igennem mig
kiggede mig hurtigt i øjenene
ikke som dengang det virkede som hans eneste mål i livet, at se på mig
ikke som dengang han kaldte mig sin
jeg så ham jeg savner
ham der fik mig til at stå på altanen og overveje at tage springet fra femte
da det hele gik galt den gang
det aner han intet om, gudskelov, det fortjener han ikke
han kiggede på mig som om han aldrig havde gjort mig ondt
som om at jeg aldrig havde rørt ham
ikke engang en enkelt gang
prøvede at glemme det
drikke lidt for meget, som jeg næsten altid gør for at glemme ham
men det hjælper aldrig helt
for jeg ender altid med en anden
og så ligger jeg der med to drenge
den ene omkring mig
den anden i tankerne
jeg så ham
han så mig
jeg ville ønske han havde holdt mig, bare én gang til
Aug 10, 2016
Aug 10, 2016 at 4:44 PM UTC