"nogen" poems
Da der intet var tilbage tog du
mit sukkerkolde hjerte.
Du tog det som man tager slik fra
et lille barn.
Men jeg er ikke nogen sukkerknald
blot salt i forklædning.
Dec 27, 2014
Dec 27, 2014 at 5:05 AM UTC
“There are two basic motivating forces: Fear and Love.”
~ John Lennon
Frygt findes kun det ene sted du ikke kan flygte fra. Dit eget sind. Men til enhver frygt, findes der et håb. Et lys, til at blænde dig, så du ikke længere ser frygten. Men den er ikke væk, og en dag må du se den i øjnene. Du må lade frygten blive en del af dig, lade den løbe gennem dine årer, og så stå rank, og forkast den. Nogen frygter mørke, mens andre frygter døden, Men det alle egentlig frygter, er det ukendte. Kærlighed er også ukendt. Og dog er kærlighed det lys der får os til at glemme frygten. Måske er Frygt bare en illusion, det mørke, der skal opveje lyset, og opretholde balancen. Jeg har set min frygt i øjnene, og jeg er klar over at det jeg engang løb fra, i virkeligheden var mig selv. Jeg løb fra mit hjem, min familie, og mit liv, bare for at opdage at jeg aldrig kunne løbe fra mig selv.
Oct 26, 2014
Oct 26, 2014 at 12:00 PM UTC
Jeg gemmer mig bag alt.
Her for tiden,
er det somom der intet forhæng er,
foran mig.
Jeg kan kun gemme mig
bag mennesker jeg elsker,
mange ting er ved at gå op for mig nu.
Tingene bliver seriøse.
Jeg bliver ældre,
uden min egen vilje.
Og så dog ja.
Jeg vil gerne blive ældre,
opleve verden,
møde nye artsfæller
og musik skal spille forbi mig i en ****
Jeg vil være lært.
Bekræftet.
Elsket, ikke af alle, men af nogen.
Men lige nu
er jeg ikke den jeg vil være, endu.
Lige nu skal jeg gemmes væk
fra det skæmmende og tænke frem.
Ikke være i nuet som alle andre.
Ikke kigge tilbage på de gamle billeder.
Kun frem. Kune frem. Kun frem.
Jeg er der snart.
Jeg består ikke det der ******
Men når lige at hoppe med
inden det kører fra mig,
mod det hvide, uklare lys.
Hent mig.
Fra dette skræmmende sted.
Læg dig ved siden af mig
og sig ingen lyd.
Kun dig og dit åndedræt,
har jeg brug for.
Kun dit nærvær.
Kun nærvær.
Nærvær.
Og gem mig væk.
Jan 31, 2015
Jan 31, 2015 at 7:06 AM UTC
SÅR DER HELER PÅ LÆBEN,
RU HÅNDOVERFLADER
OG BEN DER RYSTENDE FORSØGER AT VALSE MENSTURATIONSSMERTER, ØMME MUSKLER OG GRIMME NEGLEBÅND
*** SPØRGER OM HVAD DER ER GALT
JEG SIGER JEG ER KED AF DET OG GRÆDER
*** SIGER HVORFOR
OG JEG VED DET IKKE
OG HAR PÅ SAMME TID LYST TIL AT SNAKKE
MEN JEG SIGER INGENTING
OG INTET BRÆNDER MERE I HALSEN END USAGTE ORD
MEN DET VED DU VEL IKKE ******* LORTE PSYKOLOG
JEG GÅR PÅ EN STI
DEN ER 11
OG DER ER INGEN MENNESKER
SÅ JEG SÆTTER MIG PÅ EN BÆNK
OG JEG TØRRER IHÆRDIGT TÅRERNE VÆK
IMENS JEG VRÆLER BANDEORD
OG FORSØGER AT HULKE ALLE DÆMONERNE UD
SELVOM INTET GIVER POTE
OG JEG ER FORDÆRVET INDENI
TRÆKKER JEG PÅ SMILEBÅNDET
OG SMILEHULLERNE BEGEJSTRER SIG
MEN ER DET SÅDAN UNGDOM SKAL FØLES?
JEG TAGER UD OM LØRDAGEN
FORDI JEG ARBEJDER HVER FREDAG
SÅ JEG STJÆLER GLÆDE FRA SØNDAG
DEN GLÆDE DER NU FINDES
TUNGE ØJENLÅG
TEQUILA
TILTRÆNGT EFEMERISK LYKKE
OG TAKTISK SELVBEDRAGISK LATTER
TILFREDSHEDEN ER DER NÆPPE
MEN ER JEG GOD NOK NU ELLER HVAD?
JEG TAGER HJEM
MEN JEG VENTER FØRST PÅ NATBUSSEN
ELLER ER DET TOGET
ELLER METROEN
FØRST EN SMØG JEG BRÆNDER MIG PÅ FINGEREN
ALTING ER JO SLØRET
FORHELVEDE DET GØR ONDT.
JEG FRYSER OG MINE TÆNDER KLAPRER
JEG VED IKKE ENGANG HVORDAN JEG FÅR STEGET PÅ
VÅGNER DAGEN EFTER
SORTE RANDER UNDER ØJNENE
OG TØMMERMÆND
ER DET HELE DÉT VÆRD?
MED KRØLLEDE PENGESEDLER,
FINTSKÅRET TOBAK FRA KNÆKKEDE CIGARETTER,
OG ET UBRUGT KONDOM I TASKEN
GÅR JEG UD
MEN LÆGGER FOLK OVERHOVEDET MÆRKE TIL AT JEG GÅR?
LUGTEN AF BODEGA SPREDER SIG PÅ GADEN
NÅR JEG BEVÆGER MIG PÅ FORTOVET
JEG FÅR ET TILTRÆNGENDE KNUS FØR *** LUKKER MIG IND MEN LUKKER JEG OVERHOVEDET HENDE ELLER NOGEN IND?
JEG SIDDER VED RADIATOREN
DEN ER VARM OG SYMPATISK
IKKE SOM DE SKØDELØSE KYS
ELLER DEN ANARKISTISKE IDENTITET
MEN ER JEG IKKE OKAY NU?
JEG KVÆLER DEN KOGENDE KOFFEIN
OG KÆFTEN BRÆNDER
KU DET BLIVE MERE KAOTISK
KU DET?
DEN KRUMMEDE VÅDE MEN LUNE CIGARET HÆNGER I MUNDVIGEN
JEG TAGER DEN IMELLEM PEGEFINGEREN OG FUCKFINGEREN INHALERER OG PUSTER UD
HVAD JEG HÅBER PÅ ER TOMHEDEN INDENI
IMENS TÅRERNE UFRIVILLIGT LØBER NED AF KINDERNE HVORNÅR HOLDER DET OP?
ER DET STRÆKMÆRKERNE,
DET RUNDE ANSIGT,
POLLENALLERGIEN,
MANGEL PÅ SYMPATI OG PENGE
ELLER BARE MIN PERSONLIGHED
DÉT DER GØR AT JEG IKKE ER GOD NOK?
Mar 12, 2015
Mar 12, 2015 at 4:08 PM UTC
Knoglemarven skifter i takt med humørets svingninger
Frekvensen bliver højere og mere skinger, forfærdelig
Krummede kroppe klistret sammen på lange rækker
Uden nogen form for holdning - i frygt for fremtid,
Plastic indenfor grænserne af mit lukkede land
******* fake, ægtheden, menneskeligheden forsvinder -
Sammen med gode værdier og et fælles ansvar
Laver om, men det vender den forkerte vej
Ingen er velkomne, kom os ikke nær.
Danmark falder sammen, som brikker i et spil, farvel.
Sep 30, 2015
Sep 30, 2015 at 2:27 AM UTC
jeg sidder og stirrer
ud i mørket
en kold september
nat
karl william synger
om at "vi ku' ha' gjort så meget"
og jeg ved ikke om det er vinden
eller tanken om de sørgerlige
rester af
dig og mig
der får tårer til at falde
som glas på mine elfenbenskinder
kaffen er blevet bitter og kold
ligesom det jeg føler indeni
men mine hænder klamrer
sig til koppen som om
den indeholder det
sidste af dig
jeg har aldrig fundet ud af hvorfor
jeg sidder der
nat efter nat
og stirrer ud i mørket
måske håber jeg bare at se dig
få bare et eneste glimt af dig
som et stjerneskud på himlen
i et milisekund
men der kommer aldrig nogen
eller noget
og endnu en lille del af mig dør
så jeg tænder en cigaret og lader
den brænde mellem mine læber
for godt nok vil du altid
være en del af mig
men du får ikke lov til at være
den der tager livet af mig
Sep 17, 2014
Sep 17, 2014 at 3:13 PM UTC
Jeg står og ser mig selv gå.
Gå med min sjæl.
Jeg er ikke et helt meneske.
Jeg er bleven væk.
Ikke væk for nogen.
Væk for mig selv.
Den dag lægen sagde; det nu eller aldrig.
Stemmen sagde nu.
Hovedet sagde nej.
Nu er jeg væk.
Væk for mig selv.
May 2, 2016
May 2, 2016 at 5:12 PM UTC
Vi ses igen
du rækker din hånd gennem drømmenes masker
Vi ses igen
du står i en rude på tiende sal
Vi ses igen
passerer hinanden på hældende trapper
Vi ses igen
sover tilfældigt i det samme tog
Jeg ser dig igen på den mørke plads
månen hælder sølv i dit hår
Du ser mig vente for grønt
som om jeg vented på nogen
Ses igen blikkene standser i mængden
Ses igen i en tilsneet have
Ses igen i en opbrudt gade
Jul 17, 2014
Jul 17, 2014 at 6:41 PM UTC
Når først det har stået på i nogen tid, så begynder det at kede mig. Uanset følelse, varighed, eller pris.
Så vil det aldrig være nok.
Dette gælder både mit
Kærlighedsliv
Dobbeltliv
Byliv
Når først det har kedet mig i nogen tid, så begynder det at ødelægge mig. Uanset betydning, konsekvens eller mængde.
Så vil det aldrig holde op.
Dette gælder både min
Dysfunktion
Frustration
Depression
(f.b)
Dec 15, 2014
Dec 15, 2014 at 7:28 PM UTC
*** står foran ham finere end nogensinde
Hendes hud er bogstavlig talt silke, i en nuance af hudfarve han ikke har set før,
Glinsende silke med øjne og mund
Og frodige bryster, der pludselige ligner puder
Øjnene og munden smelten sammen lige foran ham og danner et kridhvidt kors
Hånlige grin larmer i hans ører og luften bliver udefinerbart tynd
Han ved det er hende, men en ondskab farer op i ham som om han var fanden selv
Grinet forlader hendes krop og svæver som uendelige gebisser om hans hoved
Langt væk kan han tyde hendes stemme der beder ham om at slappe af og komme til sig selv
Men, han lader sig ej snydes og er nu helt overbevist om det ikke er hende
Knytnæver markerer hendes krop og *** er ikke længere af silke
*** er blod og kød der snart ikke er til at samle
Pludselig er der et helt publikum omkring ham der studerer hans akt nøje,
de skuer til hinanden mens de ryster på hovederne
Tårerne har overbemandet ham og i kampens hede bliver der uendeligt stille
*** er ikke til at se nogen steder
May 31, 2015
May 31, 2015 at 2:08 PM UTC
Nogen kalder mig fortid
Mange kalder mig nutid
Og mine hænder ligger i andres fremtid.
Jeg savner dine øjne, og
Jeg manglede dig i fortiden
Men da du fyldte min nutid
Ødelagde du min fremtid.
Når jeg møder dig
Får himlen dit ansigt
Til at falme, og dine
Beskidte kolde læber
spidser til, når
Du siger mit navn.
Men selv en mørk aften
Savner jeg dit blik, når
Du fortæller mig at
Verdens undergang
Ikke vil skille os ad.
Oct 29, 2014
Oct 29, 2014 at 9:09 AM UTC
min mor har altid set på mig som en kat
*** kan ikke fordrage det dyr
betegnelsen var baseret på et digt *** engang hørte
noget om en kat der strejfede rundt
og ikke havde nogen ejermand
for den var helt sin egen
trods min mor ikke kan fordrage katte
er der én kat *** elsker ubetinget
den sorte kat fra digtet
og jeg har altid været katten der ikke
ville fanges, ikke ville tæmmes eller bestemmes
så min mor gav op og lod mig gå mine egne veje
et og et halvt år gammel og store øjne
min mor prøvede at beskytte og nusse om mig
men allerede der var jeg blevet til en kat
jeg svarede hende "det skal du ikke kymre dig om mor"
så drejede jeg om og spaserede væk
min mor kunne aldrig beskytte den sorte kat
så *** lærte at elske den, netop fordi den er helt sin egen
og ingen andres
Nov 26, 2014
Nov 26, 2014 at 5:48 PM UTC
Du sidder ligeså stille
Uden at sige noget
Dit hjerte banker i en stille rytme
Uden at larme selvfølgelig.
Du snakker med dig selv
Men kan ikke tale
Du vil ikke andet
Og du kan ikke høre dig selv
Hænder urolige og krummende
Dit hoved altid summende
Du må hellere smile
Så du ikke bliver set
Set igennem
Opdaget og afsløret
Sig frem
Jeg ved du kan
Ikke andet du vil
Du er ikke så tydelig som du tror
På den gode måde selvfølgelig.
Alle venter men ingenting sker
Der sker ingenting
Du smiler og griner
Det hele er okay
Hvorfor vil du ikke med?
Der sker ingenting
Du er i sikkerhed her
Jeg ville ønske du var mig
Hvis du var mig
Og jeg var dig
Muligheden for at kigge
For at skue og blinke til
Du ville se
Ville kunne se mig
Som faktisk er dig
Hvor eksisterende du er
Hvor værende du er
Du ved ingenting
Jeg ved det hele.
Du ser hen på dem
Den derovre ved siden af selvfølgelig.
Altid glade
Altid på toppen
Uden at vise tegn på
Lave tegn til FARE
Det er bare en væg selvfølgelig
Det er det man siger
Jeg så dig en dag
Faktisk i dag
Du var glad
Du smilte så man kunne
Ja man kunne faktisk se dine tænder
De var hvide selvfølgelig
Du gør hvad der bliver sagt
Hvad der bliver fortalt
Ligesom tandlægen altid sagde
Rundt i cirkler
Altid mere end en gang
Helst mere en fire
Der var nogle
Hvem var de?
Der var ingen fare selvfølgelig.
Det er klart
Man kan hvad man vil sagde du
Man vælger det man føler
Man vælger hvad man tror
At man fortjener
Ikke alle fortjener det her
Det skal nok gå
Det var det du sagde
Det fortalte du mig engang
Nej faktisk hver dag
Hver eneste dag
Hver gang jeg tvivlede
Det var *** selvfølgelig
Alt på højkant
Uden at det talte
Uden at nogen holdte regnskab
Som et bassin fyldt til kanten
En dag vil vandet løbe ud
Ud over kanterne
Det var alligevel ikke så stort
Vandet vil ikke blive tørret væk
Det vil tørre selvfølgelig
Det vil forsvinde
Jeg så dig være glad en dag
Nej faktisk i dag
Det gjorde mig glad selvfølgelig
Jeg så dig være ked
En lille smule ked
Af det, af hvad?
Det er okay sagde du
Det bliver det nødt til at være.
Dec 11, 2015
Dec 11, 2015 at 5:01 PM UTC
Snigende kommer efteråret.
Året efter, selvom det knapt er en måned
Mørket får tiden til at gå langsomt
Som lange lyse nætter, men omvendt
Venter på lys i min tankerække
Rækker ud efter dig, men du er væk
Vækker mig selv om natten, kun mig.
Jeg er alene. Uden nogen rustning, alene.
Snigende kommer efteråret.
Sep 14, 2015
Sep 14, 2015 at 4:24 PM UTC
det er altid så
nemt at løse andres problemer
og sige **** gør det nu"
især når det handler
om noget så banalt og ik
så kompliceret som et opkald
til et andet menneske som endda
foregår igennem et rør
så du ikke behøver at se den anden person
smile og få tårer i øjnene på samme tid
og jeg tør ikke men ringer
alligevel op fuldstændig
monotomt mens jeg holder
vejret og hele min krop eksploderer
som var den lavet af tynd is da din stemme
giver genlyd i mit øre og ber mig om at
indtale en besked for der er noget der er
vigtigere end mig og du har forlagt telefonen
på hylden sammen med dine følelser
mens du overbeviser alle om at jeg ikke
findes derude et sted
og jeg prøver at få fremstammet at jeg
savner dig og at jeg håber
du har det godt
men intet andet kommer ud end smertefulde
og (u)betydelige tårer for jeg
frygter at du nok aldrig vil
være i stand til at sige "i lige måde"
når jeg siger at jeg faktisk savner
dig mere end
jeg nogensinde har savnet nogen
så jeg ligger røret på og får
en meddelse fra instagram
om at en har liket mit billede
af noget helt ubetydeligt fra mit
ih så spændende liv og jeg himler med
øjnene af mig selv når jeg tænker på
at det billede kun ligger der for
at glæde dig så du måske vil tænke på
mig igen og min mobil ringer konstant
men kun i mit eget hoved
og jeg tror jeg er ved at gå fra
forstanden for de eneste
ubesvarede opkald jeg har er
aldrig fra dig og dem du har er
altid fra mig
Nov 5, 2014
Nov 5, 2014 at 3:25 PM UTC
angstens afgrund er
meget dyb
og jeg har forvandlet mig til
et af de mennesker der altid
sidder i vindueskarmen
og ser verden suse forbi
mens jeg blot bliver siddende
i frygt for at de tynde stankelben
skal vakle og vælte
blandt fremmede og aldrig blive set
af nogen eller noget
din tid går
min står stille
jeg har prøvet at skifte mit blod
ud med tør hvidvin og jeg har prøvet
at samle spyttet i min mund og lade
det sive ud af mundvigen og ned i mit skød
men det eneste der kommer ud er
små lodne edderkopper
der får det til at klø og kradse
over hele kroppen
mens små minder af glas
flyver om min krop og
sætter sig som små blødende
sår der aldrig bliver til ar
og jeg bliver siddende i min vindueskarm
for jeg ved at mine tynde stankelben
vil vakle og vælte
og gulvet vil brase sammen under mig
de siger allesammen jeg skal vågne op
...men angstens afgrund er dyb
så jeg bliver siddende her i min vindueskarm
mens din tid går og min står stille
Apr 16, 2015
Apr 16, 2015 at 3:30 PM UTC
engang var jeg sikker
på at det aldrig
ville være et problem
at drikke morgenkaffe
alene og det ville aldrig være
et problem at ryge dagens
første cigaret med vinduet
lukket mens storbyen
lever videre udenfor
men så forsvandt
du pludselig ud af
min hoveddør og for første
gang lukkede du døren bag dig
og jeg fandt ud af at det alligevel
regner på november-morgener
og ambulancerne suser stadigvæk
forbi mit vindue, den eneste forskel
er blot at der ikke er nogen
til at holde min hånd og det er
det der gør hele den forskel
som jeg troede var så ubetydelig
og jeg åbner stadig vinduet
inden dagens første cigaret, selv
i gennemskærende efterårs-
kulde fordi jeg ved at du synes
det er det rareste og jeg hælder ekstra
sukker i kaffen for at søde den
bitre smag af svigt og jeg ved
godt at det her efterspil er definitivt
men jeg har alligevel lagt ekstranøglen
til dig under måtten
hvis du en dag skulle finde på
at komme tilbage
Nov 12, 2014
Nov 12, 2014 at 4:21 AM UTC